tirsdag, juni 27, 2017

Sommersøndag og sommerhverdage.

Om nogle dage åbner en meget spændende installation på Silkeborg Bad.
Det er den australske professor og kunstner Callum Morton, der har materialiseret myten om Sisyfos.
Lige HER kan du læse om værket.
Frivillig-gruppen var inviteret til en introduktion af det endnu ufærdige værk i eftermiddags. Med efterfølgende kaffe og kage.
I den græske mytologi fortælles om Sisyfos, der havde pådraget sig gudernes vrede.
Han blev idømt den hårde straf at skubbe en stor sten op ad et bjerg.
Hver gang han fik skubbet den op, trillede den ned igen.
Og han kunne begynde forfra. Dag ud og dag ind - det samme igen og igen.

I Callum Mortons udgave af den store sten, er der afbilledet fire ansigter, som måske kan genkendes som lederne i USA, Nordkorea og Syrien. Den fjerde kan jeg ikke huske. Men det er ledere, der gør det tungt for os.


I værket her har Sisyfos fået fri.

Der er mekanik, der styrer stenen både op ad bakken og ned igen.

Så kan vi fundere over, om Sisyfos var fri i arbejdet, der altid var det samme daglige genkendelige.
Eller om friheden ligger i det altid skiftende og foranderlige, som efterhånden er blevet hverdag for de fleste.
Det er vist længe siden, fabriksarbejderen stod ved samlebåndet og gjorde samme arbejdsopgave hele tiden?
Men for nogle er det tilfredsstillende.
Der har været et tæt samarbejde mellem forskellige aktører. Bl.a. elever på Teknisk Skole.

Der er tekniske problemer her få dage før åbningen af udstillingen
Sculpture Experiment Silkeborg på lørdag.
Kunstneren var stærkt presset, men gav os en fin indføring i sine tanker om værket og den vanskelige arbejdsproces.
Det kan der læses om under mit link øverst i indlægget.


Søndag aften var jeg inviteret til fødselsdagsfest, og som min datter drillende sagde, så kan det kun være en geronto-fest. (geronto = ældre/gammel) Hvem ville ellers invitere en søndag aften?
Og vi var da også pensionister allesammen. Børn og børnebørn havde været der en anden dag.

Men geronto eller ej, vi havde en rigtig sjov og hyggelig aften.
Min veninde er gift med en musikermand, og han havde komponeret og digtet en kærlig og sjov sang.

Jeg ville ikke køre hjem selv, så min datter afleverede mig, og min svigersøn sagde, han ville hente mig, hvis det blev før kl 24.

Jeg tog en taxa hjem.

Men jeg er ret sikker på, det ikke var under indflydelse af vinen, at en lille kartoffel vendt i smør og persille, trillede ned af min yndlingskjole.



Min lyseblå silkekjole.

Jeg blev straks hjulpet i noget tøj fra værtindens klædeskab, og kjolen blev vasket.

Men ak. Fedtpletter forsvinder ikke i vask.
I går blev den indleveret til rens. Og jeg håber virkelig, virkelig meget, den kommer tilbage uplettet.
Min yndlings, som sagt.













Da jeg kom for at aflevere det lånte tøj i dag, var der gang i det store lærred udenfor.

Det har været en smuk sommerdag.

Jeg har nydt at hænge vasketøjet ud og kort tid efter hente det tørt ind.

Den halve time i haven i dag, blev også til lidt mere.

I morgen og de næste dage bliver det regnvejr.

lørdag, juni 24, 2017

Med nerver på ...

Der var lidt nerver på, da jeg skulle køre min datter og svigersøn hen til Mariehøj kirke, hvor de skulle til bryllup.
Efter kirken var der fælles bus dertil, hvor festlighederne skulle foregå, og så var det dumt at have sin bil til at holde ved kirken.
På grund af Riverboat jazz og mange gæster i byen havde vi aftalt at køre i god tid. Men vi regnede med, at alle jazz-gæster sad rundt omkring på spillesteder og i teltene.
Det gjorde de ikke!
Det var tæt-tæt trafik og kø.
Men vi nåede det i sidste øjeblik.

Mariehøj kirke har den mest tilkørselsvenlige indgang.
Man kan køre lige til døren og så bare fortsætte ned på en anden gade.

Jeg var der kl 13.00 (som der var indbudt til)
Efterfølgende kørte jeg ned i parallelgaden for at få et glimt af bruden, der ankom kl 13.06, så i virkeligheden var vi der i god tid.


Da jeg kom hjem fandt jeg min stok frem og gik ned til Havneteltet, hvor min nabo havde holdt en plads.

Efterfølgende gik vi til Torvet.
Der var mange mennesker, en masse musik, godt vejr og hyggelig stemning.
Den udgave af jazz, der blev spillet sidst på eftermiddagen, der hvor vi var, var ikke min favorit.

Men det var dejligt, jeg kunne gå både frem og tilbage.
Og ikke mindst, at jeg sidder her i aften med kun lidt smerter i knæet.

torsdag, juni 22, 2017

At blive jævnaldrende med mig selv.

Da jeg gik hjem fra min vagt på Silkeborg Bad  først på eftermiddagen, var formiddagens grå, mørke lys afløst af solskin.
Der er dejligt i parken sådan en sommerdag.

Torsdag er den dag, jeg går til knætræning fra 16 til 17.
Jeg synes, jeg hænger lidt i bremsen. Det går ikke rigtig fremad. Jeg kan ikke gå ret langt før knæsmerterne stopper mig.
Dengang jeg gik med stok, kunne jeg gå længere. Måske skulle jeg tage en stok med og se, om det kunne hjælpe på det?

Den årlige Riverboat jazzfestival er gået i gang. Min veninde fra København plejer at komme her den weekend, og vi plejer at trave rundt i byen og lytte til musik ved forskellige spillesteder. Det kan jeg ikke i år.
Jeg har ikke meldt mig til teologi-gruppens tur til Jelling på tirsdag i næste uge. Jeg var der på et kort besøg for et par år siden og ved, der er store afstande at gå på. Det er et uhyre spændende sted og jeg kunne selvfølgelig sætte mig i en cafe og holde en ekstra pause, men det er bare ikke så sjovt, hvis jeg ikke kan være med til det hele.
Jeg håber, det ser bedre ud til næste år.

Det kan også være, jeg har været for meget på benene de seneste dage. I mandags tilbragte jeg mange timer stående i køkkenet. Ikke bare bagte jeg og rullede marcipan ud til dino-figurer. Jeg lavede også en portion små frikadeller.
Tirsdag eftermiddag tilbragte jeg sammen med de to lopper her.
Chr var med for at hente Mattias i børnehaven.
De er store drenge, der hverken skal løftes eller have skiftet ble eller andre småbørnsting.

Men jeg har ansvaret for dem og er lidt på tæerne hele tiden.

Der er også lange forløb, hvor de er fordybet i noget lego, og jeg læser avis.

Nu sidder jeg og prøver at finde den ene og den anden forklaring.
I bund og grund handler det om, at jeg er frustreret over, at jeg ikke kan alt det, jeg gerne vil.

Jeg skal øve mig i at blive jævnaldrende med mig selv!!
(et udtryk jeg læste i avisen forleden dag)

onsdag, juni 21, 2017

Lidt af hvert på en fødselsdags-onsdag.

Jeg har lige været ude i haven og fotograferet min bonderose. Kl. er 22.30, og det er årets længste dag.

Det er min fødselsdag og bonderosen, jordbær og hylden, der blomstrer hører med til min fødselsdag.

Jeg kan se på ældre billeder, at min bonderose har mistet noget af sin fylde.
Den har også stået her i 19 år, og før da, stod den i min mors have i Thy.

Det er vel sådan med planter som med mennesker, at ingen er udødelige.
Jeg fejrede min fødselsdag i begyndelsen af måneden ved at invitere min nærmeste familie til brunch på Gothenborg. Der var mange aftaler i kalenderen, så derfor blev det sådan en tidlig fejring.
Jeg plejer at invitere mine naboer på brunch eller formiddagskaffe, men i år er ikke som det plejer.
Mit knæ driller mig. Mine 'batterier' er længe om at blive ladet op.
Den eneste plan for dagen var, at Johanne og Chr sammen med deres forældre skulle komme til kaffe/kakao på vej hjem fra børnehave/vuggestue.
Jeg bestemte mig for at tage en minde-hyggetur i formiddags til Aarhus (hvor der er sået sommerblomster i rundkørslerne)

Til september er det to år siden Henrik døde. Jeg har  bevidst ikke skrevet om hans sygdomsforløb, som var meget privat for mig.
Men de sidste par år var han syg, og det betød, at jeg ofte gik fra lejligheden, når der kom hjemmehjælp, og når han sov.
Emmerys i Bruunsgade var nærmest min stamcafe, hvor jeg læste avis og havde min computer med mig.

Jeg er et kirkegårdsmenneske og holder af at besøge min brors og mine forældres gravsted.
Henriks familie valgte de ukendtes grav. Selv syntes han ikke, det havde den store betydning med et gravsted.
Så i mangel af et gravsted sætter jeg mig sommetider ind på Emmerys, som jeg gjorde dengang.
Ikke fordi jeg kun tænker på mine døde på et bestemt sted. Der kan være mange ting i hverdagen, der får mig til at tænke på en kær afdød.
Men i Emmerys i Bruunsgade bliver minderne mere levende for en stund. Og det hygger jeg mig meget med. Jeg er der ikke så tit mere.
Hjemme igen i eftermiddags fik vi is og jordbærkage. Og jordbær ved siden af og hindbær og kirsebær.

Og kaffe.
Og kold kakao til børnene. Ikke noget med varm kakao til dem.







På et tidspunkt fik Chr  lyst til at lave en perlefigur. En pokemon af en slags. Men jeg havde kun de store perler. I kælderen havde jeg små perler fra dengang hans mor var barn.
Vi gik ned og fandt dem. 
På vej op af trappen snublede han og 1000 perler faldt ned på gulvet. Ved fælles hjælp, kost og fejebakke fik vi de fleste med op.

Johanne var så uheldig at vælte sit glas med solbær, æblemost ned på gulvet og væggen.
Den slags uheld kan let ske.
Heldigt at forældrene var der til at tørre op. 
Det er godt, naturen er sådan indrettet, at man får sine børn som ung.

Nu har jeg ladet batterierne op i aften og har det glas rødvin, jeg blev inviteret til, tilgode til en anden gang.



tirsdag, juni 20, 2017

Når man ikke kan få varme nok, kan man jo altid bage ...

Det var en af de sjældne varme dage i går, da det var bedst at opholde sig i skyggen.

Mit tidligere grønne hjørne er det skyggefulde sted hos mig.

Det var nu ikke fordi jeg opholdt mig særlig meget der.

Jeg var i gang med det mest tossede, man kan gøre på en varm dag, nemlig at bage.

Chr. havde for nogen tid siden ytret ønske om at få en dinosauruskage, når hans gruppe fra børnehaven skulle komme på besøg.
Jeg har været nølende og mente ikke, jeg ville lave den igen, fordi det var sådan et stort arbejde sidste år.
Men jo mere dagen nærmede sig, desto mere varm blev jeg på ideen om at bage den.


Opskriften er jo lige HER
Billedet er fra 2016.

Eftersom det havde været så svært at flytte dyret fra bagepapiret og over på kagen, tænkte jeg, at jeg ville gribe det an på en anden måde.

I stedet for en stor dino, skulle der være flere små.

De ville være lette at flytte.








De var også lette at flytte.















Det var til gengæld noget værre pillearbejde at udstyre dem med øjne, tænder, og negle. Faktisk endte det med, at nogle af de små er tandløse.

Egentlig er der nok for mange dyr på. Der skal også være plads til slik.
Men det tager forældrene sig af.


mandag, juni 19, 2017

Weekendens bedste ...

Eller nogle af weekendens bedste:

Billedet her er fra fredag eftermiddag, så det er lige før, det bliver weekend.

Jeg synes, det er så spændende at få insekterne under lup.
Det synes Chr. også, og han ved, hvis vi flytter et par store krukker, så bor bænkebiderne der.

De kommer i fangenskab sammen med nogle blade og noget jord, mens vi kigger på dem.
Bagefter kommer de ud igen.

Det grønne forstørrelsesglas her er så smart, at når vi kigger ned i toppen af glasset, så ser vi 'fangen' fra oven. Når vi kigger ind gennem siden, som Chr gør, så er det undersiden vi ser.
Så kan vi tælle de mange ben.





Jeg har ikke fundet ud af, hvad det er for et insekt, der ligger her.

Den var død, men kom også en tur under lup.








Jeg var sammen med min ældste datter og de to fætre på AQUA.

Her står de ved klappe-dammen.

De er ikke så modige, at de stikker hånden ned og klapper karperne.

Der er forskellige fisk.
Karperne er mest nysgerrige og kommer helt op til overfladen.
De er forbløffende bløde at røre ved.

De napper i fingrene, men har åbenbart ingen tænder.
Det gør i hvert fald ikke ondt.
Jeg har ingen billeder fra parken den dag.

Der er så mange muligheder for at lege med vand. Drengene er vilde med det.
Det er mest ideelt, hvis det er så varmt, at de kan løbe rundt i badebukser.
Under alle omstændigheder skal der medbringes håndklæder og skiftetøj.
I lørdags var sådan en dag, hvor solen skinnede, men det blæste meget.
Alligevel var det ok at blive våd.

Billedet her er fra d. 2. juni, hvor vejret ikke var så godt.

Ved denne her 'station' er der forskellige skydehuller, hvor man kan få ram på andre.

Vi har årskort.
Ellers ville det hurtigt blive en dyr fornøjelse.





Fotogruppen 8600, som har navn efter det lokale postnr. har en fin udstilling i Bryrup for tiden.

Der var meget forskellige, flotte og spændende billeder at se.

Der var fernisering, så flere af fotograferne var tilstede. Det er altid interessant at få en snak og høre om tankerne bag et motiv, og metoder der er brugt både med kamera og i efterbehandling af billedet.

Jeg var der sammen med gode venner. Vi kørte efterfølgende til Vrads for at blive tanket op på Vrads station, som er en cafe, eller som det hedder: Traktørstedet Vrads Station.


Det er en lille perle med den fine gamle stationsbygning, der ligger omgivet af hede og skov.








Stedet var, lige præcis i lørdags, rammen om en strikkedag.

50 strikkeglade kvinder fyldte op i de små stuer.
Enkelte af dem sad udenfor i solen på en bænk, mens de strikkede.

I en af de togvogne, der holder fast på stationen, var der udstilling af modeller og salg af garn.
Der var flotte, bløde ting i strik. Men det var ikke til salg.



Vi fik kaffen og lagkagen serveret i en togvogn, mens vi blev advaret om ikke at læne os ud.

Det var rigtig hyggeligt.

Det gav næring til drømmen om en lang togrejse.

Engang, da piger var nok 8 og 12, rejste vi med tog fra Neumünster til Venedig.
Med middag i togets restaurant og sovevogn.

Det var spændende. Og afslappende.
Stationen i Venedig ligger ligge ned til Canale Grande, hvor Vaporetto (vandsporvognene) ligger klar til at tage passagere med.
Smukkere kan man ikke ankomme til Venedig.



Veterantoget går mellem Bryrup og Vrads.

torsdag, juni 15, 2017

Ingen havesofa i denne her omgang.

I går kom jeg forbi den sofa, jeg ønsker mig til terrassen.

Først troede jeg, at de to fugle, der sad i den, var udstoppede.
De var helt ubevægelige.

Da jeg gik nærmere, flyttede de sig, og jeg lagde mærke til, at der var fuglelort på både sider og hynder.

Straks tænkte jeg, at nu var den sofa nok til salg for en slik.
Men den unge mand ved kassen i Jysk, var sikker på, at de ville vaske den, så den blev fin igen.
Det er vældig hyggeligt, når solsortemor sidder og ruger, men det er ikke sjovt, når ungerne gør de første flyveøvelser i nærheden af reden.
Jeg har haft to på min terrasse, og det er utroligt så meget sådan nogle små fugle kan kvittere.

Udenfor Jysk står der en meget høj stak stabelstole. Et sted mellem to stole har solsorten udruget de to små banditter, der har indtaget sofaen.

onsdag, juni 14, 2017

Nu kører det ...

Jeg håber, det kører for min computer. Der er i hvert fald skaffet mere plads.
Om det er gammel vane, at der alligevel dukker den lille note op, hvor der står, at harddisken er næsten fuld, ved jeg ikke.
Jeg har mine bange anelser. Men nu er der 2,49 GB ledig plads ud af ialt 120 GB, så der skulle ikke være grund til at blive ved med at skrive den besked.
2,49 er selvfølgelig ikke så meget, så jeg skal stadig have slettet en masse billedfiler.

Nu har jeg selvfølgelig lige fyldt lidt på ved at lægge nogle billeder ind fra portræt-workshoppen i søndags.

Det var en sjov og spændende dag, som begyndte kl 10 og først sluttede 17.30.

Silkeborg Bad var en meget velegnet ramme med to undervisningslokaler, hvor det ene var indrettet som fotostudie.

Vi fik også den dejlige frokostbuffet, som bliver serveret i cafeen i weekenden.
Som det ses på det her billede, så skal portrætfotografen virkelig tæt på sin model.
Lyset har en enorm stor betydning. Vi havde mulighed for at prøve forskellige lyssætninger både foran og bagved kameraet.

Det er utroligt som lyset kan forandre et portræt.
Sådan en rund lysskærm med sølv- eller guldoverflade kan gøre en stor forskel.

Udover at lege med det professionelle udstyr i grupper på tre, så havde vi opgaver med at finde motiver i Kunstcentrets udstilling og i parken.
Og bruge vores egne fotoapp.

Måske er det børnelærdom for de fleste, men jeg vidste ikke, at jeg kunne tage sådan et portræt ude i skoven med mit kamera uden lys eller noget.
Det var let overskyet.

Jeg gik meget langt tilbage, zoomede max og skød, selv om det så uklart ud.
Jeg synes, det er godt, at venstre halvdel af ansigtet ser ud som om, der er skygge.

Modellen er Steffen, vores dygtige underviser.

Vi skulle medbringe en selfie til kurset. Det var min første, og som det ses, var det en alvorlig sag.
Da jeg var ung, prøvede jeg altid at gemme mig blandt andre på gruppebilleder. Det ærgrer mig i dag, når jeg ser de gamle billeder.

Så da jeg skulle tage sådan en selfie, så ville jeg gerne gemme mig blandt nogen.
Det er selvfølgelig også noget pjat, for jeg er jo igennem årene blevet vant til at blive fotograferet.
Og gøre som min datter siger: Ret dig op, læg hovedet på skrå og smil.

Men jeg stillede mig op foran mit tekstilbillede med masker, så der blev lidt gruppebillede-agtigt over det.
Vi fik kommentarer og gode råd af underviseren, og rådet til mig var, at der ikke skulle være så meget baggrundsstøj, men at min historie legitimerede mit valg.


Se bare hvor stor forskel det gør, med rigtigt lys og mørk baggrund.

To af mine med-kursister eksperimenterede med lys og baggrund, mens jeg var model.

Det var sjovt at prøve.
Og det var forbavsende svært at være den, der stod bag et professionelt kamera. Der var meget at holde styr på.

Vi var kun ni på holdet. Det undrer mig, at der ikke havde været større interesse.
Det var virkelig udbytterigt at deltage. Og meget sjovt.
Og så kostede det kun 175 kr.








Vi havde en hel del leg med lys. De to billeder her med mørk baggrund er måske i det mørkeste. Især det nederste.

Der var også nogle, der var for lyse.

Vi kunne godt have brugt to dage mere, som Steffen sagde.















Fra Tony Ourslers udstilling på Kunstcentret Silkeborg Bad.


mandag, juni 12, 2017

Pause.

Åh altså! Min computers harddisk er fuld, men jeg kan ikke komme ind og slette.
På onsdag får jeg professionel hjælp, men jeg ved ikke, om den bliver ved med at fungere indtil da.
Lige pludselig lukker den ned, som den lige har gjort nu.
Andre gange er den langsom i opstart.

Der bliver nok et par dages pause her.
Jeg kommer tilbage med billeder fra portræt-workshoppen i går. Det var en sjov og spændende dag.
Interessant at se, hvor meget lys og lyssætning betyder.
Min selfie og mit portræt er meget, meget forskellige.

Åh altså, jeg savner at lægge billeder ind på computeren!
At arbejde lidt med dem og at dele dem

lørdag, juni 10, 2017

Uden billeder går det ikke ...

Når jeg vil lægge billeder ind på computeren, får jeg denne her besked i dag "Kan ikke skrive til "iPhoto-bibliotek." Sørg for at der er tilladelse til at skrive til biblioteket."
????
Jeg ved, at der næsten ikke er plads på harddisken, og at jeg skal have slettet nogle filer, men jeg kan ikke komme til det. ØvØvØv.

I morgen er der en workshop om portrætfotografering på Silkeborg Bad. Den er ret aktuel i forbindelse med udstillingen Ansigt og Identitet.
Jeg tilmeldte mig først i går, fordi jeg var usikker på, om niveauet var for højt for mig. Men nu prøver jeg og ser, hvordan det går.
Vi skulle sende to billeder til underviseren. Et ærligt og et forskønnende. De skal bruges til at introduceres os selv. Allerede der blev jeg lidt betænkelig. :-)
Men det kan sikkert blive godt. Desværre kan jeg ikke sende de to, jeg har, fordi jeg ikke kan komme ind til mine billeder på computeren.
Underviseren hedder Steffen T Nielsen. Han har en fin hjemmeside. På facebook kan jeg se, at han ikke forskønner sig selv, så det bliver nok sjovt.

Jeg er avanceret til knæhold nu i mit træningsforløb. Det betyder, at jeg ikke har fys Jakob for mig selv, men skal dele ham med andre. Det er ok. Jeg har fået mere ondt i mit knæ, men det gør mig ikke nervøs. Det hænger sammen med flere øvelser og næsten en times træning. Jeg regner med, at smerterne aftager efterhånden. Jeg kan i hvert fald meget mere. F. eks 10x3 lunges i rap, og jeg bliver ikke så forpustet som i begyndelsen.

Fidget spinneren har været det store hit i et stykke tid. I dag fik jeg et tidssvarende familiebillede, hvor familien et øjeblik var samlet om computeren for at se et klip med tips og tricks til spinneren.
Jeg tror, det blev et godt billede. Men jeg ved det ikke endnu, før jeg har set det på computeren.
Øv igen.
Det er sikkert kun et lille problem. Der skal bare lidt hjælp til.

onsdag, juni 07, 2017

Mit blommetræ mistrives.

Mit højtelskede blommetræ viser tegn på mistrivsel.
Noget har angrebet det.

Jeg ved ikke, hvad det er? Gør du?

Måske svamp?

Jeg har nippet mange af de visne blade af, men jeg har også klippet grene af, hvis der slet ikke var noget grønt tilbage.
Jeg blev ikke færdig med det i går, før regnen brød så voldsomt ud.


Bare det ikke er samme sygdom, som min brors blommetræ havde?

Sidste sommer stod det så tappert med blommer.
Men uden blade.

Det blev fældet senere. Der var ikke meget liv tilbage i det træ.

Nu regner det på anden dag. Jeg håber, det gør noget godt for mit træ.

mandag, juni 05, 2017

En skuffelse. Og en dejlig oplevelse.

Vi har været der flere gange før - på Gothenborg.
Når jeg læser mit indlæg fra dengang i september 2014, så bliver jeg helt trist over, at vi ikke fik den samme oplevelse i går, da vi var der til brunch.

Jeg havde inviteret min bror og svigerinde og mine to børnefamilier til en annonceret champagnebrunch med live musik.
Det lød godt, og jeg har fødselsdag senere på månenden, så jeg tænkte, vi kunne begynde at fejre den i hyggelige, landlige omgivelser.
Der var ikke noget i vejen med maden. Det var den sædvanlige hjemmelavede mad med fokus på retter med fjerkræ, som vokser op på gården. Og mange andre lækkerier.
Der var bare taget alt for mange mennesker ind. Arrangementet var fra 10 til 13.
Først 10.30 var maden klar på et lille buffetbord, der slet ikke svarede til forsamlingen. Der blev hele tiden fyldt op, så der var mad nok, men køen var ulidelig lang og tæt. Mine to svigersønner, der ikke gider stå i kø, fik først mad kl 11.30. Der var stadig kø, men den var ikke så massiv.
Bordene var stillet meget tæt. Det var besværligt at komme frem og tilbage. Der var ikke plads til at børnene kunne lægge lego ud på gulvet (som ved tidligere besøg) og vi havde fået et bord længst væk fra indgangen, som var upraktisk, fordi børnene skulle kunne gå ud og lege og komme ind igen.

Nu er en restaurant selvfølgelig ikke en legeplads.
Det ved jeg godt.

Vores oplevelse ved tidligere besøg har bare været så meget anderledes.

Vi blev hængende lidt efter alle var gået.
De tre udmærkede musikere skulle også spise, og vi andre kunne nippe lidt, da der blev oversigt over buffet'en.





De to trampoliner udenfor er altid et hit.
Johanne gav den gas.

Hun kunne sagtens have brugt al tid udenfor, men hun skal mandsopdækkes, så vi skiftedes til at gå med hende ud.

Og jeg ved godt, at uanset hvor vi havde været, så er restaurantbesøg ikke ikke det sjoveste for børn.

Men netop fordi rammerne har været så fine på Gothenborg, så blev jeg så meget mere skuffet denne her gang.





Jeg er før blevet opfordret til det, men det blev først i dag, jeg for første gang  deltog i en udendørsgudstjeneste. Og det blev en dejlig oplevelse.
Rammerne om gudstjenesten var parken ved Silkeborg Bad.
Der er helt ualmindelig smukt med de endnu lysegrønne blade på træerne og rhodendronbuske i fuldt flor.
Solen skinnede, og det var først, da det hele var overstået, der kom en lille byge.

Der var indslag fra børnekoret, fra ungekoret og blæserne fra Balle skole.
Dagens prædiken eller refleksion, som der stod i programmet, tog udgangspunkt i historien om Pinocchio. Om vores trang til frihed og ingen bånd, der binder os. Men i sidste ende, så er det kærligheden, der betyder mest. Og dermed den binding, der ligger i den. Der er stof til refleksion i lang tid oven på¨den oplevelse.
Der var mange mennesker, der sluttede godt op om fællessangen. Nadveren blev afviklet ved, at der var opstillet fire stationer, og på den måde blev der ikke uoverskuelige langsomme køer. Jeg lagde mærke til, at ud af ni præster, var der kun en enkelt mand. Det er nok ikke uden grund, at nogle røster hævder, at kirken er blevet feminiseret.

Jeg sidder stadig på terrassen nu kl. 22.40.
Fuglekoret er næsten slut.
Himlen ser ud, som om en stor akvarelpensel er ført henover den i rosa og blå farver på en gråblå baggrund.
Nu 22.43 er fuglekoret helt slut.
Er der noget bedre tidspunkt end sådan en stille sommeraften?
Jeg nyder denne her blå skønhed så længe den varer. Det er nemlig ikke ret mange dage.
Og slet ikke når det nu begynder at regne i morgen.
Det er tiltrængt med regn. Alting er meget tørt.


fredag, juni 02, 2017

En lun sommeraften på kanten af pinse.

Hvor sidder man og drikker kaffe og spiser kanelsnegl en torsdag aften kl 20.30?

Det er selvfølgelig Ikea.

Jeg tog imod tilbuddet, da min datter i går aftes spurgte, om jeg ville med på en hurtig tur til Ikea.
Der er åbent til kl 21, og der var utrolig mange mennesker, der havde valgt at lægge deres indkøb sådan en aftenstund.
Jeg skulle kun have et par ting, så jeg trak hurtigt mod udgangen og kassen, mens min datter fyldte sin vogn.
Jeg købte forresten helt spontant en  cykelhjelm. Ikke fordi jeg skal til at cykle i stor stil, og jeg havde heller ikke undersøgt kvaliteten, og hvad der ellers findes på markedet. Men jeg har alt for længe været alt for sløv mht at anskaffe én. Jeg synes, den er vigtig. Jeg ved, hvad det er for en æggeskal, der omgiver vores hjerne, og det er ingen spøg at slå hovedet. Børnebørnene vokser op med den som standard, så snart de sætter sig på en trehjulet. Og så er det lidt tåbeligt, at mormor ikke har en cykelhjelm.

I forgårs blæste det så meget, at flere af mine yndefulde, spinkle akelejer knækkede nede ved roden.

I går var også en blæsende dag. Else og jeg drak slut-med-vinterbadning-kaffe ude ved Østre. Vi kunne ikke finde en læ-plads med søudsigt. Men på den anden side af badehusene var der lunt og læ, der hvor solen skinnede.

I dag har været en sommerdag. Vist nok den eneste vi får i pinsen.
Jeg sidder stadig på terrassen kl 21.15. Solsortemor har travlt med at bringe natmad til ungerne. Hun holder en lille pause, på kanten af terrassen, med næbbet fuldt af orm, der hænger og dingler.
Der er stille nu. Kun lidt spredt fuglefløjt. Naboerne er trukket ind. Vi bor så tæt, så vi kan høre, hvad  hinanden snakker om.
Jeg tror, jeg tager et tæppe om benene og nyder stilheden, selv om det begynder at blive køligt.

tirsdag, maj 30, 2017

Min favorit-akeleje.

Hvert forår er det spændende, hvordan akelejerne har krydset sig. Man kan aldrig regne med dem.
De spreder sig lystigt og muterer. Jeg er godt tilfreds med den variation, de skaber i haven
Sidste år var der en enkelt plante med de sarte lyseblå/lilla farver. I år var jeg spændt på, om den ville vise sig igen. Det gør den. Med hele to eksemplarer.
Og sådan er der mange glæder, når blomsterne folder sig ud.