tirsdag, juli 29, 2014

Hvad vi deler med hinanden ...

På uforklarlig vis har jeg mistet mine nøgler for nogen tid siden, og er derfor i gang med at få dem rekonstrueret. Bl.a. en ekstra bilnøgle, og det bragte mig til Bilernes Hus i morges.
Nu går jeg ikke ind for stordrift, hverken når det handler om børnehaver, landbrug eller forretninger.
Min bil er heller ikke købt i Bilernes Hus. Men min forhandler med værksted flyttede dertil efter ekspropriation i forbindelse med motorvejsbyggeriet.
Jeg har dog forlængst overgivet mig til konceptet Bilernes Hus.
Det er spændende at komme der, og der er hyggeligt. Frontpersonalet ved receptionerne er venlige og hjælpsomme, og jeg har ikke haft grund til at betvivle mekanikernes dygtighed.

Der er selvfølgelig biler i alle afskygninger at kigge på.
















Denne her er da sjov. Privatleasing af Skoda Citigo fra 1.299, står der på skiltet.

Der er selvfølgelig kaffeautomat, men der er også smurte rundstykker om morgenen.

Der er et loungeområde med cafeborde og sofaer, gratis wifi, aviser og forskellige ugeblade og magasiner.
Der var ikke mange mennesker.
Jeg kom til at tænke på sidste gang, jeg var der. Da var der nemlig fyldt godt op, og en yngre kvinde kom hen til mig og spurgte, om hun måtte sidde ved mit bord. Det måtte hun selvfølgelig gerne, hvorefter hun tydeligvis gjorde sig klar til at arbejde og arrangerede sig med computer og telefon.
Inden hun gik i gang, pudsede hun sine briller med sådan en brilleserviet (jeg bruger altid opvaskemiddel og den varme hane i køkkenet). Da hun var færdig, kom det spørgsmål, der gjorde mig noget paf "Vil du bruge resten af servietten? Min mand og jeg deles altid om en".
Min første tanke var, om mine briller så så fedtede ud??
Men 'jo tak'. Og så pudsede jeg briller i en autoriseret brilleserviet. Det er sikkert godt for briller.

Jeg tænker tit på episoden. Måske fordi det var lidt for intimt? Hvor meget deler vi med hinanden i det offentlige rum?
Ikke overraskende fortalte hun, hvor hun var på vej hen, og hvor hun kom fra. Da hun begyndte at arbejde, var det også tydeligt for alle, hvad telefonsamtalerne handlede om.
Jeg veksler tit et par ord med fremmede. Måske gør man mere det i provinsen.
Men hun var i hvert fald udadvendt ...
Så meget, at jeg blev overrasket.
Det fik mig til at tænke på et udsagn fra Lotte Heise for længe siden. Folk anklagede hende tit for at 'være for meget', hvortil hun svarede, at de 'var for lidt'.


6 kommentarer:

  1. Hehe, John og jeg deler også gerne en brilleserviet, men optikerne bandlyser dem. Da jeg spurgte hvorfor, sagde han bare, at deres eget pudsemiddel er bedre. Det kalder jeg et dårligt argument ...
    Jeg ville dog ikke have tilbudt en fremmed at dele med mig, og i det hele taget virker kvinden som en af dem, jeg får knopper af at være i nærheden af i mere end fem minutter :-)
    Jeg veksler da også tit et par ord med fremmede, men derfra og til den kvinde er der vist et stykke vej ...
    Mern Bilernes Hus lyder som et godt koncept.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg har ikke sat mig ind i brilleservietter, fordi jeg synes sulfo under den varme hane fungerer godt, men måske en serviet er bedre for brillen? Ja, der er nogle mennesker, der fylder meget. Det får mig til at tænke på Lotte Heise, der engang svarede på den anklage, at det er fordi andre fylder for lidt.

      Slet
  2. Det lyder da hyggeligt der i bilernes hus. Og den unge pige følte vist nærmest, at hun sad i sin egen dagligstue.
    Jeg vil nu også gerne have en smule "afstand", så jeg ikke skal involveres i nærmere detaljer ved folks telefonsamtaler o.l. I øjeblikket er det et studie i forskellighed at ligge ved stranden. Der er også en del, der taler MEGET højt, og andre, der diskret går til side eller taler dæmpet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, hun følte sig sikkert hjemme, der hvor hun var. Og hun var bestemt sød. Men som du skriver, så foretrækker jeg også en lille smule afstand.
      Jeg synes også andres telefonsamtaler er så kedelige at blive tvangsindlagt til.

      Slet
  3. Min søster brokker sig altid over, at jeg ikke svarer på min mobiltelefon, når jeg sidder i sporvognen (nu metroen). I Bruxelles gjorde jeg det endda til tider ud fra devisen om, at ingen nok ville forstå dansk. Men aldrig i København. Lige så lidt som jeg gider at være del af andres konversationer, lige så lidt vil jeg pådutte dem mine.

    Men Lotte Heises svar synes jeg nu er meget underholdende - hun fylder da :-)

    SvarSlet
  4. Nille, jeg kan godt lide Lotte Heises tydelige udmeldinger (det er forresten længe siden, jeg har hørt/set hende i offentligheden)

    SvarSlet