mandag, juli 30, 2012

I mangel af blå himmel ...

Man har heldigvis sine substitutter.
Som nu i dag, hvor jeg i den grad savnede lidt blå himmel.
Bare en lille flig.
Så glæder jeg mig over den blå stormhat ude i haven.
Jeg kigger tit på den. Planten er stor, den er højere end mig.
Og blomsterne lyser med den blåeste blå.
Den er lidt medtaget af det voldsomme regnvejr, vi har haft i eftermiddags.
Ellen har fine billeder og en sjov historie om stormhatten over hos sig

30. juni
Da jeg googlede på planten senere i går aftes, opdagede jeg, at stormhat er en af de giftigste blomster i haven.
Øv, så er det ikke den første blomst, jeg skal vise, og fortælle om prinsessekareten og eventyrhestene, til de små drenge. 

søndag, juli 29, 2012

En sommerweekend uden solskin

Hvem skulle tro det, trods ikke særligt lovende vejrudsigter, alligevel var vejr til at stå ude med denne her udsigt og få et brusebad i morges?
Mellem trætoppene i baggrunden kan man se vandet ud for Helgenæs.
Vejret var lidt gråt.
Jeg har ikke prøvet sådan et udendørs-brus før. Det var dejligt, men det må være rigtig fedt at stå der en solskinsmorgen.


Min nabo passer hund for sin søn, mens han er på ferie med sin familie.
Vi var ikke så friske som hunden, der glad sprang i bølgerne.
Der er smukt i Mols Bjerge. De gyldne høstfarver har næsten taget over og minder om, at sommeren er på hæld.
Øv, den har næsten ikke været her.
Altså sommeren.


Er det kun mig, der kan se Edvard Munchs Skriget i denne her sten?
Et tydeligt øje til venstre - en antydning af en næse - og det store skrig ...
Noget forvredet, men alligevel.
Jeg elsker at se på alle de forskellige sten, men er holdt op med at tage dem med hjem.
De er smukkest, når de ligger i strandkanten og engang i mellem bliver overskyllet af en bølge.

onsdag, juli 25, 2012

Den ene mor ... og den anden mor.

I hækken bor der en masse gråspurve.
Ungerne er flyveklare og sidder på jorden med åbne næb, mens forældrene pisker frem og tilbage med friske forsyninger.
Mit barnebarn har været her i dag med sin mor.
Den høje stol er lånt ud, så det er lidt svært at sidde ved bordet og spise.
Men på sådan en sommerdag kan vi da sidde på terrassegulvet.

De minder mig om fuglene, når de sidder der og spiser knækbrød med hytteost. ;-)

En opvaskebalje og en spand, nogle bøtter fra køkkenskuffen og fremfor alt vand, så er der materiale til lang tids beskæftigelse.
I den alder har man rigtig travlt.

mandag, juli 23, 2012

Sommeren er over os

Sommerhusferien er forbi.
Det dejlige sommervejr er over os. Det, vi kiggede langt efter i sidste uge.

Jeg kan sagtens. Jeg kan selv bestemme, om jeg vil være ude eller inde.
Det er værre for min svigersøn (og alle de andre), der begyndte på arbejde i dag.

Billedet er fra Nørre Vorupør i sidste uge.
Molen er under reparation.

tirsdag, juli 17, 2012

De hårdføre blomster.

I sit haveprogram i sidste uge viste Søren Ryge rundt i vilde blomster, og han mente, at vi burde kende navnene på mindst 100 af de 500 vilde blomster, der findes i vores natur.
Det tænkte jeg på, da jeg gik tur med barnevognen her i det sandede vestjyske sommerhusområde.
Jeg lagde småt ud med at undersøge, hvor mange forskellige gule blomster, jeg kunne finde.
Det blev fem.
Men kender jeg navnene?
Nej, det er beskæmmende.
Og jeg vil da gerne lære barnebarnet nogle blomsternavne om lidt, når han er blevet større.
Der findes heldigvis bøger der er rigt illustreret med vilde blomster.
Jeg satte de fem gule blomster sammen med to hvide i en collage med bløde overgange.

Det er imponerende, at de kan gro i sand og grus.

mandag, juli 16, 2012

Sådan kan man også tilbringe en kold dag.

Desværre er temperaturen ikke egnet til strandliv.
Men så er det godt at være i nærheden af en dejlig svømmehal.

I Thisted er der meget rummelige omklædningsfaciliteter i svømmehallen.
Især er der tænkt på mødre med småbørn.
Der er et område til barnevognsparkering inde i omklædningen.
Et hjørne til babyer kaldes Guldklumpområde.
Her kan mor trygt lægge baby fra sig, mens hun selv bliver klar.
Mit yngste barnebarn syntes, det var et sjovt sted at være.

Der er rigeligt med puslepuder og ammepuder.
Man kan varme medbragt mad i microovnen, hvis baby bliver sulten.

Vi opholdt os mest i rummet med varmtvandsbassin, men der var et andet stort rum med børnebassin, voksenbassin og rutsjebane og vandfald.
Et herligt sted.
Jeg tror, jeg ville anskaffe mig et årskort, hvis jeg boede i Thisted.

søndag, juli 15, 2012

Dagens solnedgang.


Ovenpå en solrig dag, var der åbenbart ingen røde farver til solnedgangen.
Men den var flot alligevel.

lørdag, juli 14, 2012

Solnedgangsudsigt.

Denne her gang bor vi i et hus med udsigt til solnedgang fra 1. sal.
Det tiltaler min dovenskab.
Men jeg snyder mig selv for gåturen til stranden om aftenen.
Dagene er regnfulde her i Vorupør. Men helt usædvnligt har det ikke været blæsede.
Og vi hygger os uanset vejret.
Meeen vi ønsker os alligevel solskinsdage.
Kl. 22.10.
Og 10 min. senere. I går aftes.

I aften var scenariet anderledes.

fredag, juli 13, 2012

Ferielæsning.

Som flittig bruger af biblioteket var jeg lige en tur forbi, inden jeg kørte nordpå i går.
Der var en sjov 'leg' i gang, hvor man ved hjælp af en bold kunne markere, om man havde e-bøger med på ferie.


Jeg er begyndt at læse Skyggeland af Bjørn Olav Nordahl.
Min norske veninde har anbefalet den, og jeg er virkelig imponeret over, at biblioteket har kunnet skaffe den godt en måned efter den udkom.

Forfatteren er journalist. Han første bog Nesten tilstede udkom i 2010. Den var spændende, og jeg læste den i en ruf.
Skyggeland handler om økonomisk kriminalitet og meget andet. Der er et stort persongalleri, og den er meget velskrevet.
Men jeg læser den ikke i en ruf, for jeg er i sommerlandet, og der er et par små drenge, der skal beundres og leges med.
Har du gang i spændende sommerlekture?

onsdag, juli 11, 2012

Morgentur.

Vejret er faktisk rigtig godt derude, selvom det er overskyet og termometeret siger 15 grader.


På Hjejlen, den gamle hjuldamper, bliver der fyret op til dagens første tur til Himmelbjerget.
Turisterne strømmer ikke til her tidligt på formiddagen. Der er tomt på havnen.
De kommer senere, forhåbentlig.
I morgen kører jeg væk fra det turistområde, jeg bor i, til et andet nordvest på.
Forandring fryder.
Og jeg glæder mig.

tirsdag, juli 10, 2012

Jordbær, jordbær, jordbær ...

Jeg skulle bare have et par bakker jordbær, da jeg var blevet inspireret hos Klidmoster til at lave en cremet jordbærmarmelade.
Men da jeg så tilbuddet med en kasse for 200 kr, faldt jeg for fristelsen, vel vidende det ville være mig selv, der kom til at stå med at gøre dem i stand.
Bærrene var meget fine, selvom de var fra i går
Jeg gav et par bakker væk. 2 bakker blev til marmelade.
1 bakke blev til kompot, hvor jeg kogte bærrene med lidt vand i 5 min., tog dem op og lod saften koge ind til sirup. Det skal bruges til dessert i morgen med makroner og flødeskum.
Om et par dage skal jeg besøge min datter med familie i sommerhus. Min svigersøn kan ikke lide 'klumper' i marmeladen, så jeg synes, han skal smage denne her udgave af jordbærmarmelade, der har fået en tur med stavblenderen, så den er helt cremet.
Nu har jeg fået nok af jordbær for i dag.
Og i fryseren er der rigeligt til en anden dag.

Fra søndagsturen.

Der er smukt derude i Nationalpark Mols Bjerge.
Og da vi var der i søndags, viste sommeren sig fra sin smukkeste side.
Det benyttede mange sig af. Der var meget trafik. Og min ide, om at komme ud til Kalø Slotsruin, droppede jeg hurtigt. Der var ikke plads til at sætte bilen nogen steder.

Jeg synes altid, det er spændende at gå ind i kirker. Desværre er mange aflåst.
Men ikke Bregnet kirke, som ligger lidt tilbagetrukket udenfor Rønde.

Jeg vidste ikke, at kirken var blevet gennemgribende restaureret i 2006, og jeg blev glædelig overrasket, da vi trådte ind og Arne Haugen Sørensens store 'Den Blå Nadver' var lige foran os.
Jeg kan rigtig godt lide Arne Haugen Sørensens udtryk.

TV2 Østjylland har lavet en spændende udsendelse om kirkens restaurering.
Så nu må jeg snart derud igen, med den viden jeg har nu. ;-)
Der er mere at se og opleve, når man ved noget om stedet.

På hver bænkegavl er der et lille maleri af samme kunstner. 35 i alt.

søndag, juli 08, 2012

Hvad betyder det?

Foran mig på gaden i morges gik denne her lille flok unge.
Jeg blev varm om hjertet over teksten på t-shirten og tænkte, at der stod en mor bag, der sendte sin 'lille' søn ud i verden med ønsket om, at  mange  ville give ham et kram.
Jeg vidste ikke, hvad thugs betød, men tænkte noget i retning af 'bølle' eller 'rod' på den kærlige måde.

Henrik siger, at en oprørsbevægelse i Indien for mange år siden hed Thug.

Men hvad betyder det i denne her sammenhæng?
Jo, jeg forstår godt, at thugs også har brug for krammere ...
Men hører de til i et bestemt miljø?
Til en bestemt musik?
Ved du det?

Nu kører vi en tur ud på Mols for at nyde sommeren.

lørdag, juli 07, 2012

Så lidt skal der til ...

Forleden dag gik jeg hen mod min bil på en attraktiv, gratis parkeringsplads i midtbyen.
Lidt længere væk kom en meget langsom kørende bil, så jeg løftede armen og vinkede med nøglerne for at signalere, at der snart blev en ledig p-plads.
Solen skinnede, så jeg kunne ikke se, hvem der sad i bilen.


Da jeg et øjeblik efter havde startet bilen og var begyndt at bakke, blev døren pludselig åbnet og en storsmilende  kvinde stak hovedet ind og sagde "Tak fordi du vinkede. Det var sødt af dig"
Lettere forbløffet sagde jeg "Selv tak" og kørte videre.
Men mit humørbarometer steg adskillige grader.
Jeg blev simpelt hen meget gladere.
Og de ukendte mennesker var blevet glade.
Så lidt skal der sommetider til ...

torsdag, juli 05, 2012

I by og på land.

I går var vi nede på den nye waterfront i Aarhus.
Der vokser en helt ny og spændende bydel frem.

Huset her er klar til indflytning sidst på året.
Arkitekterne har været inspireret af isbjerge med de spidse, forskudte takker.
Fra alle lejligheder bliver der udsigt over Aarhus Bugt.
Ser det ikke spændende ud?
På www.isbjerget.com kan man læse om byggeriet.

Der er andre knap så utraditionelle bygninger.

I dag har jeg haft vagt på Silkeborg Bad.
I en af bygningerne derude findes én af kommunens børneinstitutioner.
På et tidspunkt havde jeg denne her dejlige udsigt med børn og voksne, der legede i parken.




søndag, juli 01, 2012

Det var den festival.

Efter jazzmusik i flere dage til lands og til vands er der blevet stille igen.

Der har været endnu flere gæster end tidligere. Og mere end 100 gratis koncerter af bands og grupper fra ind- og udland.
Søndag formiddags jamsession  styret af Steffen Juul er højdepunktet, synes jeg.


Veninderne er draget østpå igen.
Det er interessant at følges med én med orange hår.
Hun er ikke vant til at blive lagt mærke til i København.
Men her kigger folk helt vildt og kommer med kommentarer (af den venlige slags)
Og giver komplimenter og klapper på håret.
Hun synes, det er sjovt. Hun har haft den hårfarve i 30 år og mener ikke, der er grund til at ændre den, selv om hun har passeret de 70.