torsdag, september 30, 2010

I Hammershøis stuer.

Der var gang i den i dag hos Hammershøi. 70 børn fra 2. klasse var igennem Perspektivbandens sanseudstilling sammen med deres lærere. Det er godt forberedt og planlagt, sådan så børnen har 1 time i små grupper til det hele.



De tyste stuer i de grå farver, som vi kender fra malerierne, er peppet op på finurlig vis. Børnene skiftedes til at sætte ansigtet ind i hullet i figurens hoved.


Drengene var vildt interesseret i fortælleskabet, hvor man kunne sætte sig ind, lukke døren og lytte til en historie.


Pigerne flokkedes i klippe-klisterværkstedet.
Og det er nok så typisk.

Jeg prøver at forstå, hvad det er, der giver børnene en oplevelse af kunst her?
Er det ikke bare et legested, hvor man kan gi' den gas og drøne rundt??

Det vil jeg så spekulere lidt over......

onsdag, september 29, 2010

At ligge vandret......

På min vej forbi vores højskole her i byen Performers House var nogle af eleverne i gang med at øve sig i vandret dans.



Bygningen er helt perfekt til det på grund af de mange huller i væggen.

Men jeg blev lige mindet om, at jeg ikke skal have for mange bolde i luften. Og komme til at ligge vandret.
Da jeg holdt op med at arbejde, sagde jeg, at jeg ville ikke være sådan en duracell kanin, der bare snurrede rundt.
Pensionister kan godt have så travlt, at de snurrer rundt.
Men jeg ville tage det stille og roligt.
Det gør jeg også tit.
Men lige i dag, var der mange ting på programmet.
I formiddags var der et interview med en seminariestuderende, der gerne ville være voksenven.
Ved middagstid en zumba-time. Et hold unge mennesker fra social-og sundhedsskolen deltog. Det giver en masse sjov. Mange er forbavsende generte, og ingen går i bad bagefter? Det er en motionsform, der virkelig giver sved på panden. Jeg undrer mig?
I eftermiddags var jeg til tysk. Jeg pjækkede fra den sidste halve time, fordi bibliotekets ekspert i MP3 havde undervisning. Jeg havde endnu ikke mødt ham, når der var værksted.
Og jeg kan konstatere, at jeg kan godt proceduren. jeg mangler bare det rigtige apparat.
Det gik jeg så hen og købte i Føtex!
Hvad jeg havde forsvoret, jeg ville. Men det er så let at bytte der......
I aften har jeg været til en længe planlagt vinsmagning i Kvickly.
Meget sjovt og meget lærerigt.
Vi sluttede af med en portvin, og den vinkyndige mand fra Fyn erklærede, at det er det rene barn' mor' (barnemord) ! at drikke en portvin der er yngre end 10 år.
Hvorefter vi smagte en Rozez Vintage fra 1991. Jeg drikker kun portvin til jul, og det skal være den.
Afskedssalutten lød sådan:
'Gå nu hjem og stik næsen i et godt glas vin i stedet for naboens ting'

Men nu kommer vi nok på den anden side af weekenden, før jeg igen går ombord i MP3'eren

tirsdag, september 28, 2010

Den duede ikke...

Man kan sige meget,
men i den her sag om MP3'eren har alle gode kræfter prøvet alt!
Så besværligt kan det da umuligt være.
Laurits, min livline hos Fona har ferie i denne her uge. Så Mohammed tog over.
Han måtte erkende, at han heller ikke kunne flytte Leonard Coehen, (der var downloaded fra bibliotektet til min computer) over på min MP3.
Jeg fik pengene retur, og afleverede min lille songbird, GoGear fra Philips. Den var ellers så fiks og handy, og der står på den, at den understøtter DRM.
På biblioteket siger de, den skal understøtte DRM10.
Nu er jeg jo blevet lidt nervøs i min 'markedsundersøgelse'. Hos Fona, hos Expert og hos Sony siger de til mig, at det der 10, det bruger de ikke.........
?????
På biblioteket siger de, det er vigtigt, der er 10 i enden. Det sjove er, at ingen af de bibliotekarer, jeg har mødt i it-værkstedet, selv bruger MP3.
Så min tillid kan ligge på et lille sted, når det handler om deres kompetance.
Jeg er begyndt at spørge alle jeg kender, om de bruger lydbøger på MP3. Men det har ikke givet pote.
Og de unge mennesker på gaden med dutter i ørene - de bruger nok ikke bibliotekets musik og bøger.
Men jeg kunne jo spørge.

mandag, september 27, 2010

Google har fødselsdag......

Ja, det har den jo, og det er i dag.....
Derfor lagkagen med 1 lys, men det er en 12 års fødselsdag.
Så længe har jeg ikke kendt Google, men jeg synes, den er et nyttigt bekendtskab.
Efter en weekend uden MP3, tilbragte jeg et par timer i bibliotekets it-værksted. De (personalet) kan altså heller ikke finde ud af det.
Da jeg kom hjem, fik jeg den besked af min computer, at 'windows media player  is not installed properly'.
Jeg var ret stolt, da jeg fik den installeret, og jeg kunne downloade musik fra biblioteket og afspille det fra computeren.
Men jeg kan stadig ikke få musikken over på MP3. ???
Måske er den ikke compatibel med bibliotekets bøger og musik?
Jeg må i Fona igen og have fat i Laurits.

lørdag, september 25, 2010

Ordforviklinger

Den danske sprog er en svær én.
Men det er det engelske også.

Når der er torvedag, er der et ældre ægtepar, der sælger blomster og usprøjtede æbler og grønsager.
Følgende lille skilt lod mig ikke i tvivl.


Jeg glæder mig hvert år i august til Discovery æblerne bliver modne. De er så sprøde og lækre og velduftende.
Men det er da upraktisk, de har sådan et svært engelsk navn. Det er et robust træ, og det findes i mange danske haver.
Vores avler her kan så selv fordanske navnet.


Orangerødderne er bare almindelige gulerødder, der har fået navneforandring.
Min nysgerrighed bød mig at prøve dem, selvom de er dyrere end de sædvanlige, der hedder gulerødder. Jeg elsker gulerødder og spiser et par stykker hver dag.
Måske glider de lettere ned hos børn, når de hedder orangerødder??
For mig er det lige meget, hvad de kaldes.

Jeg synes, det er sjovt, hvordan betydningen af et ord kan ændres. Engang betød en bjørnetjeneste, at man havde gjort noget i en god mening, men som var rigtig uheldigt for en anden.
Nu betyder en bjørnetjeneste, at man har gjort en anden en rigtig stor tjeneste.
Sådan er det også med ordet huskekage. Engang var det en alvorlig reprimande eller oven i købet en lussing.
I de her dage ser en huskekage sådan ud



I Føtex kan man stadig købe Brødrene Prices Huskekage 
Den blev lanceret for et par dage siden i anledning af den internationale Alzheimer Dag.
Vi har prøvet den i dag. Den siges at bestå af 'hjernemad'. Altså råvarer der er sunde for hjernen. Der er lidt blåbær, lidt banan og lidt nødder, men selvfølgelig også alle de andre ting, der hører til en almindelig kage: sukker, margarine (hvorfor ikke smør?) og fløde, chokolade og hvedemel osv.
Den ser fin ud, men jeg bliver altid lidt skuffet over den slags voluminøse kager.
Måske er jeg vanskelig, men jeg vil hellere have en hjemmelavet.

fredag, september 24, 2010

De er så flinke hos Fona.....

Sådan lød en reklame engang.
Og jeg er tilbøjelig til at gentage den.
Laurits hos Fona kunne knække den nød, der handlede om, at min computer var usamarbejdsvilling med den nyindkøbte MP3.
Han opdaterede USB enheden på min computer (jeg viste ikke, den kunne komme til at trænge til en opdatering). Og herefter lod min MP3 sig installere.


Nu mangler jeg bare at lære, hvordan jeg podcaster og downloader musik og bøger.
Der er nok at gå i gang med i de mørke vinteraftner.....

torsdag, september 23, 2010

En lille drillepind

Tænk, at sådan en lille tingest kan drille så meget.


Engang  imellem forlader søvnen mig kl. 3 om natten, og så tilbringer jeg nogle timer i sengen med at læse. Det bliver bare så ubekvemt. Så sover en hånd, og så gør det ondt i ryggen osv.
Løsningen må være en MP3 afspiller, har jeg gået og tænkt. Sådan en lille dims med et par dutter til ørerne - og man har en hel bog. Det kan vel ikke være så svært.
På biblioteket forklarede de mig, at den skal understøtte DRM 10.
Efter et besøg Fona var jeg blevet udstyret med sådan en lille Philips.
Min brugsanvisningsangst førte mig tilbage til bibliotekets computerværksted. Men efter en times sveddryppende arbejde, konstaterede personalet, at deres computer ikke ville kendes ved min MP3.
Hjemme hos min egen computer fik jeg den besked, at MP3eren ikke er compatibel med Windows XP??
Men det står der på emballagen, at den er!
Mon jeg bare skal køre den installation alligevel?
Jeg må tilbage til Fona i morgen. Med min egen computer.
Og sådan kan en dejlig efterårsdag hurtigt forsvinde.
Jeg fik dog puslet lidt i haven. Klippet det visne ned og tømt krukker.
Og temperaturen var omkring 20 grader.

mandag, september 20, 2010

Huskekage

I morgen kan man købe huskekager efter brødrene Prices opskrift.
 Lene fortæller om den internationale Alzheimer dag.
Det fik mig til at tænke på en tlf.samtale, jeg havde forleden dag.
Optakten til samtalen var, at jeg havde ryddet for grundigt op og smidt Folkeuniversitetets katalog ud, inden jeg havde fået noteret tidspunkt og lokalitet for fotoforedragene i min kalender.
I stedet for at gå ind på hjemmesiden og lede det frem tænkte jeg, at det ville være hurtigere lige at ringe og få besked.
Så jeg ringede og forklarede, at jeg kunne ikke huske, hvilken bygning kurset skulle foregå i, og jeg kunne ikke huske klokkeslettet. ??
'Kan du huske kursets nr?' blev jeg spurgt.
Det måtte jeg svare nej til.
Så ved jeg ikke, hvad det søde væsen i den anden ende af telefonen tænkte, men hendes næste spørgsmål lød 'kan du huske, hvad du hedder?'
Derfra kunne hun så komme videre......... ;-)

søndag, september 19, 2010

Den smager for voldfråderen....

Den her Othello, den smager da for voldfråderen.


Er du forvirret, eller har du allerede taget sprogtesten, der går ud på at fastsætte din sprogalder?

Dansk Sprognævn står i spidsen for kampagnen Gang i Sproget. Formålet er at skabe accept af og respekt for forskellige sproglige variationer. Der vi blive taget puls på dialekter, fagsprog, ungdomssprog, generationssprog, tegnsprog, fremmedsprog, det talte sprog og det skrevne sprog.
Vi vil sikkert høre mange sjove ting i de to år kampagnen løber.
Hvorfor siger jyder, at noget er træls? Hvorfor siger københavnere, at noget er nedern?

Men gå ind på gangisproget og find testen, der fortæller din sprogalder. Den er sjov.
Der er 14 forskellige udsagn.
For hvert udsagn er der 5 svarmuligheder, og du 'vinger af ' ved det svar, der passer bedst på dig.
Tilsidst får du konklusionen, der fortæller din sprogalder.
Henrik og jeg fik samme svar:
Du er skindød og 80+   !!

Testen er tydeligvis målrettet unge.
Jeg prøvede at gå testen igennem igen og  svarede med alle de ungdomsslangudtryk, som jeg ikke bruger. Voldfråderen er et af de ord, der kan bruges, hvis du vil rose kokken, der har lavet en lækker pizza.
Så var min alder 0.
;-)
Prøv den. Tør du at offentliggøre din sprogalder? ;-)

Bymorgenstemning.

I går var min morgentur i skoven langs søen.
I dag gik den til Emmerys i Bruunsgade. Og jeg kan konstatere, at kvinderne sover længe om søndagen.
I hvert fald, fra mit observationssted over caffe latten, var det de velplejede mænd ude over diskoteksalderen, der hentede morgenbrød her i den første åbningstime.


Dagen begynder med solskin og kun 9 graders varme.
God efterårssøndag.

lørdag, september 18, 2010

Morgenstemning.

Bådebroen ved Silkeborg Søcamping står under vand.
Det er ikke en badebro, for vandet i Silkeborg Langsø er ikke rent nok til at være badevand.






Hvis jeg sad nede i Tyskland og kiggede i brochurer og skulle vælge campingplads i DK, så ser der fint ud her.
Men jeg ville da blive skuffet over at finde ud af, at det ikke er en badesø.
Til gengæld er vandet så rent i Almindsø, at man kan drikke det.

fredag, september 17, 2010

Så fin blev den.

Så lykkedes den. I en fin og ren ovn.
For en sikkerheds skyld tog min svigersøn den ud af ovnen. ;-)

torsdag, september 16, 2010

Perspektivbanden.

Sommetider er ord så overraskende og sjove.
F. eks. Perspektivbanden. Bag ordet gemmer sig et par unge kunstnere, som formidler kunstoplevelser på sprælske og utraditionelle måder.
Kunstcentret Silkeborg Bad har der hersket stor travlhed de seneste dage. Søjlesalen er ved at blive omdannet til maleren Vilhelm Hammershøjs lejlighed. Han levede i København fra 1864 til 1916. Og han var en anerkendt kunstner på sin tid. Jeg kender vist kun billederne af de tomme stuer, hvor der også kan optræde en kvindeskikkelse, man ser bagfra. Farverne er mest i grålige toner.



Der bygges lejlighed, og det hele skal være meget autentisk.



Man kan gå ind i skabet, og på skabets bagside er der en dør, der kan åbnes..........
og sådan er der mange finurlige og farverige, sjove oplevelser for store og små.


Så Hammershøis stille, grå univers bliver brudt på overraskende måde.
Udstillingen åbner på lørdag.

onsdag, september 15, 2010

Hvor svært kan det være?

Jeg får nervøse trækninger og svedeture, når jeg ser en brugsanvisning og diverse dippedutter.
Men blommedesserten, der landede på den indvendige side af ovndøren, trængte også ind mellem de 3 lag glas i døren.
Komfuret er relativt nyt. Brugsanvisningen er kun åbnet til side 14, hvor der står noget om Ovnfunktioner.
Men jeg måtte i gang.




På side 44, 45, 46 og 47 står der om glas i ovnlåge.
Jamen, hvor svært kan det være??
De to løse glasplader har nu været ude, er blevet vasket og sat i igen.

Jeg opdagede en detalje på side 39.
Jeg ved selvfølgelig godt, at ovnsiderne er med en katalytisk overfladebelægning, der er selvrensende.
Men hvad jeg ikke vidste er, at for at hjælpe den selvrensende proces, skal ovnen med regelmæssige mellemrum opvarmes, mens den er tom.
Sådan gør man:
Stil ovntemperaturen  på 250 grader.
Sluk for ovnen efter en time.

Vidste du det? Og hvor tit er regelmæssigt?

Må du få en onsdag, hvor du opdager, at brugsanvisningskoder kan knækkes - eller andre koder, der er besværlige for dig.

Jeg tror, jeg går i gang med brugsanvisningen til bilradioen. ;-)

En fødselsdag.

I Googles logo gemmer sig i dag historien om, at det er 120 år siden Agatha Christie blev født.
Hvert bogstav er forklædt som én af hovedpersonerne fra hendes nærmest udødelige krimier.
Hun skrev 80 kriminalromaner og et stort antal noveller. Mange er filmatiseret.
Man skal nok være en meget stor fan, for at kunne genkende de forklædte bogstaver. Jeg kan ikke.
Jo, detektiven Hercule Poirot
I dag er der rigtig mange kvindelige forfattere, der skriver krimier. Agatha må nok være den mest kendte. Hun levede et liv, der i sig selv kunne levere stof til romaner.

Og Google er efterhånden blevet et uundværligt opslagsværk for mig.

mandag, september 13, 2010

Når enden er god, er alting godt.

Det gik ikke lige som det gamle ordsprog siger. Enden var ikke så heldig for mig.
Det begyndte ellers fint med blommerne fra morgenstunden. Jeg har plukket. Veninden har hentet, og naboen har hentet, og der er stadig flere på træet.
Jeg har lagt blommer i fryseren. Jeg har lagt blommer i et glas med sukker og hældt vodka over. Lidt eksperimenteren er det også blevet til, idet jeg forestillede mig lækre boller ved at tilsætte hasselnødder og blommer skåret i små stykker til dejen.
Boller lignede det ikke. Nærmere fladbrød. Måske fordi jeg brugte hvid hvedemel og sigtet speltmel. Men ingredienserne fejlede ikke noget, og bollerne smagte godt nok.
Men det er ikke en opskrift, der skal gemmes.


Her til aften ville jeg prøve en opskrift på en dessert, der skulle bages i ovnen.

En blommebudding.

Det her skal man bruge:
500g blommer
100 g smuttede mandler
150 g sukker  (120-130 g er nok)
3 ts vanillesukker
3 æg
½ l mælk (evt. halv fløde)

Sådan gør man:
Frugt og mandler lægges i bunden af et fad
Æg, sukker og mælk piskes og hældes over.
Bages i ovnen ca. 30-40 min v. 180 gr.
Serveres lun med koldt flødeskum eller en skive vanilleis.

Jeg gik og holdt øje efterhånden som processen skred frem. Den hævede fint og blev smuk og gylden på overfladen.
Men da jeg tog den ud af ovnen, gled grydelapperne.
De silikonegrydelapper jeg plejer at rose i høje toner!



Det bedste ved den seance var, at der ikke sad en flok gæster i stuen og ventede på desserten.
Det værste var synet.......
Som om én lige havde stået der og kastet op.
Jeg skal undlade at gå i detaljer med rengøringen, men øv, øv, øv!

Men den skal laves igen, den dessert.
Den smagte nemlig godt. Den del, det lykkedes mig at samle op.

søndag, september 12, 2010

Omkring på Fyn

Efter fredag aftens fødselsdagsfest på Midtfyn havde jeg en dejlig lørdag uden planer foran mig.
I forhold til fødselaren bor Henriks søster kun 30 km. længere i sydlig retning, så det var nærliggende at køre den vej.
Selv om der var dis og tåge, var der alligevel smukt på vejen gennem Svanninge Bakker.

Da jeg var i nærheden af Dyreborg, måtte jeg stoppe op, fordi jeg så en skulptur udenfor et hus. Det lignede mistænkelig meget de små tykke mænd, som Keld Moseholm laver og som smykker en plads på Papirfabrikken.



Jeg undrede mig over sådan et kunstværk udenfor en privatbolig.
Men da er Google jo uovertruffen. Her bor Keld Moseholm
De er så udtryksfulde, de små mænd.



På Knolden var der stemningfuld dis ud over vandet.
Og skarvene venter.


Min Fyns-tur sluttede med at besøge yngste i Odense.
Den slags anledning lader jeg ikke gå fra mig, når jeg er i nærheden.

I dag har jeg slappet af herhjemme. Været til træning. Drukket en stor kande te og læst en omfangsrig søndagsavis.
Blommerne er modne, og i år er de næsten uden orm. Fantastisk. Det har været sådan en plage tidligere.
Jeg kan spise mange blommer, når de er saftige og modne. Men ikke så mange.
Godt, der er plads i fryseren.

fredag, september 10, 2010

Et katteliv.

Det har været sjovt at være sammen med de to katte i nogle dage.
Whitney på 12 år er mor til Stribe, der er en 8 årig kastreret hankat. Moderen mener, hun stadig kan dele potesmæk ud til sin store søn. Det bryder han sig ikke om, og han holder god afstand.
Kattene har nærmest opført sig som et par teenagere, der kommer hjem for at spise og hygge sig lidt, for så snarest at fare afsted igen.
Og jeg bekymrer mig om, hvor de er henne. Og hvorfor de bliver så længe væk. Og hvad mon de laver?


Selv om man er en travlt optaget kat, kan kattesitteren godt bevilliges lidt hyggetid.

Og en fod kan bruges som hovedpude.

Det har undret mig, at så snart der var en kat ved døren efter en længere udflugt, så styrede den lige hen til madskålen. Var den ikke en jæger og fandt føde ude?
Men selvfølgelig kan en kat ikke stå for de speciallavede lækkerier.
Der er altid tørfoder i skålen.
Om morgenen suppleres med en portion laks eller and eller kalv med sovs fra en lille pose.


I morges fik jeg så alligevel syn for sagen.
På måtten udenfor lå den lille blodige rest af et musehoved. Whitney sov sødeligt i glashuset.

Senere på formiddagen dukkede den mest våde og snavsede Stribe op. Jeg brugte adskillige meter køkkenrulle for at tørre ham. Og han var for en gangs skyld ikke interesseret i madskålen.
Min bror sms'ede, at sådan så han ud, når han havde været i søen og snuppe en and.
Kan en kat det? Den er da godt nok en stor hankat. Men så fredelig indendøre.

Henrik mener, det næste billede er uegnet for bloggen.
Så stå af her, hvis du ikke vil se, hvad Whitney præsenterede for os på måtten i morges.



Nu er katteeventyret slut. Min bror og svigerinde er på vej hjem.
Jeg er snart på vej til Fyn, hvor der er en 60 årig fødselar, der skal fejres.
Her bliver der en lille blogpause.

onsdag, september 08, 2010

Morgentoilette

Der er ingen stivhed i muskler og led, selv om man er en 8 årig gammel kat.
Stribe i gang med morgentoilette.



Posted by Picasa


Efter morgenmad og soignering er man klar til at komme ud igen.

mandag, september 06, 2010

Fraværende hovedpersoner.

Hovedpersonerne glimrer med deres fravær.
De er sikkert klar over, det ikke er deres sædvanlige mennesker, der er her.
Whitney modtog mig ved at dreje sig rundt om mine fødder og rulle og lækre sig. Stribe dukkede først op her til aften for at tømme madskålen. De er vant til at være ude om natten. De kan gå ind i lysthyset, som altid er åbent.



Vejret har vist sig fra sensommerens bedste side. Og siddende i vandkanten ved Mossø er ikke det værste sted at opholde sig.



Flottere udsigt fås ikke til middagen.


Mit mobile bredbånd fungerer uendeligt langsomt her i sommerhuslandet. Underligt, synes jeg. Vi er kun 5 km. fra Skanderborg. Det er da ikke så langt ude......?

søndag, september 05, 2010

Kattesitter.

Nej, ikke babysitter, men kattesitter.
Jeg flytter 30 km væk de næste dage for at passe to forkælede katte for min bror og svigerinde, mens de er ude på en lille rejse.
Jeg glæder mig, for sommerhuset ligger på en vidunderlig plet ved Mossø, og Henrik flytter med derud.
Billedet her er taget for to år siden, men jeg tror, vi får samme fine solnedgange i morgen og på tirsdag (hvis man ellers kan tro vejrudsigten)


Fortsættelse følger med Whitney og Stribe som hovedpersoner.......

Morgenstemning ved Gudenå

Der var mosekonebryg og tryllestemning ved Gudenå tidligt i morges.









lørdag, september 04, 2010

Nu også med kartoffel.

Jeg har tidligere vist mine fine hjertesten.


I dag lå der et hjerte blandt kartoflerne og kaldte på mig.

Efter det er blevet beundret og fotograferet ender det i fadet med de andre rødder sammen med en kylling, og når yngste kommer og spiser, vil hun slet ikke vide, der et hjerte i.

Posted by Picasa

fredag, september 03, 2010

Blommesæson

Blommesæsonen får mig til at tænke på Bugsy Malone, den søde engelske bulldog, der døde for godt et år siden. Så tænker jeg, at det var rigtig hyggeligt med Bugsy, der altid ville æde blommer.
I virkeligheden var jeg voldsom irriteret over, at han skulle slæbes væk fra det træ, som vi passerede hver gang, han skulle/ville ud. Og det ville han tit, når blommerne var modne.
Så de tanker er ren fortrængning og idyllisering.


I går aftes med besøg af dejlige kolleger brugte jeg blommer til dessert.

Blommekompot:
500 g. blommer skåret i passende stykker
1 dl. vand
150 g rørsukker
1 stykke hel kanel
et par stjerneanis

Det hele koges sammen under svag varme i 5-10 min. Det må ikke blive til mos.
Blommestykkerne tages op, og lagen reduceres til lidt under halvdelen. idet den koges under kraftig varme.
Desserten anrettes i små glas.
I bunden lægges en skefuld kompot og et par skefulde lage hældes over.
En knust makron tilføjes, og der toppes op med flødeskum.
Det er ik' så ringe endda.