torsdag, juni 27, 2013

Det søde barn ...

Det søde barn samlede en snegl op i dag, da jeg hentede ham i vuggestuen.
Jeg troede, vi stille og roligt skulle sidde og kigge på den som vi gjorde i sidste uge.



Men straks kastede han den ned på fliserne og trådte hårdt på den, så den lå hel fladmast.
Han så oven i købet vældig tilfreds ud.
Jeg blev overrasket over hans handlekraft og beslutsomhed - og kom med en vag protest.

Da jeg fortalte det til min datter, sagde hun, at pædagogerne gør meget ud af at fortælle børnene, de skal være gode ved dyrene.

Men hvordan får vi lige formidlet det om skadedyrene, som vi slår ihjel i haverne?
Bl.a. de meget forhadte dræbersnegle, som jeg iøvrigt slet ikke har set i år.

Nå, der skal vel ikke så meget formidling til i den alder.


onsdag, juni 26, 2013

Om at besøge en flygtningelejr ...

Kender du det, når man får øje på en situation eller problematik, så er det som om, man støder på det emne hele tiden?
For mit vedkommende er det flygtningeproblematikken, som jeg stiftede bekendtskab med for kort tiden siden, i den form den har i Palæstina.
Min opmærksomhed blev selvfølgelig skærpet af, at d. 20. juni hvert år er Verdens Flygtningedag, og det var kort tid efter, jeg kom hjem fra den meget begivenhedsrige rejse.
 Det virker helt uoverskueligt med de artikler i aviserne om alle de flygtninge, der findes rundt om i verden. Alene i Syrien er næsten 6 millioner mennesker på flugt ud af landet og internt fordrevne. Bag mit link gemmer Læger Uden Grænser sig. Men der findes mange andre organisationer og regeringer, der støtter flygtningesagen.

På Silkeborg Bad er der for tiden en udstilling, der hedder HJEM. Alle kunstværker er i bogformat.
Jeg havde set udstillingen flere gange, men opdagede med det samme, da jeg kom hjem fra rejsen, at Jóhanna M Tryggvadóttir fra Island havde været i Palæstina, som hun præsenterer med de allestedsnærværende nøgler - symbolet på retten til at vende hjem til sit eget hus.
Jeg havde ikke lagt mærke til de to værker før.

Der er virkelig mange bud på, hvad hjem er eller betyder i udstillingen. En svensk kunstner illustrerer det med et billede af kufferter og teksten "Mit hjem er, hvor min kuffert er"
Svenske Gunilla Åsberg viser et papirklip, som kan foldes til en bog, og teksten lyder sådan "A room for take off, landing, take off ..."
Den synes jeg særlig godt om, for her er også friheden til at tage afsted og til at komme tilbage igen.

Hjemme hos mig har jeg et billede med en tekst, der siger "Having somewhere to go is HOME"

På rejsen i Israel og Palæstina blev jeg mange gange mindet,  hvor vigtigt det er at have et hjem, og at det ikke er nogen selvfølge.

D. 3. juni var vores gruppe på besøg i Dheisheh Refugee Camp, som ligger lidt udenfor Betlehem.
Den ene af vores undervisere havde været der før og kendte den mand, der viste os rundt. Han bemærkede de nye briller og de nye sko, og manden berettede glad, at han havde fået arbejde.

Flygtningelejren er fra 1949. Da staten Israel blev oprettet, kastede de arabiske nabolande sig i krig med den nye stat, og tusindvis af de oprindelige beboere blev fordrevet fra deres hjem.
Der var 3400 mennesker i den oprindelige, midlertidige lejr i Dheisheh dengang.
I 50erne blev det klart, at flygtningene ikke kunne vende hjem i umiddelbar fremtid og teltene blev udskiftet med huse. Siden da er der bygget ovenpå igen og igen. I dag bor der 13.000 mennesker i lejren.

Mit første indtryk af lejren var skolebørn på vej ud af porten.
Vi blev ført ind til en reception, hvor der var masser af sportspokaler på to vægge.
Der bliver tydeligvis dyrket sport.
Lejrens læge/sundhedsklinik er doneret og støttet af den japanske regering.
Det blev jeg overrasket over, men det siger jo mere om mig end om Japan.

Der var byggeri i gang mange steder. Stedet bliver ikke udvidet arealmæssigt, så der bliver bygget i højden.
De store blå lastbiler med UN (eller FN på dansk) var i gang med renovation. Det er et stort problem at komme af med affald.

Far og sønner reparerer cykel, gætter jeg på.
Mest af alt ligner bebyggelsen et slumkvarterter, sådan som de findes i store byer i Den Tredie Verden.

Den mand, der viste os rundt var født i lejren af forældre, der kom dertil i 1949. Han er selv gift og har 2 børn og havde nu fået arbejde. Jeg ved ikke hvilken slags arbejde, men med de gode engelskkundskaber han havde, vil jeg tror, han har en uddannelse.
Adspurgt hvorfor han og familien blev i flygtningelejren svarede han, at de ikke ville flytte ud, før de fik deres hjem tilbage.
Altså hans børns bedsteforældres hjem - som sandsynligvis ikke findes mere. Og som de aldrig har set.
På den måde er situationen helt fastlåst.
Og hans børn er gidsler og professionelle flygtninge. Men de er sikret forsørgelse, når de har flygtningestatus.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den township-bebyggelse, jeg besøgte i Cape Town i 2007, og jeg hader at gøre det, fordi det afslører mig som sådan en turist, der rejser rundt og ser på elendigheder - og sammenligner hvem der har det værst.
Men jeg konkluderer, at dem der har flygtningestatus har bedre levevilkår, end dem der skal sørge for sig selv.
I flygtningelejren er der ingen frihed. I township'en er der frihed, men ringe mulighed for at skaffe mad. Og ingen lægehjælp.
Nej, der kan ikke sammenlignes.
Jeg oplevede heller ikke, hvordan hverdagen er, når der ingen vand eller strøm er i perioder i Dheisheh. Eller når soldater kommer om natten og tager nogle af beboerne med.
For et par år siden var en Silkeborgpige på et 3 mdrs ophold i lejren. Hun fortalte sin historie i vores lokale avis, og hun har selvfølgelig en bredere baggrund, end jeg har, for at udtale sig.

Men jeg synes, det er vigtigt at være opmærksom på, at der er mennesker i verden, der har brug for vores hjælp.
I mandags var der en artikel i Jyllands-Posten, der handlede om, hvordan vi hjælper bedst. Gennem store organisationer eller græsrodsforeninger?
Jeg var glad for at læse, at vi i Danmark årligt bruger 15-16 mia. kr. på ulandsbistand.
Der er mange organisationer, man kan støtte som privatperson. Jeg støtter Røde Kors og har erkendt, at det er det.

Og nu til noget helt andet.
I går opdagede jeg sådan en fin silver lining i kanten af en mørk, truende sky, da jeg var ude i haven. Jeg havde ikke mit fotoapp. med, og i de få øjeblikke det tog mig at løbe ind og hente det, var kanten allerede blevet lidt nulret.
Men jeg blev mindet om, every cloud has a silver lining.

I dag var en festlig dag, da Henriks yngste barnebarn blev student.
Og jeg havde en dejlig dag i sidste uge, da jeg havde fødselsdag.
Og snart skal jeg på ferie - en rigtig daseferie.
Men først er der jazz-festival, og jeg får besøg af veninden fra København den kommende weekend.
Og sådan er livet fuld af glæder.

onsdag, juni 19, 2013

Børneliv her - og der ...

Vi var heldige i dag, Christian og mig. Vi gik hjem fra vuggestuen mellem to regnbyger. Grøftekanten var våd, og sneglene var meget aktive.
Hvis der er noget, der kan optage en nyslået to-årig, så er det at kigge på småkravl i naturen.
Jeg kender ikke navnene på alt det vi ser, men det er spændende.


 Vi fandt ud af, hvis vi sidder helt stille, så kommer sneglen ud af sit hus og leder efter et sted at gå hen.
Hvis vi sætter den ned på et mælkebøtteblad, så kravler den væk.

Jeg troede, de sorte snegle levede uden hus? Men her var et eksemplar, der havde egen bolig.

I flygtningelejren Dheisheh i nærheden af Betlehem, som vi besøgte for 14 dage siden, var der ingen legepladser eller grønne områder til de mange børn, der bor der.
Flygtningelejren var på alle måder anderledes, end jeg havde forestillet mig på forhånd.
 Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal fortælle om den oplevelse, som har baggrund i et par timers besøg.

Dejlig dansk sommerdag.

I min lille have er der ikke sol på terassen om morgenen.
Men så snart solen rammer under blommetræet, rykker jeg der ud.
Og nyder at læse en bog udendørs og kigge på fjerbusken, der på kort tid er vokset rigtig stor.

Og tænker på, det kun er 10 dage siden, vi var i Judæas Ørken i 37 graders varme.
Vi besøgte Mar Saba klostret, der ligger vest for Betlehem.
Vejene er stejle og smalle og på et tidspunkt blev bussen parkeret, og vi blev kørt videre i små biler.
Mar Saba blev grundlagt i år 483 og var på et tidpunkt et af Judæaørkenens største med 5000 munke.
I dag er der kun 10.
Kun mænd har adgang til klostret, der rummer en stor samling ikoner.

Det er tydeligt at se indgangene til de mange klippehuler, der engang har været beboet. Nu er der kun en person, der bor og lever i en klippehule.

Vi andre havde mulighed for at gå op til kvindetårnet og nyde udsigten og skyndsomt finde en lille skygge.
I det fjerne gik en hyrde med sine geder. Utroligt, at de kan leve der.

På mirakuløs vis dukkede en mand op og serverede te for os under oliventræernes skygge.
Det var uden tvivl et godt sted at have en lille te-shop.

Mændene kom ud, og var meget begejstrede for rundvisningen og fortællingen de havde fået, sammen med kaffe serveret af munkene.

Jeg har nydt sommerdagen herhjemme og glædet mig over, jeg ikke bor i en ørken.

mandag, juni 17, 2013

Få km. syd for Jerusalem ...

Når man kører de få km. med bus fra Jerusalem til Betlehem ad Hebronvej kommer man til et checkpoint.
Vi valgte at gå igennem sluserne, hvor man bliver undersøgt som i en lufthavn.
Fordi vi var turister kunne vi nøjes med at fremvise pas. Men for palæstinensere kan det være en omfattende og tidskrævende episode.
Vi havde set dele af muren andre steder, men i Betlehem er den virkelig høj og det er helt knugende at gå der og se, hvordan butikker havde fået indskrænket deres råderum.
Der er street art udført af internationale kunstnere. Bl.a. har Folkekirkens Nødhjælp finansieret noget af det. Jeg ved ikke lige præcis hvilken del det er.

Før muren var der mange tilfælde af selvmordsbombere i busser og på offentlige pladser.
Det har der ikke været i mange år nu, så man kan vel konkludere at alle sikkerhedsforanstaltninger har en effekt.

Jeg kan godt forstå, Israel har brug for at beskytte sig. De er omgivet af fjender i de besatte områder og i de  arabiske nabo-lande, hvis erklærede mål altid har været 'at drive israelerne ud i havet' (kan ikke lige huske, hvem der udtalte det i sin tid).
Men både bosættelserne på Vestbredden og opførelsen af muren er en krænkelse af palæstinensernes rettigheder. Og det er svært at se på og høre om.

Ikke alle israelere sympatiserer med den førte politik, bl. a. Breaking the Silence organisationen, som er en græsrodsbevægelse for tidligere soldater. Og Peace Now og sikkert mange andre.

I vores program var aftalt et besøg i en jødisk bosættelse. Jeg havde glædet mig meget til at høre mere om det liv, der leves der. Flere i vores gruppe havde været i kibbutz for mange år siden og havde store forventninger til at gense en kibbutz/bosættelse.
Gush Etzion er et meget stort samfund - en by er det.
Desværre fik vi afbud få timer før vores besøg fra den talskvinde, der skulle vise os rundt (hun havde lige fået et barnebarn), og hun kunne ikke finde en afløser.
Vi måtte dog godt komme alligevel og se deres lille museum og filmen om stedets historie.
Det gjorde vi, men det var en skuffelse, at vi ikke kunne komme i dialog med en af stedets beboere.
Vi havde for lidt input fra israelsk side på vores tur, synes jeg.

Her et billede ud over Betlehem i det gyldne lys fra solnedgangen.



søndag, juni 16, 2013

Sculpture ...

I Aarhus er der Sculpture by the Sea.
Jeg gik en lille tur på en af hverdagene i ugen, der er gået, og jeg var overrasket over, så mange mennesker, der var kl. 9 om morgenen.
Der var børn i alle størrelser og voksne i moden alder. Alle dem midt imellem er jo på arbejde.
Især denne her installation har fået vrede læserbrevsskribenter frem i avisen, og jeg snakkede med en mand, der syntes, det var noget pjat, der ikke havde noget med kunst at gøre. Han kom der iøvrigt hver dag og kunne fortælle, at der var sort af mennesker i weekenden.

Jeg kunne høre, den gav anledning til ivrig snakken og glad genkendelse over noget af det skrammel, der var smidt ud.
Især de små var vældig optaget af gravkoen og bilen, der var ved at vælte ned.

Jeg synes, kunst handler om at bevæge os og få os til at tænke.

Synes du, man kan kalde alt det affald for kunst?

Denne her mobile har en næsten meditativ effekt. Den drejer langsomt rundt.

Jeg så det her spændende billede i et kulturcenter i Betlehem.
Kunstneren er tydeligvis inspireret af Skriget af Edvard Munch. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.

Og måske ikke alligevel?
Måske er det kvinder, der tilhører hver sin religion, som det vises øverst med en moské, en synagoge og en kirke?
Men der er noget foruroligende over billedet ...
Kunstneren hedder Majdi Shihabi.
Det har sikkert ikke noget med Munch at gøre?
Hvad tror du?

fredag, juni 14, 2013

Få km. nord for Jerusalem ...

Få km. nord for Jerusalem ligger Ramallah,  Det Palæstenensiske Selvstyres regeringsby.
Det er en livlig by. Der bliver bygget en masse. Der er eksklusive butikker og cafelivet blomstrer.
Sådan overfladisk set.
Overalt ser man nøglen, der betyder "giv os vore hjem tilbage".

Vi var inviteret til Det Danske Hus i Palæstina, der ligger i Ramallah.
Se husets hjemmeside her.
Det var spændende at høre om det arbejde, der gøres for at styrke det kulturelle samarbejde.
For os der havde set Anders Aggers udsendelse om Israel på DR2, var det sjovt at møde Bilal, der opholder sig i Det Danske Hus som voluntør for tiden. (Bilal, med palæstinensiske rødder, der er født og opvokset i Vollsmose).

Fra huset var der udsigt til højene udenfor byen.
Mit billede bærer præg af morgendis, men det var tydeligt nok, at bosættere var i gang med at bygge der.
Jeg forstår ikke den politik?
Hele det internationale samfund fordømmer bosættelse på besat område.
Alligevel fortsætter det overalt på Vestbredden.
Vi så endnu mere af det i Betlehem og Hebron, og jeg synes, det er helt forkasteligt

Det er også i Ramallah, der findes et pompøst mausolæum over Arrafat.


Det er kun en uge siden, vi stod ved Grædemuren.
Solnedgang fredag kl 19 indleder begyndelsen til Sabbatten, og det er en festlig begivenhed.
Der var sang og dans og glæde. Tættest ved Muren stod de sortklædte og havde sikkert en stille stund i midt i festivitasen.
Mænd og kvinder er adskilte på selve pladsen, men alle har adgang. Mænd skal bære kippa, som udleveres i en papirudgave, hvis man ikke har sin egen med.
Der er ikke særlige krav til kvindernes påklædning.





Duerne holder til ved Muren. Bare det er fredsduer ...
Det er her i sprækkerne mellem de store murblokke, man stikker en lille seddel ind med ens inderste ønsker.
Længere nede på Muren ses det tydeligt, at der næsten er fyldt op med små papirlapper.

Mere Jerusalem ...

Det kan godt være svært at løsrive sig fra den gamle by indenfor murene.
Men den største del af det mangfoldige Jerusalem findes dog udenfor bymuren. Et sted, der gjorde dybt indtryk på mig var Yad Vashem det israelske Holocaust-museum.
At skabe et mindesmærke for den ufattelige tragedie, som historien om Holocaust er, kræver mange former for udtryk.
Det er lykkedes, i bygninger af usædvanlig arkitektur, at skabe et levende billede af det der skete ved hjælp af symboler, fotografier, dokumenter og genstande.
Jeg vil kun nævne et par områder, men hvis du er interesseret, så ligger museets hjemmeside bag det highlightede navn.
Det mest rørende og gribende var at gå ind i Children's Memoriel. Man går ind i et mørkt rum, hvor man får indtryk af at befinde sig i et uendeligt univers med små levende lys eller stjerner. Man er omsluttet af mørke og lys, mens en stemme kontinuerligt siger navne på børn. Barnets navn, alder og hjemsted.
Man skal ikke lige drøne afsted bagefter, men evt. gå en tur i den smukke park med de mange forskellige mindesmærker.

Der findes et område til ære for de ikke-jødiske befolkninger i Europa, der risikerede deres egen sikkerhed for at hjælpe jøder med at flygte.
De danskere, der hjalp jøder til Sverige bliver nævnt og illustreret med en robåd og store fotostater.

Beklager den ringe billedkvalitet.
Det nederste billede viser det brev, kong Christian d. X skrev til dr. Best for at protestere mod de tyske planer om at deportere de danske jøder.

En tankevækkende oplevelse - og en historie der altid skal fortælles.

Den største kulturelle institution i Israel er Det Israelske Museum.
Det er så stort og rummer så meget forskelligt både nyt og gammelt, så det vil tage flere dage at se det hele.
Vi havde kun få timer.
Den største og vigtigste attraktion er uden tvivl The Shrine of the Book.
Dødehavsrullerne, som blev fundet i 1947 efter at have ligget skjult i 2000 år i nogle klippehuler i Qumran.

De opbevares i denne her spektakulare bygning.

Jeg fandt også det israelske svar på 'Boy' der findes på Aros.
The Boy from South Tel Aviv af Ohad Meromi.
In honor of ..... (8 navne) and all the children of the Middle East.












'Boy' på Kunstmuseet Aros i Aarhus.

onsdag, juni 12, 2013

Jo klogere man bliver ...

Jeg ved ikke, hvor citatet stammer fra, men det lyder nogenlunde sådan her: Jo klogere man bliver, des mere opdager man, at man ingenting ved".
Det er den konklusion jeg er kommet til efter at have mødt mange mennesker med viden og indsigt i forholdene i Israel og Palæstina.
Jeg er i hvert fald ikke i stand til at kloge mig på, hvordan tingene burde være. Dertil er situationen alt for kompleks.

Herbert Pundik siger (i bogen 'Krasnik og Pundik' af Allan Sørensen), at det bedste ved Jerusalem er vejen til Tel Aviv.
Det havde nu ikke taget modet fra mig, at jeg havde læst den bog først.
Vi boede i Jerusalem de første 3 dage. Og jeg synes, Jerusalem er fantastisk.
Jeg har ganske vist kun et overfladisk indtryk og mærkede ikke de spændinger, der findes i byen.

Vi boede lige inden for bymuren ved Jaffa Gate i det kristne kvarter.
Den gamle bydel er kun 1 kvadrat km. stor, men indenfor det lille område er der udover det kristne kvarter også det arabiske kvarter, det jødiske og det armenske.
Det er sikkert en konfliktfyldt lille kerne i den store by med sine 800.000 indbyggere.
Men også meget malerisk med den gamle bymur og de gamle huse bygget af lyse sten.
Den første morgen vågnede jeg tidligt og gik ned og satte mig på en bænk ved Jaffa Gate. Der er stille om morgenen. Stilheden brydes af bimlen og bamlen fra de mange kirker - og lidt fjernere minaretens kalden til bøn. Resten af dagen er det et meget traffikeret sted, hvor alle mulige folkeslag haster ud eller hjem.
Her et par meget forskellige typer:

Og piger, der lige drejer om hjørnet på vej til skole.

Sidst på eftermiddagen sad den smukke pige ved bymuren og spillede på sin harpe.
Hun fik mange penge, men jeg tror også, den gamle mand nød godt af at sidde så tæt på hende.

Længere op ad formiddagen åbner de mange små butikker i basaren. Hvordan de forretningsdrivende kan leve af det, forstår jeg ikke. De samme varer går igen over det hele i en herlig symfoni af farver og dufte blandet med råb og stemmer på mange sprog.

Vi var på vandring en dag på bymuren og byens tage.
Det var virkelig varmt, 33 - 35 grader, og så var det endda om formiddagen.
I den tykke mur er der watchpoints, der refererer til perioden 1948 - 1967 (muren dog langt ældre), da jordanske soldater holdt vagt her over det ingenmandsland, der delte den jordansk kontrollerede del af den gamle by med den israelske del af Jerusalem.

Udsigt til Den Gyldne Moské fra tagene.
Den tager sig flottere ud fra Oliebjerget, men derfra vil jeg vise et andet motiv.
De sorte beholdere er vanddunke, som palæstinenserne med lange og uregelmæssige mellemrum får leveret vand i.

I Jerusalem havde vi møde med biskoppen i den Lutherske kirke. De kristne palæstinensere er en meget lille gruppe, men de ønsker ikke at blive betragtet som ofre eller forfulgte, men som palæstinensere. De driver en skole, hvor 80% af eleverne er muslimer. Resten er kristne. De får store donationer fra kristne i andre lande.
Muslimerne får ikke tilsvarende hjælp fra deres rige naboer.
Vi havde også et møde med Allan Sørensen, dansk journalist, der er bosiddene i Jerusalem. Han var den mest objektive af alle de mennesker, vi mødte. Og det var yderst interessant at høre på det, han havde at fortælle.

Billederne opfører sig ikke som de plejer, når jeg sætter dem ind på bloggen? Måske er de der ikke, når jeg lukker?
Derfor lukker jeg nu med et billede taget fra Oliebjerget med de gyldne løgkupler på den russisk-ortodokse Maria Magdalena kirke. I forgrunden de gamle jødsike gravpladser.

Kirken er bygget i 1885 af Zar Alexander d. 3. og dedikeret til hans mor, kejserinde Maria Alexandrovna.




tirsdag, juni 11, 2013

Dejlige, grønne, frodige Dannevang,

... blomstrende, sommerduftende - og gøgen kukkede, da jeg var ude for lidt siden.

Efter at have været i Israel og Palæstina de seneste 10 dage (de fleste dage på Vestbredden), glæder jeg mig så meget over landskabet herhjemme - og forholdene i det hele taget.


Jeg har set og hørt og oplevet så meget, at jeg slet ikke kan finde ud af at fortælle om det.
Det har været meget, meget spændende. Så der kommer nok en beretning eller to, hvis jeg kan begrænse mig til det.

I Henriks nære nabolag er der kommet en ny cafe, hvor der tidligere var en kiosk.
Jeg sad der i formiddags og nød en kop kaffe og læste avisen og funderede over, hvor priviligeret jeg (vi) er.
Jeg har lige set, hvordan mange mennesker lever under meget vanskelige forhold i det besatte område i Palæstina.

Især anmeldelsen af Frederikshøj Kro, som ifølge anmelderen fortjente alle de stjerner, der kan gives, var næsten for meget.
4.315 kr. for den mest udsøgte middag med vine til 2 personer.
Jeg er ikke misundelig. Jeg ville måske gøre det samme, hvis jeg havde råd ...
 Men jeg synes, det er et dilemma, der er så stor forskel på den måde, goderne er fordelt på her i verden.

I samme avis læste jeg, at præsidenten for Røde Halvmåne udtalte, at ingen arabiske lande bidrog med støtte til de mange flygtninge og internt fordrevne i Syrien. Kun Iraq havde givet lidt.
Det er da mærkeligt.

For få dage siden drak jeg kaffe i denne her lille landsby.
De to piger stod sammen med deres far på fortovet og solgte kaffe fra termokanden.
De gjorde en god handel, den dag vi var der.
Palæstinensiske børn har 3 måneders sommerferie, og ferien var lige begyndt for dem.