fredag, april 29, 2011

James Middleton

Meget godt kan siges om det royale bryllup i London i dag.
Smukt brudepar.
Flot pyntet kirke.
Vidunderlig korsang.
Og som forsamlingen dog kunne synge med på de gamle salmer.

Men den bedste af dem alle var broderen, der læste fra Romerbrevet.
Det gjorde han så perfekt.
At han også ser fantastisk godt ud, skal han ikke høre et ondt ord for!

Jeg har ikke kunnet få et billede med her.
Men I har vel også alle set ham i dag?

torsdag, april 28, 2011

Allerede på biblioteket.

Her i april udkom Kirsten Thorups nye bog Tilfældets Gud.
Jeg havde reserveret den på bibliotektet så snart, jeg hørte om den og var nr 16 på ventelisten.
Men jeg var heldig, da jeg kom forbi bordet med 14 dages udlån, at den lå der lige for næsen af mig.
Det er en spændende historie, der udfolder sig i den globaliserede verden med fokus på vores rige liv holdt op imod fattigdommen i de lande, hvori vi ynder at holde ferie.
Hovedpersonen Ana, er en karrierekvinde, der på grund af stress holder en kort ferie i Gambia.
Her møder hun en ung pige, der sælger frugt på stranden.
Hun bliver helt overvældet af følelser for pigen og bliver besat af ideen om at sponsorere hendes skolegang. Hun vil have hende til Europa og hjælpe hende med at få en uddannelse.

Projektet lykkes så langt, at hun får pigen til London, hvor hun selv har bosat sig.
Men så går alting galt.

Jeg synes, det er en spændende og velskrevet bog, men jeg bliver så irriteret på hovedpersonen.
Hun bliver utroværdig for mig i den måde, hun lader sig behandle på af den afrikanske familie, og i den måde hun langsomt går i opløsning på.
Hun er i begyndelsen af bogen den meget kompetente kvinde i det verdensomspændende firma med hovedsæde i København. Firmaet er hendes liv, og den famile hun ikke har.
Det stressede liv håndteres med hjælp af en coach, sovepiller og afslapningspiller.
 Men den afrikanske pige vil ikke bruge hendes hjælp, og tilsidst er der heller ikke flere penge at hjælpe med.
Firmaet kan ikke bruge hende mere.
Nedturen fortsætter med spiritus og spil.

Og så er det, jeg ikke kan forstå, hvorfor det kommer til at gå så galt for hende?
Hvorfor bliver hun løbet over ende af sin egen hjælpsomhed?
Det er irriterende!
Men jeg tror, Kirsten Thorup meget godt beskriver den tid, vi lever i.

onsdag, april 27, 2011

Dagens billede.


Udenfor bibliotektet står en række japanske kirsebærtræer og matcher smukt den blå himmel.

tirsdag, april 26, 2011

Hår Mayonnaise.

Det er altid hyggeligt at tage en lille ting med hjem til dem, der ikke har været med på rejsen, tænkte jeg, da jeg var i Berlin.
Og pigerne er interesserede i hårprodukter.
Men de er også selektive.

I Sissel-Jo Gazans bog om Berlin anbefaler hun hårmayonaissen og CoCoon butikken med alt i hår- extensions, parykker og produkter til pleje. (nej, jeg købte ikke en paryk)

Så sådan en organic hairmayonnaise måtte da være sagen.

Ved nærlæsning herhjemme fandt pigerne ud af, at der var diverse parabener i den organiske mayonnaise.
Og så dur den ikke.

Jeg bliver forvirret.
Noget er organisk og noget er bio?
Og hvad betyder det egentlig?

Nå, men i hvert fald har jeg givet mig selv en hårkur i dag.
Den stimulerer rødderne, står der på krukken.

Jeg synes, det klør i hovedbunden.....

Men jeg kunne vel lige så godt selv have rørt olivenolie, æggeblommer og urter?
Det kan jeg jo prøve en anden gang.......

mandag, april 25, 2011

Så er påsken forbi for i år.

Sådan sluttede påsken med en dejlig dag ved Mossø.
På vej gennem skoven er det tydeligt, at bøgen er sprunget ud.
Og en lille tulipanmark ligger og lyser op med de glade farver.











Kattene var ikke med i sommerhus.Posted by Picasa

Hvor blev de af??

Mon det passer de søde katte at vise sig i dag?
Om lidt er jeg på vej ud til min bror og svigerinde, der opholder sig i deres dejlige sommerhus, hvor jeg passede Whitney og Stribe nogle dage i september sidste år.

Og over til noget helt andet:
Hvad er der sket med den gadget, der hedder Followers eller Faste Læsere??
Hos mig er den pludselig forsvundet....
Jeg har ikke gjort noget.....

Har du oplevet det samme??
På betjeningspanelet kan jeg se, jeg har 54 faste læsere.
Men jeg savner i den grad de små ikoner, der fortæller, hvem det er.
??????

Men nu:
Ud i det flotte solskinsvejr.

søndag, april 24, 2011

En familiedag.

Solen skinner.
Blommetræet står i blomst.


Barnevognen luftes.
Søstrene har en ny interesse at stikke hovederne sammen over


Det varer længe inden Ruths filtede sko passer........
Jeg dækker bord og laver mad.


Og sådan forsvinder en dejlig påskesøndag alt for hurtigt.Posted by Picasa

lørdag, april 23, 2011

Andefødder på en tagryg

Højt oppe på taget hos Henriks datter havde en andrik taget plads i dag.


Hvem skulle tro, svømmefødder kunne balancere på en tagryg?

torsdag, april 21, 2011

God påske.

Sommeren fortsætter.
Termometeret har været lige over 20 grader i dag.
Haven har fået en lille omgang med nem hånd, og lidt indendørs oprydning er det også blevet til.
Bilen er hjemme igen med lap på dækket.
Naboen inviterede på hvidvin på terrassen i eftermiddags og sol på næsen.

Her på vejen nyder vi feriestilheden.
For enden af vejen ligger skolen, og især om morgenen er der meget trafik.
Det giver en særlig stille stemning, når der er skoleferie.

I morgen kommer gode venner til middag.
Jeg vil gå i gang med at kigge efter inspiration til lammeboven.

onsdag, april 20, 2011

Rolig optakt til påsken......

Herlig sommerdag lige før påske.
Skøn stemning på Torvet.

Har du ikke egen høne, er der råd for det......



Sommerens første is ved Slusekiosken med udsigt til 'Hjejlen', som stadig er pakket ind.
'Indkøb og planlægning kan godt vente til tæt på lukketid', tænkte jeg.
Så er der ikke så mange mennesker og det hele går lettere.


Da jeg var klar til seriøs indkøb ved 18.15 tiden: lammekølle, grønsager, drikkevarer osv.,
blev jeg mødt af det her syn:
Et fladt dæk.




Jeg har vejhjælp i min forsikring.
Inden vejhjælpen nåede frem, var der gået en time, og jeg begyndte at blive nervøs ved tanken om indkøb.
Kvickly havde åben til kl 20. Der er langt til Viborg eller Århus med Bilka, der først lukker kl.24.
Men jeg skulle slet ikke køre nogen steder.
Vejhjælpsmanden havde nemlig erfaring med det skum, der følger med en lille ny bil i stedet for et reservehjul. Det dur slet.
Der skulle et værkstedsbesøg til!
Hvis bilen skulle hen på mit værksted, ville den først blive repareret efter påske.
Men så er det så heldigt, vejhjælpsmanden har en bror, der arbejder på et dækcenter, og der ville han være i morgen formiddag, skærtorsdag.
Og han havde allerede lovet, han ville reparere mit dæk. Hvis det altså var i orden for mig?
Det er da bare i orden for mig. Jeg er så heldig.
Så mens min bil blev læsset op på ladet af Vejhjælpens lastbil, cyklede jeg til Kvickly.
Der var lige 20 min. til de lukkede.
Men nu var mig held brugt op.
Der var ikke flere lammekøller. Hverken frosne eller optøede.
Jeg havde forestillet mig det så meget. Med en masse hvidløg. Og tzaziki.
'Men hvad med lammebov'? spurgte slagteren.
Jamen, så blev det lammebov. Det er sikkert lige så godt.

Og hvad har jeg så lært af det?
At jeg ikke skal vente med indkøb til sidste øjeblik.
At der skal anskaffes et reservehjul.
Posted by Picasa

tirsdag, april 19, 2011

Det er ikke det, du siger........

'Det er ikke det, du siger, men det du gør'
Er der ikke et ordsprog, der siger noget i den retning?
For at understrege, det nytter ikke at prædike.
Det er eksemplet, der virker.


Her smukt illustreret i dag af to af mine yndlingsmennesker.

søndag, april 17, 2011

'Så kommer vi da lidt ud'

'Så kommer vi da lidt ud', udbrød min nabo med glimt i øjet og resigneret Niels Hausgaardsk tonefald, da vi sad ved bordet nede på Vandrerhjemmet
Han plejer at sidde fordybet i skriverier og en deadline nærmer sig, men han holdt aftenen fri og sammen med ham og hans kone, var jeg til Flamenco-aften med spansk inspireret buffet og spanske vine.
Flamenco musikken blev leveret af guitaristen Christian Sievert.


Han spillede spansk og argentinsk musik, så englene dansede.
(det hedder vist 'så englene sang')
Før koncerten var der buffet med et rigt varieret udbud af tapas og forskellige varme retter og salater.
I pausen var der kaffe, creme brülee, mandelkage og syltede figner.
Aftenen sluttede med mere musik, før vi trillede hjem med fulde maver og guitarmusik i hovedet.
Det er slet ikke så ringe 'at komme lidt ud'

Hvis du skal overnatte i Silkeborg, så findes der ikke et bedre beliggende sted end Vandrerhjemmet.
Det ligger i byen og alligevel ned til vandet.
I køkkenet bruges friske, økologiske råvarer, og der går rygter om, at morgenmadsbuffet'en er uovertruffen.
Desværre kan vi andre ikke komme og spise brunch.
Det er kun for dem, der bor der.

Billedet er taget en sommerdag for et par år siden.
Bag vinduerne i gavlen ligger spisestuen, hvor vi sad 65 personer og nød den spanske stemning, mens mørket langsomt sænkede sig.

lørdag, april 16, 2011

71 år den 16. april.

Som så mange danske familier, der tager hul på sommerhus-sæsonen i påsken, således også den kongelige.
Margrethe fejrede 71 års fødselsdag på Marselisborg Slot.
Det ville aarhusianerne gerne være med til.
Der var mange på plænen.
Ifølge nyhederne 5000.

'Vi' ønsker os en balkon på sommerhuset!
Og ikke bare sådan en lav terrasse!
(tror jeg, de to sagde til hinanden.....)


Vi er en nation af fotografer......
Jeg stod ikke så langt tilbage, men kunne kun se glimtvis.
Da Majestæten og Prinsgemalen trådte frem, røg en skov af hænder med fotoapparater i vejret.
En anden flok hænder røg i vejret med flag.
Så er der ikke så meget at gøre, når man ikke hører til de høje.
Men der var dejlig stemning.
Forsøget på at synge 'I dag er der Margrethes fødselsdag' gik lidt i fisk.
Men meningen var der!
Der var rigtig mange børnefamilier.
Og turister.
Og anemonerne dækker skovbunden.
Der var musik af Livgarden og Pigegarden.
Mon ikke det var lige så festligt som i København ?

Selv om jeg har boet i København, har jeg aldrig været på Amalienborg Slotsplads til de begivenheder, der bringer kongefamilien ud på balkonen.
Måske har det noget med alder at gøre?

Posted by Picasa

fredag, april 15, 2011

Forårstegn.

Der vokser vilde mirabeller i en lille gåturs-afstand.
Jeg elsker at bringe lidt forår ind i stuen med en buket grene, så jeg har været afsted med saksen i hånden.

torsdag, april 14, 2011

Hellere et barn i hånden osv. .......

Med en let omskrivning af ordsproget 'hellere 1 fugl i hånden end 10 på taget', vil jeg sige: 'hellere et barn i hånden end et tvillingepar i fjernsynet'


Jeg er så heldig, at jeg ikke er gået glip af nogen af delene.
'Min' lille guldklump er nu 10 dage og vokser så fint.

Tvillingebarnedåben i Holmens Kirke forløb på smukkeste vis.
Musikken var fantastisk.
Forældrene og deres fire børn var søde.
Og foran tv-skærmen er man jo på første parket.

Jeg er vildt imponeret over de kvindelige gæster, der balancerede i de sylespidse, tårnhøje stilletter uden slinger gennem Amaliehaven og over Slotspladsens brosten.
Mon ikke de har ondt i tæerne i aften?

onsdag, april 13, 2011

De første rabarber.

Da jeg i sidste uge skulle købe ind til morgenmad til sommerhus-weekenden, stod jeg i Kvickly og kiggede på marmelade og syltetøjsudvalget.
Der er mange variationer at vælge imellem.
Bl.a. én med blommer og rabarber.

Jeg bestemte mig for, at sådan én kunne jeg selv lave.
Jeg havde set, rabarberne var begyndt at vokse, og i fryseren var der stadig blommer fra Victoria træet.


Det viste sig, at der kun var små rabarberstilke.
40 g kunne det blive til
Og 500 g blommer
300 g syltesukker.
1 dl vand.
Det hele koges i ca. 10 min.
Et lille øjeblik med stavblenderen i gryden og marmeladen er klar til at hældes i glas.

Rabarberne kunne lige anes som en frisk smag.
Den blev godt modtaget i sommerhuset.


Jeg lave en portion mere, når rabarberne vokser til, og så skal der tilsættes en vanillestang.

tirsdag, april 12, 2011

Restaurant Stauning Havn

Det er en fast tradition, at vi går ud og spiser lørdag aften, når vi er sammen i sommerhuset i Stauning.
De øvrige måltider spiser vi hjemme i huset.



I år var der en ny kok i Restaurant Stauning Havn, og niveauet var betydeligt over det, vi oplevede sidste år.
Stauning Havn er et et meget lille sted, og i april et meget stille sted, hvor en mand eller to går og pusler med en båd.
Måske er der mere aktivitet senere på sommeren.
Men det er uden tvivl ikke et sted for teenagere eller unge mennesker.
Medmindre de synes, det er lykken at tøffe ud i Ringkøbing Fjord i en lille båd.

Vi fik et bord på første sal i restauranten og med udsigt til solnedgangen, nød vi en lækker middag, serveret meget omhyggeligt af en ung mand.

Forretten var en hellefiskroulade med rygeostcreme med tranebær.
Det smagte rigtig godt.

Gitteret i forgrunden af hovedretten var et sennepsgitter (?)
Måske mest til dekoration.
Der var dejligt mørt kød på en bund af urter skjult under den grønne dusk.
Og en lille grønsagsterrine og kartofler.
Ikke at forglemme de to saucer. En peber og en béarnaise. Uhmmm.

Der var ingen påskeliljer i grøfterne mellem Videbæk og Skjern, da jeg kørte vestpå i fredags.
Det blæste voldsomt, og selv om solen skinnede var der diset på grund af jorden, der blev blæst op fra de bare marker.
Om søndagen, da jeg kørte hjem, var påskeliljerne sprunget ud.
Skønt syn i solskinnet.

fredag, april 08, 2011

Weekend i Stauning.

Her bliver en lille blogpause.
Jeg skal i sommerhus i Stauning sammen med gode venner.
Sidste år var vi der en uge senere, og da blomstrede påskeliljerne så smukt i grøftekanter mellem Videbæk og Skjern.
Jeg håber, der igen ser ud som sidste år, da det her billede blev taget.


Nu vil jeg gå ud og købe ind til morgenmaden, som er den del af opgaverne, der er tildelt mig.
God weekend i blogland

torsdag, april 07, 2011

Mere sysleri i haven

Der sker dejlige ting i haven lige for tiden.
Det spirer og gror.
Den lille viol har fundet sig en plads midt i noget, der bliver en stor staude senere.







Rabarberne ser lovende ud.
Det varer ikke længe før der er nok til rabarberkompot.

Der er også purløg nok til en æggemad.


Gæt, hvor jeg skal hen om lidt? 
Det er vist ligesom at være forelsket: man skal helst se ham hver dag.
Og jeg nyder at se de de nybagte forældre.
De er så dygtige.

 

onsdag, april 06, 2011

Havesysler

Når højtryksrenseren ikke kan bruges her, så må jeg bruge kost og sæbe.
Det ville være pænt med nye fliser.
Men når man bor til leje, får man ikke noget for at forøge værdien, så .....


Omkring blommetræet står de blå scilla i fuldt flor og lyser op lige nu.


Nu vil jeg køre til Viborg og nyde synet af den lille mand igen.
Det kan vist ikke gøres for tit.

tirsdag, april 05, 2011

Så almindeligt - dog så unikt!

Mit lille barnebarn kom til verden i går.
Det er som et mirakel. Sådan et lille velskabt menneske.
Alligevel er det så almindeligt. Det sker hele tiden over hele verden, at et barn bliver født.
Ikke desto mindre er det en skelsættende begivenhed hver gang.
Og hver gang er der en lille unik personlighed, der skal til at folde sig ud.
Jeg glæder mig til at følge ham.
Han er vidunderlig lige fra begyndelsen!


Alle ventede på babyen i går.
Jeg var mest optaget af at høre om mit  elskede barn!
Jeg ved, det ikke er den rene skovtur at bringe et barn til verden.
Så hvordan havde hun det??
Heldigvis var fødselsforløbet ikke så langvarigt. Jeg blev helt overrasket, da det første billede af den nyfødte tikkende ind på min telefon.
Og meget glad.
Og endnu gladere, da jeg kunne give den nybagte mor et knus og ved selvsyn konstatere, at godtnok bar hun præg af at have været på hårdt og slidsomt arbejde, men hun kunne stå på sine ben og var lykkelig sammen med den ligeså nybagte far.

Apriludgaven af Røde Kors Magasinet har en artikel om fødsler i Sierre Leone.
Det er rystende læsning.
Der er meget lidt hjælp at få fra professionelle. Børne og-mødredødeligheden er stor.
I samme blad søsættes kampagnen "Mor til mor", hvor tanken er, at danske mødre hjælper mødre i verden.
Jeg har bestilt de her søde ørestikkere i webshoppen og en del af pengene går til "Mor til mor"

Fra de år jeg arbejdede på en børneneurologisk klinik i København, ved jeg, at ikke alle fødsler forløber uden komplikationer, og ikke alle børn kommer raske til verden.

Så på min vej til Føtex, gik jeg ind i kirken og tændte et par lys.
I taknemlighed og i ydmyghed.