onsdag, december 31, 2014

Godt nytår.

Mens jeg forbereder kransekage til i aften, lytter jeg til en samtale mellem Bodil Jørgensen og Anders Laugesen på P1. Hendes stemme er så blid, mens hun fortæller om den dramatiske ulykke hun var ude for under en filmoptagelse tidligere på året. Hun kan formidle sine oplevelser om tro og håb på en rørende måde.
Jeg er i gang med og kommet til ca. midten i hendes bog "En rejse gennem bly og græs".
Den kan jeg varmt anbefale.
Hun er så alsidig i sit skuespilfag. Jeg kan ikke stå for hende i de forfærdelige roller, hun har i Rytteriet.

Jeg har kun to tidligere erfaringer med kransekagebagning.
Første gang gik helt ukompliceret. Anden gang bagte jeg af uforklarlige grunde stængerne først. Så kunne jeg selvfølgelig ikke bøje dem til ringe, som var meningen for at få et lille tårn.
(jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert, men jeg kan ikke linke til indlægget fra 2010)




Mit skæve tårn er færdigt.

Det er sjovt, at den allerførste jeg lavede i 2009 (her kommer bloggen ind som dagbog) - den første var den pæneste.

Nu skal jeg jo heldigvis ikke have karakter for det kunstneriske udtryk ...



 Der blev lidt dej tilovers, så der blev en lille petit four til mig.
Jeg ved, den smager godt. ;-)






Billedet her er udsigten fra Bruuns Bro en af dagene mellem jul og nytår.
Et symbol på rejsen.
På livet.
Vi vælger en retning, men vi er ikke herre over alt, hvad der sker undervejs.

Jeg går ud af det gamle år med glæde og taknemmelighed over mit liv og mine omstændigheder. Og kigger ind i det nye med forhåbninger om et godt 2015 - både i mine cirkler og i hele verden.

 Et rigtigt godt nytår ønskes til alle der læser med her.

Tak for hyggelige, lærerige og sjove kommentarer undervejs.






tirsdag, december 30, 2014

Om at røre sig og om at sidde stille ...


Nabo-Lis kommer til te og eftermiddagshygge.


Spørgsmålet er, om vi skal ud at gå stavgang først?

Aftalen er, at hvis vejret er til det, så går vi.



For nogle år siden gik vi mange ture med stave. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor vi holdt op.

Men der var en overgang, da det var moderne at gå stavgang.









Datteren sidder igen i stuen og skriver på bacheloropgaven, der skal afleveres i januar. Jeg synes, det er så træls, at den slags store opgaver altid skal afleveres i januar. Folk kan jo ikke få en afslappet jul. Der står hele tiden "opgave" i øjnene på dem.
Men bortset fra det, så synes jeg det er hyggeligt, hun er her. Jeg laver te og andre varme drikke og frokost. Jeg husker det fra hendes far, som jeg boede sammen med, da han skrev speciale. Var det ikke sådan, vi kaldte det dengang? Man må som ægtefælle gå alene til mange ting i den periode. Det må Mattias og hans far også.
Opgaven handler om den gavnlige virkning af motion på patienter med demens. Motion har en en stor gavnlig virkning på vores hjerner. Ikke at den forebygger demens. Måske udskyder den?
Jo, det er dokumenteret, at motion forebygger demens.
Men det er lidt en prøvelse for hende at sidde på sin flade røv og finde dokumentation, beskrive fakta og så længes efter at komme ud at røre sig.

Der er et citat af Buddha, der lyder sådan: "At holde kroppen stærk er en pligt, ellers er man ikke i stand til at holde sindet stærkt."

Men altså, vi kan jo ikke blive ved!
Alderen sætter en grænse.
Det synes jeg selv er svært at acceptere. Men det er en kendsgerning.

Og jeg vil ikke skamme mig over, jeg ikke kan det samme som før.
Jeg tror forresten ikke, Jesus sagde noget om motion.   ;-)

mandag, december 29, 2014

Lidt nytårsaften-planlægning.

Jeg har ikke været i arkivet for at finde billeder i dag.
Forårsblomsterne var lige for næsen af mig, da jeg stod i Føtex' frugtafdeling.
"Spiselige blomster", stod der på skiltet.
Jeg ved godt, man kan spise stedmoderblomster eller hornvioler, som de også kaldes. De vil uden tvivl også pynte på en dessert eller en forret.
Jeg gik efter et granatæble til en salat.

Jeg er inviteret til at tilbringe nytårsaften sammen med mine børn.
Vi har snakket om menu, selvfølgelig. Skulle vi lave en lækker middag med forret, hovedret og dessert? Og fordele retterne imellem os. Nej, det havde ingen af os umiddelbart lyst til

Skulle vi bestille en af de mange annoncerede nytårsmenu'er udefra og få den leveret?
Det gik vi også væk fra. Vi vil alligevel ikke sidde og snakke og nyde maden i timevis. Det er en aften med 3 små børn og Christians storbror på snart 8, så valget er faldet på en lækker hjemmelavet lasagne. Så er det ligesom ikke så bindende for børnene at blive siddende ved bordet, og vi andre kan gå til og fra og mægle, hvis der opstår kontroverser.
Jeg står for en råkost salat.

Mine venner fra København er på nytårskursus på Højskolen Østersøen, hvor vi var sammen i 2011/12. De har været der to gange siden. Hvis mine børn havde haft andre planer, der ikke inkluderer mig, så ville jeg slutte mig til Anita og Erik i Aabenraa. Det er en hyggelig, sjov og spændende måde at fejre nytår på.
Meeen, familien er nr. 1.


Aarhus-glimt.

Jeg var i Regnbuen i går. På toppen af Aros.

Her et kig gennem den grønne farve ned på Aarhus Snow Park.

Den har ikke været nogen succes, læste jeg i avisen.

Snekanonerne er fjernet, og der er tilpas frostgrader til at sneen bliver liggende. Det er gratis at bruge anlægget nu de sidste dage.








Det var rigtig koldt at gå i Regnbuen i går. Vinduespartierne mod øst var frosne, så man måtte lægge en varm hånd på for at kigge ud.




De sørgelige rester af Snowpark ser ikke så indbydende ud.



Billedet her er taget fra Rådhustårnet en dag i marts.

Da blomstrede de mange krokus på plænen omkring rådhuset.
Dejligt at tænke på, at det ser sådan ud om 3 mdr.

fredag, december 26, 2014

Smuk 2. juledag.

Vintervejret har vist sig fra sin smukkeste side i dag og indbudt til gå-tur.
Her fra Lillesø lige i nærheden.


torsdag, december 25, 2014

Julesneen kom i dag.

Stor overraskelse da jeg kiggede ud af vinduet i morges.
Selv om jeg følger med i vejrudsigter, så hører jeg ikke ordentligt efter. Jeg havde i hvert fald ikke opfattet, at det ville sne i løbet af natten.
Der lå det smukkeste lag sne. Det gør noget godt for mit humør, når de mørke regnvejrsdage afløses af den hvide sne.
Mattias og hans forældre kom på besøg.
Han synes, sneen skal fyldes i bæreposer.

I går aftes var stille og rolig og meget hyggelig. Christians julegaver blev afviklet i løbet af dagen, vi fik ris a la mande  til eftermiddagskaffen, han fik sin pasta-yndlingsret (bryder sig ikke om andesteg) og han kom tidligt i seng som sædvanligt.
Vi voksne spiste sen julemiddag, da børnene var kommet i seng. Sovsen var, som den skulle være. Det er sjældent, vi spiser sovs, så den ene gang om året skal den bare 'sidde i skabet'. Det er lige før, jeg føler et vist forventningspres. ;-)

Julesjov inden sengetid.

onsdag, december 24, 2014

tirsdag, december 23, 2014

Næsten jul.





Der har været elementer af juleaften i dagen i dag.




Hos Mattias blev der pyntet juletræ og udvekslet gaver mellem de to fætre i formiddags.




De to gav hinanden den samme julegave. Så undgår vi konflikten ...
Det er stadig svært at låne sit legetøj ud til fætter.



Der blev spist risengrød til frokost


Jeg har haft travlt med at lave andefond og rødkål i eftermiddags. Egentlig havde jeg tænkt mig, at anden skulle steges i dag, men det blev den ikke. Det kan også sagtens nås i morgen. Juleaften bliver hos Christian og hans familie. Hans storebror er hos sin mor, så vi bliver en lille flok.

Den sidste julegave er købt, og der var ikke stor trængsel, som jeg havde forventet. Måske er det i virkeligheden en god ide at vente til sidste øjeblik med at købe gaver?

Der hvor jule-kæden hoppede af var, da vi alle mødtes på King Buffet (kinesisk restaurant) til aftensmad. Der er et stort udvalg af mad, og tydeligvis er det et sted, hvor børnefamilier med bedsteforældre mødes og spiser.

Sushi'en er lækker.
 Og der er meget andet at vælge imellem.








Udover at der er noget at spise for ethvert barn, er der også meget populære legemuligheder.








Anden i hus.


Mit indlæg fra i går, som jeg gemte, fordi jeg havde en plan om at skrive mere.

Men det bliver, som det var i går.



Johanne og hendes mor har været med ude at hente ANDEN i dag.
Den vi skal spise juleaften.







Anden er vokset op her på Gothenborgs marker.

Da vi nu var tæt på Them Mejeri, blandede vi os med alle de andre, der også var inde for at købe ost.
De laver min yndlingsost og kalder den vinterost. Den har lagret i halvandet år. Mums.

søndag, december 21, 2014

Hørt i forbifarten ...

Da jeg kom gående hen ad Strøget, kunne jeg på lang afstand se julemanden i færd med at overrække noget til en dreng og hans mor. Drengen var nok 4-5 år. I hvert fald større end Christian.
Idet jeg passerede dem, var drengen og hans mor på vej væk fra julemanden.
Jeg kunne høre drengens begejstrede udbrud: "Mor, så findes HAN alligevel"!

For mig en julemanden en klæde-ud-leg.
Hvorfor skal gaverne komme fra en julemand? Når det i virkeligheden er forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner - og hvem man ellers er på gave med.
Gavegivning er fin anledning til at glæde hinanden. Og til at lære taknemmelighed. Det synes jeg ikke skal sovses ind i julemanden.

Senere gik jeg igennem et butikscenter, hvor en mand var ved at underholde en masse børn. Han stod på et podium med et stort papir til at tegne på.  En pige, som sikkert var gået frivilligt op til ham, blev spurgt, hvad hun ønskede sig i julegave.
"Det ved jeg ikke", svarede hun.
"Jamen hvad er den vildeste gave, du kunne tænke dig?"
"Det ved jeg ikke", svarede hun igen.

Nu lød han en anelse desperat - han skulle vel tegne den genstand, hun evt. ville nævne?
"Men hvad fik du i julegave sidste år?"
"Det kan jeg ikke huske".

Jeg var efterhånden udenfor hørevidde, så jeg ved ikke, hvordan historien endte, men jeg gik videre med et smil på læben. Man hører så meget sjovt.

Hvis jeg var barn og stod der, så ville der nok også gå en klap ned.

Jeg begyndte at tænke på, hvad jeg fik i julegave sidste år?
Det kan jeg ikke huske ...

Betyder det, at det er lige meget med julegaver?
Den ene af mine svigersønner går ikke ind for julegaver. På en måde kan jeg godt følge ham. Der kan gå for meget bestillingsliste i det. Eller noget med at opfinde behov.

På den anden side set, så er det jo helt skønt at få en gave.
Det er dejligt at glæde andre med en gave. Allerbedst hvis det både bliver en overraskelse og en glæde.

Man kunne også give en ged, som Folkekirkens Nødhjælp får Frits og Poul til at
opfordre os til.

Hov, nu ser jeg lige, at det lykkedes mig at linke til Snobberne, som jeg er en stor fan af.



Ged-kampagne nyt liv på sociale medier




Fritz og Poul kan andet end at løfte glasset med fin vin. Fire film - en til hver søndag i advent, produceret for Folkekirkens Nødhjælp af TorpBerthelsen - trækker stor opmærksomhed på sociale medier.
Giv En Ged blev lanceret af Folkekirkens Nødhjælp i 2006. Det gav et kick til fundraiser-markedet, men nyhedens interesse er for længst slidt ned, og det kalder på nyt liv.
Derfor har Folkekirkens Nødhjælp nu allieret sig med Fritz og Poul, snobberne fra Rytteriet. Og deres passiar ved det pyntede juletræ har formået at skabe spontan interesse for at give en ged til de fattige.
Siden 1. søndag i advent, thi der er tale om en adventskampagne med fire film, er den første film blevet vist over 250.000 gange på Facebook og YouTube, og på fem dage har filmen haft en reach på over 800.000.
Inden film nr. to bliver lanceret på søndag, vil første afsnit runde et reach på 1 milllion.
Er det med krydsede fingre, at I lader to komikere håndtere et så alvorligt emne som nødhjælp?
"Nej, for konceptet med snobberne er så veldefineret og karrikeret, at folk godt kan afkode budskabet," siger Mulle Juul Korsholm, der er kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp.
Men er Fritz og Poul ikke så langt væk fra nødhjælp og alvorlige problemer, som tænkes kan?
"For det første er karaktererne ret elskelige i sig selv, og for det andet reflekterer Fritz og Poul ofte over store og alvorlige problemstillinger, så det er naturligt for dem at beskæftige sig med nødhjælp og Giv En Ged," siger Mulle Juul Korsholm.
Også personerne bag Fritz og Poul, hhv. Martin Buch og Rasmus Botoft, er tilsyneladende ganske elskelige.
"Vi er ekstremt taknemmelige for Martin og Rasmus' store, dedikerede indsats. De har haft frie hænder og har skrevet fire manuskripter, selv arrangeret og været involveret i præproduktionen – uden at tage en krone for det," siger Mulle Juul Korsholm.
Hun oplyser, at Giv En Ged er på niveau med sidste års salg, men at salget erfaringsmæssigt ligger i de sidste to uger op til jul, idet geden typisk gives som en ekstra gave.
Filmene i adventskampagnen er produceret "for stort set ingenting" af TorpBerthelsen.




















lørdag, december 20, 2014

En aktiv morgen

Mens forældrene var anderswo, passede jeg Mattias 3 timer i formiddags.
Der foregår mange ting i løbet af sådan en formiddag. Koncentratonen er ikke så langvarig. Jo, når det handler om at lege med biler og alle de roller, der kan udspilles der, så kan der leges længe, og han havde selv en pose med sine yndlingsbiler med.
Gemmeleg er en yndet leg lige for tiden. En lidt pudsig udgave er, når vi skal gemme os sammen. Og der er kun os to til stede.
Vi fik også set "Cirkeline", som jeg har på dvd. Den er lige så hyggelig, som da mine børn var små. Han synes også godt om den.

Jeg havde tænkt, vi skulle bage. Han var ikke interesseret i at være med til bollerne. De har nok udlevet deres tid. Derimod gik peberkagedejen an.
Jeg lavede dejen i går aftes efter den opskrift, der står bag på krydderblandingen Dr Oetker. Den smager godt, synes jeg. Desværre havde jeg ikke nok hvedemel, så der kom lidt fuldkornshvedemel i.
Det gjorde ikke smagen ringere, men måske var det derfor, den var lidt svær at arbejde med.


Pebernødderne bliver anbragt i en tæt formation, så de må lige skilles ad, inden pladen kommer i ovnen.

Hvis han fik lov, var dejen nok blevet spist inden den overhovedet blev bagt til pebernødder.

Den er også sød og blød med sit store indhold af sukker og smør.








Der blev også tegnet.


Mens jeg var kortvarigt ude i køkkenet, fik de hvide tangenter på klaveret lidt
krusseduller af den røde farveblyant.


Det tørres let af med en våd klud.





Jeg var selv ude om det, da jeg troede, en gammel øjenskygge kunne bruges som fingermaling. Det var ikke så smart.
Det sad lidt solidt fast på køkkenbordet.

En gang håndvask ender altid med at ting og sager i nærheden skal vaskes også.
"Du må ikke synge vaske hænder sangen", sagde han på forhånd.
Nej - nej, det kan jeg godt lade være med.

Så begyndte han minsandten selv:
"Vaske hænder, vaske hænder
sæbe på, sæbe på,
hænderne bli'r rene
neglene bli'r pæne.
Gnub og skrub, gnub og skrub"

(Mel. "Mester Jakob)

Nu vil jeg køre til Aarhus, hvor der er fred og ro. Det er Henriks standardsvar, når han bliver spurgt, hvad han ønsker sig.


torsdag, december 18, 2014

Set fra oven.

Den sidste torsdag i måneden står Steffen Juul, sekretariatsleder for Riverboat Jazzfestival, bag et fællessang-arrangement i Det Gamle Rådhus.
På grund af julen var det den torsdag i dag.


Jeg var der 5 min. for tidligt og forestillede mig, at der ville komme få mennesker sådan en tæt-på-jul-dag.


Men den gamle byrådssal var tæt pakket.

Jeg fik en ståplads. I pausen var der en mand, der måtte gå hjem og låse op for håndværkere, så konen tilbød mig hans plads.

Hvis vi skal følge Eriks Sommers definition:
salmer er om Gud, sange er om steder, viser er om mennesker, så var vi igennem alle 3 genrer.

Med relation til julen. Ikke de gamle kendte, men flere nye.






Det Gamle Rådhus er et smukt hus fra 1857, tegnet af arkitekt H. C. Zeltner. Nu er der bl. a. turistbureau der.
Det er restaureret på flotteste vis.

I den tidligere byrådssal er der plads til 80 mennesker. I dag var vi mere end 100, og det er sidste gang der er morgensang der. Arrangementet er for populært.
Ærgerligt, men brandmyndighederne har talt.
I pausen var der kaffe og scones øverst oppe i huset, hvorfra der er adgang til tagterrassen. Jeg har ikke været der før, men der er et fint kig ned til gaden.


Avisens billede dagen efter. Jeg står ved det midterste vindue i en rød jakke.

tirsdag, december 16, 2014

En bryllupsdag for længe siden.

Min bror gjorde mig opmærksom på i går, at det var vores forældres bryllupsdag.
Brylluppet blev fejret hjemme hos min mors forældre, men jeg har ingen billeder derfra. Der findes et billede, der er taget af en professionel fotograf. Men hvor? Og hvor blev de gift?
Dagen var den 15. december 1943, og jeg er født i 1944.

Dengang var det en meget, meget stor skam at få et barn uden for ægteskab. Og hvis nogen kom galt afsted, som det hed, så var det med at blive gift, før det kunne ses, at der var et barn på vej.
Jeg ved ikke, om det nogensinde blev udtalt, men vi børn voksede op med den forståelse, at det var en rigtig dårlig ide, at få børn før man blev gift.
25 år senere så verden helt anderledes ud. En kvinde kunne godt være alene med et barn. P-pillen var opfundet, og par kunne bo sammen uden at være gift.
Det var først, da mine forældre havde sølvbryllup, og vi var ved at lave en sang til dem, at det gik op for mig, at selv om jeg var født året efter, så var det altså kun 6 mdr. efter. Det fik mig til at tænke "Ha, de har ikke været bedre end andre ... Og hvorfor har de aldrig sagt noget om det?"
Jeg kommer jo derude vest fra, hvor man ikke snakker om følelser og sådan noget. Der findes ikke ord for alting, men der ligger meget i det uudtalte. Eller gjorde dengang.
Nu synes jeg bare, det er en sjov detalje.

Min bror fortalte om sin svigermor, som også skulle giftes, fordi hun var blevet gravid. Hendes forældre var meget, meget vrede, og de forlangte, at hun skulle giftes i en sort brudekjole. Det var hun meget ulykkelig over hele livet.

I morgen skal jeg til frokost hos min bror og svigerinde, og jeg er spændt på, om han ligger inde med billeder fra dengang for 71 år siden.

Jeg har min bedstemors fødselsdagskalender, og i den ligger der resterne af et gulnet, slidt papir med nogle vers fra en sang. Jeg kan se, papiret er gået i stykker, og der er antydning af flere vers.
Jeg ved sangen er skrevet af Hans Bakgaard. Han var en lokal digter, forfatter og foredragsholder, som kom hos mine bedsteforældre og gik på jagt der.

Han begynder med en pris til mine bedsteforældre:

Hen til Anton og Martine
blev en Verden skøn for mig
"Vester Faddersbøl" hvor Haren
tumler sig i lystig Leg.

Men nu må jeg til at skrive
om den lille Maren her
hun der sidder her ved Siden
af sin høje Hjertenskær.


Hvad mon det er for en melodi?

mandag, december 15, 2014

Vi har været der igen ...

Vi har været i Ikea igen.
Det er snart 3 mdr. siden vi var der sidst.
Johannes vågentid passede med, at vi kunne begynde med at gå i cafeen.
Der er lyst og fint med store panoramavinduer og det anlægsarbejde, der var i gang sidst, vi var der, er afsluttet, så der nu er masser af p-pladser.

Fra at være et af mine hadesteder, er Ikea nu et sted, jeg synes meget godt om.
Og det skyldes især cafeen, som selv om den er stor, er indrettet meget hyggeligt. Udover de mange spiseborde er der sofa-arrangementer og afskærmede kroge, hvor der er mere privat.
Min datter er ikke ubetinget begejstret for min foto-tendens, så jeg må heller vise et billede, hvor hun er lidt utydelig.


Jeg kan jo ikke lade være med at kigge mig omkring, og jeg kan konstatere, at det ikke kun er unge mødre med barnevogn eller veninder, der er på tur.
Der er også mange unge par, selv om jeg kender mænd, der hader at komme der.
Og midaldrende par.

Og par i pensionist-alderen.





Men der var også mænd uden koner. Ældre mænd. To, der sad og snakkede. Et par stykker, der sad alene og læste avis.

Det her billede er ikke med min datters billigelse. Men det er ikke taget tæt på, jeg har beskåret det og sløret ansigterne.
Ærgerligt, jeg ikke er journalist. For så ville jeg lave et interview og høre lidt om deres forhold til Ikea. Måske har det noget med den billige morgenmad at gøre.


Kaffe, et rundstykke, smør, en skive ost og
en skive kalkunbryst for 10 kr.


Det fås ikke billigere derhjemme.





Udover cafeen, så er jeg meget begejstret for puslerummene. Her er der ikke bare en klap på toilettet til af skifte babyen på.
Her er hyggelige, private rum med rigelig med knager til at hænge tøj på. Der er en komfortabel lænestol, billedbøger på en reol og dejlige farver på væggen. Og selvfølgelig en pusleplads i det hjørne, der ikke kan ses på billedet.
Man skulle tro, jeg er hyret af Ikea ...

Nu betyder det selvfølgelig også meget at være i hyggeligt selskab.
Min datter vidste, hvad hun gik efter. Jeg fandt et par ting, som jeg ikke vidste, jeg manglede, før jeg så dem, og på den måde kom vi hurtigt igennem. Jeg holdt fast i indkøbsvognen, så vi ikke mistede den som sidst, da en kunde i et ubevogtet øjeblik kom til at køre med den og først på lageret fandt ud, det ikke var hendes.
Og Johanne?
Hun havde det godt. Fik fuld opmærksomhed, da hun var vågen. Sov i barnevognen under indkøb og det meste af vejen hjem.





søndag, december 14, 2014

Det afhænger af øjnene, der ser ...

Jeg var alene på Kvindemuseet i formiddags. Der er håndværkere i huset og renovation i gang. Cafeen åbner først kl 12. Måske er det alt sammen forklaringen på det ringe fremmøde. Min veninde var også blevet forhindret.
Men oppe på loftet under tagspærrene var den udstilling jeg gik efter. En retrospektiv udstilling med mange værker fra Karen Kjær Laursens hånd.
Farverige og sanselige billeder.
På et tidspunkt kom en kvinde også til. Det er jo næsten unaturligt ikke at sige noget, når vi bare går to mennesker der og kigger, så jeg bemærkede, at vi havde god plads at bevæge os på.
Hun, der talte norsk, var straks klar med sin dom over billederne. Maden var kønsliggjort, og det var vulgært.

Nu kan du jo se, hvad du mener, hvis ellers kvaliteten på billederne er sådan, at du kan se det.

Billedet her hedder Frk. Jensens kogebog og ejes af 3 F København.

Næste billede er Lady og Vagabonden, og det er i privateje.

Og tilsidst - eftersom jeg var i Rom i foråret og gik på Engelsborg - så det her, der hedder Siesta med udsigt til Engelsborg. Det er i privateje.

Jeg synes, det er skønne billeder med masser af farver og symboler.
Mon jeg krænker ophavsretten ved at fotografere og lægge dem på bloggen??

Eller vil det bare blive betragtet som en hyldest, som i sagen om den, efter inspiration af Kay Boyesen, hæklede abe ?
Jeg så i tv forleden, at ophavskvinden til den hæklede abe var blevet anklaget for ulovlig kopiering. Firmaet bag Kay Boyesen ændrede dog opfattelse og udtalte, at de nu anså hækleaben som en hyldest.
Den ser iøvrigt rigtig fin og sød ud i hæklet udgave. ;-)

lørdag, december 13, 2014

En opfordring uden løftet pegefinger.

Jeg smiler, når jeg ser denne her reklame fra Aarhus Brandvæsen og kommunen.
Den beundrende farmor, der fotograferer sin helt:
Et voksent barnebarn, der har hængt en røgalarm op. I Batman kostume.

Billedkvaliteten er ikke så god, men budskabet er tydeligt nok.

"Bliv dagens helt.
Sæt en røgalarm op hos farmor."

fredag, december 12, 2014

Når man værdsættes ...

For et par uger siden, havde jeg stor succes med boller i karry hos Mattias og hans familie.

Torsdag er den dag, jeg henter ham i børnehaven, og da jeg havde nogle kyllingbrystfileter i køleskabet i går, foreslog jeg min datter, at jeg lavede kylling i karry. Det syntes hun, var en god ide.

Jeg rumsterede i køkkenet og fik retten klar lige inden, jeg tog afsted.
Da jeg kom ind i børnehaven, sad børnene og spiste deres eftermiddagsmad. Ved siden af Mattias sidder en stor dreng. Han har sin faste plads der, for at hjælpe den lille og for at være et forbillede. Det synes jeg er fint, hvis det ikke var fordi, der er så meget sygdom blandt de voksne. Der sad f.eks. ingen voksne og spiste sammen med dem. Og heller ingen i rummet ved siden af, hvor nogle børn legede.
Da den store dreng så mig, sagde han ingenting. Han rejste sig op, bredte armene ud, og vi gav hinanden et kram. Mens vi stod med armene om hinanden, lød de første ord fra ham "boller i karry"!
Jeg måtte le og blev mindet om, at hvis man vil slette spor af køkkenaktiviteter, må man gå i bad og skifte tøj.

Der kom et lille lag tøsne i går. Det var blevet mørkt. Jeg har ingen billeder, men Mattias var henrykt over at hjælpe sin far og mor med at feje det lange fortov, der hører til deres hjørnegrund. Der blev lagt sne op i den lille trillebør, og der blev med stor fornøjelse smagt på den.
Min datter sendte senere på aftenen en mail, der handlede om julegaver, men så skrev hun også "Og tusind tak for i dag - det er den vildeste luksus og behagelighed for hele familien, når du sådan kommer med mad. Det er meget højt værdsat!!"
Det er dejligt at blive værdsat.
Og det bringer mig i tankerne tilbage til dengang mine børn var små. Min mor boede et par hundrede km. væk, så hendes besøg varede som regel i flere dage. Når hun kom, lænede jeg mig totalt tilbage, mens hun stod for madlavningen. Det var sådan et skønt pusterum for mig. Jeg kan ikke huske, om jeg viste min taknemmelighed. Forhåbentlig gjorde jeg.

Min hortensia, der skulle have været plantet ud i haven, er blevet forfremmet til lysbærer i år.
Jeg synes, den er fin med lys på.
Jeg ved ikke, om jeg får købt et lille grantræ i år. Egentlig kunne jeg forestille mig, at blommetræet ville se godt ud klædt i en lys-guirlande. Det ville nok kræve noget maskulin assistance. Eller mere handlekraft fra min side.

I eftermiddag kører jeg til Aarhus. Der spåes om storm og uvejr, så jeg må hellere køre i god tid.
Henrik og jeg har altid en snak om, hvad vi skal spise. Det har vel alle, der spiser sammen, men hans appetit er meget lille. Vi er landet på en wienerschnitzel, der i hans familie mærkværdigvis hedder "lussinger". Vi skal have fundet ud af, hvorfor den spiselige pynt ovenpå en schnitzel hedder en dreng?? Den lille ring af ansjoser med kapers indeni og en citronskive over.
I morgen eftermiddag er der teologi-forelæsninger. Vi slutter af med at spise julefrokost sammen. Det plejer at være hyggeligt.
Der var meget stor søgning til Teologi for Lægfolk ved semestrets start i august. Der blev lukket for tilgang til hold 1, fordi der ikke var plads, og der er venteliste til overbygningen. Interessant, om det skyldes en generel større interesse for teologiske emner, eller om det er tilfældigt?

På Kvindemuseet i Aarhus er der for tiden en udstilling af Karen Kjær Laursen.  Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg så et af hendes billeder. Det gjorde indtryk på mig. Hun er også lidt lokal, idet hendes far var læge her i byen for nogle år siden.
Men det bliver nok ikke denne her weekend, jeg kommer forbi Kvindemuseet.


onsdag, december 10, 2014

Den dag, Johanne spillede Jesus-barn ...

I formiddags havde jeg et kort barnepigejob i usædvanlige omgivelser. Kirken afholdt et julespil for børneinstitutionerne og Johannes mor var blevet spurgt, om hun ville være jomfru Maria med et rigtigt barn og ikke en dukke.
Men hvorfor lige Linda til den rolle? Det hænger sammen med, at hun er kollega med præsten i Det Palliative Team på sygehuset, (det team af læger, sygeplejersker, psykolog og præst, der støtter døende og deres pårørende). De har noget faglighed sammen. Det var også præst Annette, der døbte Johanne for et par mdr. siden og viede forældrene, da de blev gift. Så der var gode grunde til at få en rigtig baby i Jesusbarn-rollen.

Min opgave var så, at være sammen med Johanne i det lille præsteværelse, mens hendes mor var inde til første del af sin rolle.
Johanne er meget knyttet til sin mor for tiden, men det gik godt i begyndelsen.
Her mens alt gik godt.


På et tidspunkt kom en mand ind i værelset. Han stod stille i baggrunden og skulle først træde ind i spillet lidt senere.

Måske havde det ikke noget med hans tilstedværelse at gøre, men det varede ikke længe, før Johanne begyndte at græde rigtig meget.

På en utrøstelig måde.



Så er det som om "Et barn er født i Betlehem", og den første del af teksten er rigtig lang.
Men da der var et sceneskift, og Johanne fik sin mor igen, faldt hun til ro og blev klar til at være en af hovedpersonerne.
Christian var med blandt publikum sammen med sin børnehave. Hans mor havde forklaret, at hun var med i skuespillet, og at han skulle med tilbage til børnehaven igen. Det gik fint. Der trillede lige et par tårer, da han skulle fortælle, at han havde ondt i benene af den måde, han havde siddet på.



Bagefter flokkedes børnene, især pigerne, om
Johanne og ville gerne røre ved hende.

Det var hun ikke tilfreds med ret længe.





Nu ved jeg godt, at ikke alle forældre synes, deres børn skal være med til den slags arrangementer. Da jeg hentede Christian efter frokost, måtte jeg lige spørge de meget begejstrede (for krybbespillet) pædagoger om, hvordan det blev muligt for forældre at fravælge det.
Det skete på den måde, at arrangementet blev annonceret i meget god tid. Nogle forældre valgte at holde deres barn hjemme i dag. Og et barn blev passet i vuggestuen, der er integreret med børnehaven.
 Jeg synes, det er et dårligt signal at sende til børnene og os andre, at en kirke er et sted, man ikke må/kan sætte sine ben. Og det er synd for børnene, at de ikke har haft de samme oplevelser som de fleste af kammeraterne.
Børnehaven ligger i et område med mange indvandrere og forældre med muslimsk baggrund.
Det kunne også være Jehovas Vidner og forældre med ateistisk baggrund.
Det varer nok ikke så længe, før det glider ud af børnehavens repertoire, men indtil da tager børnene vel ikke skade af det? Skulle jeg mene ...

Forslag til julekort, kære datter.  ;-)










tirsdag, december 09, 2014

Lidt frost har der været ...





I formiddags afholdt vores kor et lille julekoncert-og-fællessangs arrangement på et plejehjem.

Det er hyggeligt.
 Men også lidt forstemmende at se så mange gamle mennesker samlet på et sted. Forfaldet og skrøbeligheden bliver så tydeligt.



Der er masser af nisser i store og små størrelser hen ad de lange gange. Ikke lige min smag, men noget skal der jo være.
Ballelund har en aktiv venneforening, som nok mest består af pårørende. De gør et stort arbejde og aflaster personalet i forbindelse med sociale arrangementer.
Min mor var plejehjembeboer i 3 år. Jeg følte mig altid godt modtaget, men da hun døde, havde jeg ingen trang til at være frivillig på et plejehjem. Respekt for dem, der gør det.

Vejret har budt på solskin i dag, så jeg skyndte mig at gå ud, da jeg kom hjem.
Kolonihaverne ligger højt og solbeskinnet. Det er et af mine favoritområder, når jeg vil gå en hurtig tur i nærområdet.
Der var stadig spor efter nattens frostgrader.

Isblomster, som får mig til at tænke på de frosne køkkenvinduer i min barndom. Vi lagde en mønt på kakkelovnen inde i stuen (eneste varmekilde). Når den var godt varm, holdt vi den op på det frosne vindue og fik lavet os et kighul ud til de store snedriver.
Det var dengang, der var vinter til.
Jeg synes, der er et par små is-unger, der kigger på mig.  ;-)