Når man værdsættes ...

For et par uger siden, havde jeg stor succes med boller i karry hos Mattias og hans familie.

Torsdag er den dag, jeg henter ham i børnehaven, og da jeg havde nogle kyllingbrystfileter i køleskabet i går, foreslog jeg min datter, at jeg lavede kylling i karry. Det syntes hun, var en god ide.

Jeg rumsterede i køkkenet og fik retten klar lige inden, jeg tog afsted.
Da jeg kom ind i børnehaven, sad børnene og spiste deres eftermiddagsmad. Ved siden af Mattias sidder en stor dreng. Han har sin faste plads der, for at hjælpe den lille og for at være et forbillede. Det synes jeg er fint, hvis det ikke var fordi, der er så meget sygdom blandt de voksne. Der sad f.eks. ingen voksne og spiste sammen med dem. Og heller ingen i rummet ved siden af, hvor nogle børn legede.
Da den store dreng så mig, sagde han ingenting. Han rejste sig op, bredte armene ud, og vi gav hinanden et kram. Mens vi stod med armene om hinanden, lød de første ord fra ham "boller i karry"!
Jeg måtte le og blev mindet om, at hvis man vil slette spor af køkkenaktiviteter, må man gå i bad og skifte tøj.

Der kom et lille lag tøsne i går. Det var blevet mørkt. Jeg har ingen billeder, men Mattias var henrykt over at hjælpe sin far og mor med at feje det lange fortov, der hører til deres hjørnegrund. Der blev lagt sne op i den lille trillebør, og der blev med stor fornøjelse smagt på den.
Min datter sendte senere på aftenen en mail, der handlede om julegaver, men så skrev hun også "Og tusind tak for i dag - det er den vildeste luksus og behagelighed for hele familien, når du sådan kommer med mad. Det er meget højt værdsat!!"
Det er dejligt at blive værdsat.
Og det bringer mig i tankerne tilbage til dengang mine børn var små. Min mor boede et par hundrede km. væk, så hendes besøg varede som regel i flere dage. Når hun kom, lænede jeg mig totalt tilbage, mens hun stod for madlavningen. Det var sådan et skønt pusterum for mig. Jeg kan ikke huske, om jeg viste min taknemmelighed. Forhåbentlig gjorde jeg.

Min hortensia, der skulle have været plantet ud i haven, er blevet forfremmet til lysbærer i år.

Jeg synes, den er fin med lys på.
Jeg ved ikke, om jeg får købt et lille grantræ i år. Egentlig kunne jeg forestille mig, at blommetræet ville se godt ud klædt i en lys-guirlande. Det ville nok kræve noget maskulin assistance. Eller mere handlekraft fra min side.

I eftermiddag kører jeg til Aarhus. Der spåes om storm og uvejr, så jeg må hellere køre i god tid.
Henrik og jeg har altid en snak om, hvad vi skal spise. Det har vel alle, der spiser sammen, men hans appetit er meget lille. Vi er landet på en wienerschnitzel, der i hans familie mærkværdigvis hedder "lussinger". Vi skal have fundet ud af, hvorfor den spiselige pynt ovenpå en schnitzel hedder en dreng?? Den lille ring af ansjoser med kapers indeni og en citronskive over.
I morgen eftermiddag er der teologi-forelæsninger. Vi slutter af med at spise julefrokost sammen. Det plejer at være hyggeligt.
Der var meget stor søgning til Teologi for Lægfolk ved semestrets start i august. Der blev lukket for tilgang til hold 1, fordi der ikke var plads, og der er venteliste til overbygningen. Interessant, om det skyldes en generel større interesse for teologiske emner, eller om det er tilfældigt?

På Kvindemuseet i Aarhus er der for tiden en udstilling af Karen Kjær Laursen.  Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg så et af hendes billeder. Det gjorde indtryk på mig. Hun er også lidt lokal, idet hendes far var læge her i byen for nogle år siden.
Men det bliver nok ikke denne her weekend, jeg kommer forbi Kvindemuseet.