mandag, februar 28, 2011

Mad Men 4

Jubiii!!
Mad Men 4.sæson er frigivet på dvd!
Køb dvd film på MovieZoo.

søndag, februar 27, 2011

En kvist.....

Fra Henriks køkkenvindue kunne jeg se ned på det her lille kræ på græsplænen.


Jeg måtte ned og kigge nærmere.....

Sjov gren.

Groupie

Paradisis på Bruunsgade tog hul på issæsonen ved at uddele gratis is fra 12-16 i går ftermiddags.
Der var kø langt ned ad gaden.

Føtex på den anden side af gaden havde et varmt modtræk, idet de uddelte kakao med flødeskum.
Det passede bedre til det kolde vejr.
Med et varmt krus i hånden fortsatte jeg til en teateraftale med Trine kl. 16.



Teatret Svalegangen spiller for tiden Groupie af Arnold Wesker.



Pia Rosenbaum er Matty, der læser en berømt billedkunstners biografi. Hun bliver så begejstret over det hun læser, at hun skriver til ham.
Første del af forestillingen handler om de tos korrespondance.
Og den virker noget langtrukken.
Jeg var flere gange lige ved at falde i søvn.
Efter pausen kom der rigtig gang i handlingen.

De mødes, Matty og Mark Gorman, som spilles af Ole Sørensen.
Det viser sig, at fordums glans er forsvundet fra ham.
Han er blevet en vred, sur, dybfrossen mand.
Men Matty giver ikke op.

Pia Rosenbaum er fuld af sødme og sjove indfald.
Og da hun bestiller et portræt af sig selv, må han overgive sig, den indesluttede mand.
Vi forlader teatret med store smil på læberne.

En journalist skrev i foromtalen af stykket:
"Livet behøver ikke at være forbi, fordi man er 60"

Hvordan kan han skrive og tænke sådan ?
60 er ingen alder!

Slet ikke i den måde den bliver fremstillet på af Pia Rosenbaum og Ole Sørensen, som begge har den alder, de spiller
Posted by Picasa

fredag, februar 25, 2011

Schiller Theater.

Den første aften i Berlin var vi i Schiller Theater, som ligger i gåafstand fra lejligheden i Wilmersdorf.
StaatsOper, eller bygningen hvor de hører til, var under restaurering.
Jeg har ikke så stor erfaring med opera, men La Traviata er let at gå til.
Handlingen er inspireret af historien om Kameliadamen.
Og musikken er herlig medrivende.


Jeg var meget betaget af scenografien, som var helt minimalistisk.
Der var spændende effekter med lys.
Som om vi stod ude i regnvejr og kiggede ind gennem et vindue


Alle vedvirkende var klædt i mørkt tøj under hele forestillingen, også i karnevalsscenen, som billedet her stammer fra.
Bortset fra Violetta som var hvid og bleg
Marina Poplovskaya sang og spillede Violetta.
Ikke alle af mine medrejsende var imponerede over hendes præstation.
Mit gehør er ikke så godt, så jeg kan sige noget kvalificeret.
Men jeg synes, det var en spændende og fin oplevelse. Jeg var godt underholdt.
Billederne har jeg lånt her.
Hvis du vil læse gode opera anmeldelser, så kig hos Jens.

Kaffe Fassett.

På Silkeborg Museum har der i et stykke tid været en udstilling om Kaffe Fassett.
Den farve-og håndarbejdsglade veninde tog i går initiativ til et museumsbesøg inden udstillingen slutter på søndag.Posted by Picasa



Der er knald på farverne hos Kaffe Fassett
Linket her er til hans biografi.


I udstillingen kan også ses en film om én af hans rejser til Vietnam og Indien.
Det er spændende at høre, hvordan han inspireres af det farverige folkeliv.

Der var en masse kvinder på besøg i udstillingen, da vi var der.
Kun en enkelt mand så jeg.
Så engagementet hos kunstneren har ikke smittet af på mænd, kan man konkludere.
For kunstner, det, synes jeg han er.
Smukke farver og mønstre og store arbejder.
Jeg nød synet, og erkender at jeg ikke er den store strikker.
Der er stadig kun slået op på det, jeg begyndte på for længe siden.
Tak for initivet, Ingrid.

torsdag, februar 24, 2011

Hackesches Hofe

Shopping er ikke min spidskompetance.
Men for den shoppe-glade er der uanede muligheder i Berlin.
Lige fra de dyre mærker, som vi passerede på vej til bussen på mondæne Ku'dam til det store udvalg i genbrug i Kreutzberg.
Selvom jeg ikke er nogen shoppe-haj, vil jeg meget anbefale Hackesche Hofe
Jeg kan ikke få dimensioner og perspektiv med på et billede.
Og hvad skal jeg sammenligne med?
Vesterbro i gamle dage, hvor man gik ind i en gård, og endnu en gård eller baggård.
Hackescher Hofe er gammelt byggeri, der er sat i stand.
Den første gård er helt betagende udsmykket.
Man kan herfra gå ind i 8 forbundne gårde.
Her findes et kæmpe udvalg af butikker, cafeer, biograf og teater.
Det hele i stueetagen.
Længere oppe er der kontor og private boliger.
Der er en meget stille og rolig atmosfære, selvom travle, larmende Berlin er rundt omkring.

Jeg er sikker på, man kan købe alt, hvad man har brug der.
Også hvad man ikke vidste, man havde brug for.
Der er f.eks. en butik, der kun handler med Ampelmann souvenir.
Ampelmann er den lille grønne mand fra det tidligere Østberlin i lysreguleringer.
Han er også integreret i West.
Jeg troede, det var bjørnen, der var Berlins vartegn.
Nu tror jeg, det er Ampelmann.

Den store KaDeWe har jeg været indenom.
Jeg bliver lidt handlingslammet sådan nogen store steder.
På 6. etage findes den 2 fodboldbanestore fødevareafdeling. Her kan jeg fare vild mellem alle lækkerier.
Men der er hyggeligt med alle de små spisesteder ved de forskellige diske.
Jeg købte sådan nogen små søde hvidløgsmarinerede, persillefyldte blæksprutter.
De passede lige til en drink, og da to af rejsefællerne havde fordomme imod dem, blev der en ekstra til os andre.
Posted by Picasa

Uden mad og drikke.....


Uden mad og drikke dur helten ikke.
Sådan var det også i Berlin.
Vi begyndte altid med at spise morgenmad sammen.
Frokost, øl og kaffepauser blev holdt ude i byen, hvor vi hver især mødtes eller  ikke mødtes.
Berlin er rigt udstyret med alskens variationer af spisesteder.
Når vi kom hjem sidst på eftermiddagen, havde vi oftest mest lyst til at blive hjemme i lejligheden og lave mad selv og slappe af om aftenen.

Vi fik prøvet flere supper til frokost. Der var altid suppe på menuen, og den varmede godt i kulden

I tagrestauranten i Rigsdagsbygningen (hvortil vi fik adgang efter omfattende tjek af vores identitet med efterfølgende skanning som i lufthavne) er der fint med store orkideplanter og hvide stofservietter.
Her er der også fine, små anretninger. Ikke noget med eisbein og sauerkraut.


Her er det laks med citronskum, perlebyg og gulerødder.


Den sidste aften spiste vi på en vietnamesisk restaurant.


Tysk øl går godt til krydret mad.

Denne her udgave af tyske retter har jeg tilgode til en anden gang.
Posted by Picasa

onsdag, februar 23, 2011

Lunchkonzert.

Sådan stod der på programmet, Lunchkonzert.
Sjov sammensætning af et engelsk og tysk ord, men sådan har vi det vel også i det danske sprog?
Hver tirsdag er der gratis koncert i foyeren kl. 13 i Philharmonien.


Det er et tilløbsstykke, og jeg stillede tidligt op i køen for at holde en plads til 3 andre.
Det var ikke muligt at holde pladser.
De få stole er stillet op til handicappede.
Alle andre sidder på trapper (og der er mange trapper i den kantede foyer)  eller på gulvet, eller stående på balkoner i to etager.
Der blev stuvende fuldt. Mine billeder er taget tidligt. Jeg sad på en trappe ved siden af en berlinerinde, der var fast gæst hver tirsdag. De 10 cm. der var mellem os, blev fyldt ud af en fransk kvinde, der kom lige før koncerten begyndte.
Vi hørte Schumann spillet af Martin Stegner på cello og Tomoko Takahashi på klaver.
De spillede fantastisk, og der var en skøn stemning af uhøjtidelig sidden rundt omkring, og udøvelse af musik på højt niveau.

Mine billeder af de to er beskåret. De er taget, mens de, omringet af fans, var i gang med at skrive autografer.


Jeg blev meget betaget af koncerthuset. Det er sådan en spændende bygning, men det var begrænset, hvad vi kunne se.
Så da jeg opdagede, der var omvisning kl. 13 hver dag, var jeg på pletten næste dag.
Men da blev jeg skuffet, for omvisningen var aflyst pga. øvelse.
Siden har jeg opdaget, man kan gå på en mageløs virtuel tur.


Og jeg var sulten.
Jeg havde forladt mine rejsefæller på Neues Museum, og det ville tage for lang tid at vende tilbage til dem.
Jeg var ikke langt fra Den Danske Ambassade, og der kan man spise i kantinen.
Ambassadefællesskabet med de øvrige nordiske lande holder til et spændende hus.
Se mere om bygningen.
Efter kl. 13, når personalet er færdige med at spise, er kantinen åben for offentligheden. Der var en kommen og gåen og rigtig mange mennesker på det tidspunkt, jeg var der.
Der er 3 varme middagsretter at vælge imellem til 5-6 euro + smørrebrød, kager og diverse drikkevarer.
Det kan anbefales.
Jeg synes, det var et spændende sted at besøge.
På vejen ned på 1. sal var jeg så heldig at løbe ind i en reception.
Så vidt jeg forstod i anledning af Berlinalen.
Jeg så dog ingen kendte..... hverken Lars eller Susanne, som jeg belv spurgt om, da jeg kom 'hjem'




Men der var både ost og vin og kaffe.

Og udstilling af Verner Panton.

Sådan endte min skuffelse over den aflyste omvisningPosted by Picasa
på en dejlig måde.

tirsdag, februar 22, 2011

Zwiebelfisch.


Nu skal alting jo ikke gå op i tysk.
Jeg synes bare, det her ord er så sjovt.
Den mere eller mindre tyskkyndinge ville nok sige, at det handler om løg og fisk.
Det gør det bare ikke.
Zwiebelfish er det tyske ord for trykfejl.
Hvad meningen er med at kalde et spisested for Trykfejl ligger hen i det uvisse.
Men her på Savignyplatz er julen åbenbart ikke forbi.
Zwiebelfish er en bierstube, der har set bedre tider. Storhedstiden ligger nok tilbage i 60erne.
Her kommer de lokale og læser aviser.
Vi fik en dejlig kartoffelsuppe til frokost en kold dag.
Huset kat lader sig ikke forstyrre af frokostgæster, der gerne vil i snak.
Indenfor ser der sådan ud.Posted by Picasa

mandag, februar 21, 2011

Alles hat seine Zeit.

Alles hat seine Zeit.
Og således også de meget spændende, indholdsrige og hyggelige dage i Berlin.
Jeg har været overalt (tror jeg?) til fods, med bus, u-bahn og s-bahn i Berlin Mitte, så jeg har oplevet genkendelsens glæde, men også opdaget nye små detaljer; undret mig over gigantiske bygninger og mindesmærker, og hygget mig sammen med en håndfuld dejlige mennesker, som med deres viden, kendskab og gode humør har medvirket til at min oplevelseskonto er blevet fyldt godt op.

Berlin bærer sin grumsomme fortid på ydersiden.
Mindesmærker overalt ligger og står som ar, der aldrig forsvinder.
Ar som fortæller om et brutalt skæbnefællesskab mellem det tysk og det jødiske folk.

Kunstneren Gunter Demning begyndte ulovligt i 1997 at nedlægge små messingplader i fortovet ud for huse, hvor der havde boet jøder, der var blevet deporteret og myrdet under krigen.
Stolpersteine, kaldes de.
På dansk snublesten.
Pladen bærer en inskription med navn, fødselsdato,
dato for deportation og destination og dødsdag.

Demnings små Stolpersteine er siden blevet anerkendt, og i 2005 blev han hædret med ordenen Bundesverdienstkreuz.
Der findes nu 1200 Stolpersteine i Berlin.
Men ikke kun der.
De findes også i Østrig, Ungarn og Holland.




Udenfor Rigsdagsbygningen findes der et mindesmærke for dem, der var i opposition til nazistpartiet og medlemmer af Weimarrepublikken.
De blev sendt i koncentrationslejre i 1933.
På kanten af hver plade er der, som på Snublestenene, navne og data på de mennesker, der endte så ulykkeligt.


Det Jødiske Museum, som holder til i en meget spektakular bygning, er tegnet af arkitekten Daniel Liebeskind. At gå i bygningen er en oplevelse i sig selv
Det rummer ikke kun historier om Holocost, men også det jødiske folks historie.
Man kunne bruge dage her.
Der er en dejlig cafe og en fin butik.
Her kan læses mere om museet.


Fra tagrestauranten i Rigsdagsbygningen er der en flot udsigt.
Vejret var gråt den dag, vi spiste frokost der.
Men man kan alligevel se det meget stor Holocost-mindesmærke, der ligger med sine kæmpestore betonklodser (i den retning flaget peger) Til minde om alle de europæiske jøder, der mistede livet under 2.  Verdenskrig.

Musikhuset eller Philharmonien er en meget fantastisk bygning, som jeg kun så lidt af
til en frokost-foyerkoncert.
Bygningen kan ikke rummes på et billede - og slet ikke den indvendige del af huset.
Men mere om det en anden gang (måske).
 

I denne her sammenhæng blev jeg optaget af en tavle, der hænger ved busstoppestedet til højre i billedet.
På tavlen fortælles en grusom historie.
Her lå engang et hus.
I 1940 foretog Christian Wirth de første forsøg med gas her.
Det handlede om, hvordan gas kunne dræbe mennesker.
De første forsøgspersoner var 14 fysisk, psykisk handicappede.
Alene i 1940 og 41 blev 70.000 handicappede dræbt i Berlin på den måde.

Herefter blev metoden brugt i koncentrationslejre i et helt ufatteligt omfang.

Mens jeg ventede på bussen, kom en mand gående med en flok børn.
Sikkert en lærer.Posted by Picasa
Han førte børnene hen til tavlen og fortalte.

Jeg tænkte, at det skulle være forbudt for børn.

Men den historie må aldrig glemmes.
Og de dybe sår i relationen mellem jøder, sigøjnere, homoseksuelle og andre forfulgte, får ikke lov til at gro sammen til et usynligt ar, når historien holdes levende.

Nu vil jeg lukke for historien.
Det har gjort stort indtryk på mig at få den genfortalt.

Der var mange oplevelser i Berlin af en helt anden slags.
Måske kommer de?

Nu er jeg hjemme.
Jeg må til træning!
Og fødselsdag senere i nabolaget.

onsdag, februar 16, 2011

Hilsen fra Nefertiti

Verdens smukkeste kvinde.
Busten af ægyptiske Nefertiti findes på Neues Museum i Berlin.
Hele samlingen på museet er fantastisk flot.



Hier geht's gut!
Der er ingen problemer med at sove sammen med to andre i samme værelse.
De mange skridt, der bliver gået, og de mange oplevelser fungerer bedre end de mest effektive sovepiller, tror jeg.
Posted by Picasa

fredag, februar 11, 2011

Forberedelser.

Mon de varmer hinanden, mågerne?

Det var en rigtig kold morgen i dag.
Og på bænken sad en lille forladt hund.

Her bliver nok en lille blogpause.
Søndag morgen fahre ich nach Berlin.
Henriks svigerdatter har en lejlighed der, og vi er syv personer, der har sat hinanden stævne.
Vi har få planer og billetter på forhånd.
Vi har reservation til frokost i Tagrestauranten på Rigsdagsbygningen.
En aften skal vi i Operaen til La Traviata, og vi har billetter til Neues Museum.
Måske kan vi få billetter til en film?
Måske betyder filmfestivalen, at der der for meget trængsel?
Men der er plads til improvisationer.
Til at gå på restaurant og cafe.
Til at lave mad i lejligheden og hygge.
Vi følges nok heller ikke alle hele tiden.

Jeg har den ide, at jeg kun kan sove sammen med dem, der står mig meget nær.
Og ellers alene.
I lejligheden er der 3 soveværelser, så jeg kan godt regne ud, jeg ikke får eneværelse.
Jeg må hellere få en bog over på min mp3. Jeg kan nok ikke ligge og læse, hvis Ole Lukøje ikke følger med til Berlin.
Måske finder jeg ud af, det er lige meget, hvem jeg deler værelse med?
Det er mere end 40 år siden, jeg sov på en sovesal med 40 andre i Barcelona.
Og det var ikke noget problem.
Så hvad er problemet nu?
Hvis der er et?


Posted by Picasa

torsdag, februar 10, 2011

Nu med håndarbejde.....

Nu med håndarbejde, tænkte jeg.
Sådan en lille sag kan vel ikke være så svær at strikke.
'Når man én gang har lært at strikke, så er det ligesom at cykle,
man glemmer det aldrig',
sagde jeg nok så kækt.


Men, men.....
det er rigtig længe siden, jeg har strikket og syet.
Og det er mange dage siden, jeg slog masker op.

Det er som om strikketøjet altid kommer sidst i mine gøremål.
Og så ender det med ingenting.

Men der er nu også søde, søde, søde små ting at købe.

Jeg har dog ikke helt opgivet strikketøjet.
Måske skal jeg tage det med i toget til Berlin om et par dage?Posted by Picasa

tirsdag, februar 08, 2011

Uge 33

Ja, jeg ved godt, vi er i uge 6.
Men min tidsregning har fået en ekstra dimension.
Jeg skal være mormor til april.
Det bliver spændende at lære en lille ny personlighed at kende lige fra begyndelsen.
Men også lidt uvirkeligt.

Så er det herligt, der er en mave at kigge på og røre ved.

lørdag, februar 05, 2011

Hvad jeg lærte af rosinen.

Da jeg læste Lenes indlæg om mindfulness, kom jeg lige til at tænke på noget.
Det er det sjove ved blogging: at blive mindet om noget, at blive inspireret.

De fleste, der har stiftet bekendtskab med mindfulness, kender rosinøvelsen.

Hvordan fotografere en rosin?
Jeg vil gerne have en illustration på mit indlæg.
Og en rosin ser ret kedelig ud - tør og rynket.


Men situationen den dag til mindfulness er, at jeg sidder i en lille gruppe på 6 mennesker.
Vi øver os i at fokuserer og være i nuet.

Almindeligvis tænker jeg ikke så meget på min alder.
Jeg har et rigtigt godt liv og befinder mig i den unge ende af alderdommen.

Engang imellem kan det dog være lidt trykkende at mærke, at kræfterne ikke er så store, som de har været.
At håret er tyndt og gråt.
Og så alle rynkerne.
Det kan være træls at tænke på.

Men vi sidder der og fokuserer på nuet, mens underviseren giver os hver en rosin.
Så handler øvelsen om, at undersøge og opdage rosinen.
Vi må ikke spise den.
Den skal kigges på. Den skal mærkes.
Den skal vendes og drejes og lugtes til.
Og lige smages lidt, men ikke spises.
Vi har et kvarter til det.
Det er rigtig lang tid at sidde med en rosin!
På et tidspunkt kan jeg ikke finde på mere at opdage ved den rosin.
Jo, jeg kan vende vrangen ud på den.
Indeni er den helt glat og meget blød.

Da vi bagefter skulle fortælle, hvad vi havde opdaget, og hvad vi var kommet til at tænke på, var det vidt forskellige ting.

Jeg havde opdaget, at selvom man er tør og rynket udenpå, kan man godt være blød og glat indeni.
Og det var jeg rigtig godt tilfreds med!

Ikke desto mindre er det svært ikke at 'multitaske', når jeg spiser alene: med åbent fjernsyn, åben computer og åben avis.
Eller én af delene.
Man (jeg) kan ikke altid være fokuseret.



fredag, februar 04, 2011

Om P1

Man behøver ikke ærgre sig, hvis man ikke får hørt det program, man gerne ville på P1.
I onsdags, da jeg var til tysk, var der et spændende indslag om, hvordan man bl.a. kan reducere stress og opløse traumer.
Expressive writing var opskriften.

Altså at skrive sig ud af problemet.
I det her tilfælde efter en bestemt opskrift.
Det er ifølge Bobby Zachariae ikke nødvendigvis sådan, at alle kan bruge den metode.

Men måske er vi nogle i blogland, der får reduceret vores stress ved blogging??
Jeg synes selv, det er en afslappende aktivitet.

Programmet kan høres på computeren, og det kan podcastes.

Videnskabens verden. Expressive writing.

onsdag, februar 02, 2011

Vi er, hvad vi fokuserer på.

Da jeg læste om taknemmelighed hos Lotte, kom jeg til at tænke på en lille episode i Sportscentret.
Jeg er nærmeste nabo til Sportscentret.
Nogen har et stamværtshus. Jeg har Sportscentret.
Jeg kommer der mindst 3 gange om ugen, og jeg holder meget af de forskellige træningsformer, jeg dyrker der.
Der kommer folk fra nabolaget.
Man kan få en kop kaffe og læse Jyllandsposten.

Men jeg har indtil for få dage siden været træt af omklædnings - og badeforholdene.
Der er kolde fliser på gulvet og på rad fem brusere, der efter et øjebliks brus stopper for vandforsyningen, hvorefter man skal trykke på en knap i væggen for at få vand igen.
Irriterende, tænkte jeg.

Indtil for et par dage siden, da jeg trådte ind i det tomme omklædningsrum.
Bruseren var i gang, og jeg kunne høre nynnen og 'aaahh'- behagelighedslyde.

Da den renvaskede kom ud, faldt vi i snak.
Jeg måtte jo fortælle, hvor hyggeligt det var at høre hendes glade udbrud.

Hendes historie fik mig til at skamme mig lidt.
Hun havde haft en blodprop i hjernen, men havde nu kun ubetydelige mén.
Så hun var så taknemmelig, og nød livet så meget.

Det fik mig til at vende mine tanker om bruseforholdene.
Nu nynner jeg også, mens jeg tænker, at jeg er heldig, jeg kan stå der og holde balancen. Jeg har kræfter i fingrene til at trykke vandet frem, jeg kan tørre mig, klæde mig på og gå glad derfra.
Jamen, det er da fantastisk!


Det er et snydebillede, for det er fra sidst år.
Men jeg glæder mig til gensynet med de her forårsbebudere.

tirsdag, februar 01, 2011

"Vores" mand.

Asger Jorn er 'vores' mand.
Han er født her i Silkeborg og levede her i mange år.
Hans egen store private kunstsamling findes her og ca. 100 af hans egne værker.

Sidste år blev Silkeborg Kunstmuseum restaureret og ombygget og hedder nu Museum Jorn.
I 2014 er det 100 år siden han blev født, og museumsledelsen var vist så småt i gang med at planlægge et brag af en udstilling i den anledning.

Men lige pludselig er der nu et brag af en udstilling på ARoS mindre end 40 km. herfra.

Jeg var der i lørdags.
Det er en flot udstilling med værker lånt fra Guggenheim og Tate og andre store udenlandske museer.
Udstillingen fokuserer på de sidste 20 år af Jorns liv, da han levede i udlandet.
Det er en oplevelse, at se så store værker samlet på et sted.

Der skulle rejses til mange forskellige lande for at se de billeder.

Ophængningen er rigtig flot, og billederne gør sig godt i de store, højloftede rum.





Der var allerede mange mennesker der, da jeg var der sidst på formiddagen, og udstillingen er absolut et besøg værd.
Men jeg kan godt forstå Museum Jorns direktør, der har luftet sin vrede og frustration i vores lokale avis.
Der er nok ikke så mange mennesker, der igen vil rejse for at se en Jorn udstilling om 3 år. Det vil nok heller ikke være relevant at henvende sig til udenlandske museer for at låne billeder igen om 3 år.

Det ville ellers have været en oplagt anledning til at få Silkeborg på verdenskortet.
Posted by Picasa