torsdag, oktober 31, 2013

At være gæst ... at have gæster ...

I dag har budt på en dejlig frokost hos min genbo. Vi var seks kvinder, der lige fik vendt verdenssituationen og spist lækker mad.

I morgen kommer mine fem tidligere kolleger og spiser hos mig. Det gør vi på skift hos hinanden hver 3. måned. En af mine udfordringer, som hører alderen til, tror jeg, er at jeg ikke bare lige kan lave en middag, rydde op, dække bord og alt det man (jeg) gør, når der skal kommer gæster til middag, det kan jeg ikke mere gøre på en dag. Jeg bliver træt.
Nu, mens jeg skriver, opdager jeg, at det da ikke noget at klage over. Jeg har tid til at brede forberedelserne ud, så nu er suppen lavet, stroganoff'en godt på vej, men afkølet til imorgen, da champignon tilsættes (ristes på panden først) og så får det hele en halv time mere i gryden sammen.  I morgen er der så tilbehør og bordækning tilbage, sådan lidt lettere ting. Og sådan er der gode grunde til, der findes en pensionisttilværelse.
Ting tager længere tid.

onsdag, oktober 30, 2013

De var lidt småsløje ...


De er lidt småsløje, mine små børnebørn. Jeg passede Christian et par timer. Han hoster stadig og er træt, så han skulle ikke i vuggestue. Mattias har haft feber og rødplettet udslet især i ansigtet, men det er på retur.
Min datter og jeg aftalte at mødes på biblioteket en lille times tid, inden drengene skulle sove middagssøvn.
Børnebiblioteket er et herligt sted. Det synes institutionerne også. I dag var der 2 børnehaver og 1 dagpleje, og de fyldte næsten det hele. Når man kommer som privat med et enkelt barn, føler man sig helt rendt overende. Jeg snakkede med bibliotekaren om det, og hun sagde, de var opmærksom på det og havde diskuteret, om de kunne forlange tilmelding af institutionerne og på den måde styre antallet af børn, der kom på besøg. Men det vil også betyde ekstra arbejde til bibliotekaren, og der er i forvejet skåret ned på personalet.
Nå, men det var også mig, der syntes støjniveauet var meget højt. Drengene havde det sjovt..

Mon de kan spises?

I min græsplæne vokser der en masse svampe for tiden. De begynder med en glat overflade, men krøller sig sammen, så undersiden vender op i en skøn sammenkrøllethed.
Jeg kender ikke svampe. Jeg må hellere lade dem stå.



Om lidt skal jeg ned til Christian. Han har været syg, men er næsten rask.
Rask nok til at komme med på biblioteket, hvor vi skal møde fætter Mattias kl.10. Biblioteket er en herlig legeplads på en regnvejrsdag.

tirsdag, oktober 29, 2013

Der er dækket op til efterår.

I går så jeg denne her borddækning.
Det var før stormen rasede.
Den var voldsom, men kortvarig her, den storm. Jeg tror kun, den varede et par timer sidst på eftermiddagen.
I dag er bordet sikkert ryddet.

mandag, oktober 28, 2013

Når man ringer 112, skal man vide hvor man er ...

I torsdags var jeg sammen med min gæst i Aarhus. Min plan var, at vi udover Aros skulle et lille smut forbi parken ved Marselisborg Slot, og da vi var i nærheden af Mindeparken, kunne vi lige se mindesmærket fra 1. verdenskrig.
Ved indgangen til mindesmærket, står en bænk, som kun kan ses, når man er tæt på. Da vi kom derhen, så vi straks en ung pige i løbetøj liggende på bænken i et svært astmaanfald. Ved siden af stod en rådvild kammerat. De gik i 9. klasse og var ude at løbe med deres klasse. 'Har du ringet 112, og har I en lærer med?' spurgte jeg.  En anden kammerat var løbet efter læreren, som var i den anden ende af parken, og jeg ringede straks 112.
Pigen var svært medtaget og kunne ikke tale. Anne havde tilfældigvis en papirpose i tasken. Hun prøvede at få pigen til at trække vejret i den, men hun kunne ikke samarbejde. Situationen så virkelig kritisk ud.
Jeg havde fået kontakt til 112 og sagde, de skulle komme hurtigt til Mindeparken. Personen i den anden ende af telefonen vidste ikke, hvor Mindeparken var og ville have navnet på gaden. Jeg kunne bare sige indgangen til mindesmærket i Mindeparken og blev mere og mere desperat. I det øjeblik vidste jeg ikke, hvad gaden hed. Heldigvis kom læreren til, han fik min telefon og fik forklaret, vi var ved Oddervej.
Der gik næsten et kvarter før ambulancen var der. Det føltes som en evighed. Vi kunne høre den nærme sig med udrykning, men så blev lyden svagere. Den kørte væk igen og jeg tænkte, at de tåber kender ikke Mindeparken og kan heller ikke finde vej. Endelig blev lyden tydligere igen, og ambulancen kom hen til bænken. Det tog kun et øjeblik for personalet i ambulancen at få pigen ind i bilen og begynde på behandlingen af hende.

Jeg ved udmærket godt, at den ene indgang hvor vi selv var kommet ind, er ved Oddervej. Den anden indgang er ved Niels W Gades Vej, hvor jeg tit har gået. Men lige der på stedet var jeg helt blank. Det var en meget ubehagelig oplevelse. Kammeraten kendte heller ikke gadenavn. Heldigvis kom læreren så.
Jeg har her i weekenden været oppe ad Niels W Gades Vej og forstår, hvorfor ambulancen først var tæt på og så fjernede sig igen. Der er nemlig en midlertidig afspærring af indgangen til Mindeparken der.

Både Anne og jeg var noget rystede og kunne ikke koncentrere os om Mindesmærket eller noget. Jeg har arbejdet på en medicinsk lungeafdeling i flere år og ved, at et astmaanfald af den slags kan være livstruende

Vi fik sundet os lidt og fik set regentparrets udstilling på Aros.

Jeg tænkte tit på pigen her i weekenden og for at få ro i sjælen, ringede jeg til skolens kontor. Sekretæren fortalte, pigen havde det fint. Hun var i skole om fredagen og fortalte, hun var blevet hentet af ambulancen dagen før "og det bliver nok ikke sidste gang, det sker" havde hun sagt.
Det er godt, hun ikke hører til den bekymrede type.

Vi fik ikke set Prins Henriks flotte skulptur i Rosenhaven ved Marselisborg Slot.
Til gengæld så vi den lille marmorskulptur i udstillingen.





søndag, oktober 27, 2013

Gruk og Piet Hein.

Jeg faldt over det her lille gruk, og det passer godt på mig. Inden der kommer gæster, får jeg lidt (meget) travlt. Der er lige nogle bøger og avisudklip, der skal flyttes. Et par borde, der skal tørres af og en håndvask, der skal ordnes. Men sterilt, som Piet Hein siger, bliver her nu aldrig.

Piet Hein siger det på denne her måde:

Vi gemmer al den hygge væk,
som flyder her til daglig
og sørger for at alt er tomt
og vinkelret og saglig.
Her ligner et sterilt
og ubeboeligt kontor
for der kommer et par mennesker,
som skal se, hvordan vi bor.

Piet Hein skrev mellem 7000 og 9000 gruk. Korte digte, der indeholder små og store sandheder. Eller tankevækkende finurligheder og skæv humor. Mange af dem er oversat til andre sprog.
Piet Hein var arkitekt og designede ellipsebordet, lysestager, lamper, vaser og mange andre ting. Han døde i 1996, men hans værker er uden tvivl udødelige.


fredag, oktober 25, 2013

Sammenfaldende interesserer...

Det var en meget velforberedt 5W gæst,  Anne fra Australien, jeg mødte på stationen mandag eftermiddag. Hun havde 'Lonely Planet Denmark' i lommen, og øverst på hendes ønskeseddel stod Tollundmanden. Jeg fandt iøvrigt denne her beskrivelse på engelsk, om hvordan Tollundmanden blev fundet. Det sjove er, at der til artiklen er knyttet en tegning, som jeg ikke har set før, hvor man ser manden forfra og med den for os almindelige lyse ansigtskulør. Nu ligger han på udstillingen og er helt sort. En farve han også havde, da han blev fundet efter et par tusind års ophold i mosen.

Uheldigvis var Silkeborg Museum gået over til vinteråbningstider, som betyder, at der kun er åbent lørdag og søndag. Det var jo rigtig trist. Jeg tænkte, at der sikkert var kontorpersonale på arbejde, så jeg ringede tirsdag formiddag og fortalte kontordamen om min skuffede australske gæst. Hun var meget imødekommende. Vi skulle bare komme og ringe på og aftalte onsdag ved 14 tiden.
Onsdag formiddag gik vi en tur i parken ved Silkeborg Bad, og efterfølgende så vi udstillingen. Det passede lige med at jeg kunne aflevere Anne ved Silkeborg Museum og bagefter hente Christian i vuggestuen til vores onsdags eftermiddagshygge. Hun kunne gå hjem til mig, når hun var færdig på museet og Chr. og jeg gravede huller i haven og puttede tulipanløg ned.

Da Anne kom tilbage, var hun imponeret, glad og taknemmelig. Museet har en ansat, der kommer fra Australien (hvad jeg ikke vidste). Han blev fritaget fra det, han skulle have arbejdet med og viste hende udover Tollundmanden også de øvrige samlinger på museet. Stor ros til museet fra mig. Dejligt med sådan en fleksibilitet.
Det har været spændende at møde Anne, som udover rejseriet interesserer sig for kunst, historie og politik. Hun er meget vidende om europæisk historie - især 2. verdenskrig.
Vi var på Museum Jorn i tirsdags. Få skridt fra museet ligger Indelukket, som er et rekreativt område med friluftsscene, minigolf, restaurant, og det er her bådfolket har sine både liggende. Svanefar of svanemor svømmede rundt med de store ællinger eller svanlinger, som endnu ikke var blevet hvide. Anne kendte godt historien om den grimme ælling, men hun havde aldrig set, hvordan en svaneunge ser ud inden den bliver hvid.


På Museum Jorn er der for tiden en stor udstilling med Picasso og Jorn. Jeg havde allerede set udstillingen og skal se den igen 8. nov. Jeg kan godt lide at se samme udstilling flere gange, fordi der hver gang dukker noget op, jeg ikke havde lagt mærke til før, så jeg syntes, det var fint for mig at følges med min gæst.
Hvad jeg ikke vidste var, at hun er meget grundig og bruger lang tid foran hvert billede. Da der var gået 3 timer, sagde jeg, at nu kørte jeg hjem, men ville komme og hente hende. Hun havde brug for et par timer mere, og jeg var lykkelig for at komme hjem.

Der var ikke shopping på Annes liste. Det er heller ikke min store interesse, men for min skyld kunne vi godt have gået en bytur. Himmelbjerget var heller ikke på listen, men da jeg fortalte om stedet, ville hun gerne den vej, når vi alligevel skulle køre til Aarhus i går.
Vi var heldige med vejret. Og der var bare så smukt. Det er en fornøjelse at vise landet frem, når alting står i gyldne farver. En del af vejen fra Virklund til Himmelbjerget hedder Paradisvej.
Vi kørte helt op til parkeringspladsen i stedet for at gå hele vejen nede fra Julsø. Vi havde ikke tid. Vi skulle nå Aros inden hun skulle med toget til København.

Der var de flotteste efterårsfarver incl. en lille stump regnbue, da vi stod på toppen.


Som altid, så kan kameraet ikke gengive farverne, som de er i virkeligheden.
En far med sin søn, der kigger efter mor, der er på vej op ad stien.

På Aros var det især Dronningen og Prinsgemalens udstilling, vi gik efter. Jeg foreslog,at vi først gik en tur i Parken ved Marselisborg Slot, for at se regentparrets sommerhus og skulpturerne i parken.
Jeg var der på en guidet tur sidste sommer. Prins Henrik er mester for nogle store, flotte skulpturer.
Men vi kunne ikke nå det. Tiden løb fra os.

Jeg har hørt og læst kritiske røster om den aktuelle udstilling. Jeg er ligeglad med de meninger. Jeg synes udstillingen er spændende og fint bygget op. Dronning Margrethes billeder, bispekåber og decoupage har tidligere været vist ved flere lejligheder. Hun er især dygtig til at tegne og lave akvareller, synes jeg. Der er nogle nyere billeder, jeg ikke bryder mig så meget om.
Prins Henriks kunstværker er fantastiske, lige fra de små fabeldyr til de meget store skulpturer og hans poetiske leg med ord.


Til venstre en lille marmormodel, der hedder Omfavnelsen, og som står som en stor skulptur i rosenhaven i parken ved Marselisborg Slot.
Det var Henriks fødselsdagsgave til Margrethe, da hun fyldte 70
Skulpturen til højre hedder Skabelsen.

Det seneste billede fra dronningens hånd er malet i 2013 og var en fødselsdagsgave til Prinsgemalen.
Jeg gad godt at have det billede hængende.

Mon ikke de to har nogle spændende timer i hinandens selskab? Der må være nok at snakke om, når man deler interesse, som man kan se, de gør.

Og sådan havde jeg et par spændende dage sammen med et menneske, jeg ikke kendte på forhånd, men straks var på bølgelængde med. Jeg er pavestolt af at vise den del af landet og kulturen frem, som vi nåede.
Der kunne vises og siges meget mere, men så skal der mere tid til.


søndag, oktober 20, 2013

Women welcome women world wide.

I morgen får jeg besøg af australske Anne, som er medlem af rejsenetværket Women welcome women.
Hun har fundet frem til mig via medlemsbladet og spurgte i en email for et par måneder siden, om vi kunne mødes. Hun ankom til London i begyndelsen af september og har siden været i Tyskland, Norge og Sverige.
De seneste dage har hun været i København og Ribe, hvorfra hun ankommer i morgen.
Jeg er så imponeret over, hun sådan rejser rundt på egen hånd. Bare det at pakke tøj til så lang tid i et klima, hun ikke er vant til, ville være noget af en udfordring for mig. Jeg er spændt på at møde hende og har tænkt på de steder, jeg gerne vil vise. Men først og fremmest vil jeg høre, hvad hun har af ønsker. Måske har hun forberedt sig og sat sig ind lokaliteterne her?
Her bliver nok en pause et par dage.

Godnat herfra med billedet af fyrtårnet i Vorupør - taget fredag aften.

Mange indtryk på få dage.

Vejret viste sig fra mange sider de tre dage i Vorupør. Lige fra koldt og klart solskin til regn og rusk. Det betyder ikke så meget, når man har noget godt udendørstøj og et varmt sommerhus at komme hjem til.
For Christian er det ikke nogen hindring, at det regner og blæser. Han samler sten og krabbeskjolde på stranden, kigger på de traktorer, der trækker fiskerbåde op, kigger på sultne måger og løber efter dem.
Der spises madpakke på en sten på stranden. Det store hit er at stå på molen og kaste sten i vandet.
På museet i Vorupør var der aktiviteter for børn om eftermiddagen. Christian prøvede for første gang at male med pensel. Det var svært at huske at skylle penslerne for hvert farveskift.

Modellervoks er også et hit. Men igen er det svært at undgå at blande farverne, når man er 2½. Det gør heller ikke noget, det hele ender med at være en grå masse.
Jeg fik hjælp til at ribbe hyldebærrene, og der kom en dejlig saft ud af det. Men det var vist nok bare mig, der synes varm hyldebærsaft smager fantastisk.

Det er spændende at være på stranden, når fiskerbåde kommer ind og bliver trukket op af en traktor.

I Thisted var der stille vand på Limfjorden dan dag, vi var der.


Fredag aften/eftermiddag var der solnedgang på samme tid, som månen kom frem. Månen står vist op langt tidligere, men flot var det.


tirsdag, oktober 15, 2013

I går - og i dag.

På vej hjem fra Aarhus i går kørte jeg over Ry til Slåen sø. I mange år var det en fast tradition på min arbejdsplads, at vi havde en skovtur til Slåen sø. Vi sejlede derud med rutebådene, gik rundt om søen, spiste madpakker og sejlede hjem igen. Jeg har gået der mange gange på forskellige årstider. Man møder altid mange mennesker, fordi det er sådan et smukt område.


Man kommer også forbi nåletræer, og der er udtrykket helt anderledes.



Jeg har været i haven i dag og møbleret lidt om.
Langs med hækken er der skyggefuldt. Jeg vil gerne have forskellige blomster og farver, men mange stauder trives ikke der. Sankt Hansurt trives rigtig godt og selv om det ikke er min yndlingsblomst, har jeg besluttet, der skal være en hel række af dem. Så jeg har delt en stor plante i 6 mindre og anbragt dem i en fin række. Der skal lægges forskellige løg bagved, og foran skal der være primula.
Nu bliver det så spændende, hvordan det vil tage sig ud til foråret.


Jeg har også lavet rødbedesuppe efter min gamle opskrift i dag. Portionen er lavet så stor, så jeg kan tage den med mig i morgen. Jeg skal til Thy. Christian og hans far og mor er i sommerhus i Vorupør. Jeg har ikke været der siden sidste sommer, og jeg har i lang tid haft abstinenser. Siden min mor flyttede på plejehjem og døde, har jeg hvert år lejet et sommerhus bortset fra i år og sidste sommer, men da var jeg der alligevel.
Det kan være lidt svært at samle dem, der vil med, men så kunne jeg jo bare selv tage afsted. Da vi var der for 2 år siden, hændte det, at jeg måtte sove alene i sommerhuset en nat, og det var bestemt ikke nogen hyggelig oplevelse.
Jeg glæder mig rigtig meget til familiesamvær og gensyn med min barndoms landskab.

What?? En hvid æggeblomme ...

Jeg kogte to æg til frokost i dag. Hårdkogte. Fra bakken med økologiske æg fra coop.
Det ene æg så helt normalt ud. Det andet havde en hvid æggeblomme. Eller for ikke at overdrive, så var den i hvert fald cremefarvet?
Hvordan kan det gå til? Jeg har aldrig set sådan en bleg æggeblomme før.
Den ser heller ikke delikat ud.
Men det hænger selvfølgelig sammen med, vi  forventer, at en æggeblomme har en kraftig gul grænsende til orange farve.
Jeg har spist den halve, og den smager som et hårdkogt æg plejer at smage.
Jeg har bare ikke lyst til at spise resten. Og det er da noget pjat. Bare på grund af farven ...

mandag, oktober 14, 2013

Dengang man sprættede bøger op ...

Jeg havde helt glemt det, indtil jeg så Henrik sidde med papirkniven og sprætte en bog op.
Han havde lånt bogen, som er fra 1985, af sin datter. Hun var kommet til side 40, og nu havde Henrik besluttet sig for at læse den. Han har det sådan, at når han først er begyndt på en bog, så skal den læses færdig. Uanset hvor kedelig handlingen er, eller hvor dårligt  sproget er.
Så nu sidder han og sprætter op og keder sig over det, han læser. Jeg kan godt huske dengang, vi skulle sprætte de nye bøger op. Jeg synes bare, det må være meget længere tilbage end i 80erne? Det var heller ikke alle bøger, der skulle sprættes op. Men hvorfor mon det var sådan med nogle bøger? Måske var det billigere at udgive dem på den måde? Jeg ved det ikke, men jeg er glad for, det ikke er sådan mere.

Jeg har lige læst en krimi, som ellers er en genre, jeg ikke kan blive grebet af.


Men Kollaboratøren Fra Betlehem trak i mig.
Alene forsiden var nok: Fødselskirken i Betlehem.
Da jeg var i Israel og Palæstina tidligere i år, boede vi i 6 dage i Betlehem, og det er bare så spændende at kunne genkende de lokaliteter, hvor handlingen i bogen foregår.
Eftersom kollaboratøren først blev afsløret til sidst, var jeg nødt til at læse den hele vejen igennem.
Omar Yussef, den selvbestaltede detektiv, er historielærer på skolen i Dehaisha-flygtningelejren, som vi også besøgte. Han er ikke en særlig sympatisk karakter i bogen, men han vinder dog ved nærmere bekendtskab.
Forfatteren Matt Rees er journalist fra Wales bosiddende i Jerusalem gennem en årrække. Bogen er fra 2006 og den første i en serie. Nu er jeg blevet nysgerrig, så jeg må til at finde ud af, hvordan det er gået med serieplanerne.
De forbrydelser og mord, der foregår i bogen er baseret på virkelig handlinger, der har fundet sted i Betlehem. Det er det værste ved bogen, at jeg ikke kan sige, det bare er fiktion.


Det har været en smuk, solfyldt dag i dag.
Fra Henriks køkkenvindue er der udsigt til efterårsfarverne i gårdhaven.



søndag, oktober 13, 2013

Udtræks ...

Der spises knækbrød ved mormors udtræksbord i køkkenet.
Mon sådan nogle udtræksplader er forsvundet fra de moderne køkkener? Jeg ser dem ikke andre steder end i AABs lejligheder. Det er praktisk i et lille køkken.

lørdag, oktober 12, 2013

En pose inspiration ...

Da jeg så det her store skilt i min lokale Kvickly, fik jeg sådan en lyst til at tage en pose inspiration med hjem.
Jeg fandt hverken en pose eller en pakke ;-)


torsdag, oktober 10, 2013

Oktober-rose.

Jeg var på cykel i dag og kom forbi det store rosenbed på hjørnet af Borgergade og Ansvej. Jeg cykler kun i den nærmeste omegn og synes, jeg oplever meget mere på cykel end i bil.
Rosenbedet er ved at være afblomstret, men der  er stadig smukke, velduftende roser tilbage.


tirsdag, oktober 08, 2013

Kirken som butik.

Bygningen blev oprindelig bygget som Metodistkirken. Det er mange år siden, menigheden solgte kirken, og de seneste år har et arkitektfirma holdt til her.
Huset har været til salg, og modetøjsbutikken iB er flyttet ind.
Indehaveren har ønsket at understrege, at bygningen oprindelig var en kirke. Og det kan man virkelig se.
Disken med kassen er opstillet som et alter med den syv armede lysestage bagved.
Der er utallige kristne symboler rundt omkring i butikken.



Når man så har udvalgt noget tøj og går til prøverummet, bliver man mødt af det her syn.
Kors på døren, opslået bibel i vindueskarmen og Kristusbilleder i vinduet.

Jeg viser kun et lille udpluk af dekorationerne, som jeg synes er lidt overdrevne. På den anden side, som kristen skulle jeg vel ikke synes, det kan blive for meget?
Mon indehaveren er kristen og gerne vil sprede budskabet? Eller er det for at få reklame og opmærksomhed?
Det er smukke højloftede lokaler i to planer og smukt tøj i eksklusive mærker, så jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke er udelt begejstret.
For nogle år siden blev Adventkirken lavet om til yogacenter og Frelsens Hærs kirke til diskotek. Det er i orden for mig at bruge nedlagte kirker til andre formål. Men når formålet ændres, er der ingen grund til at fortsætte med tidligere symboler, synes jeg.
De her engle, der er mange af, er lidt sjove.


mandag, oktober 07, 2013

I legens verden ...

Vi har leget. Det er skønt at lege, når man er voksen.
Det er skønt at blive inviteret ind i fantasien.

På vej med den lille and i snor.

Man er begyndt at komme i udklædningsalderen.

lørdag, oktober 05, 2013

Nye kreative lamper ...

Køkkenlamper?
Jeg synes, de er fine.
Jeg tror, forretningen, der er ved at blive indrettet på Pauls Kirkeplads kommer til at handle med køkkener.

fredag, oktober 04, 2013

En strid om ord ...

Jeg er medlem af Ældre Sagen, og da jeg modtog det seneste nr. af medlemsbladet for et par dage siden, opdagede jeg, der var en værre læserbrevsaktivitet på grund af forsiden i det forrige nummer.
Det var ikke tegningen af denne her kække mand med støvsugeren i hånden, der udløste polemik. Det var ordene "Firs & Fucking Fantastisk".
Jeg synes, det er en frisk forside, men mange læsere blev stødt over den. En læser med engelsk baggrund synes, det er misbrug af det engelske sprog, og at redaktionen skulle skamme sig.
Redaktionen svarer, at ordet er brugt i betydningen "fandenivoldsk", og at det ikke skal opfattes helt bogstaveligt eller direkte oversat fra engelsk.
Dansk Sprognævn er blevet bedt om en kommentar. Interessant læsning. (hvis linket virker) Ellers kan jeg anbefale et medlemsskab af Ældre Sagen. (Det irriterer mig bare så meget, at Ældre Sagen er i to ord! Hvorfor ikke skrive det sammen til ÆldreSagen?)

Som i mit forrige indlæg, så tror jeg, ord har meget forskellig vægt og betydning for hver enkelt af os. Afhængig af uddannelse. Og hvor vi bor og mange andre ting.
For mig er det vigtigt, vi ikke bruger ord til at slå hinanden med. Som et barn er citeret for at sige "skæld-ud er ligesom at blive slået med ord" (kan ikke huske, hvor citatet kommer fra)

Efter jeg har læst de forskellige reaktioner, om Ældre Sagens forside, kan jeg godt blive lidt i tvivl og tænke, om redaktionen gik over grænsen? Ikke min men mange andres ...
Hvad synes du?

Mon jeg nu får noget spam eller irrelevante kommentarer, fordi jeg har brugt f-ordet, som ikke kan skrives eller nævnes i det pæne selskab i USA???
Hope not.

Om lidt kører jeg vestpå. Det er min hente-Mattias-dag, og det er rigtig hyggeligt.


onsdag, oktober 02, 2013

Det ord har jeg tygget på hele dagen ...

Kender du det, man sidder og ser tv-nyheder, og samtidig med man lytter, så prøver man at holde øje med den stribe nyheder, der hele tiden kører nederst på skærmen?
Sådan sad jeg i morges, mens jeg drak en kop te. DR2 kørte nyheder. Jeg lyttede mest. Jeg kan nemlig ikke både lytte og læse på samme tid, selv om jeg har øvet mig ...
Alligevel kunne jeg ikke lade være med at holde lidt øje med den løbende stribe, og mit blik fangede et nyt, sjovt ord "lækkertmuggen".
Nu blev jeg for alvor nysgerrig, men nyhedsstriben løb over skærmen flere gange, før jeg fik fat i sammenhængen, for jeg blev også optaget af det, der blev sagt om helt andre emner.
Det viste sig, det var en kommentar til den meget omtalte film "Kvinden i Buret". Sætningen lød sådan "Kvinden i Buret er dansk filmhåndværk i prima lækkertmuggen kvalitet"
Sjov sammensætning af to ord med modsætningsfyldt betydning.
Måske er det en ny trend? For nogle dage siden hørte jeg om store skolepiger, som på kærligste venindemåde kaldte hinanden "min luderskat". Det negative 'luder' sat sammen med det positive 'skat'.
Har du lagt mærke til det?

Fra min terrasse har jeg udsigt til naboens flotte vinranker.


tirsdag, oktober 01, 2013

En smuk begyndelse på oktober.

Jeg synes, september har været sådan en smuk måned med blå himmel, hvide skyer og lune temperaturer og har slet ikke lyst til at give slip på den.
Men begyndelsen af oktober har været lovende.
Jeg gik en tur i formiddags, inden solen brød rigtigt igennem skyerne.
Det gjorde den hen på eftermiddagen.


Ænderne lader sig ikke forstyrre af de vedvarende dybe dong-dong lyde fra motorvejsbyggeriet. Jeg gør heller ikke, selv om jeg vågner til den lyd hver morgen.
Den mest bynære del af motorvejen skal ligge dybt under overfladeniveau, og der bliver banket materiale ned. Jeg ved ikke, hvad sådan noget hedder. Men det bliver sikkert godt engang.