søndag, februar 26, 2017

Andre udsigter.

15.30 i går.
Man kan roligt sige at himmel og hav går i et.
Her udsigt fra køkkenvinduet i sommerhuset.
















Johanne har fået øje på noget sjovt. Hun mener, der er en lille mus derinde.

fredag, februar 24, 2017

Ud over rampen ...

"Du må se at komme ud over rampen."
Min datter sagde det, da hun ringede i morges, mens hun var på vej ud i verden, og jeg ikke var stået op endnu.
Jeg kunne ikke beslutte, om jeg ville med til Vorupør. I går aftes havde jeg meldt afbud til at gå med til et foredrag, selv om jeg ville blive hentet. Det sneede og jeg følte mig lidt forkølet.

Jamen, hun havde jo ret. Jeg er ved at gro fast herhjemme. I min lune, trygge hule. Her er så kendt og komfortabelt. Jeg får hyggelige besøg af familie og venner, der medbringer mad og kager. Det er så dejligt og let. Udenfor sner det, eller det gjorde det i går. Så tør jeg ikke gå ud. Sæt jeg skulle falde.

Efter den lille telefonsnak blev jeg inspireret til at tage skeen i den anden hånd.
Jeg tager med til sommerhuset i Vorupør. Og jeg glæder mig.
I eftermiddags gik jeg en lang tur på næsten en time. Det er lidt snegletempo, men solen skinnede og blæsten var frisk, så jeg nød det. Jack skinnen er irriterende (11 dage tilbage), og det gjorde lidt mere ondt i knæet det sidste stykke vej. Men jeg skal helt sikkert mere ud.


Chr. var her et par timer i går.

Nu fik jeg endelig lært, hvordan man laver armbånd og ringe af de farverige elastik-loops.

Det er fastelavnstid og han har dekoreret sig selv som en farlig pirat.







15.30 billede i dag:
Mon ikke det er vinterens sidste sne?

tirsdag, februar 21, 2017

Det blev ikke til gåtur i dag.

I går var det min plan at gå en (længere) tur i dag, men virkeligheden blev anderledes. Ikke at det gjorde noget. Jeg kan gå i morgen og andre dage.
Christian havde ondt i ørerne i går aftes og stadig i morges, så han kom hjem til mig.
Mange timer gik med at samle en kompliceret legospeedbåd. Der følger en grundig vejledning med sådan en pakke. Chr. har god finmotorik og evner at koncentrere sig i lang tid. Det er hyggeligt at sidde sammen om det. Vi så også en legofilm på dvd. Sådan en film, der varer over en time, er noget af en udfordring for mig. Jeg ser med, fordi jeg gerne vil kunne snakke med om den bagefter. Men jeg synes, det er voldsomme effekter, der er i sådan en film. Mumi-filmene, som jeg ynder at se, foregår i den idylliske Mumidal. Men der er slet ikke så idyllisk. Sære væsener bor der, og uhyggelige ting sker.
Så hvis filmene skal vurderes som mere eller mindre børneegnede, så ved jeg såmænd ikke, hvilken type der er bedst. Jeg ved bare, hvad jeg selv synes bedst om.

















Vi bagte også pandekager.

Det er faktisk så længe siden sidst, at vi ikke kunne huske den opskrift, vi plejer at bruge.
Det er også lige meget. Det er let at improvisere pandekagedej.

Chr. behersker nu teknikken med at sætte paletten godt ind under pandekagen og med et hurtigt løft og drej at få vendt den.
Det er lige sket her.

Jeg kan imponere ham ved at vende pandekager i luften.


Der er ikke noget 15.30 billede i dag. Chr blev hentet af sin mor og Johanne, og så glemte vi alt om tiden.

mandag, februar 20, 2017

Det havde jeg set frem til ...

Dagens 15.30 billede:
På det tidspunkt var jeg på vej hjem fra Viborg efter det længe ventede besøg hos min fysioterapeut, der havde ferie i sidste uge. Og hun skal selvfølgelig have ferie.
Men 14 dage på egen hånd, på det her tidspunkt, i mit forløb, har føltes som meget lang tid
Nu fik jeg et blidt puf længere ud, end jeg jeg selv havde haft mod til. Jeg har gået skridt i gangbarren  uden at holde fast, og jeg har taget trin på en lav trappe med fuld belastning på mit knæ. Med Jack skinnen. Den skal jeg beholde på to uger endnu.  Men først fik jeg en god bløddelsbehandling af de hævede og ømme strukturer omkring knæet. Det gjorde godt, selv om det gjorde ondt.
I morgen vil jeg prøve at gå en længere tur udenfor. Med stokke. Bare det ikke kommer til at regne så meget, som det gjorde i dag.
I træningssalen kom jeg til at snakke med en kvinde, der var kommet forfærdelig galt afsted ved at falde ned fra et loft. Det satte lige min egen situation i perspektiv. Så er det heller ikke værre for mig, tænkte jeg.
Jeg tog afsted med to nye tider i lommen. I næste uge. Og ugen efter, da jeg kan efterlade Jack skinnen der. D. 30. marts skal jeg have foretaget et kontrolrgt. af knæet og i konsultation med overlægen, som er interesseret i, om bruddet er helet op. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft smerter svarende til det sted, hvor bruddet sidder. Det er skader på ledbånd, brusk og muskler, der giver ømhed. Og hævelsen, der ikke kan komme til at fordele sig, fordi skinnen sidder så stramt.
Men nu er det til at se en ende på det.

Og så 15.30 billeder fra i går:



lørdag, februar 18, 2017

Hovsa - en anden udsigt 15.30.

Ingen udsigt til den stille vej med den irriterende hvide bil i dag kl 15.30.

Min kære ældste datter hentede mig til en cafe-tur i dag. 
Målet var egentlig Den Go'e Fe , byens økologiske cafe med den hyggelige stemning og de meget gamle møbler, som må stamme fra min mormors tid. Men vi var for sent ude, så i stedet blev det Cafe Tværgade. Også et hyggeligt sted med en helt anden stemning.
For mig var det nærmest ligegyldigt, hvor vi var. Sådan en uforstyrret voksentid er guld værd. Tak for den, søde ven. Jeg elsker mine børnebørn højt og vil også gerne være sammen med dem.<3 nbsp="" p="">
Det var også utrolig dejligt at være udenfor mine hjemlige vægge.

Der er nogle, der har spurgt, hvordan jeg husker at fotografere kl 15.30? Det gør jeg, fordi jeg har stillet mit ur på telefonen. Hahaha. ;-)
Men det er jo lidt snyd, for kioskmanden i Brooklyn (min inspirationskilde) fotograferede det samme gadehjørne hver dag. Han forlod nok heller ikke sin kiosk i løbet af dagen, hvad jeg kommer til at gøre mere og mere, regner jeg med.

Jeg havde en god nat med Jack skinnen og mit knæ. Jeg tilskriver det, at jeg gennemførte skyggebelastning med to stokke i går. Nu har jeg gået mere i dag, så jeg er spændt på, om det hævner sig i nat.


fredag, februar 17, 2017

Kaffegæster med medbragt kage.

Nu skal jeg vist snart til at skrive noget andet?
Men det knæ fylder så meget, så det er blevet hovedpersonen. Jeg må støtte til smertegrænsen, hedder det. Jeg må også bare gå med en stok, hvis det ikke gør ondt.
Men når nu det gør ondt hele tiden? Både når jeg sidder og ligger. Der er sådan en 'basis-ondt'. Og hvor er så smertegrænsen?
I dag har jeg forsøgsvis prøvet at gå sådan, at jeg kun har 'basis-ondt', når jeg går. Så lægger jeg rigtig meget vægt på armene. Her til aften så gør det også ondt. Det er nok et udtryk for træthed.
Men jeg belastede for meget, da jeg gik til frisør og til bager, så nu bakker jeg lidt tilbage de næste dage.
Jeg har haft dejligt eftermiddagsbesøg.
Tak for lækker medbragt æblekage og hjemmebagte småkager, Ruth og Jørgen.
De er lige kommet hjem fra Rom, så jeg blev via deres billeder taget med dertil.

15.30 billede i dag:
Det vindue, jeg fotograferer fra, er ikke det vindue, jeg kigger mest ud af. Det ligger lidt for sig selv bag en væg, der er åbnet med en bue.
Efterhånden som jeg har fotograferet ud af det gennem mange, mange dage, så bliver jeg mere og mere irriteret på den hvide bil, der næsten altid holder der.
Mon ikke det er tegn på, at jeg er ved at udvikle en slags stue-kuller?

torsdag, februar 16, 2017

Aarrhhh ... det går så langsomt.

Aarhh, jeg synes, det går så langsomt med det ben. Jeg er kommet til en fase, hvor jeg er utålmodig og vil noget mere.
I går gik jeg hen til bageren, fordi jeg syntes, jeg fortjente en kage. Der er lidt længere end den afstand, jeg gik hen til frisøren i mandags. Men det var for langt. Jeg havde mere ondt og uro i knæet natten til i dag. Det er svært at finde niveauet. Jeg savner også min fys at sparre med. Men kagerne var gode.
I de første uger med denne her knæskade, magtede jeg kun at koncentrere mig om den dag, jeg var i. Nu tænker jeg mere frem. Mon jeg kan komme til Vorupør nogle dage i uge 9, da Chr. og hans familie er i sommerhus der?? (uge 10 skal skinnen af) Tidligt i forløbet troede jeg, at jeg ville kunne køre bil med skinnen på. Det er koblingsbenet, som kan bøjes 90 grader, så i princippet vil det kunne lade sig gøre. Jeg vil spørge, når jeg kommer til Viborg på mandag. Jeg tænker også på, om jeg kan få gang i noget ordentlig træning i uge 10?? Eller vil knæsmerterne bremse mig?
Jeg ved det godt, jeg kan ikke forudsige det - eller bekymre mig til det.

15.30 i dag er den hvide bil tilbage. Vejret har ændret sig til dis og tåge.

I går var der stadig lidt vintervejr.


tirsdag, februar 14, 2017

Vejret var det samme som i går ...

I går var der let frost og solskin. Det var der også i dag kl. 15.30.
Alligevel er lyset forskelligt. Eller er det?
Den hvide bil var væk i går og i dag. Måske er familien på vinterferie??
Det lille gule tæppe af erantis under syrenbusken begynder at være synligt nu.

mandag, februar 13, 2017

Anti-mode.


Hvad gør man, når ens ben bliver lukket ind i en skinne, der gør det næsten dobbelt så stort som det andet ben?


Jeg har fået syet en kile i buksebenet. Det er nogle gamle bukser, som jeg regnede med skulle være til havebrug.

Jeg synes ikke, det skæmmer så meget, så det gør noget.

Det meste af tiden har jeg brugt et par grove strømpebukser sammen med kjoler.

De strømpebukser har virkelig overrasket mig med at være så elastiske og samtidig så stærke.

I morgen er der tre uger tilbage med Jack skinnen!


Jeg tæller dagene og klipper et tal af målebåndet hver dag.
21 dage i morgen.

I eftermiddags gik jeg hen til en frisør her i nabolaget. Jeg plejer ikke at gå der, men det er indenfor min nuværende gangdistance.
Jeg er ikke blevet klippet i to mdr., og mit hår bliver så tjavset, så det var dejligt.













Dagens 15.30 billede.
Det har været en fin dag med let frost, solskin og blå himmel.

lørdag, februar 11, 2017

I sne står urt og busk i skjul ...


Jeg var ude i haven i dag og kigge på de tapre vintergækker og krokus, der titter op gennem sneen.

Det er sikkert godt, de har lidt snedyne omkring sig.
At de ikke står i bar frost.

Jeg gik en lille tur på vejen i det klare solskin ved middagstid.
Dejligt.




15.30 i dag:

fredag, februar 10, 2017

Nu med rød farve.

Min kære genbo synes, der skal farver på mit 15.30 billede, så hun stillede sig op i sin røde frakke  og var model.
Det er snyd at arrangere motivet, men lidt afveksling skal der sommetider til.
Jeg bliver hentet af min datter om lidt og glæder mig til at se andre vægge.


torsdag, februar 09, 2017

onsdag, februar 08, 2017

Længe siden sidst ...

Jeg har ikke passet børnebørn siden d. 22 dec. Jeg er helt ude af træning. Men Chr. havde ondt i halsen og i ørerne i morges, og hans forældre var i bekneb. Han fylder snart seks, så han kan jo alt muligt selv.
Alligevel var jeg godt træt, da han blev hentet efter seks timer.

Vi spillede Smølfe billedlotteri.

Det var et yndet spil, dengang hans mor og moster var børn. Han syntes også, det var sjovt i dag.









På et tidspunkt blev der hamret og skruet i et stykke brænde.

Så kunne de forskellige legomænd agere der mellem søm og skruer.


Appetitten var meget ringe, men en lille portion risengrød kunne godt friste.

Vi har også set film om Mumitroldene og deres liv i Mumidalen.
Men jeg skal snart anskaffe nogle nye dvd'er, mener han.
Snevejret inspiceres gennem vinduet.

Jeg lægger mærke til det maksimalt bøjede knæled.
Det er skønt at se. Og selvfølgelig er knæet så fleksibelt hos børn.
Mit var det også engang.
Jeg kunne sidde på hug, indtil mit uheld skete.
Det kommer jeg helt sikkert ikke til igen.

Men det er også i orden. "Min dåbsattest taget i betragtning," som min nabo siger.



Mit 15.30 billede:
Der sker ting! To cyklister! Og den hvide bil er der ikke!  ;-)

tirsdag, februar 07, 2017

Lidt vintervejr.

Vinteren har kun manifesteret sig med et lille hvidt drys og et par graders frost.
Jeg er så betaget af de små erantis, der putter sig i sneen. Jeg var nødt til at vove mig ud for at fotografere de, der stod tættest på huset, selv om velmenende naboer frarådede det.
Det gik godt. Det var kun få skridt.

Dagens 15.30 billede:

mandag, februar 06, 2017

Midtvejs ...

Det har ikke noget at gøre med, at det lige har været Kyndelmisse, der markerer vinterens strengeste tid. Eller midtvinter.
Jeg er midtvejs med Jack skinnen. Fire uger er gået!
Fire uger er tilbage!

Den presser mit ben virkelig hårdt. Ikke bare den stramme lårbandage og bandagen nede ved anklen, men især den tagrende i hård plast, der ligger bag på benet. Den har en mekanisme, der konstant presser mit underben frem.
Musklerne i mit lår, min læg og ankel svinder ind, fordi de områder er presset så hårdt. Til gengæld hæver mit knæ, forsiden af underbenet og foden - de steder, hvor der er plads til at hævelsen kan sætte sig.

Det skal altsammen til for at give korsbåndet mulighed for at vokse sammen og bruddet og de andre bløddele for at hele.
Jeg håber bare, at det så sker. Og at de næsten tre ugers forsinkelse pga af fejlvurderinger ikke har gjort skade.
Men jeg gik jo på det dengang og gjorde det, jeg ikke måtte - i uvidenhed.

Jeg har været i Viborg i dag til kontrol. Jeg ser virkelig frem til de behandlinger med fysioterapeuten, hvor hun tager skinnen af og inspicerer min hud. Om den har taget skade af trykket. Det har den heldigvis ikke. Jeg får en god bløddelsbehandling, får vasket og smurt benet, som så bliver spændt ind i skinnen igen. Sådan har det været en gang om ugen.
I næste uge er der skoleferie og en mor-fysioterapeut skal selvfølgelig holde ferie, som så mange andre.
I næste uge er jeg kommet dertil,  at jeg må tage brusebad på benet. Skinnen må tages af, mens jeg sidder på en stol med foden i gulvet og med knæet bøjet ca 45 grader. Efter bad skal jeg tage skinnen på igen siddende i den stilling. Jeg må ikke strække eller bøje benet mere eller løfte det aktivt fra gulvet.
Det forekommer mig ret besværligt. Jeg tror, jeg fortsætter med at pakke benet med skinne på, ind i en stor plastiksæk, sat fast med tape hele vejen rundt ved lysken. Sådan har det været indtil nu.
Alternativet er, at jeg tager skinnen af, mens jeg sidder med strakt ben i sengen og vasker med en vådserviet.
Og så skal jeg til Viborg igen om to uger. Det føles som lang tid at være på egen hånd, men det skal nok gå.
Slut med snak om benet!
Hos nemlig.com er det muligt at bestille blomster, så jeg købte 30 sovende påskeliljer i fredags. De er  skønne at se på.

Mit 15.30 billede i dag blev til 16.30 pga turen til Viborg.
Der var spredte snefnug, da vi kørte hjem. Her i aften ligger der et fint hvidt lag derude.


søndag, februar 05, 2017

Den overgemte snaps.

Jeg vidste godt, det stod ned i kælderrummet
Glasset med blommer, der havde ligget i vodka-bad siden august sidste år.
De skulle egentlig kun have ligget der i 2-3 måneder, men siden 22. dec. har jeg ikke kunnet komme ned i kælderen.
Det kunne jeg i går.

Blommerne er fisket op. De er ikke særlig velsmagende, men sukker og flødeskum kunne sikkert hjælpe.

Snapsen er stærk og på samme tid lidt tynd. Jeg ved, den har godt af yderligere lagring for at få en rundere smag.
Den skal hældes på flaske og ned i kælderen igen.
Da jeg bestilte varer på nemlig.com for et par dage siden, opdagede jeg, at de også forhandler te fra Perch's Thehandel. Det gamle tehus fra 1835. Kongelig hofleverandør.
Jeg køber sommetider te i løs vægt og sommetider i tebreve, og bestemte mig for, at jeg fortjente en eksklusiv te i de her trange tider, hvor jeg ikke selv kan komme ud at handle.
Teen fra Perch's kommer i en mørkegrøn æske med guldtryk og firmaets historie trykt på lågets inderside.
Hver tepose ligger i sin egen emballage.

Jeg kan konstatere, at jeg nok ikke ville kunne smage forskel i en blindtest på økologisk English Breakfastte fra Rema 1000 til 10 kr for 20 poser
og Perch's (de bruger ejefaldsapostrof) til 99 kr for 30 poser ...
Nu skal jeg være fair, for i Remas er der kun 1,5 g te i hver pose. I Perch's er der 3 g. Altså dobbelt så meget. Men alligevel ...
Vi betaler anseeligt for navnet og historien. Det bliver heller ikke i det tehus, jeg lægger mine penge fremover.

Jeg har gået tur på vejen i dag og været på besøg hos en nabo. Det går fremad.
Alligevel kommer dagens 15.30 billede taget indefra som sædvanligt:
Tåget og diset ...






lørdag, februar 04, 2017

Om at tage imod ...

Intet 15.30 billede i dag.
Jeg har været til hyggelig eftermiddagskaffe hos gode venner.
Jeg blev hentet og bragt. Det føles mærkeligt og lidt nedslående, at jeg ikke kan bringe mig selv frem og tilbage. Men som de kære mennesker omkring mig siger, så vil de gerne.
Jeg øver mig i at tage imod.
For mig er det lettere at hjælpe, end at være den, der skal hjælpes. Det har faktisk også været mit arbejde - at hjælpe.
Nu har jeg så mulighed for at øve mig i den anden rolle.
Gad vide om jeg skriver om det emne hele tiden? Det må jeg til at holde op med.


I går fandt jeg en pose rødbeder i mit køleskab.

De har de fineste små, røde spirer.

Denne her top, som jeg har anbragt i en lille skål, er kun 5 cm høj.

Nu skal den stå i køkkenvinduet, så jeg kan holde øje med, hvor meget den vokser.
Det gør mig i godt humør at holde øje med sådan en lille spire.

fredag, februar 03, 2017

Små landvindinger

Aldrig har jeg gjort rent i mit køleskab med større glæde end i dag.
Bare fordi jeg kunne ...
Jeg vidste, at grønsagsskuffen længe havde trængt til at blive tømt, for jeg havde ikke haft åbnet den siden 22. december.
Det forunderlige var, at rødløg og rødbeder ikke havde taget skade af det lange ophold.

Men jeg fandt ud af, at jeg kunne sidde på en stol og tømme og sortere og vaske af.
Jeg plejer at synes, at det er en sur pligt. I dag var jeg bare glad for jeg kunne.
Sidst på eftermiddagen har jeg fået varer fra nemlig.com, så nu er der fyldt op.
Til venstre i det høje glas, står den surkål, jeg lavede 2. december. Der er kun lidt tilbage, men den er mere syrlig og frisk end før.
Nederst står fire bakker vacumpakkede middagsretter fra Det danske Madhus. Jeg tror snart, jeg melder fra. I dag lavede jeg en frokostret med linser og grønsager, så jeg kan godt noget.

15.30 billedet i dag blev til 16.30.
Jeg havde besøg af Johanne og Chr  og deres mor. Lidt senere kom min tidligere kollega, der også bor her på vejen. Han havde taget det nyeste fagblad med til mig. Jeg havde nærmest glemt det blad. Men jeg husker godt, hvordan jeg for 10 år siden næsten ikke kunne undvære det. Jeg ville ikke betale abon. for det, så jeg lånte af ham. Men interessen gled hurtigt i baggrunden. Alligevel er det lidt sjovt at se det.

Min middagsret fra Madhuset hed italienske kødboller med paprikasovs, kartofler og ovnbagte courgetter.
Kødbollerne var forfærdelig salte. Det er som om, der er to kokke. Den ene uge er maden moderat saltet. Den næste helt overdrevet. Jeg vil ringe og høre, hvordan det hænger sammen. Mere om det en anden gang.



torsdag, februar 02, 2017

Humørbarometeret faldt lige lidt ...

Efter et par dage med stigninger på humørbarometeret, så faldt det altså lidt i går, da jeg var til kontrol og orientering om MR scanning p Viborg sygehus.

Der er flere skader i mit knæ, end CT scanningen afslørede for et par uger siden.
Det havde jeg også selv en mistanke om. Det var dog ikke menisken, men den bruskbeklædte del af lårbensknoglen, der går ned og danner hængsel med skinnebenet. Knoglen var hævet og brusken var skadet.
Ikke bare det bageste korsbånd var involveret, men også det forreste + det ledbånd, der balancerer sidestabiliteten. Og det ledbånd der holder knæskallen på plads. Bruddet i skinnebenet er ikke helet op endnu. Det var nok heller ikke forventeligt.
Behandlingsplanen er uændret. Fem (ialt otte uger) uger mere med den stramme skinne, der gør mine muskler så atrofiske (de svinder ind) Men trods alt bedre end en gips på hele benet, idet skinnen tillader 90 graders flex i knæet. Jeg har set mange stive knæ efter gipsbandagering. Det er ikke nemt at genoptræne.
Det, der bekymrer mig mest lige nu, er bruskskaden på lårbensknoglen. Brusk har ikke helingspotentiale på samme måde som knogler, muskler og ledbånd. En glat og fin brusk er en vigtig del af et led.
Men det nytter ikke noget at fokusere på, hvad der evt. bliver problematisk og udfordrende på længere sigt. Jeg kan ikke vide noget om det, så jeg øver mig i at være i den dag, der er her. Jeg synes også, det går godt. Jeg kan gå flere skridt, uden det gør ondt.
I går blev jeg hentet til min datter fødselsdag. Jeg har ikke været der siden juledagene, da jeg boede hos dem. Det var rigtig hyggeligt at være der igen, men også vemodigt at jeg ikke kan følge børnene så meget, som jeg plejer. Jeg siger til mig selv, at det kommer igen.

I forhallen i Viborg sygehus er der en kæmpestor montre med en model af sygehuset bygget af legoklodser.
LEGO Charity har sponsoreret de 700.000 klodser. Bo Jensen fra Horsens har samlet og bygget i sin fritid. Han har brugt ca 600 timer på projektet.

Der er en artikel HER med hele historien (klik på henvisning til link)
Jeg synes, det er helt fascinernde at kigge på alle de mange detaljer.

På mandag skal jeg derop igen. Jeg er meget glad for, at en fysioterapeut følger mig tæt. Hun holder øje med, min hud ikke tager skade af trykket fra den stramme bandage. Jeg fik en støttestrømpe på i går. Først var jeg lidt modvillig, fordi jeg syntes, den var for varm. Men materialet er tyndt; det støtter godt og mindsker smerterne i knæet.
Alt i alt går det lidt bedre. Folk omkring mig siger, de kan se, jeg bevæger mig lettere omkring.

15.30 billedet i dag: