torsdag, november 27, 2014

Mad ud af huset.

Det er ikke så tit, jeg gør det, men min børn bliver rigtig glade, når jeg laver mad hjemme hos mig selv og bringer ud til dem.
Således også i mandags, da Christian og hans familie havde ønsket boller i karry med ris. Der er madordning i hans børnehave og lige præcis den ret er meget populær.

I den fælles garage står der sådan en transportvogn, der passer til gryder og skåle, og som lige kan trilles ind i elevatoren.

Da jeg trådte ud, stod der en mand og ventede på at komme ned.
Da han så mit udstyr, bemærkede han, at her kommer nok diner transportable.





Hos Mattias i tirsdag var han med til at kokkere. Han finder straks sit kokketøj frem.


Han er stadig i den alder, da det er sjovt at hælde vand fra den ene skål til den anden til den tredie.

Men han vil også gerne være med ved gryderne, og med ført hånd og en langskaftet ske, lagde han forsigtigt kødboller ned i det kogende vand.

Han vil også gerne smage, om der skal mere salt eller peber i sovsen.

Kødboller smager også bedre, når de er helt nylavede ved køkkenbordet end ved spisebordet.

Tit spiser han ikke så meget om aftenen, men ris og karrysovs gled ned med 'ah, det smager godt'.






Da jeg var ved at fortælle et vennepar om min madlavningsaktiviteter kunne de langt overgå dem. Ikke fordi vi konkurrerer.
De har et barnebarn, der læser i København og bor på kollegium sammen med sin kæreste (forældrene bor i Grønland).
Barnebarnet havde fødselsdag, så  aanaa og aataa (bedstemor og bedstefar på grønlandsk) stegte to ænder og lavede forskelligt tilbehør og dessert og kørte til København med hele herligheden og havde en hyggelig weekend.

En farmor i min omgangskreds havde også stegt ænder i den forgangne weekend og bragt dem til Skanderborg, hvor hendes søn bor.
Så der har rigtig været gang i mormor/farmormad.

Når jeg ser, hvor glade mine børn er for det, tænker jeg, at jeg skulle gøre det lidt oftere.
Nu får vi se ...
Det kræver en hviledag dagen efter.

8 kommentarer:

  1. Hvor er det en dejlig idé med udbragt "mormormad".
    Jeg får min søns madklub på besøg i aften, - han er 26, - de har spist sammen fast i flere år, og er nu på turne til forældrene. Det er hyggeligt.

    SvarSlet
  2. Eva, hvor lyder det hyggeligt med sådan en madklub, der har fungeret i flere år og nu er på turne hos forældrene. Det er må være dejligt.

    SvarSlet
  3. Ihh, det var vel nok en god idé at indføre lidt tiere, mor :) Det var i hvert fald rigtig hyggelig og dejligt at komme hjem til, og skønt at Mattias fik smagt på lidt nyt. Knus moni

    SvarSlet
    Svar
    1. Moni, det var rigtig hyggeligt. Og dejligt, I er så glade for det. ;-)

      Slet
  4. God ide, og det er da bare så hyggeligt, når det kan lade sig gøre. Jeg laver gerne mad til familien mens jeg er der, og også lidt lasagne til fryseren, når jeg er i England - det er da lidt smigrende, at de elsker mormors mad, ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jo, det dejligt, når de kan lide maden. ;-)
      Du gør, lige som min mor gjorde. Når hun kom på besøg i nogle dage, så lavede hun mad. Jeg elskede det. Det gav mig et herligt break fra hverdagens rutiner. Jeg kan næsten mærke, hvordan det er for din familie i England, når I er der. ;-)

      Slet
  5. Jeg kan godt forstå. at det vækker glæde, dejligt at du og Mattias hygger jer med madlavning :-)

    SvarSlet
  6. Lene, det er så hyggeligt at lave noget sammen ;-)

    SvarSlet