tirsdag, november 26, 2013

En butik der får smilet frem ...

Vores lokale glaspuster har altid et juletema.
Jeg kom forbi huset på vej hjem efter formiddagens julekoncert.
I år har glaspusteren tænkt langt væk fra jul og vinter. Der er palmer, liggestole og nisser i sand. Julen er flyttet til de varme lande.
Der er masser af smukke glasting i butikken.

Åh, hvor det driller mig. Jeg vil have højkantsbilledet op. Sommetider kan jeg flytte rundt på billederne, men ikke lige nu.
I denne her uge har onsdag været byttet ud med tirsdag til hente-Christian-dag.
Vi lagde fuglefrø på foderbrættet og kiggede på de små skilte i jorden ved de tulipanløg, vi puttede i jorden for et stykke tid siden. Det varer længe inden tulipanspirer kommer frem. Vi lagde også lysguirlander omkring det lille grantræ på terrassen og tændte lyset.
Jeg havde lavet dej og fundet æbleskivepanden frem om morgenen, hvis vi fik tid til æbleskiver, men det var ikke et hit hos Christian. Jo, han ville gerne hælde dejen fra kanden over i de små huller i panden. Jeg guider hans hånd, og så går det fint, men da vi skulle til at dreje æbleskiverne, ville han ikke mere. Det er også krævende for finmotorikken, så det blev kun den ene pandefuld. Han spiste et par stykker - mest fordi der var flormelis at dyppe i.
Han ville meget heller se, hvad der var i mit køleskab, og da der lå en rød peberfrugt, tog han den ud, lagde den glædesstrålende i min hånd og sagde "se mormor, det er en gave til dig".
Jeg blev selvfølgelig overrasket og glad. En gave fra mit eget køleskab. Det var stort.
Han gentog det samme med flere ting, og han var helt åbenlyst glad over at give mig gaver. 
Han har ikke gjort det før. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at nu er det snart jul, og han får mange gaver. Måske glemmer han så, hvor glad han var for at 'give gaver'. Børn skal ikke være særlig store, før de vil have flere og flere gaver. Men jeg nød den lille uskyldige stund, vi havde.

Seniorkoret havde sin første julekoncert kl 10 på Plejecentret i Virklund. Det var hyggeligt. Lidt tidligt. Og da vi ikke er i december endnu, havde vi en novembersang med nemlig Pia Raugs "Jeg vil male dagen ...".

4 kommentarer:

  1. Hi hi,jeg må vist ind og kigge :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Frue, det skulle du tage at gøre ;-) Måske kender du glaspusteriet i forvejen?

      Slet
  2. Hyggeligt med eksotisk julelandskab.
    Jeg holder mig nu til gran og mere traditionelle julevarer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, jeg synes nu også, der hører gran og koldt vejr til julen.

      Slet