lørdag, november 29, 2008

Min amaryllis

Det er kun en uge siden, min amaryllis fik jord omkring de lange hvide rødder, der udgår fra det store løg. I løbet af de få dage, er der antydning til flere blade, og 2 er så tykke, så jeg tror, der er knopper i dem. Måske kommer der 2 blomsterstængler. Jeg kigger tit til den, vander den og vender og drejer den, så lyset falder på den på den rigtige måde. Den kan nok ikke nå at sætte blomst til jul. Men engang i januar vil den stå med 4 flotte blomster, der peger i hver sit verdenshjørne.Kursiv Da jeg gik forbi torvet med alle de mange amaryllis, kom jeg til at tænke på Den lille Prins. Han havde en rose på sin planet. Han plejede den, passede den og snakkede med den. Han troede, der ikke fandtes andre roser, og at hans rose havde fortalt ham, at den var uendelig speciel. Da han havde besluttet sig for at rejse, tog de rørende afsked med hinanden - rosen og den lille prins. Da den lille prins havde rejst rundt i nogen tid og besøgt forskellige planeter, kom han til den 7. planet, som var Jorden. Han fik øje på en vej, og pludselig stod han forbløffet i en have fuld af blomstrende roser. Han blev meget ulykkelig - her var 5000 akkurat mage til den eneste ene, og den rigdom og glæde han havde følt over den specielle rose, eksisterede slet ikke.
Kort tid efter mødte han ræven, som lærte ham, at det væsentlige er usynligt for øjet. Kun med hjertet kan man se rigtigt.
Han gik tilbage til roserne og sagde " I er smukke, men tomme. Min rose alene er mere betydningsfuld end jer allesammen, fordi det er den, jeg har vandet, den jeg har sat under en glasklokke, den jeg har dækket med en skærm - fordi det er min rose".
Ræven sagde " det er den tid, du har brugt på din rose, der gør den så betydningsfuld"
"Det er den tid, jeg har brugt på min rose........sagde den lille prins for bedre at huske det"
Jeg kan allerede mærke, at min amaryllis er meget smukkere end alle de mange eksemplarer, der står og venter på at blive solgt!

fredag, november 28, 2008

Frivillig-forberedelser.

Frivilligcentret står som arrangør af et frivilligmarked, som foregår i morgen på Den Kreative Skole. Her vil hver forening have en stand, hvor de kan præsentere sig selv for evt. brugere og kommende frivillige. Jeg har brugt et par timer i Frivillighuset her i formiddag med at gøre plakater og skilte klar. Der er mange forberedelser for at sådan et arrangement klapper.
John, lederen af huset, søger andet arbejde. Ærgerligt! Den mand kan noget særligt med at skabe god stemning!
Det er spændende, om byens borgere vil kigge ind, eller om vi er for tæt på jul og alle de forberedelser, der hører julen til.
Hjemturen hen ad gågaden emmede af jul.

Fra klokkespillet i kirketårnet lød der dejlige juletoner, og duften af brændte mandler spredte sig til vores næsebor, mens manden ved gryden næsten forsvandt i røg og damp.




torsdag, november 27, 2008

Dilemma

Jeg var til årets første julefrokost i går. Beskeden, men den smagte rigtig godt. Frivillig-pleje, hedder det. Og hvor er det hyggeligt bare at sidde og snakke om dit og dat og løst og fast uden en dagsorden at forholde sig til. Alligevel blev jeg ramt af lidt dårlig samvittighed, da jeg åbnede for TV og direktøren for Mødrehjælpen sammen med en nødlidende dansk mor med 3 børn fortalte om, hvor få penge nogle mennesker må klare sig for. Mødrehjælpen uddeler checks til 200 familier, men der er 600, der søger. Så vi blev opfordret til at give et bidrag til Mødrehjælpen.
Det, den indre stemme sagde var, at hvis vi havde købt noget mad i Føtex og spist hjemme hos en af os fem, så kunne vi have givet et par hundrede til en af de organisationer, der deler julehjælp ud.
En anden lille stemme trængte sig på og sagde "Gu' vil vi da ej - vi er jo ikke ude i noget overforbrug"

onsdag, november 26, 2008

Syg hund.....

En hund der brækker sig!
På vej ud af billedet - læs verden ????
Posted by Picasa

mandag, november 24, 2008

Min yndlingsbog.

Her i weekenden fik jeg den med spænding ventede tegneserieudgave af Den lille Prins. Først tænkte jeg, at hvorfor skulle de blå øjne være store, og hvorfor skulle rævens ører være store, at de lignede vinger og ikke ører? Men jo mere jeg kigger, jo bedre synes jeg om tegningerne. Jeg elsker den måde rosen er illustreret på i samtalen med Den lille Prins før han rejser. Og mødet med de mange roser. Og mødet med ræven. Og den lærdom han uddrager: det var det, han gjorde for rosen, der gjorde den betydningsfuld. "Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld. Kun med hjertet ser man rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet", sagde ræven.
Jo, jeg synes, den er fin. Måske kunne det poetiske være kommet mere frem? Sådan lidt mere romantisk. Men den skal heller ikke være for nuttet. Alt i alt er jeg tilfreds med tegningerne.
Jeg kan bare ikke læse teksten :-( Men ældste af de sødeste kan. :-)
Jeg må i gang med at lære fransk som de japanske studerende, der lærte dansk for at kunne læse Kierkegaard på originalsproget!!

SøndagsOpera

Som sidste søndag fik jeg også i går en lille dosis opera i vores lokale musikhus. Kammerorkestret har 50 års jubilæum i år og holdt jubilæumskoncert i går med Mette Ejsing som solist. Hun synger ude i den store internationale operaverden på de kendte scener. Hun har en smuk og fyldig alt stemme, og jeg nød især de 3 arier fra Messias, som hun bl.a. sang . Mette Ejsing er opvokset i Silkeborg. Hun er 54 år. I sin barndom og ungdom spillede hun violin i kammerorkestret, hvor hendes far iøvrigt også var aktiv. Hun fandt på et tidspunkt ud af, at hun sang bedre, end hun spillede og valgte at uddanne sig til sanger. Hun var over 35, inden hun brød igennem internationalt, og hun fortæller til avisen, at de største øjeblikke i karrieren indtil nu har været at synge ved Wagner Festspillene i Bayreuth.
Det, der har givet mig mest stof til eftertanke fra avisinterview'et, er der hvor hun siger, at hun er mere nervøs for at synge i Silkeborg, end hun er, når hun er ude i verden. Og så føjer hun til "det er jo fordi, der er så mange, der kender mig personligt her".
Jeg ved godt, at dem der står én nærmest også er dem, der kan såre én mest. Og at kritik fra ens kære kan gøre meget ondt.
Alligevel blev jeg overrasket over, at en succesrig sanger også har det sådan. På den anden side set, så fortæller det også noget om, at det nok er et menneskeligt vilkår med det der bløde punkt, som de allernærmeste har adgang til. Jeg havde engang et lille memento på mit køleskab, der lød nogenlunde sådan "Kritik er som en hård børste, der ikke skal bruges på det bløde stof"
Det bliver jeg vist aldrig færdig med at huske på !

søndag, november 23, 2008

Undervejs.....

På vej til Mindeparken gik jeg igennem Niels W. Gades Vej, som fører direkte ind i parken. På grund af terrænets stigning ligger husene til den ene side højt hævet over og med udsigt over Bugten. Her ligger de flotteste palæagtige huse og mon ikke også de dyreste i Århus? For ikke at forstyrre privatlivets fred og fotografere folks private huse, har jeg kun taget billeder af det hus, som er ARLAs administration. Henrik fortalte, at han er kommet i det hus, fordi hans mor havde en veninde, der boede der - for længe, længe siden.
Jeg smilede for mig selv, da jeg gik forbi Arlas nabohus, som ser ligeså stort ud - måske knap så velholdt. Det ligger skjult bag en tjørnehæk og en høj gitterport. Man kan se, at det hedder Villa Viskinde, og det er bygget i 1905.
Det sjove er skiltet på porten "Vogt Dem for Hunden", står der! Skiltet er sikkert fra 1905. Det er nok tvivlsomt, at beboerne er fra den tid. Det virkede bare så gammeldags ligesom den anden besked, der er til forbipasserende "Ingen adgang for Uvedkommende".

Marselis Mindepark

Jeg vågnede op hundefri - og det måtte udnyttes til en travetur! Bugsy kan nemlig ikke trave. Han kan bare småtrippe på stedet. Mindeparken er et oplagt sted sted gå efter. Ud langs Århusbugten mens solen som en stor gylden, kold bold var på vej op over himlen. Mindeparken er karakteristisk med de store plæner og de vældige kæmpetræer, der lige nu står nøgne, så man kan se , hvordan deres facon egentlig er. Henrik og Margrethes sommerhus ligger øverst oppe.
Marselisborg Slot.

Midt i Parken ligger mindesmærket for første verdenskrig meget diskret. Man ser en lav mur, der danner en stor cirkel, som man kan gå ind i, hvis man går ned ad trapperne. Nede i det store runde rum er muren meget høj. Den er beklædt med sandfarvede fliser, som bliver brudt af 4 store relieffer, der skildrer krigens gang. På hver flise står navne og data på 6 mænd, og sådan fortsætter det hele vejen rundt.


Det er navnene på 4.140 mænd, der døde i en kamp, som ikke var deres. De tilhørte det dansk-sindede mindretal, der boede på den tyske side af grænsen, og som derfor måtte deltage i krigen på tysk side. Mindesmærket blev indviet i 1934. Midlerne til det kom fra frivillige bidrag fra danskere i hele verden.

Den 11. november er mindedag for de faldne fra første verdenskrig. Der havde tydeligvis også været en højtidelighed her, idet der stadig var 6-7 kranse stillet op.
Hvor er det spild af menneskeliv sådan at føre krig, og hvor er det urimeligt at påføre mennesker så megen sorg og lidelse.
Det blev lige et lille tilbageblik på historien, som jeg ikke havde i tankerne, da jeg gik ud på min tur.




lørdag, november 22, 2008

Hen ad gaden.....

Når jeg træder ud af gadedøren hos Henrik, har jeg det her smukke syn af tårne og spir foran mig.
Og i dag med blå himmel.
Lidt henne ad gaden ligger "Samlerbørsen". Jeg stopper altid op foran den forretning. Den er så speciel i sit udvalg af varer.
I vinduet til højre for indgangsdøren er der elektriske tog, der kører rundt og andet gammeldags legetøj.
I det andet vindue til venstre er der gamle, antikke russiske ikoner.

Indehaveren af forretningen har fortalt mig, at han har en særlig forkærlighed for ikoner. De kommer ikke direkte fra Rusland, for der er det forbudt at købe ikoner og føre dem ud af landet. Han har gennem mange år haft tætte forbindelser til de Baltiske lande, og eftersom der bor millioner af russere der, er der også ikoner. Her er det tilladt at handle med dem og tage dem med til DK. De er spændende at kigge på - nogle er flere hundrede år gamle og koster flere tusinde kroner.
Hos blomsterhandleren så jeg en ny version af julebukken. De så meget dekorative ud, som de stod der i flok - groft udskåret i træ.

Vi har hygget os i dag og set nogen af the dear ones . Ældste af de sødeste og handsome har været her i eftermiddag. Overlægefruen ;-) og hendes mand har været her i aften. Jeg lavede ris på ægyptisk facon - 1/3 af risene brunes i gryden, hvorefter resten hældes i og koges på almindelig vis. De blev godkendt. :-)



fredag, november 21, 2008

En kop er en kop er en kop.....

Før-advent-hadegaven faldt ikke i god jord .............
Her indtages teen i denne her kop. ;-)
Og nu til Green Wing eller Under Kitlen, som serien hedder på dansk på DR2. Om livet på en hospitals afdeling karrikeret helt ud i det absolut vanvittige. Måske har der været en enkelt person eller 2 i min lange karriere på et sygehus, der forstørret op i karrikatur, kunne minde lidt om en eller 2 af personerne i serien!! ;-)
Nej, på ingen måde! :-)

Den første sne.

Da vi gik ud, var der lidt grå skyer, men solen skinnede. Pludselig ændrede vejret karakter. Himlen blev helt grå, det blæste op og snefnug væltede ned. Der må have været frikvarter henne på skolen, for jeg kunne høre begejstrede, råbende barnestemmer. I den anden ende af snoren i min hånd, var der en hund, der hurtigst ville hjem! "Hvad med mine weekend planer, der går i lidt østlig retning", tænkte jeg.
Men allerede nu i skrivende stund skinner solen igen. :-)
Det blev kun et lille drys, som passer godt med meterologens forudsigelser i morges om spredt snefald.

torsdag, november 20, 2008

Regn, hagl og solskin

Det er da utroligt, som vejret har passet til mine behov i dag. Veninden havde annonceret, at hun ville komme med brød, hvis jeg lavede formiddagskaffe. Det gad jeg godt! Så mens regn og haglbyger afløste hinanden, ordnede vi verdenssituationen og lidt til - og nød kaffen og de overlækre birkes fra Le Gateau (ja, i Silkeborg ;-) Byens dyreste bager, men uden tvivl også den bedste!
Frivillighuset manglede kontor og telefonpasser fra kl. 13-14, så den time snuppede jeg lige, og der var stadig en god, lang eftermiddag tilbage, da jeg var færdig. Solen skinnede, og vejret indbød til en lille tur hen ad gågaden. For et par uger siden blev det nyeste torv indviet og en spændende skulptur afsløret.

Skulpturen og Torvet er en gave fra Jyske Bank i forbindelse med deres seneste udvidelse, som ses til venste i billedet. Der er altid avispolemik og protester, når Jyske Bank udvider. Og især i denne omgang, da de havde købt den gamle, ærværdige bygning (til højre) som gennem årene havde huset Silkeborg Avis. Protesterne blev ikke siddet overhørige. Det gamle hus blev taget varsomt ned, og det ydre blev genopført et stykke længere tilbage på gaden. Avisen har nu til huse på Papirfabrikken.

Men der rejste sig en storm af protester igen, da Byrådet var enige med Jyske bank i at kalde pladsen Norups Plads efter en tidligere bankdirektør. De mange læserbreve og forslag ændrede ikke noget ved valg af navn. Og lige så stille glider det ind i vores bevidsthed, at byens smukkeste plads hedder Norups Plads. Jeg var enig med dem, der foreslog "Vor Frue Plads" efter kirken, der ligger på hjørnet overfor.

Billedhuggeren Frode Steinicke står bag den store skulptur. Den er over 7 m. høj og hedder Pentagonal Monument. Jeg synes, den står som et flot bindeled mellem det gamle hus og den nye bygning. De nederste trin i forskellige niveauer vil sikkert indbyde til leg og hvile for trætte ben, når det bliver sommer igen. Kunstneren sagde "Det er et monument over at intet varer evigt. At alt er i bevægelse fra en overgang til noget andet".
Jeg er ikke sur over, at Jyske Bank præger billedet i vores by (som nogen er). De har beriget byen med andre kunstværker, bl.a. en kæmpekrukke af Per Kirkeby, som jeg vil fange med mit kamera en dag.

onsdag, november 19, 2008

En tung sag....

Jeg undrede mig, da jeg for nogle dage siden stod med et brev i hånden fra Regionshospitalet Silkeborg. Ikke over at jeg modtog det, men over at det var så tungt. Det var en ventet indkaldelse til en knoglescintigrafi undersøgelse.
I august måned var jeg blandt de tilfældigt udvalgte borgere i 12 kommuner, der blev inviteret til en omfattende helbredsundersøgelse i forbindelse med folkeundersøgelsen KRAM ( kost, rygning, alkohol, motion) Det viste sig da, at knoglemineralindholdet i min højre hånd (som blev scannet) var under normalområdet. Nu ved jeg godt, at andre knogler ikke nødvendigvis har samme status som hånden. Men eftersom min mor blev 10 cm. lavere (2-3 cm er normalt) i sit livsforløb (uden at blive rundrygget) og ofte havde rygproblemer, så vil jeg have kigget på, om jeg har en tendens til osteoporose.
Det er iøvrigt ikke afklaret, hvorfor så mange kvinder i den vestlige verden har osteoporose, og at et stigende antal mænd også får det. Det med mændene betyder jo, at det ikke kun skyldes østrogenmangel. Som så meget andet er det nok et komplekst sammensurium af vores livsstil.
Men tilbage til brevet med indkaldelsen. Det var så tungt, så jeg måtte veje det, og vægten viste 120g.
Der var 3 A4 ark - 1 med datoen - 1 med udførlig forklaring på hvad DEXA-scanning er for noget, og 1 med generel information. Så var der 2 sammenclipsede ark med adresser og ventetider på andre hospitaler i kongeriget. Der var 4 sammenclipsede ark, der vedrørte befordring. En brochure der omhandlede frit sygehusvalg og endelig en mappe i stift papir med stort foto på forsiden med smilende læge med stetoskop "Velkommen til Regionshospitalet Silkeborg" står der. Indeni i mappen er der 3 ark med informationer nydeligt illustreret med fotos. Det første ark handler om generelle ting: hvor mange patienter årligt, antal indlæggelser og behandlinger og antal medarbejdere samt stedets værdier. Det næste ark er beskrevet på begge sider med praktiske oplysninger til den borger, der skal indlægges og endelig er der et ark med oversigtskort, så det er muligt at finde rundt til de forskellige afdelinger.
Jamen, jamen.....jeg skulle bare have en tid til en ambulant undersøgelse!
Tiden er d. 10. marts 2009!
Hvad med dem, der går rundt med smerter og behøver udredning og behandling? De har forhåbentlig ikke så lang ventetid??

tirsdag, november 18, 2008

En anden verden....

Jeg gik lidt til og fra morgen-tv, da jeg havde en tidlig tid hos frisøren, og jeg skulle vække og lufte en søvnig hund, inden jeg gik ud af døren.
Da der tonede 2 hærdebrede mænd frem i tv-sofaen, gik jeg fra. Alligevel nåede morgenværtens introduktion mine ører, idet han sagde "De fleste af os med testosteron i blodet har stået og kigget sultent på en gravko på en byggeplads"
Så blev jeg nysgerrig, for hvad er det for noget med granvoksne mænd og små drenge, der elsker at kigge på store maskiner?
Det viste sig, at de 2 mænd var vendt hjem efter at have deltaget i verdensmesterskabet for konstruktionsmaskiner i Spanien. Der havde været 44 deltagere fra 22 lande. Konkurrencen handlede om, at udføre små bitte præcisionsopgaver med mega store og tunge maskiner, som jeg ikke kender navnene på, men som vist nok bruges på de kolosale byggeprojekter, der er rundt omkring. Der var lagt filmklip ind under samtalen og jeg blev helt fascineret over at se, hvordan en lille, lille dims kunne flyttes af sådan en stor maskine og tanken om, hvor uendelig præcis og varsom håndmotorikken skal være hos den mand, der fører joystick'en.
Der er godt nok forskel på interesser hos mænd, der elsker maskiner. Og kvinder, der elsker at strikke og lave scrapbooks. Kunsten er så at respektere og beundre hinandens interesser og lade hinanden have dem i fred.
Ps. Jeg ved godt, at kvinder også kan føre store maskiner, og mænd kan lave håndarbejde. Jeg havde engang en nabomand, der strikkede (på maskine) og en anden der syede stramaj. Det synes jeg er fint. Ikke noget med at sætte hinanden i bås.

mandag, november 17, 2008

Vinterbelysning eller....

Vinterbelysning eller julebelysning - eller julepynt??? De 2 dejlige mænd, der bor ovenpå indledte deres pynten-til-jul for en uge siden. På en smagfuld og diskret måde og meget hyggeligt at se på, når jeg kommer hjem i mørke. Så ikke et ord fra mig om, at det er for tidligt!

søndag, november 16, 2008

EtermiddagsOpera.

"Jeg kan sq da selv gå", tænkte jeg, da jeg forgæves havde prøvet at overtale 4 forskellige til at gå med mig i Musikhuset. Jeg er ikke vild med at gå alene til arrangementer, hvor opstillingen er cafeborde. Det er lettere at sætte sig på en ledig stol på en stolerække end ved et bord, synes jeg. Det er li'som et bord mere er et privat område, man bryder ind i. Men jeg overtalte min modstand, tog regntøjet på og gik afsted. Udsigten til opera på en blæsende og regnfuld eftermiddag var stærkest. Jeg er ikke den store opera-kender. Har kun været til 3 i hele mit liv. Carmen, Tryllefløjten og La Boheme. Den helt store oplevelse var Carmen opført på Arenaen i Verona. Dels fordi jeg kendte musikken, men også fordi det er fantastisk at opholde sig på sådan et historisk sted. Ellers synes jeg - eller har den fordom - at en opera er for langvarig og for dramatisk.
Men sådan et par timer som i dag med de mest populære ørehængere fra forskellige operaer, det er lige noget for mig. KammerOperaen er et turnerende operakompagni, der leverer opera i øjenhøjde, står der i deres pjece. Og det skal jeg lige love for. De sang hamrende godt, de 3, ledsaget af en meget dygtig pianist. De var søde og sjove, bevægede sig rundt blandt publikum og lavede en masse spas. Jeg er vildt imponeret over de store, kraftfulde stemmer, de har, og at de samtidig har luft til al den dramatik, som de også underholder med. Det var bestemt en dejlig oplevelse på en mørk november eftermiddag. Jeg mødte Nanna, og vi delte bord. Og sådan er det vel egentlig? Man skal da bare gå afsted, selvom der ingen bodyguard er. I går aftes var vi inviteret til middag hos Olivia og hendes "mor".
Det ser ud som om katte bevarer deres smidighed - i hvert fald 15 årige Olivia, som ruller sig rundt og gør sig til og bevæger sig let på tå (poter) i modsætning til Bugsy, som er blevet stiv i ryg og ben.

Tak for en dejlig aften - som altid. Vi nød den lækre mad og dejlige vin. Og snakken og kaffen og chokoladen foran den varme brændeovn. Så kan det blæse og regne lige så meget det vil for min skyld. Hygge og samvær opvejer efterårsrusk!


fredag, november 14, 2008

Sidste arbejdsdag.

Det er 2 år siden, jeg havde sidste arbejdsdag. Helt præcis var det d. 10. nov., som var en fredag. Efter farvel-frokost med mine kolleger, havde jeg inviteret mine naboer i opgangen til kaffe og othello lagkage om eftermiddagen. Det føltes rart og trygt at være sammen med dem + Linda og Henrik efter at have sagt definitivt farvel - ikke "vi ses på mandag" - til mit 40 årige arbejdsliv og de 30 år på det samme sygehus.
Når jeg ser tilbage, så var jeg hysterisk bange for at slippe arbejdslivet med alt hvad det indebar af kontakt til andre mennesker, anerkendelse, udviklingsmuligheder og en lønindkomst. Nogle måneder før jeg sagde op, havde jeg nogle dages ufrivilligt (men spændende) ophold i Kangerlussuaq pga. dårligt vejr. Der var også andre, der drev rundt og vi snakkede sammen, og som det første fortalte vi hinanden, hvad vi arbejdede med. Mit skrækscenarie: hvordan præsenterer man sig, når man ikke har et arbejde?? Et par sygeplejersker og en pensioneret lærer mente, at man blev da ved med at være den profession, man havde haft.
Men jeg har fundet ud af at al den skræk, kan koges ned til den eksistentielle angst for at blive gammel, syg og fattig - og at dø. Og at det er et grundvilkår for os. Og nogen gange fylder det noget, men for det meste gør det ikke - for mig. Og her kommer et dr. Phil citat ind (amerikansk tv-terapeut) :-) som jeg bliver drillet meget med, fordi jeg ser hans program - sommetider...... "there is no reality - it is all about perception" Eller som det danske ordsprog "det er ikke hvordan man har det, men hvordan man ta'r det" Når jeg nu er ude på Memory Lane, så har jeg også kigget i den kurv med det sjove indhold, som mine kolleger gav mig den sidste dag. De havde lavet taler, sange og sjove indslag og vi grinede så meget, så der overhovedet ikke blev behov for at fælde tårer. Det havde jeg gruet lidt for. Jeg havde Linda med til frokosten. Det var også lidt hendes sygehus - hun var født der - og havde også været med på arbejde, når der havde været brug for pasning. Dengang det var et meget mindre sygehus. Jeg fik sagt rigtig grundigt farvel. Også til M3, min afdeling, hvor vi spiste morgenmad sammen dagen før, og jeg fik gaver og sang. Jeg tror, at farvel er rigtig vigtigt. Ikke noget med at liste ud af bagdøren.
Så når man siger farvel og lukker en dør, så er der andre døre, der åbner sig.
Og hvad er så det bedste ved at være fri for arbejde (for mig) ? Det er så helt ubetinget ikke at have ondt i ryggen så ofte og så meget! Og så er det friheden og tiden. Det første (ryggen) hænger sammen med friheden til at disponere over tiden, og hvad jeg vil putte ind i
den. Det føler jeg som et stort privilegium.
Der blev ændret på vores arbejdsforhold for 5 -6 år siden, så i stedet for at rotere mellem alle afdelinger hvert halve år, skulle vi tilknyttes en bestemt afd. Jeg valgte ikke med hjertet, ortopædkirurgisk afd., fordi det efterhånden var blevet for tungt for mig. Jeg valgte et fysisk lettere område: en lungemedicinsk afd. Til gengæld var det psykisk hårdere, fordi patienterne ikke blev raske. De kronisk lungesyge med et fremadskridende sygdomsforløb og lungekræftpatienterne i det terminale forløb havde hyppige indlæggelser, og nu bagefter kan jeg mærke, at det var rigtig hårdt at følge så mange mennesker i deres sidste tid. Men det var også på sin vis meget givende. Alligevel er jeg rigtig glad for, at jeg er færdig med det.
Det værste ved at holde op med at arbejde har hverken noget med identitet eller livsindhold at gøre, for både identiteten og livsindholdet findes også på den anden side af døren. Jeg kan kun finde på en eneste negativ ting: for få penge!
Pyh, det blev vist en længere smøre. Nu sidder jeg og tænker, om det i det hele taget skal udgives??


torsdag, november 13, 2008

Energien....

Energien er vendt tilbage, og et par timer blev brugt på lektier sammen med Zahra. Hun går på Social og Sundhedsskolen, som ligger tæt på mig og hun går næsten forbi mig på vejen hjem, så det passer godt, at vi kan kigge på lektier engang i mellem, når hun er på hjemvejen.
Jeg hørte til den sidste årgang, der kunne starte på fysioterapeut uddannelsen med realeksamen, men jeg savnede noget almen viden senere hen, og tog nogle enkeltfag på HF. Bl.a. tog jeg dansk sidst i 80erne, da Monica gik på gymnasiet.
Den opgave vi tog fat på i dag, er en billedanalyse. Et billede af Erik Henningsen fra 1892. Det hedder "Sat ud" og hænger på Statens Museum for Kunst. Jeg kan kende det igen. Vi havde det også dengang - det er bare så længe siden, så jeg har glemt det meste.
Jeg sidder og tænker på, om billedet af fattigdom og social nød i København i 1892 overhovedet kan give mening i hovedet på et menneske, der har været på flugt i krigshærgede områder, set og oplevet vold, selv har været voldelig for at overleve og forsvare sig og levet i flygtningelejr under usle forhold, hvor 100 vis af lig blev kørt væk hver dag. Lidt efter lidt hører jeg om episoder. Hun fortæller ikke fra ende til anden, men kommer i tanke om noget, når vi sidder og analyserer en tekst. Og jeg undrer mig over, hvad et menneske kan rumme. Senere på eftermiddagen var jeg ude og rive blade sammen og rydde lidt op i de visne nastursier. Jeg glædede mig over en flot regnbue. Den var flygtig - men flot så længe det varede.


Eftertanken.....

Det er som om tanken om, hvor galt det kunne være gået i søndags, trænger sig på nu, da jeg er alene hjemme igen.
Inden jeg kørte hjem i går, havde jeg lige den tanke, om jeg kunne finde en lille rolig vej i stedet for motorvejen! Men det gik jo godt, da jeg var ude i trafikken.
Opvasken som jeg efterlod i søndags, da jeg skulle hurtigt ud af døren, står og ser uoverskuelig ud i dag.
Måske er det sådan, at angsten og forskrækkelsen først melder sig for alvor, når der kommer ro på?
Hun er på arbejde i dag, så nu er hverdagen i gang. Og den skal nok blive god igen.

onsdag, november 12, 2008

mere leg med billeder

Egern på toppen af det lille nøddehus.
Resultatet af jagten sidste weekend.

Den nye kaffemaskine laver dejligt skum.


De sidste æbler blev anvendt i den lækre american applepie.
Og jeg er stadig ikke venner med Picasa!


Posted by Picasa

efterårsstemning

Jeg sidder og leger med Picasa og prøver af fange stemningen her hos yngste, som har det godt efter omstændighederne.
Posted by Picasa

tirsdag, november 11, 2008

Hortensia i november.

De er næsten smukkere og mere varierede i farverne end om sommeren. Sådan så de ud for 3 dage siden.





mandag, november 10, 2008

Apropos

Apropos mit indlæg i går. Da yngste kørte hjem, mistede hun herredømmet over bilen. Det regnede kraftigt og bilen aqua-plannede på motorvejen, så hun røg ind i autoværnet og ud på vejen igen, hvor hun blev ramt af en anden bil og endte i grøften. Lykkeligvis gik det ikke helt galt med hende. Hun kunne selv ringe efter hjælp. Bilen var meget skadet, og det er tvivlsomt om den kommer til at køre igen, men det må værkstedet vurdere. Far, mor og 2 børn og labrador i den anden bil var heldigvis uskadte.
Efter en tur på Skadestuen, kan vi konkludere, at hun er sluppet utrolig heldigt fra det. Hun har en bule på den ene side af hovedet og en øm nakke. Lægen tilrådede ro og hvile i et par dage og panodil og obs på, om der er symptomer på hjernerystelse. Da svigersønnen havde uopsættelige aftaler i dag, kørte jeg over til dem i går aftes. I dag råhygger jeg mig ved at se på hende - hun ligner sig selv.
Det faktum, at hun selv ringede til mig ude fra vejen, gjorde at jeg ikke blev rigtig bange. Men hele situationen vækkede minder til live fra dengang for 7 år siden, da min yngste bror kørte galt på motorcykel. Han lå svært kvæstet i 6 uger inden han døde. Og alle de patienter jeg i tidens løb har haft til genoptræning med forskellige skader efter trafikulykker..... Så var det mere fredsommeligt, dengang kvinder sad ved vinduet og broderede og mænd spadserede hen til kontoret. Det er vist 100 år siden og verden ser meget anderledes ud i dag.

søndag, november 09, 2008

Anden blev god

Andestegen blev god, selvom jeg på et tidspunkt troede, at grillen ikke virkede i min nye ovn - og jeg forlod køkkenet længe nok til at se, at vel virkede grillen ! - men anden havde ikke taget ubodelig skade.....
Sms'er, mails og telefonsamtaler kan aldrig gøre det ud for at se hinanden i øjnene og give knus og kram. Og ind imellem er det ligesom, det ikke er længe siden, der skulle sættes rottehaler og hjælpes med lynlåse...... Jeg tænker sommetider på en samtale, jeg havde med en patient for mange år siden. Jeg var først i 30erne og havde små børn, der skulle bæres, følges på vej og passes på. Patienten var en kvinde oppe i 80erne. Vi var i fysioterapiens gymnastiksal, og det var en vintermorgen. Patienten talte om, at hun var bekymret for, om hendes søn kom godt på arbejde i det glatte føre. Jeg spurgte om, hvor gammel han var. Da hun svarede: "58 år" har jeg nok lignet et stort spørgsmålstegn, og jeg tænkte, at han kunne da passe på sig selv. ????? Jeg husker ikke mere af samtalen, men den har bundfældet sig og kommer engang imellem op til overfladen, idet jeg gennem årene erfarer, at min omsorg for mit afkom ikke stopper der, hvor de selv kan binde sløjferne. Den vil altid følge dem - om ikke på et praktisk plan - så altid med ønsket om, at det må gå dem godt.

lørdag, november 08, 2008

Ovnklar

Så er anden fyldt med svesker og æbler og står i ovnen og spreder hyggelig duft.