torsdag, august 02, 2012

Et billedtæppe - og ællinger.

Der er et bestemt billedtæppe, jeg hver gang går hurtigt forbi, når jeg har vagt på Silkeborg Bad.
Det har forekommet mig uinteressant, der i farten.
mange andre af de vævede kunstværker er mere tilgængelige med former og farver.

Men i dag besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad det var for noget med det næsehorn.
Rhinoceros, hedder det vævede tæppe af Randi Studsgarth.
Hun skriver, at hun er inspireret af Albrecht Dürers træsnit, og hun vil puste nyt liv i den fascinerende begivenhed, der udfoldede sig tilbage i renæssancen.
Jeg kan ikke væve, men jeg er ikke i tvivl om, at der ligger stor dygtighed, talent og professionalisme bag et kunstværk som tæppet her med Dürers næsehorn.
Historien bag har jeg googlet mig frem til.
I 1513 var der en indisk sultan, der ville forære Kong Manuel 1 af Portugal et næsehorn.
Dyret blev sendt afsted, og det var en stor begivenhed, da det ankom til Europa.
Der havde ikke været et næsehorn i denne her del af verden siden det tredje århundrede.
Albrecht Dürer var på det tidspunkt 42 år. Han var berejst og en meget dygtig, anerkendt kunstner.
Han så dog aldrig næsehornet, men fra andres beskrivelser og tegninger, skabte han sit næsehorn udskåret i træ.
Det er et unøjagtigt billede. Men til trods for det, blev det kopieret i stor stil de næste 200 år. Det blev betragtet som et af de mest indflydelsesrige dyrebilleder i sin tid.
Næsehornet fik en trist skæbne.
Kongen af Portugal besluttede af forære dyret til Pave Leo X i Rom og sendte det afsted med skib.
Undervejs forliste skibet, og mennesker og dyr druknede.

Jeg synes, det er sjovt at blive mindet om sådan en begivenhed for 500 år siden. Og tænke over, hvordan vi nu har adgang til billeder og fotografier af dyr fra hele verden. Vi kan se alverdens dyr i Zoologiske Haver og vi kan rejse til fjerne, eksotiske steder og se dem der.

Og sådan en historie betyder, at jeg vil kigge mere interesseret på Randi Studsgarths billedtæppe næste gang jeg har vagt og går forbi det.

Der var også rigtig levende dyr at kigge på i dag på Silkeborg Bad.
En andemor har udruget 11 ællinger inde i den lille gård, og de kan kun komme ud gennem museet.
Indespærret - og alt for sent ruget ud.
De skal hjælpes ud efter lukketid.
Men mon de kan klare sig?

5 kommentarer:

  1. Det var en spændende historie om næsehornet. Ja, der er sket en fantastisk udvikling på få hundrede år.
    Sikke smukke billedtæpper i øvrigt.

    Uh, den lille andefamilie, mon de klarer sig....

    SvarSlet
  2. Sikke en spændende historie, ja tit skal man gå lidt i dybden med kunstværker, for i de fleste tilfælde gemmer de en historie, stor eller lille bag, tak for en god info ...
    Den lile andefamilie, kan i ikke hjælpe dem ud ?..

    SvarSlet
  3. Interessant og tankevækkende.
    Taget i betragtning, at næsehornet er skabt på basis af ord og ikke billeder, er det da ret godt ramt.
    Historierne bagved er oftest det mest fascinerende, hvorfor jeg også bedst kan lide at have en guide med, når jeg ser på kunst og på museer - det gør hele oplevelsen så meget bedre, synes jeg.

    SvarSlet
  4. Sikke en spændende historie om næsehornet. Jeg håber I kan hjælpe andefamilien ud til en sø. Den opgave havde vi hvert år i radiohuset, når ænderne fik unger i taghaven. Vi ringede efter Falck, der transporterede dem hen til Peblinge Sø.

    SvarSlet
  5. Kære alle, tak for jeres meget værdsatte kommentarer. Jeg når ikke at være så meget på bloggen for tiden.

    SvarSlet