fredag, februar 27, 2015

Februar, du er ikke rar ...

I går til kor havde vi en sjov lille sang til opvarmning.
Nu triller den rundt i mine tanker med sin bossa-nova-agtige rytme og finurlige melodi.

Februar, du er ikke rar.
Du skal ikke bli' savnet.
Kulde og mørke og snesjask.
Kun lidt te-pjask
holder os endnu i li-i-i-ve.
Blues for forår.
Sig mig dog - hvornår
får vi en rigtig St. Hans blues.



Helt umulig synes jeg dog ikke februar er.

Bl.a. fordi der er så mange erantis og vintergækker i haven.











På gaden ...



Da jeg gik gennem Nygade i går, måtte jeg stå stille for at se, hvad de mange blomster, lys og kort betød.

Det viste sig, at den unge mand, der havde boet i lejligheden ovenpå var død, idet han havde taget sit eget liv.

Udfra tekster på kortene kunne jeg se, det var unge mennesker, der havde skrevet.
Jeg ved ingenting om den unge mand, så mine betragtninger er kun gætterier.


Jeg gætter på, han har været psykisk syg?
Måske har kammerater og venner ikke vidst, at han ikke magtede at leve?
Måske har han ikke kunnet mærke, at kammeraterne ville ham?

De unge mennesker stiller nok sig selv og hinanden mange spørgsmål.
Måske bebrejder de sig selv?

Den hårde kendsgerning er, at ved alvorlig psykisk sygdom, kan kærlighed og omsorg ikke standse den proces, der fører til selvmord.
Han har sikkert også forældre, der sidder tilbage med stor sorg.
Det er vanskeligt at være efterladte til én, der vælger livet fra.

Jeg synes, det er en smuk gestus at lægge blomster og kort for at ære og mindes. Efterhånden er det blevet mere almindeligt her i Danmark også.

Jeg husker dengang prinsesse Diana døde. I august 1997. Hvordan vi i fjernsynet så bjerge af blomster udenfor Kensington Palace. Det var nyt for mig med sådan en markering.
Da Henrik og jeg var i London i april det følgende år, var det tydeligt, at der havde været mange mennesker i Kensington Garden de seneste måneder. Græsset var fuldstændig slidt af på et stort område foran slottet. Der blev stadig lagt blomster foran slottet og i den smukke port, der fører ind til slottet. 



onsdag, februar 25, 2015

Børnebørn - og voksensvømning.

Mens Mattias' mor var hos tandlæge, var han en times tid hos mig. Han er stadig i en alder, hvor koncentrationen ikke holder til langvarige sysler.
Men at klemme lim ud af tuben og sætte et udklippet billede fast på et stykke papir, det var ret spændende. Udklip efter udklip fik et godt lag lim, og billederne blev limet oven på hinanden i en stak. Her gjaldt det mere om proces end produkt.
Min værktøjskasse kan også fængsle ham i rimelig lang tid. Så bliver der slået søm i et godt stykke træ, jeg har til formålet.
Da hans mor kom tilbage, stillede hun an til frokost, mens jeg hentede Christian, og de to fætre havde en times tid sammen.

Her i aften har jeg været til svømmeundervisning.
Efter Gerlev, troede jeg nærmest ikke, der var andre, der kunne lære mig at svømme.

Men jeg er blevet klogere ...
Især den ene af de to instruktører er rigtig dygtig.
Han gør som på Gerlev: bygger øvelserne langsomt og gradueret op.

Den mest udfordrende øvelse for mig i aften, var liggende på en madras i vandet, og derfra blive vippet af. Det er sådan en ude-af-kontrol-oplevelse, hvor man nemt kan komme til at sluge en masse vand. Forud var gået mange øvelser under vandet (hvor jeg kunne bunde - det kunne jeg også, hvor madrassen lå). Tilslut svømmede jeg hele bassinlængden. På et tidspunkt slugte jeg vand, men jeg bevarede roen, så det var stort!

Når jeg ser de halvstore børn, der er i bassinet, før vi kommer til, så glæder jeg mig på deres vegne over, at de tidligt får så store færdigheder i at begå sig i vandet.
Men jeg glæder mig også over de muligheder, jeg har så sent i livet.

tirsdag, februar 24, 2015

Det samme løg.

Her er min amaryllis, der blomstrede første gang i begyndelsen af januar.
Den var usædvanlig, fordi blomsterne sad sammen som i en roset, og stænglen var ganske kort. Den blomstrede to gange på den måde, og jeg troede, at så var det slut med den.


For nogle dage siden, var der to nye knopper på vej. Den ene voksede til en lang, lang stilk, og nu er der en smuk blomst som en rigtig amaryllis med fire blomster, der peger i hvert sit verdenshjørne.
Det er da ret fantastisk, at det samme løg kan frembringe så forskellige blomster.


mandag, februar 23, 2015

Imellem snevejr og solnedgang ...

Jeg begyndte dagen med at vende om.

Tasken var pakket med badetøj, shampoo og bodylotion.

Det var min plan at forfølge succes'en fra i onsdag og øve svømning, før jeg skal til undervisning igen om to dage.

Men det sneede tæt, og da jeg var halvvejs nede af havegangen, vendte jeg om og gik tilbage.

Min kusine i Norge spørger mig drillende, om man ikke kan køre bil i Danmark i snevejr?
I løbet af eftermiddagen klarede det op og solen skinnede.

Jeg besluttede at køre ud til Sminge sø og se, om svanerne fløj ind for at raste der i dag.

Der var ikke en eneste svane at se derude. Jeg kunne høre, de 'snakkede', men ikke se dem.
Jeg forstår ikke, hvor de holder til. Måske i en lille bugt eller en drejning på Gudenå?

Imellem de to tidspunkter på dagen og de to vejrfænomener havde jeg besøg af Johanne og hendes mor.
Det er hyggeligt med en datter på barselsorlov.

søndag, februar 22, 2015

Et andet nytår.

Jeg kom forbi Musikhuset i Aarhus i dag.

Man fejrede det kinesiske nytår.

Eftersom det er gedens år, stod der et par geder udenfor.


De bragede panderne imod hinanden, indtil en person med forstand på de ting, kom og flyttede den ene lidt længere væk.








Inde i Musikhuset var der masser af boder med mulighed for at købe alskens kinesiske ting.
Der var musik, og fra tribunen ville der være underholdning på forskellige tidspunkter. Jeg var der kun kort.
Et af Henriks børnebørn læser kinesisk og har boet i landet i flere omgange. Det er spændende at høre  ham fortælle om sine oplevelser og indtryk.

På vejen videre kom jeg forbi Rådhuset, hvor der stadig var blomster og lys til minde om ofrene for sidste weekends terrorhandlinger i København
Der lå også det her kort med en lille reminder. Det er ikke altid det ydre, det kommer an på.
"Inden i skrøbelige skaller
kan man finde ædle perler".

lørdag, februar 21, 2015

Jeg nåede det ...

In my dreams forestiller jeg mig, at jeg sidder med et glas vin og læser avis i god tid, inden gæsterne kommer.
I dag var det tæt på.
Jeg nåede at lægge billederne på her, men ikke at skriv tekst.
Det her meget mystiske billede er stenbiderrogn. 
Lagt ned i vand og lige før jeg pisker i det for at få hinderne fri.



Det blev en fin forret med to spiseskefuld stenbiderrogn, finthakket rødløg, en stor spiseskefuld creme fraische og ristet rugbrød
Hovedretten var  Boeuf Bourguignon efter Brødrene Prices opskrift.
Den lavede jeg i går aftes, og derfor havde jeg god tid til at lave forret og salat i dag. Vi fik rodfrugtmos af pastinak, kartoffel og gulerod til.
Salatens grundingrediens var rød spidskål. Jeg har først lige opdaget den røde spidskål. Den er selvfølgelig spids, som navnet siger. Den ligner rødkål, når man skærer den op og snitter den, men fingrene bliver ikke så kraftigt farvet, og den er meget mildere i smagen end rødkål.
Jeg brugte også bladselleri snittet i små stykker, syltede rødbeder i tern, en appelsin i tern, et æble i tern, grofthakkede valnødder og granatæblekerner på toppen.
Jeg fik en stor portion dessert, selvom jeg ikke havde talt mig selv med.
Alle ville give mig en skefuld af deres.
Det var som sædvanligt rigtig hyggeligt at være sammen med de kære tidligere kolleger. Tiden går alt for hurtigt.

Lykken er at have vintergækker i haven til bordpynt.

Jeg vasker op, og er kommet til det punkt, hvor Henrik ville sige "Er det her opvaskevand ikke blevet for slapt?"
Skal jeg stoppe her og gemme resten af opvasken til i morgen?
Eller lave en frisk balje vand?
Jeg har heller ikke læst fredagsavisen endnu ...
Det er også langt over min sengetid ...

onsdag, februar 18, 2015

25 m. i svømmehallen - og jeg kan ikke tælle ...


Jeg svømmede 25 m - eller hele bassinlængden. Oven i købet 2 x fra den dybe ende og hen til den lave!!

Jamen, jeg kan næsten ikke få armene ned af bare begejstring. ;-)

Og jeg kan tydeligt mærke, det handler om at øve sig.
Det hjælper også godt med to kompetente instruktører, der ved, hvad jeg skal gøre for at komme videre.

Jeg var hjemme ved 21.30 tiden med en masse energi.
Hvad var så mere nærliggende, end at gå i gang med noget madlavning, der udgør bjerget foran mig.
Som Ellen så rigtigt påpeger, så er det ikke det sjove, der bliver til et bjerg. Eftermiddagens frokost og aftenens svømning, var to dejlige oplevelser.

Med al min overskudsenergi tænkte jeg, at jeg kunne lave desserten. Den kan stilles koldt med film over.
Chokolade/mokka panna cotta med svesker i rom. (Fløderand i gamle dage)

Jeg havde stillet 6 glas frem for længe siden. Der kommer 5 gæster.
Og hvad tænker jeg så?
Jeg tæller kun til 5 og fordeler chokolademassen grundigt i de 5 glas. Jeg er næsten færdig, da det går op for mig, at jeg ikke har talt mig selv med!!


Der er kun lidt tilbage til det 6. glas, og jeg vil ikke risikere at tage fra de andre og efterlade en kant ...

Så nu er gode råd dyre, eller gode dyr rådne, eller hvad det er man siger.

Jeg vil tage mig en kop te og læse lidt inden, jeg går i seng.



Så stort er det da heller ikke ...

Her på Marens Blog er der mange finurlige kommentarer illustreret med Marens enkle fine streg. Hun tegner også på Politikens bagside.


Jeg har læst hendes bog "Og sådan blev det".

En meget spændende og interessant roman, som tager udgangspunkt i hendes eget liv.

Da hun holdt foredrag på vores lokale bibliotek, var jeg inde at høre hende.
Kan anbefales, hvis hun kommer i nærheden af dig.






Jeg ved ikke, om jeg krænker ophavsretten ved at lægge en af hendes tegninger her.
Den viser meget godt, hvordan jeg jeg synes, det ser ud for mig.

Samtidig tænker jeg, at det er mest i mine tanker, det ser sådan ud.
Jo, jeg skal forskellige ting ...
Men ikke i en grad, at det behøver at være sådan et stort bjerg.

Om lidt skal jeg til fødselsdagsfrokost, som bliver afholdt på Kunstcentret Silkeborg Bad. Hvis vejret holder, går vi sikkert en tur bagefter. Omkring Ørnsø, hvis der ikke er oversvømmet.
I aften skal jeg til svømmeundervisning.
I morgen har Henrik fødselsdag. Jeg har ikke opgaver i forbindelse med det. Men jeg vil selvfølgelig til Aarhus og gratulere ham
På fredag kommer 5 af mine tidligere kolleger til middag hos mig. Vi spiser hos hinanden hver tredje måned. Og vi gør os umage med maden. 3 retter. Jeg har stort set udtænkt menuen. Og købt nogle af råvarerne.
På lørdag er der teologiundervisning på programmet.


Det er kun dejlige ting, som jeg glæder mig til.
Alligevel har jeg denne her kæmpe foran mig ...

Det må være tankespind ...

Maren Uthaugs tegning.



søndag, februar 15, 2015

Hygge i familieboblen - forfærdelige hændelser i København ...



Vi har været her igen i dag.
På Gothenborg til brunch.


Min ex-mand inviterede pigerne og deres familie. Det er hyggeligt, at jeg bliver inviteret med.


Den festlige flagalle er ikke til ære for brunch-gæster, men fordi der var et dåbsbarn, der skulle fejres.


Jeg har været der tre gange siden dengang i begyndelsen af september, som var opstart på brunch-arrangementet. Der kommer flere og flere gæster for hver gang. I dag var der dækket op i 2 lokaler foruden det til dåbsgæsterne.

Der var dejlig guitarmusik af Jan Bluthgen.

Da vi var de sidste tilbage, fik vi et par numre helt tæt på.
Mattias Spiderman følte sig vist lidt blændet og overvældet over nærheden.

Der er sket et forfærdeligt terrorangreb i København i går og i dag. To mænd er døde, da de befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Den ene til et debatmøde. Den anden som vagt ved Synagogen. Fem politifolk er såret. En gerningsmand er dræbt af politiet. Jeg tænker på, at der er familier, der er ramt af dyb sorg og stort tab.
Alle, vi andre, har tabt følelsen af tryghed (hvis vi ikke allerede havde tabt den før)
Den 7. februar skrev Rune Lykkeberg en kulturkommentar i Politiken under overskriften Den Bedste Verden.
Han henviser til to amerikanske forskere, Steven Pinker og Andre Mack. De dokumenterer, at antallet af dræbte under krige og andre former for vold i hele verden er faldende i vor tid.
Det er svært at forstå og tro på.
Men via vores mobiltelefoner er vi alle blevet krigsreportere. Vi kender hver eneste konflikt over hele kloden.
Påstanden er, at verden er blevet fredeligere, men vi ved det ikke, for vi så ikke selv, hvor farlig den var før i tiden.
Det er svært at forstå og tro på.
Især i dag.


fredag, februar 13, 2015

Bøvl og punktering ...

Der kommer rigtig mange mennesker på Kunstcentret Silkeborg Bad for tiden.
Jens Galschøits skulptur Fundamentalism trækker gæster til.















Åbningstiden er fra 12 - 16 her i vintermånederne.
Jeg havde derfor god tid derhjemme, inden jeg skulle møde kl 12.

Jeg har ikke for vane at se efter, om bilen ser funktionsdygtig ud, inden jeg sætter mig ind og kører.
Den føltes lidt anderledes at køre med, og da jeg stod ud, så jeg straks, at det ene forhjul var punkteret.

Det var bare ærgerligt, når nu jeg havde planlagt, hvordan dagen skulle forløbe. Jeg skulle køre fra Badet og direkte til Aarhus, når jeg var færdig.
Det viste sig, der var stor travlhed hos Vejhjælp og mit værksted lukker kl 14 om fredagen.

Det viste sig også, at Vejhjælp ikke kunne nå at få min bil frem, men den kreative mand, der kom for at hente bilen, tilbød at køre den til et andet værksted, der ikke lukkede så tidligt.
Og min svigersøn kørte mig ud, så jeg kunne afhente den kl 16.15.

De små biler, som min, er ikke født med reservehjul, men med noget skum, et lappekit, der kan lukke et lille hul i dækket. Dog ikke i det her tilfælde. Hullet var for stort.
Der skulle et nyt hjul til, hvad der ikke fandtes i den rigtige størrelse på værkstedet. Mekanikeren var ikke rådvild. Han havde et hjul. Det var bare 2 cm. for bredt, men i følge hans professionelle vurdering, så kunne jeg sagtens køre med det.
Det går også fint, og i næste uge skal jeg så have fat i et hjul i den rigtige størrelse.

Jeg vil også have anskaffet mig et reservehjul, selv om mit værksted synes, det er unødvendigt. I teorien kan en bil køre 80.000 km før den punkterer. I mit tilfælde har jeg dog allerede nu haft 2 punkteringer, mens jeg har kørt 55.000 km.
Det vil være så meget lettere at få skiftet et hjul på stedet i stedet for at få bilen bugseret til et værksted.

Der har været lidt bøvl i dag, men trods alt i småtingsafdelingen. Og jeg har mødt lutter hjælpsomhed. Mekanikeren, der satte det nye (gamle) hjul på, ville slet ingen betaling have.



torsdag, februar 12, 2015

Tider skal komme, tider skal henrulle ...

Jeg har en gammel, slidt bog, der har tilhørt min bedstemor, min mormor.
Fødselsdagsbogen hedder den. Af Erik Jacobsen
Bogen indeholder alle årets dage, og den er disponeret sådan, at slår man en side op, så står der 4 datoer på højre side.
På venstre side er der et vers til hver dato. Versene er skrevet af forskellige kendte danske forfattere. F.eks H.C.Andersen, Jeppe Aakjær, B.S. Ingemann, Emil Aarestrup osv.
Jeg kan ikke se, hvornår min bedstemor har taget bogen i brug, men der er noteret mange navne.

På næstsidste side har hun skrevet navne og fødselsdato på sine 9 børn. Hun har nok været ret gammel, da hun skrev. Der er streget over og rettet.
Hendes håndskrift var stor og lidt kantet.

Min mor har tilføjet med sin lille, sirlige skrift, at Far og Mors bryllupsdag var 7/12 - 1905.
På den modsatte side har hun skrevet om Lille Marius, der blev født 9/10 - 1916 og døde 4/1 -1919.
Mange små børn døde dengang. Måske kan man sige, de var heldige, at kun et af børnene døde.
I løbet af 15 år fra 1907 til 1922 fødte min bedstemor de 9 børn. Det er underligt at tænke på, så anderledes tiden og vilkårene var dengang.
Efter lille Marius kom der yderligere to piger og en dreng. Drengen kom til at hedde Marius.

Han blev min morbror Marius, som døde for nogle dage siden på sin 93 års fødselsdag.
Den sidste af min bedstemors børneflok er død.
Det er livets gang og naturligt. Og en befrielse for ham og hans familie.

Min bedstemor blev født i 1880 og døde i 1967. Når jeg tænker på det, synes jeg, det er lidt vildt, at jeg har kendt et menneske, der blev født i 1880. Det hænger selvfølgelig sammen med, jeg selv er blevet gammel. Jeg havde et tæt forhold til hende, men jeg synes, jeg skulle have spurgt om, hvordan hendes liv havde været, hvad hun havde drømt og følt.
Det tænkte jeg ikke på dengang. Jeg var 23, da hun døde, og fortiden var ikke noget, jeg gik op i. Jeg var selvfølgelig mere orienteret mod fremtiden.
Jeg har fulgtes med min bror og svigerinde til begravelse langt oppe i Vendsyssel.

Det er i sig selv hyggeligt at sidde i bilen i flere timer sammen med dem.

Og hyggeligt at møde familiemedlemmer som næsten ikke er til at kende, fordi det er længe siden sidst.
Og begravelsen gik stille og fredeligt. Bagefter var der varm kakao med flødeskum, kridhvide boller (som i gamle dage, da der ikke skulle kerner og groft mel i boller) med smør og flødeskumslagkage og kaffe.

onsdag, februar 11, 2015

Skovtur og svømmehal

 Erantis og vintergækker i massevis opvejer den grå vinterstemning i dag.
I går skinnede solen, og jeg var på skovtur med Mattias og hans mor.

Der er mange muligheder for at gå rundt om en sø her i området. I går var det Slåen sø, der ligger tæt på Himmelbjerget.
Isen lå pletvis i tynde lag på vandet og skabte fine mønstre.

Mattias nød at løbe op og ned af skråninger, kigge ind i små huler og gemmesteder, som træernes store rødder har skabt og kaste grene ned i det lille vandfald.



Varm kakao i termokanden gør rigtig godt, når man er på skovtur.












Med mors hjælp kan skråningerne blive til rutchebane. Det ses måske ikke så tydeligt, men han syntes, det var så sjovt og kunne slet ikke få nok.

I denne her uge er der ikke undervisning i svømmeklubben. Efter sidste uges nedtur var jeg klar over, der ikke skulle gå 2 uger, inden jeg igen var i vandet.
Jeg besluttede derfor at gå i svømmehallen i mandags i den halve time, der er forbeholdt pensionister om formiddagen.
Min nabo-svømmerske har været bortrejst, så jeg kunne ikke få hendes support.

Heldigvis gik det meget bedre. Men jeg blev, hvor jeg kunne bunde. Og svømmede på tværs. Brystsvømning går rimeligt. Crawl kan jeg slet ikke, har jeg fundet ud af.
Jeg gik også over i børnebassinet på et tidspunkt og lavede nogle af de øvelser, jeg kendte, under vand. Og øvede i at flyde på ryg og på mave.

Jeg mødte nogle friske, gæve kvinder, der svømmer 3 gange om ugen og har gjort det i 15 - 20 år.
Der var nogle få mænd, men som i mange sammenhænge, så var kvinderne i overtal.
Den, der imponerede mig mest, var 83 årige Bjørg. Hun svømmer hver mandag og onsdag 500 m. og om fredagen går hun 10 km. Hun fortalte, at hun har svømmet siden hun var et lille barn og hendes far dyppede hende i OsloFjord. Som ung var hun konkurrencesvømmer.
Der var en rigtig hyggelig stemning i svømmehallen på pensionistholdet, så der vil jeg helt sikkert komme igen. De kendte alle hinanden, men de var meget inkluderende og ville gerne hjælpe mig tilrette.
Jeg glæder mig til at få noget mere undervisning, når vinterferien er forbi.


fredag, februar 06, 2015

Noget om den mindste snemand og om svømning for begyndere.


Mini-snemand på trailerens presening.










I går passede jeg Mattias nogle timer. Han var febril og forkølet, men veloplagt fra formiddagen. Vi fik blandet dejen til en chokoladekage og sat den i ovnen. Men han havde ikke appetit til at smage på hverken dejen, eller kagen da den var færdig. Det i sig selv er et tydeligt tegn på, han ikke har det godt.
Jeg troede, jeg kunne få listet en middagssøvn ind ved, at vi begge lagde os på sofaen og så fjernsyn. Det havde han ikke ro til, så han fik flyverdragt og det hele på, og vi gik ud.
Det er ikke let at være sløj og træt, og så lille at man ikke ved, hvad man vil.
Han ville gynge - og alligevel ikke gynge.
Han ville lege i sandkassen - og alligevel ikke.
Han ville køre med traktor - og alligevel ikke.

Så må mormor træde i karakter og sige, at nu bliver du puttet i barnevognen. Det var ikke uden protester, han klatrede op i vognen, fik flyverdragten af og puttet med sut og dyne. Næppe havde han lagt sig ned, før han sov, og det gjorde han de næste par timer.

Jeg er kommet på et svømmehold for begyndere. De begyndte 7. januar, men jeg tænkte, at jeg sagtens kunne følge med, fordi jeg havde haft så mange timer i vandet på Gerlev Idrætshøjskole for godt en uge siden.
Men det kunne jeg slet ikke. De andre på holdet svømmede baner. Jeg gætter på, de har været begyndere sidste efterår, og fortsætter som sådan den sidste del af sæsonen.
Det gjorde mig utryg, at bassinet var så dybt i den lave ende, at jeg kun lige kunne få hovedet ovenvande, og et par skridt længere ud kunne jeg ikke bunde.
Alle øvelser og svømmetræning på Gerlev har været på lidt lavere vand og uden hjælpemidler. Hensigten er, at vi skal blive så fortrolige med vandets opdrift, at vi kan lære at svømme uden bælter og vinger. og hvad der findes.
Jeg kunne mange ting på Gerlev: dykke efter ringe, flyde på ryg og på mave, vende rundt og ligge i fosterstilling under vandet, svømme en kortere distance med brystsvømning og med crawl. Men med problemer med at få hovedet op og trække vejret.
Jeg har prøvet at springe i vandet fra kanten i den dybe ende og selv svømme hen til nærmeste trappe, ligesom jeg har svømmet fra den lave ende hen til den første trappe på det dybe.

Det var som om, min krop havde glemt alt det i den nye svømmehal. Eller også er det mere noget, der sidder mellem ørene. Altså, det er mine tanker, der laver en blokade.
Instruktøren var hjælpsom og gav mig gode råd. Bl.a. at jeg skulle prøve at bruge bælte og plade. Bæltet er ok, men pladen kunne jeg ikke bruge.
Jeg øvede crawl på tværs af bassinet i den lave ende og svømmede brystsvømning ud til den første trappe uden bælte.
Det handler om angst for det dybe vand, og så spænder jeg så meget, at jeg ikke kan bruge det, jeg har lært, og som fungerer på vand, hvor jeg kan bunde.
"Det er ikke nemt for en gammel hund at lære nye kunster", er det ikke sådan ordsproget lyder?
Min veninde fra Bornholm, som jeg deler Gerlev-oplevelser med, har meldt sig til det samme kursus, som vi lige har afsluttet, igen. I august. Det gør jeg ikke, men vi mødes nok derover til et fortsætter-kursus i oktober.
Medmindre jeg bliver så dygtig på det nye kursus her, at det ikke bliver nødvendigt.
Jeg har tænkt mig at blive ved, selvom det var lidt en nedtur i onsdags.


tirsdag, februar 03, 2015

Sneglæder.

Meget passende var der faldet sne natten til i går.
Kyndelmisse, når vinteren er, eller var på sit højeste.

Der var sne nok til en lille snemand. Den kunne være blevet meget større, hvis lysten til at fortsætte med at trille snebolden, havde været der.
















Christian syntes, den var lidt lille.

søndag, februar 01, 2015

Mens solen gik ned.

Sidst på eftermiddagen, da fødselsdagsfejring var overstået, gik jeg med på en tur arrangeret af Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Naturfredningsforening.

Turen gik til Fugletårnet ved Sminge sø, der ligger få km. nord for Silkeborg.

Sminge sø er faktisk Gudenå, der på det sted breder sig ud og bliver til en sø.





Søen er soveplads for svaner og forventningen var, at vi ville se omkring 200 svaner flyve ind for at raste for natten. Der kommer knopsvaner, sangsvaner og pibesvaner.

Vejret var fantastisk smukt ved 16 tiden. Det var som om penselen havde været dyppet i kobber.
Men kun i kort tid, så ændrede lyset sig igen.

Men svanerne lod vente på sig.
Der kom kun omkring 20.

Efterhånden som solen gik ned blev farverne mere røde og senere over i det blå.



Mange af de fugleintresserede har imponerende store kikkerter og fotoapparater.









Det var en stor glæde at stå der i fugletårnet med min medbragte te og lytte til Bo Ryge Sørensens forklaringer, mens lyset og farverne skiftede. Nu ved jeg f.eks. at den han-knopsvane, der har en lille knop, har svært ved at få en mage.

De mange svaner må have valgt et andet nattelogi.
Jeg var nærmest ligeglad. Det var sådan en fin oplevelse, bare det at opholde sig lige på det sted, på det tidspunkt.

For 37 år siden.

Min yngste datter har fødselsdag. Og jeg konstaterer som sædvanligt, det er utroligt, som tiden flyver afsted.
Tænk, at det er 37 år siden, hun kom til verden. Helt igennem dejlig var hun.
Og det er hun stadig.

Vi var inviteret til brunch på Gothenborg. 
Og nød dejlig mad og et par timer i hinandens selskab.

Der var legemuligheder i lokalet ved siden af.

Men som forældre sidder man nok lidt anspændt.

Bare de ikke slår sig ...

Bare de ikke forstyrrer de andre ...


Men det var ikke i restauranten, de foldede sig ud.










Lego kan altid bruges.










Fødselsdagsbarnet.


















Jeg kom helt galt afsted, da jeg på et tidspunkt lænede mig ind over bordet uden at tænke på stearinlyset.
Der gik ild i mit favorittørklæde, som jeg har fået i gave af en veninde.
Det indeholder de farver, jeg godt kan lide. Orange, lilla,  og rød. Nu spekulerer jeg på, om jeg måske bare skulle klippe det stykke af i begge ender. Men det bliver nok for kort.

Johanne med sin far.
(jeg kan ikke styre teksten derhen, hvor jeg vil!)