fredag, februar 06, 2015

Noget om den mindste snemand og om svømning for begyndere.


Mini-snemand på trailerens presening.










I går passede jeg Mattias nogle timer. Han var febril og forkølet, men veloplagt fra formiddagen. Vi fik blandet dejen til en chokoladekage og sat den i ovnen. Men han havde ikke appetit til at smage på hverken dejen, eller kagen da den var færdig. Det i sig selv er et tydeligt tegn på, han ikke har det godt.
Jeg troede, jeg kunne få listet en middagssøvn ind ved, at vi begge lagde os på sofaen og så fjernsyn. Det havde han ikke ro til, så han fik flyverdragt og det hele på, og vi gik ud.
Det er ikke let at være sløj og træt, og så lille at man ikke ved, hvad man vil.
Han ville gynge - og alligevel ikke gynge.
Han ville lege i sandkassen - og alligevel ikke.
Han ville køre med traktor - og alligevel ikke.

Så må mormor træde i karakter og sige, at nu bliver du puttet i barnevognen. Det var ikke uden protester, han klatrede op i vognen, fik flyverdragten af og puttet med sut og dyne. Næppe havde han lagt sig ned, før han sov, og det gjorde han de næste par timer.

Jeg er kommet på et svømmehold for begyndere. De begyndte 7. januar, men jeg tænkte, at jeg sagtens kunne følge med, fordi jeg havde haft så mange timer i vandet på Gerlev Idrætshøjskole for godt en uge siden.
Men det kunne jeg slet ikke. De andre på holdet svømmede baner. Jeg gætter på, de har været begyndere sidste efterår, og fortsætter som sådan den sidste del af sæsonen.
Det gjorde mig utryg, at bassinet var så dybt i den lave ende, at jeg kun lige kunne få hovedet ovenvande, og et par skridt længere ud kunne jeg ikke bunde.
Alle øvelser og svømmetræning på Gerlev har været på lidt lavere vand og uden hjælpemidler. Hensigten er, at vi skal blive så fortrolige med vandets opdrift, at vi kan lære at svømme uden bælter og vinger. og hvad der findes.
Jeg kunne mange ting på Gerlev: dykke efter ringe, flyde på ryg og på mave, vende rundt og ligge i fosterstilling under vandet, svømme en kortere distance med brystsvømning og med crawl. Men med problemer med at få hovedet op og trække vejret.
Jeg har prøvet at springe i vandet fra kanten i den dybe ende og selv svømme hen til nærmeste trappe, ligesom jeg har svømmet fra den lave ende hen til den første trappe på det dybe.

Det var som om, min krop havde glemt alt det i den nye svømmehal. Eller også er det mere noget, der sidder mellem ørene. Altså, det er mine tanker, der laver en blokade.
Instruktøren var hjælpsom og gav mig gode råd. Bl.a. at jeg skulle prøve at bruge bælte og plade. Bæltet er ok, men pladen kunne jeg ikke bruge.
Jeg øvede crawl på tværs af bassinet i den lave ende og svømmede brystsvømning ud til den første trappe uden bælte.
Det handler om angst for det dybe vand, og så spænder jeg så meget, at jeg ikke kan bruge det, jeg har lært, og som fungerer på vand, hvor jeg kan bunde.
"Det er ikke nemt for en gammel hund at lære nye kunster", er det ikke sådan ordsproget lyder?
Min veninde fra Bornholm, som jeg deler Gerlev-oplevelser med, har meldt sig til det samme kursus, som vi lige har afsluttet, igen. I august. Det gør jeg ikke, men vi mødes nok derover til et fortsætter-kursus i oktober.
Medmindre jeg bliver så dygtig på det nye kursus her, at det ikke bliver nødvendigt.
Jeg har tænkt mig at blive ved, selvom det var lidt en nedtur i onsdags.


10 kommentarer:

  1. Ja, jeg håber du bliver ved på dit svømmehold, Betty - også selv om det var en nedtur i onsdags. Men hvordan man takler angst for dybt vand, ved jeg ikke. Måske kunne du øve dig alene uden holdet og din lærer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gitte, jeg tror, du har ret i, at det handler om at øve meget. Jeg skal finde ud af, om min nabo, der er en dygtig svømmer, vil med i næste uge, da der er vinterferie fra undervisning.

      Slet
  2. Jeg følger med i dine svømmetrængsler med op- og nedture. Jeg betragter dig som en helt. Engang vil jeg også.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva ;-) Helt er nok det sidste, jeg ville tænke om mig selv. Tak for tilliden ;-)
      Hvis du virkelig vil, så gør du det også engang ...

      Slet
  3. Det er sjovt, som det kan sidde mellem ørerne, for det tror jeg du har i, at det gør, fordi du godt kan alle tingene, hvis du ved at du kan bunde. Det er bare supersvært at frigøre sig for den angst. Jeg kan godt sætte mig ind i det, fordi jeg havde den samme angst, da min svoger skulle lære mig at snorkle. Det kunne jeg simpelthen ikke. Mine to niecer var helt ødelagte af grin, da jeg spruttende og halvdruknet kom op til overfladen igen. Jeg kunne sagtens bunde - der skete bare noget med mig, da jeg fik hovedet under vand.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg kan godt følge dig med snorkling. Det har også været en del af kurset. At få lukket så effektivt for næsen og så trække vejret gennem den slange, synes jeg også er svært.
      Men det kan lade sig gøre.
      Det er bare underligt, som fornuften kan kobles fra og panikken tage over.

      Slet
  4. Jeg følger også med, men kan ikke redde dig, hvis du mister balancen i vandet. Og kommer hovedet under vand så sker der noget med de fleste.
    Jeg var ved at drukne i en svømmehal vi havde lejet en aften, for at min eks skulle lære mig at svømme..... og jeg kunne ikke bunde noget sted. Jeg mistede grepet i kanten og under var jeg. Der gled jeg på bunden og ingen lagde mærke til noget. Jeg var under et par gange før jeg fik hanket mig fast igjen, og da var jeg helt færdig med vand. Og det har jeg været siden. Og ja, det meste sidder mellem ørene. Og jeg har sagt mig for gammel til at mase med det, men jeg beundrer dig. Vær sikker på at du har noget at gribe til, om du skulle gå rundt.... holder pusten for dig.... hehe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mona, jeg oplevede noget lignede engang i vores unge dage, da Walter ikke kunne begribe min angst for dybt vand. Vi var på Bornholm og svømmepølen havde samme dybe dybde overalt. Jeg lod mig overtale, for han kunne livredning. Det fik han også brug for, for jeg gik til bunds. Siden pressede han mig ikke, men han kunne stadig ikke forstå reaktionen. Det må også være svært at forstå for dem, der har det som en fisk i vandet.
      Stakkels dig dengang.
      Men nu har jeg oplevet vandets opdrift, og hvordan vi kvinder med et fedtlag er bedre til at flyde end de fleste mænd. Ja, der er mange ting, jeg har oplevet i vandet, som taler imod at blive bange.
      Jeg hænger ved og ser, hvad der sker ;-)

      Slet
  5. Små skridt må der til, også selv om det er i vandet. Jeg tror på dig, du har en viljestyrke og en god tilgang til at kigge på det, der spænder ben. pøj pøj med det :-)

    SvarSlet
  6. Tak Lene ;-) Det er i sig selv opmuntrende at få din og andres kommentar. Så må tiden vise, hvor langt jeg kommer ;-)

    SvarSlet