søndag, december 10, 2017

Sne fra morgenstunden-

I dag vågnede vi op til et fint snedækket landskab.
Bare et tyndt lag.
Jeg gik hen til sygehuset, hvorfra der er udsigt over byens tage.

Det er sådan et vejr, der gør mig nervøs for at falde. Om jeg kan stole på mit knæ?
Men det gik godt.

Hyben med snehat.


Temperaturen var omkring frysepunktet hele dagen, men det bliver vist tøvejr i morgen eller overmorgen.

lørdag, december 09, 2017

Min hvide amaryllis.

Så flot er min hvide amaryllis i dag.


Silkeborgpigerne&Drengene havde juleopvisning.

Forældre, søskende og bedsteforældre fyldte hallen og nød at se de glade unger.










torsdag, december 07, 2017

En torsdag i december.

I dag fik jeg mulighed for at se byens nyeste plejehjem indefra, idet vores kor sang en lille julekoncert der.

Stueetagen rummer cafe og køkken.
Det er et meget flot og stort køkken-alrum, sådan som det findes i nye huse, hvor køkken og stue er et stort rum.
Der er store vinduer med mulighed for lysindfald fra  alle sider, hvis ikke det havde været sådan en dunkel og regnfuld dag.

Min yndlingsjulesang i år er 'Hvad er det der gør jul til noget særligt.'
Den vandt prisen som årets nye julesang i 2015.
Radioens pigekor synger den så smukt. Den ligger på youtube, men jeg kan ikke flytte den herover på bloggen.
Udover vores repertoire, så blev der sunget mange af de gamle julesalmer som fællessag.
En hyggelig stund.

Et lille hjørne af det nye plejehjem.

Indvielsen fandt sted i juni måned, men de første beboere flyttede ind allerede i marts.
Øverste etage er ikke beboet endnu, hvad der får nogle borgere til at frygte, at der måske skal lukkes et af de mindre plejehjem i udkanten af kommunen?











Da jeg havde hentet Chr i skolen, var vi en lille tur i Fætter BR for at kigge på julegaveønsker og fotografere til en ønskeseddel.

Jeg prøvede at sælge Mumrikkens (en af Mumitroldens venner) filosofi, der lyder sådan "Alt det, der er smukt, er mit så længe jeg kigger på det."

Den dur selvfølgelig ikke for en seksårig lige før jul.
Men jeg kan nu vældig godt lide det.

Efter en halv times tid var vi klar til at køre hjem til mig og bage pandekager.


onsdag, december 06, 2017

En god film.

Hvad er hyggeligere end en biograftur en mørk decembereftermiddag? Jeg har været i bio i eftermiddags, og jeg synes, det er noget af det hyggeligste.
Filmen var Victoria & Abdul.

I indledningen får vi at vide, at den er baseret på sande hændelser - for det meste.
Abdul døde i 1909. Hans dagbøger blev fundet i 2010.
Nogle af de ting, dronningen skrev på urdu, havde forputtet sig, så de blev ikke brændt, som alt materiale, der havde med Abdul at gøre, blev, da hun døde i 1901. Så på den måde var der materiale til at skrive en historie om Victoria og Abdul.
Jeg vil tro, at det britiske overklasseliv er fremstillet noget karrikeret i filmen. Vi er også i komediegenren. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad mon er virkelighed, og hvad mon er skrevet til? Under alle omstændigheder følte mig godt underholdt. Der var noget at blive rørt over, noget at blive forarget over og noget at more sig over.
Vi er i 1880'erne. Victorias ægteskab med Albert sluttede, da han døde i 1861. De havde været gift i lidt mere end 20 år og havde fået mange børn. Det var et kærlighedsægteskab. De havde valgt hinanden, og hun sørgede resten af sit liv. Men over årene udviklede hun et varmt venskab/ kærlighedsforhold? til sin tjener John Brown. Han døde i 1882.
Omkring det tidspunkt skulle hendes 50 års jubilæum som regent fejres. Hun var ensom og kedede sig til de mange officielle arrangementer, hun var en del af.
Hun var også overhoved over Indien. En ung indisk mand blev valgt til at overrække hende en særlig jubilæumsmønt fra Indien.
Victoria vidste ikke noget om det land. Der var udstedt en fatwa mod hende, så hun kunne ikke rejse. Den meget kønne og charmerende, Abdul, vækkede hendes interesse for indisk kultur og sproget urdu.
Trætte, gamle dronning Victoria livede op som en ung kvinde. Men omkring hende, var hoffet, regeringen og hendes børn efterhånden klar til at få hende erklæret sindsyg. Hun var stærk og beholdt Abdul som sin nærmeste ven og rådgiver, til hun døde.
Han var nok den, der betalte den største pris for det venskab, og han blev smidt ud af landet, da hun døde.
I filmen bliver der fokuseret en del på, at Abdul er muslim. Jeg undrer mig på, om det er skrevet til, fordi det er et aktuelt emne i dag?
Eller om det måske også var det dengang?
Jeg er ret begejstret for den type film, hvor der noget historisk virkelighed, lidt manuskriptfrihed og en hel masse britisk overklasse fra gamle dage.

Hvis du er til biograffilm, så løb afsted her i de mørke eftermiddagstimer :-)

tirsdag, december 05, 2017

De flettede.

Min tidligere kollega, som er en ivrig julehjerte-fletter, har flettet en lille buket hjerter til mig med mine børnebørns navne på den ene side og deres fødselsår på den anden. Hun var ikke tilfreds med det med kajakroeren, der passer til min svigersøn, der ror kajak tre gange om ugen.
Jeg synes, de er meget fine og hun er utrolig dygtig.
Hjemme hos hende i dag, var alle familiens julehjerter hængt op under hele loftet i køkken-alrummet.
Det ser overvældende hyggeligt ud.
Hun har lovet sin mand ikke at hænge flere op :-) 

mandag, december 04, 2017

How to survive ...

Min svigersøn sagde på et tidspunkt, om vi ikke skulle skrive en manual "Hvordan overlever man en seks års fødselsdag?"
Det gik nu vældig godt. Alting var planlagt og forberedt. Inde såvel som ude. Støjniveauet var højt, hvad der nok var årsag til spørgsmålet.
Hvis jeg kunne sætte billeder sammen til en collage, så var det på sin plads her.
Det kan jeg ikke, så her kommer en stribe.













































































Vi var tre voksne. Det var slet ikke for mange. De har en størrelse, hvor der stadig skal styres.

I morges ude ved Østre fiskede vi termometeret op af vandet og kunne konstatere, at temperaturen nu er i nærheden af to grader. Plus - minus en anelse.
Billedet er taget med min telefon.
Umiddelbart efter stod jeg i fotohandlerens butik. Han kunne konstatere, at mit apparat var afgået ved foto-døden.  Zoom'et var slået skævt og låst fast. Med en timeløn på 800 kr. + reservedele skønnede han, det ikke kunne betale sig at reparere det. Jeg købte uden tøven et nyt.

Det er nu, der er noget ved at vinterbade :-)
Solen skinnede oven i købet i morges.

søndag, december 03, 2017

En dejlig søndag - endnu én. Og tilbageblik.

Det er noget fantasiforladt over at bruge den samme overskrift to gange i træk. Men jeg opdager, det faktisk er en uge siden, jeg skrev sidst.
Vi har fejret fødselsdag i dag.
Mattias er seks år nu.

På billedet har han lige opdaget, at den gave, han er i gang med at pakke ud, er det spil, der hedder Afrikas Stjerne, som han netop har pakket ud og stillet op af væggen.

Så nu må han med hen i butikken og levere det ene spil tilbage og så vælge en anden ting.

På sådan en dag hvor fætre og kusiner, med forældre og bedsteforældre på begge sider, er sammen, så mærkes det tydeligt, at børnene bliver større og bedre kan håndtere samarbejde og konflikter. Det er blevet lettere at dele. Og lettere at være voksen i det samvær. Det skyldes ikke mindst, at der er et tumlerum i underetagen.

Min yngste datter og jeg var på julemarked på Trapholdt Kunstmuseum i går. Det er et marked, hvor designere og kunsthåndværkere udstiller og sælger.
Trækplastret for os var Marianne Kuipers, barndomsveninde med min datter.

Hun designer og syr lækre puder i skind.

Zero waste og recycled leather, som hun skriver.

Der var mange spændende og flotte ting at se og købe, og selv om der var mange mennesker, så var det muligt at bane sin egen vej igennem.


Den aktuelle udstilling med værker af Michael Kvium var taget ned i tre dage for a give plads til julemarkedet.


Marianne havde sin store datter med som interesseret sælger.

Vi så lidt overfladisk noget af udstillingen
Eat Me.
Billederne og værkerne handler om vores forhold til mad.
Der var mange ulækre billeder og symboler.
Især den russisk franske fotograf Dimitri Tsykalov har lavet nogle mærkelige billeder med råt kød.


På hans billeder er mænd, kvinder, politiske og religiøse symboler pakket ind i råt kød.













Det her billede, med selvmordsbombemanden med pølser i bæltet, har jeg tilladt mig at beskære, så vi slipper for at se alle herlighederne.











Tilbageblik på fredag resulterer i lidt hyggeligere billeder.

Første decemberbillede ude fra Østre Søbad. Der sidder et par mennesker ude på broen uden overtøj.
Else og jeg holder fast i vores badeaftale to gange om ugen. Vandet er ca to grader nu.
Efter badet var jeg på Mattias' skole. Forældre og bedsteforældre var inviteret til at hjælpe med julepynt til klasseværelset.
Bedstefar og bedstemor var der fra kl 8-10, hvorefter jeg overtog indtil kl 12.
Der blev klippet og klistret i stor stil.
I spisepausen sad børnene i en rundkreds på gulvet (vi andre sad ved bordene) Læreren stille et minut-ur og sagde, at børnene skulle være helt stille i 6 min., mens de spiste. De skulle så fortsætte med at sidde stille, mens der blev læst et kapitel fra en bog.
Det var rimelig svært for et par af drengene.

Efter lidt mere klip og oprydning var der frikvarter.
Mattias ville gerne, jeg blev og kiggede på deres leg.
Det er også hyggeligt. Jeg kan se, hvordan de agerer mere sammen nu - næsten fire måneder inde i deres første skoleår.








Johanne og jeg var en lille tur inde i Musikhuset i mandags for at se blomsterdekorationerne fra fredagens prisuddeling. De flotte blomster var allerede ved at blive taget ned. Der skulle skaffes plads til juleudsmykningen. Men der var stadig amaryllis tilbage.
Det er hyggeligt at have hende med. Hun er nysgerrig og interesseret. Vi var nede i garderoben og oppe på første sal, men det foregår stille og roligt. Hun drøner ikke vildt rundt.

Johanne var begejstret for ballonpynten hos Mattias.

Kort tid efter jeg havde taget billedet her, gled mit kamera ud af hænderne på mig - jeg ved ikke hvordan. Men det faldt lige på det ene hjørne og det bevirkede, at zoom'et blev låst fast.
Jeg kunne ingenting med det.

Så i morgen efter badet ved Østre, styrer jeg lige ind til fotohandleren for at høre hans mening?
Om det mon kan repareres?
I morgen eftermiddag vil jeg hjælpe Mattias' mor med fødselsdagsfejring for klassens drenge.





mandag, november 27, 2017

En dejlig søndag.

Lørdag aften var der stor festivitas her i byen, idet kronprinsparret havde valgt Silkeborg, som den by, der skulle være vært for deres årlige prisuddeling.

Jeg var ikke selv i nærheden, hverken udenfor Museum Jorn eller Musikhuset, så jeg så først i går de ualmindelig flotte blomsterarrangementer.

I går var der nemlig eftermiddagskoncert i foyeren i Musikhuset, som der er med mellemrum.

Det lokale Big Band spillede et bredt udpluk fra deres repertoire. Gennem årene har der været stor udskiftning af ledere og spillere. Nu med bl.a. unge talenter fra gymnasiet og den kreative skole.
Det er selvfølgelig ikke deres skyld, at jeg ikke bryder mig så meget om ny big band musik.
Til gengæld nød jeg den smukke udsmykning og det hyggelige selskab.

Om lidt henter jeg Johanne i børnehaven. Jeg tror, vi svinger omkring og kigger på blomsterne.

















Og så fik vi lige rundet dagen af med at spise sammen og se sidste afsnit af Herrens Veje.

Det er godt at dele oplevelsen ved en tv-serie, der skaber debat.

Ærgerligt, der er så lang tid til anden sæson.

Nu er alle bolde kastet op i luften, så det er spændende, hvordan de lander.





søndag, november 26, 2017

Min julekalender.

Det var en stor, glædelig overraskelse at få en julekalender af de to.

Johanne havde sagt til mig, de havde en overraskelse, men hun havde kunnet holde på hemmeligheden, for jeg fik den først af min datter, den aften vi var til koncert.

Billedet er fra sommeren 2016, og som Johanne bemærkede: "Det var dengang jeg brugte sut."
Den lille chokoladebid, der gemmer sig bag lågerne, vil ikke blive spist om morgenen. Af mærkværdige grunde, kan jeg ikke lide chokolade eller slik før et stykke op ad dagen. :-)
Men jeg vil glæde mig over den - eller til den hele dagen.



fredag, november 24, 2017

Brikkerne faldt på plads.


Der var mange brikker, der skulle falde på plads i går, før jeg sad i Herning kirke sammen med mine to døtre og ventede på Anne Linnet.

Men alle aftaler lykkedes, og det var dejligt at være i god tid, ca en halv time før koncerten begyndte.

Vi sad i sideskibet, og selv om det selvfølgelig ikke var som at sidde på første række, så var det udmærket.

Jeg var spændt på, om den smukke Stjerne Over Betlehem, som vi synger i koret, var med.
 Det var den. Teksten fortæller tydeligt om en afdød, der er stærkt savnet. Vi fik historien om, hvem den handlede om. Efter samarbejdet med Johannes Møllehave i 1980erne, bevarede Anne Linnet kontakten og venskabet med ham og hans kone Herdis. Da Herdis døde, faldt Johannes helt ned i kælderen. Anne Linnet skrev om længselen og den elskede, der ikke længere kan nås. Mange vers. Bl.a. "Åh, måske på nattehimlen/ Stjerner over Betlehem/ Kan jeg mærke hendes varme/ Og fortrænge længselen"og omkvædet " Stjerne over Betlehem/ Du må vise vej igen/ Være håbet jeg kan se/ I mørket"
Jeg lægger altid så meget mærke til teksten og synes, jeg mangler noget væsenligt, hvis jeg ikke hører eller forstår den. I går aftes var der et hæfte med syv sange/salmer, og vi blev hele tiden opfordret til at synge med.
Det var en dejlig koncert. En julekoncert. Som min ældste datter sagde, så rammer Anne Linnets stemme lige ind mellem ribbenene.
Vi fik også historien om hendes forhold til kirken. Som barn var hun med sin farmor i kirke, men hun forstod ingenting. Hjemme igen, spillede og sang farmor de salmer sammen med hende, der var blevet sunget i kirken. På den måde kom hun til at kende salmebogen godt.
Hun arbejder på en samling salmer, der udkommer næste år eller i 2019. Jeg tror, hun sagde 14 salmer.
Efter koncerten spiste vi på en italiensk restaurant. Jeg glædede mig over at være inviteret og være sammen med de to i en voksenkontekst.

Jeg hentede Johanne tidligt i børnehaven i dag.
Hun hoster stadig meget, især om natten. Men hun leger og spiser godt.

Vi brændte et par stjernekastere af hjemme hos mig.
Johanne synes, det er så flot. Men lidt farligt og spændende.
Jeg lagde mærke til, at den røg eller os, de udvikler, provokerede hosten.




Senere så vi film om Cirkeline.


Den rigtige siddestilling findes ikke.

(For 50 år siden lærte vi dog på fysioterapeutuddannelsen, at der var en korrekt siddestilling)

For længe siden er den teori forladt.
Nu ved vi, det er godt at skifte stilling. Og den bedste stilling er den næste.

Det er børn eminente til.

















onsdag, november 22, 2017

Dagens input.

Jeg har været til et meget interessant foredrag i dag med titlen Livshistorien.
Dorthe Kirkegaard Thomsen er forfatter til den lille bog i serien Tænkepauser, som udgives af Aarhus Universitet.

Det er ikke kun de berømte og kendte, der har en historie at fortælle.
Vi har alle en livshistorie, og den er afgørende for vores identitet.

Dagens foredragsholder, der er lektor på Aarhus Uni,
 fortalte, at forskning i livshistorier er et relativt nyt felt. Livshistorien antages at være sammensat af erindringer, kapitler, refleksioner, selvbilleder og temaer, men som forsker kan man ikke direkte observere livshistorien eller placere den under et mikroskop eller analysere den kemisk.
Jeg tror at alle, der sad og lyttede til foredraget, tænkte på deres egen livshistorie. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg synes, jeg har oplevet så meget, siden jeg var barn på husmandsstedet i Thy. Der er sket meget i samfundet og i mit liv. Det kunne være sjovt at systematisere det ...

Jeg har også set film om Cirkeline og hendes ven Frederik i dag. Johanne har ikke været i børnehave. Hun har en voldsom hoste, som hun ikke kan slippe af med. Hun lyder som en søløve. Jeg afløste hendes far, der var hjemme hos hende i formiddags. Cirkeline er stadig et hit, som hun var, da mine piger var små.
I morgen stykker vi vist en pasning sammen - hendes mor og jeg.




tirsdag, november 21, 2017

Stemning her og der.

I de seneste fire uger er mit blik faldet på Rune, hver gang jeg kiggede ud af vinduet.

Jeg har såmænd tænkt på, om det ville få indflydelse på, hvor jeg ville sætte mit x på stemmesedlen?

Jeg vil ikke afsløre, hvor det blev sat, men jeg stemte på to forskellige partier, dvs. jeg stemte personligt på  to kandidater, der repræsenterede hvert sit parti i kommunen og i regionen.
Jeg er ikke en kernevælger. Der findes ikke et parti, hvor jeg kan gå ind for hele programmet.
For mig er det vigtigt, at det ikke er en polemisk person, men én der kan samarbejde på tværs.
Stemmesedlerne er alenlange. Jeg kiggede lidt på de, for mig, uforståelige.
Fx liste Q med Afskaf Tvangsklasser. Der var kun en enkelt opstillet. Kan sådan en person mon overhovedet komme til at bruge, de evt. stemmer han får?
Nu har jeg googlet og set, det handler om at gøre skolegangen mere fleksibel efter 7. klasse. Noget der især vil komme nogle drenge til gode. Det lyder jo fornuftigt nok.

Efter stemning og træning, var jeg klar til at køre med til Give, hvor vi fik en lækker frokost og igen var en tur i Wittenberg og omegn. Eller det føltes, som om vi næsten lige havde været der, selv om det var sidste år. Det var en hyggelig eftermiddag med god stemning, og værten var glad for de to Luther-øl.

mandag, november 20, 2017

En heldig dag.

Hvad skal man finde på som 'værtindegave' til en mand?
Blomster og chokolade kan vel altid bruges?
Hans har inviteret til frokost og billeder. Vi er en lille flok, som har været i rejseselskab med ham et par gange, og han har haft inviteret os tidligere til en lignende komsammen.

Denne her gang gælder det billeder fra Luther-land og genopfriskning af en rejse sidste år.
Jeg har været på udkig efter øl eller vin med Luther-etiket på, men eftersom reformationsfejringen er forbi, har jeg ikke haft held med mig.
I dag gik jeg ind til Vinspecialisten i Vestergade. Jeg forventede ikke, de havde øl. Men de havde et stort udvalg i et lokale bagved. Og jeg følte mig meget heldig.


En flaske med årstallet 1517 og en med Lutherrosen.
Så kan det ikke blive mere autentisk.
Jeg glæder mig til at troppe op med dem.
















Jeg var ikke så heldig senere på dagen, idet jeg kom til at starte en finvask på 60 grader. Arrrhh altså!
Vi har fået nye maskiner i vores fælles vaskeri, og der er ingen anvisninger på, hvordan man skifter program eller standser en vask.
Heldigvis var der hverken uld eller silke blandt tøjet, og det hele så normalt ud, da det kom ud af maskinen.
Så egentlig var jeg ret heldig der også.

Da jeg hentede Johanne i dag, spurgte en pædagog, om jeg ville hjælpe dem d. 7. december, da institutionen er inviteret til et arrangement i kirken. De har brug for nogle voksne hænder for børnene at holde i. Jeg har været med til det før for et par år siden, og det var hyggeligt.
I år er jeg ikke helt sikker på, om jeg kan gå distancen?
Men jeg vil tage det som et mål for min træning. Jeg får ikke gået nok. Nu har jeg et mål. Og der er ca tre uger til, så der er god mulighed for at finde ud af det.


søndag, november 19, 2017

Ost i massevis.

 Grunden til, at jeg fredag aften kunne skrive, at jeg var så godt med i forhold til gæste-forberedelser, var, at jeg ikke selv lavede mad til lørdags-frokosten.
Jeg var blevet anbefalet at prøve tapas/osteanretningen fra Lading Mejeri som har en lille butik her i byen.
Der var et lille udvalg af pølser og et stort udvalg af oste sammen med mange små glas med tilbehør.
Jeg havde suppleret med en færdig salat fra coop. Den med hindbærdressing, pærestykker og røgede mandler samt forskellige slags grønt. Jeg overvejede også, om vi skulle have haft en marineret sild?
Men det undlod jeg.
Til kaffen havde jeg lavet en blommetrifli (de sidste frosne fra mit træ) med makronrasp og flødeskum.

Det er den slags mad, man sidder længe over og smager det ene og det andet og hygger sig.
Det var begyndt at skumre, da vi kom i tanker om, at håndværkermanden ville skifte min gamle loftslampe i soveværelset ud med en anden. Det lykkedes fint, selv om lysforholdene ikke var optimale. Nu er Christian fri for den lampe, han syntes lignede onde øjne, der kiggede på ham.

Vi var fem, og vi spiste ikke op. Min nabo har været til te og ost i eftermiddag.
Det, jeg manglede ved den anretning, var information om ostene. Vi kunne selvfølgelig smage, at den grønne var basilikum og den gul-orange var chili. Den lilla smagte af timian og solbær?,  mente én af os. Det er måske for omfattende, men en lille følgeseddel ville være godt.

Mattias var her et par timer om formiddagen.

Han medbragte nogle kager, der skulle dekoreres og pyntes. De blev bagt i skolen fredag aften, da der var spise sammen/bage og hygge for forældre og børn i 0. klasse. Pyntningen blev ikke nået den aften, men vi klarede det.
Klasselæreren vil læse historie og julehygge i december måned. Hvert barn skal medbringe en kagedåse med 24 kager, hvoraf én så må spises hver dag til hyggearrangementet.
Kan kager egentlig bevare deres sprødhed, når de   har glasur og skal gemmes?


fredag, november 17, 2017

Det var jeg glad for - og en enkelt uglad situation.

Det var jeg glad for i dag:

- Det blæste koldt ude ved søen, og det betød at algerne var væk :-)

- Værkstedet ringede, at min bil var færdig. Dog ikke helt, men jeg kan fint køre i den. De mangler en lille reservedel, så jeg vil blive indkaldt, når den kommer.

- Jeg har gjort rent og forberedt mig til gæster til frokost i morgen. Jeg er så klar, at jeg godt kan passe Mattias et par timer i morgen formiddag. Han medbringer dej, de har lavet hjemme, så vi skal nok bage pebernødder.

- Det er en uge siden, jeg faldt og fik en hudafskrabning på højre knæ, men jeg kan mærke, at det ikke bare er en hudafskrabning. Det gør ondt at bøje knæet, og det gør generelt ondt i det. Jeg tror dog ikke, der er sket en skade. Det er bare forslået. Og så er det, at jeg er rigtig glad for, at jeg ikke har slået begge knæ på en gang. Nu er det 11 måneder siden, jeg kom til skade med venstre knæ, så jeg skal snart til Viborg sygehus til undersøgelse for at fastslå, om jeg har mén efter det, hvad overlæge Steffen forudsagde, jeg ville få.  Knæet er ikke, som det var før, men det fungerer godt. I hvert fald til hverdagsbrug.

- Jeg har købt en amaryllis med to knopper. Og en rød julestjerne. Og et par små lysguirlander, som kan lægges ned i en vase eller skål.

Men det her var jeg ikke glad for i dag:

Jeg har fået en mail fra Hasseb, min forsikringsmand. Det viser sig, at det reg.nr., Nagel Logistik har opgivet på den lastbil, der kørte ind i min bil, ikke er et aktivt nummer. Det har sidst været aktivt i januar.
Mon de fusker med deres indregistreringer? Men det kan vel ikke være mit problem? Jeg har skrevet tilbage til Hasseb, om ikke han kan tage kontakt til Nagel Logistik? Det forventer jeg, han gør.

Alt i alt har det været en glædelig novemberdag.
Jeg har ærgerligt nok ikke fået fotograferet mine glæder :-)

Men under oprydningen fandt jeg et gammelt billede, hvor jeg er sammen med min bror og vores kusine.

Det er så sjovt at se.
Min kusine, der er 12 år ældre end mig.

Aldersforskellen er tydelig.














Her ses vi sammen i august i år.

Aldersforskellen er blevet noget udvisket med tiden.







torsdag, november 16, 2017

Det var den slags alger.

En biolog fra kommunen har svaret på min mail vedr. algerne i Almindsø.

Den brune substans er en art af blågrønalger, der hedder Planktothrix rubescens.
Hun skriver, at det ser ud som, den har fået fodfæste i søen, så vi vil nok fortsætte med at se opblomstringer af arten i vinterperioder.
Der afledes ikke spildevand, vejvand eller lign. som kan forurene søen.
Den forværring vi ser, skyldes muligvis det rekreative tryk (fx mange badende, hunde i vandet, fodring af ænder, brug af søen som toilet m.v.)

Så altså, en menneskeskabt overbelastning af miljøet ved og i søen.
Det samme som sker rundt om i verden i populære storbyer og særlige naturområder. Vi er blevet for mange, der slider på vores jord.


Sidste gang der var alger derude, var i april måned. Da var de røde, hvor de nu var brune.

Jeg hentede Chr. i skolen i dag. Torsdag er biblioteksdag. Det er en meget spændende dag. Man afleverer de bøger, man har haft hjemme, og man kan låne tre nye bøger.

Vi læste et afsnit i bogen om Grønlands dyr. Det, der handler, om den plettede sæl. Det er forunderligt, hvordan sælen (og andre dyr) tilpasser sig levevilkårene der, hvor de er.
Vi læste den drabelige historie om dengang Thors
hammer blev stjålet af jætten Trym.

Chr. har set en filmatiseret udgave af historien og ifølge ham, var bogen ikke nær så god som filmen.

Endelig kiggede vi på tre sider i Flunkerne. Det handler om at finde små figurer, der er gemt i et mylder af flunker i  forskellige aktiviteter. Ikke overraskende så var den seksåriges øjne bedre og hurtigere end mormors.

onsdag, november 15, 2017

Vi har været lydhøre ...

Om tirsdagen er der mulighed for kaffe og blødt brød om formiddagen i Sportscentret.

DagligBrugsen sponsorerer, og det er vældig hyggeligt i sofaen med kaffe i kruset.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da to, også ældre herrer, kom og satte sig ved siden af mig, mens de fortalte, at det var den eneste gang om ugen, de spiste sådan noget brød. Ellers spiste de rugbrød.

Jeg har det på samme måde. Jeg elsker rugbrød. Multikernebrød, hedder min favorit.

Mens vi sad der og hyggede os med det bløde brød og den fede ost, smådrillede de to hinanden med at ville sladre til konerne.


Jeg har efterfølgende gået og tænkt på, hvornår det er blevet sådan, at vi ikke må spise hvedebrød? Hvor længe var det budskab om at trænge igennem til os, at franskbrød, det var noget vi skulle undgå?
Da jeg var barn, var noget af det bedste en franskbrødsmad med sukker eller honning. Vi fik det nok ikke hver dag. Det kan jeg ikke huske?

Er vi ikke det eneste land, der er så inkarnerede rugbrødsspisere? Hvordan klarer de sig i Frankrig med alle de flutes og baguetter? Og de øvrige lande sydpå, som aldrig har set en rugbrødsmad?
På samme måde med pasta og ris. I Asien og Italien lever de af det. Jeg ved godt, at begge dele er smækfulde af kulhydrater, og det er ikke godt for vores glykæmiske index. Og hvis man har diabetes skal man være meget påpasselig.
Men os andre? Behøver vi at have dårlig samvittighed og skjule for konen, at der lige røg en franskbrødsmad ned?
Nu er jeg ret sikker på, at de to, der jokede i sofaen bare gjorde det for sjov.
Men vi har da været meget lærevillige, når det handler om følge ernæringsråd fra højere sted.
Dog er det ikke blevet sådan, at bagerne ikke kan sælge deres hvide brød. Der er masser af muligheder for at købe det.
Mine børnebørn vil ikke spise rugbrød. Helst ikke. Og sådan ved jeg, mange børn har det.

tirsdag, november 14, 2017

Alger igen igen ...

Det er altså noget skidt, at der igen er alger i søen ved Østre.

I går var søen blikstille og solen varmede, selv om der havde været et par frostgrader.

Til venstre, nederst i billedet er der et hjørne med brunt chokoladeovertræk.
Det lyder måske godt, men det er det ikke.

Vi tog en dukkert alligevel. Lidt længere ude.


Johanne var syg, febril og hostende i sidste uge. I går var hun nogle timer i børnehave.

Jeg hentede hende tidligt.
Der var overskud til at kokkere lidt, men appetitten var ikke stor.













 I søndags var vi en lille tur i parken ved Silkeborg Bad.

Johanne var især glad for Pontus Kjermanns figur af faderen med de to børn.

lørdag, november 11, 2017

Herlige november - og madlavning

Min bademakker meldte afbud i går. Det passede fint for mig, for min hudafskrabning på knæet var stadig noget åben.
I dag, da jeg var færdig med at stege kyllingelår og havde lavet æblemos (af min bror og svigerindes meget lækre æbler) til vores familiekomsammen, som er hos min datter, kørte jeg ud til søen for at tage en dukkert.
Vejret var flot ved middagstid.




To af de syv badebroer har fået vinterbeklædning på håndgrebene.

Det er en stor behagelighed at være fri for at holde om det kolde metal.
Selv om solen skinnede, så varmer dens stråler dog ikke, når man kommer op af vandet.
Den friske blæst var koldere end solen i dag.




Egetræerne på det øverste billede har tabt bladene. I hvert fald de fleste.

Anderledes med bøgetræerne, der står lidt længere henne ad søbredden.
De var flotte og gyldne i dag.





Nu vil jeg gøre sovsen færdig af skyen fra de andelår, jeg stegte i går aftes.
Opskriften, der inspirerede mig, har jeg fra Dalsgaard i Skivholme.
Det var egentlig min plan at skrive den ud her, så jeg let kan finde den en anden gang. Men lige nu har jeg ikke tid.
God weekend i det dejlige efterårsvejr.