onsdag, juni 30, 2010

Stenbjerg

Landingspladsen i Stenbjerg få km. syd for Vorupør er et lille pittoresk sted med små hvide huse på begge sider af vejen ned til stranden.
Engang var der fiskeri fra kysten her. Omkring år 1900 byggede fiskerne små huse og redskabsrum, så de kunne opbevare deres garn og stå indendørs, når noget skulle repareres.
Fiskeriet ophørte sidst i 60erne.
I 1972 blev Foreningen til bevarelse af Stenbjerg Landingsplads oprettet, og man gik i gang med at søge penge til renovering af de gamle huse.

Midler fra forskellige fonde og sponsorer resulterede i en meget fin istandsættelse af de gamle huse. Projektet blev afsluttet i 2001.
Nu er der et lille museum om kystfiskeriets vilkår dengang for mange år siden i et af husene.
I et andet hus er der kort og plancher, der fortæller om Nationalpark Thy. 
Hvert år i juli måned holdes en stor fest, Stenbjergdagen.  I år er det d. 11. juli. Og da er der er liv i alle huse. Der kan købes fisk og fiskeretter i alle afskygninger. Der er levende musik og underholdning og demonstration af redningsaktioner på stranden, og overskuddet går til bevarelse af Landingspladsen.
Området er spækket med gode traveture, og stedet er bestemt et besøg værd.

tirsdag, juni 29, 2010

Ikke just dagens vejr......

Her kommer et par billeder, som er ude af trit med dagens vejr.
Vi har haft varmt og tordenagtig luft. Dog ingen torden. Men en forfriskende regnbyge.
I Vorupør var der anderledes rasende naturkræfter på spil for et par uger siden.


mandag, juni 28, 2010

Nu med billeder.

For et par uger siden så der sådan ud på min morgentur.

Travle surfere på en parkeringsplads i Vorupør i gang med at gøre klar til en dag i bølgerne.

På min aftentur kl. 22.30 var der stadig en enkelt tilbage.

Åh, hvor er det godt at kunne oploade billeder igen. Det er ikke lige mig at blogge uden billeder. Har jeg fundet ud af.
Jeg begyndte det her indlæg med at skrive den kække overskrift "nu med billeder" helt overbevist om, at billederne bare ville smutte ind på bloggen. Men jeg nåede at blive mismodig, for der skete ingenting i adskillige minutter med det første billede. Det næste gik lidt hurtigere.
Så hvad er det lige der sker - eller rettere sagt: ikke sker?
I sommerhuset fik det mobile bredbånd skylden.
Men sommeren er kommet til Midtjylland, og det er fantastisk.
I Vorupør var der strid blæst, og det var også fantastisk. Der var ingen regn i de 14 dage. Solen skinnede tit, men vinden var kold. Men det hører lidt med, at der er så barskt derude i klitterne.
Der kommer flere billeder fra Nationalpark Thy. Hvis computeren tillader.........


søndag, juni 13, 2010

Cold Hawaii

I Klitmøller, 12 - 15 km. nord for Vorupør, er der rigtig gode forhold for surfere, idet havet danner en bugt.

Surfernes paradis er vandet omkring Hawaii, hvor der også er dejligt varmt. Men det siges, at forholdene i Klitmøller er lige så gode. Der er bare koldt her. Derfor kaldes Klitmøller også for Cold Hawaii eller Nordens Hawaii.
Vi har været i Klitmøller i dag, men der var kun to surfere ude. Så dem jeg så på parkeringspladsen i morges omkring deres autocampere, i gang med morgentoilette og påklædning, er kørt andre steder hen.
Måske har blæsten og bølgerne været for voldsomme, og de er kørt til fjorden i stedet for?
Måske er de kørt hjem til Tyskland , fordi det er mandag i morgen?

Min blog driller mig! Arrrggghhh......
Jeg kan ikke oploade billeder, som jeg plejer. Og jeg forstår ikke, hvad der er galt?
Nogen gode råd derude fra?????

En stormfuld aften...

Stormen rev og sled i går aftes og sandet føg omkring os, der var gået ud for at se solnedgangen.
Med briller og lukket mund undgik jeg at få alt for meget sand indenbords.
Der er så flot, når havet rigtig viser tænder (og vi ikke er ude i en båd)


Telenors mobile bredbånd virker fint her.
Men computerbøvl skal der åbenbart være. I går aftes kunne jeg ikke øverføre billeder fra fotoapparatet til computeren. Det kan jeg i dag.
I dag kan vil den ikke overføre billeder til bloggen.

Men i dag skinner solen. Der er en frisk vind, og da jeg tidligere i morges var henne efter morgenbrød, var der livlig aktivitet på parkeringspladsen. Surferne var ved at gøre klar til dagens leg (eller kamp) i bølgerne.
På campingpladsen og blandt byens borgere er man ikke glad for den udstrakte brug af parkeringspladsen som overnatning.
Vi vil snart køre en lille tur nordpå og nyde den barske natur omkring Hanstholm.
Yngste kommer i aften og bliver et par dage.  Og sådan er det så dejligt at holde ferie.

lørdag, juni 12, 2010

Udkantsdanmark.

Der tales så meget om udkantsområder.
For nogen er det lige der, verdens navle er.
For mig var det derfra, min verden udsprang for mange år siden.


I morgen må det godt blive sommer.
(billedet er fra sidste år samme tid)
 
Så vil jeg synge ligesom Gnags:
"Når jeg bli'r gammel,
(nu når jeg er gammel)
så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen."

Måske bliver der en blogpause, mens vi er i sommerhus.
Eller måske virker Telenors mobile bredbånd i Vorupør?

fredag, juni 11, 2010

Snegldans.....

Er sneglene i gang med en dans?
Eller er de i gang med en territorial afmærkning?


NaboLis har fotograferet.
Måske skal jeg igen have hjælp fra Skov-og naturstyrelsens brevkasse?
Eller er der nogen læsere, der kender fænomenet?
Og regnen fortsætter i dag......
I morgen drager vi til det lejede sommerhus. Så vil jeg altså gerne have noget sommer!

torsdag, juni 10, 2010

En dejlig regnvejrsdag.

Dagen i dag har budt på en rigtig solid omgang heldagsregn.

Jeg var for længe siden inviteret til at komme til en hel vidunderlig plet lige præcis i dag hos et par meget dejlige mennesker.

Vejret skulle dog ikke forhindre os. Iført gummistøvler og regntøj nød vi en skøn tur og fandt årets første kornblomster.


 Igennem disen  skimtede vi Studstrupværket over på den anden side.
Der var god plads på stranden. Der var nok ikke mange, der tænkte på, at det er dejligt at være ude på en regnvejrsdag.

Hundeslæden på terrassen afslører værtsparrets tilknytning til Grønland.

Tak for en skøn dag, Jørgen og Ruth.

onsdag, juni 09, 2010

PÅ kunstcentret

I sidste uge var der vagtaften på Kunstcentret.
Det betyder, at frivilliggruppen var inviteret. Direktør Iben gav os en grundig gennemgang af de nye udstillinger og en orientering om den økonomiske situation. Silkeborg Byråd har nu meldt ud, at der vil blive en reduktion på 400.000 kr af det årlige driftstilskud på 3,2 mill.
Det er til at arbejde med i modsætning til den første melding om at fjerne driftstilskuddet helt.


Fra "Painterly delight". Tidslinjen, der viser dansk kunst på den ene side og svensk på den anden.
De syv danske og syv svenske kunstnere i den aktuelle udstilling har undersøgt om det arbejde de laver nu, er influeret af dem, der var her før (hundrede år og mere tilbage).

Efter middagen var det stadig lyst, og jeg håbede på at få et par solnedgangsbilleder ved Ørnsø.
På skrænten ned mod Ørnsø udspringer Arnakkekilden.
Det var på grund af kilden med det jernholdige vand, den fredfyldte skov og den friske luft, at Vandkuranstalten blev anlagt her i 1883.
Stedet fungerede som kuranstalt i 100 år.

Her udspringer 750.000 l. vand i døgnet. Det har en konstant temperatur på 7 gr. året rundt.
Carlsberg henter vand til sine kurvandsprodukter her ved Arnakkekilden.

Billedet er fra det nederst bassin, hvor himlen spejler sig i vandet mellem alle de forskellige vandplanter.
Jeg fik ingen solnedgangsbilleder.
Det var for koldt. Jeg havde for lidt tøj på.

tirsdag, juni 08, 2010

En sponsortur.

Vi fik slet ikke brug for regntøjet i formiddags, da Idræt om Dagen inviterede på gangfestival til fordel for Børns Voksenvenner.


Der var arrangeret 3 - 5 - og 10 km ture, og hver deltager betalte 25 kr.
68 mennesker deltog, så det kan da blive et pænt lille beløb til vores forening.
Jeg gik 5 km. turen fra Indelukket gennem skoven ud til Almind sø, hvor Vestre Badeanstalt lå helt øde og tom. Der skal ikke mange solskinstimer til, før silkeborgenserne strømmer hertil for at nyde en svømmetur i søen med det usædvanligt rene vand.


Vejret var vidunderligt med den særlige duft af skovbund, der opstår når det lige har regnet. Jeg nød turen gennem skoven, som stadig har forårsfriskhed over sig. Og kaffen med hjemmebagt kage gjorde rigtig godt bagefter.

mandag, juni 07, 2010

I regnvejr.

Sommeren har tilsyneladende forladt os igen.
Det regner meget, og vejrudsigten lover den slags vejr de nærmeste dageDe søde, små hvide stedmoderblomster, der har stået så frodigt og struttende kan ikke holde til den megen regn.
Måske retter de sig op igen, når det bliver bedre tider?

søndag, juni 06, 2010

En sommerdag på landet.

Vi, Børns Voksenvenner, har været på en lille eftermiddagstur med vores voksenvenner og "deres" børn. Turen gik til Dyrebakken, som er et besøgslandbrug, der ligger lidt syd for Bjerringbro. Her bor Inger og Hans, og de deler gerne deres glæde over dyr med os andre.

Inger med kyllinger, der kun var få timer gamle.



Der var masser af kæle og klappedyr. Men børn måtte ikke være alene med de små dyr. En lille barnehånd kan let komme til at klemme for hårdt.


Hvem siger, det ikke er hårdt at være mor?


Her er en mor, der har fået en lettere opgave.


En legeplads,  hyggelige siddepladser, hvor vi kunne spise madpakker og mange forskellige store og små dyr, som man kunne røre ved eller bare kigge på, gav børn med røde kinder. Jeg er sikker på de sover godt i aften.
Og jeg nød sådan en eftermiddag derude på landet, hvor der er rigtig langt mellem naboer. 

Fest i Århus

Grundlovsdag blev fejret med stor festivitas i Århus i dag. Det var nemlig dagen, da århusianerne fejrede dronningens 70 års fødselsdag.

Karetturen gik forbi Pauls Kirke, så jeg smuttede lige hen og oplevede den glade stemning og de flotte farver. Hun så så lille ud, dronningen, midt i det store optog.

Min dag sluttede med dejlig grillmad hos Henriks datter og svigersøn. Dronningens sluttede vist i Musikhuset efter et stort program udført af sportsfolk og kunstnere på Stadion om eftermiddagen.

"Nej, jeg flytter mig ikke selv om bordet er dækket og I skal spise"
Mon ikke missen tænker sådan?

fredag, juni 04, 2010

Flere "husdyr"

I dag var sådan en vidunderlig sommerformiddag, der inspirerede til tedrikning i haven.
Det lille havebord blev flyttet hen under syren'en, hvor der dufter så dejligt, fordi liljekonvallerne vokser i skyggen nedenunder.


Den sorte maling på bordet er skallet af, men det kan skjules med en dug. Jeg bruger mest dækkeservietter, men i en kommode i kælderen er der duge.
Stor var min forbløffelse, da jeg åbnede skuffen. Der havde tydeligvis været mus på besøg. Der var både efterladenskaber og huller i den øverste dug, som jeg sidst havde fremme ved juletid.
Tidligt i foråret opdagede jeg, at mus havde ædt de hyacintløg, der ventede på at blive plantet ud.
Min nabo, jeg deler kældergang med, fortalte at hans bedste sommer t-shirt, var blevet gennemhullet.
Det fik mig ikke dengang til at åbne mine skuffer.



De to øverste duge i skuffen er allerede smidt væk. Resten må vente til næste uge. Men så ved jeg også, hvor jeg skal gøre rent.
Min nabo, der er så venlig og hjælpsom, har forsynet mig med den slags musegift, som han bruger.
Jeg bryder mig ikke om det. Det ser helt forkert ud med sådan nogen røde korn.



Og tanken om, at musen dør en langsom død med ondt i maven, kan jeg ikke holde ud. Så foretrækker jeg det scenarie, hvor musen glad og ivrig går efter et stykke ost......
Pludselig får den én over nakken af fælden - død som en sild!
Jeg går ned og fjerner de giftige korn!
Og køber en musefælde........ Hvem kommer og fjerner den døde mus?    

torsdag, juni 03, 2010

Svar fra Skov - og Naturstyrelsen.

For få dage siden fandt jeg denne her lidt uhyggelige fætter i mit skab i soveværelset og undrede mig over, hvad det var.

Madame gav det råd at spørge hos Skov-og Naturstyrelsen. Her er der en brevkasse, hvor man kan få svar på alle mulige spørgsmål, der har med planter og dyr at gøre.
Og svaret er, at det er en ganske almindelig kålsommerfuglepuppe. Hvis jeg havde gemt den et mørkt sted, ville den snart have sprængt puppen - og ud ville komme en fin hvid sommerfugl.
Jeg smed den ud. Den var dengang i mine øjne lidt væmmelig.
Nu kan jeg se og forstå skønheden i den.
Hurra for brevkassen hos Skov-og Naturstyrelsen! Og for Madame.

onsdag, juni 02, 2010

Sommerstemning.

Sommetider når jeg går hjem, standser jeg ved Havnen og leger turist. Det var sådan en dag i dag.
Med en is i hånden.
Turisterne er så småt begyndt at komme.



tirsdag, juni 01, 2010

Ny udstilling og travlhed....

Om få dage åbner en ny udstilling på Kunstcentret Silkeborg Bad.
I dag var der travlhed med at pakke ud og stille op. 7 unge fra Sverige og 7 fra Danmark, de fleste stadig studerende på Kunstakademier her eller i Sverige, er gået sammen om "Painterly Delight"



Yngstes veninde Mette Helena har bl. a. billedet af manden i stolen med. Det er ikke en specifik mand, det handler om, men tanken om hvad der sker med manden, der ulasteligt klædt i jakkesæt, sætter sig i lænestolen og et lille stykke hvid hud titter frem mellem strømpen og buksebenet? En slags sårbarhed? Som nogen mænd prøver at skjule ved at bruge lange strømper?


Billedet får en fin placering i Panoramasalen, når det bliver hængt op.
Mette Helena kan også mødes her på retrovilla hvor der sælges tapeter og andet, og hvor hun kan kontaktes for boligindretning.