tirsdag, december 09, 2014

Lidt frost har der været ...





I formiddags afholdt vores kor et lille julekoncert-og-fællessangs arrangement på et plejehjem.

Det er hyggeligt.
 Men også lidt forstemmende at se så mange gamle mennesker samlet på et sted. Forfaldet og skrøbeligheden bliver så tydeligt.



Der er masser af nisser i store og små størrelser hen ad de lange gange. Ikke lige min smag, men noget skal der jo være.
Ballelund har en aktiv venneforening, som nok mest består af pårørende. De gør et stort arbejde og aflaster personalet i forbindelse med sociale arrangementer.
Min mor var plejehjembeboer i 3 år. Jeg følte mig altid godt modtaget, men da hun døde, havde jeg ingen trang til at være frivillig på et plejehjem. Respekt for dem, der gør det.

Vejret har budt på solskin i dag, så jeg skyndte mig at gå ud, da jeg kom hjem.
Kolonihaverne ligger højt og solbeskinnet. Det er et af mine favoritområder, når jeg vil gå en hurtig tur i nærområdet.
Der var stadig spor efter nattens frostgrader.

Isblomster, som får mig til at tænke på de frosne køkkenvinduer i min barndom. Vi lagde en mønt på kakkelovnen inde i stuen (eneste varmekilde). Når den var godt varm, holdt vi den op på det frosne vindue og fik lavet os et kighul ud til de store snedriver.
Det var dengang, der var vinter til.
Jeg synes, der er et par små is-unger, der kigger på mig.  ;-)



4 kommentarer:

  1. Jeg har også stor respekt for alle, der gør noget godt for de ældre og svagelige på plejehjemmene. Vores lokale kirke har stædigt holdt fast ved at komme og lave sangeftermiddage og gudstjenester og andre hyggelige ting, selvom det er blevet nærmest umuligt. Personalet har så travlt, at de ikke kan hente og bringe beboerne hen i fællesstuen. Jeg har indtryk af, at stædigheden bærer frugt, for der er kommet mere forståelse og prioritering bag, og måske er der flere frivillige, der hjælper til, for der kommer i hvert fald flere nu. Og i år skal der være julegudstjeneste der d. 24., - i stedet for en tilfældig tirsdag to uger før jul.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det er en rigtig god ide med sangeftermiddage, historiefortælling og gudstjeneste på plejehjem. Ingen tvivl om, at det er vigtigt med frivillige. Det er svært at få beboere gjort klar og fulgt til fællesstuen. Det er tydeligt på de plejehjem, jeg har været på. Mange bliver trillet ind for sent. Det er rigtig flot, at der bliver holdt gudstjeneste d. 24. på plejehjemmet

      Slet
  2. Ja, respekt for de frivillige - jeg har ikke tålmodighed til den slags, men det kommer måske en dag.
    Søde små isunger, du har indfanget :-)

    SvarSlet
  3. Ellen, vi er jo alle forskellige - og heldigvis for det.
    Ja, det var et sjovt motiv, der lå lige for mine fødder.

    SvarSlet