fredag, april 21, 2017

En god start på dagen.

Den bedste start på dagen var, at algerne ved Østre Bad var væk i formiddags. Der blæste en frisk vind, og der var små bølger.
Jeg sendte mit billede fra i onsdags til kommunens afdeling for vand og miljø og fik en mail tilbage fra en medarbejder, der er biolog. Han forklarede og forsikrede, at de holdt øje med søen, men de havde ikke fundet nogen steder, hvor der blev tilført evt. forurening.
Jeg vil holde linien 'varm' og give besked, når jeg igen ser alger derude - hvad han iøvrigt også opfordrede mig til at gøre.
Jeg skulle have passet børnebørn et par timer i eftermiddags, mens forældrene skulle ordne et ærinde. Deres aftale blev aflyst, så jeg fik en kop kaffe og fornøjelsen af hele familien, inden jeg gik over i Sportscentret for at træne.

Johanne demonstrerede, hvordan hun kunne stå på et ben med lukkede øjne på sin mors knæ.













Så sjovt var det.














Sidst på eftermiddagen er der tydeligvis et andet klientel i Sportscentret end formiddagens pensionister.
Det er de unge mænd, der har fået fri fra arbejde.
Det er ikke småting, de kan løfte.
Jeg cyklede i 20 min. og brugte 30 min. på forskellige redskaber for arme og krop. Jeg synes, det giver god energi, hvis jeg ikke overdriver.

I hvert fald havde jeg energi til at bage en kage, da jeg kom hjem. Det er en gammel opskrift fra dengang, vi på skift skulle bage til klassens time.
Det er Killes opskrift, og den ligger på et efterhånden gulnet papir med hendes håndskrift. Nu vil jeg nedfælde den her, så jeg kan finde den igen.

Killes orange-nøddekage.

300 g smør (margarine brugte jeg dengang)
500 g sukker
4 æg
350 g mel
75 g kakao
2 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
1 1/2 dl mælk
1 dl kogende vand.
Reven skal og saft af en stor appelsin
Pynt: en kop grofthakkede nødder og lidt perlesukker.

Smør (stuetempereret) og sukker røres sammen. Æg tilsættes.
Mel, vaniljesukker, bagepulver og kakao røres i skiftevis med mælken.
En del af nødderne samt skal og saft fra appelsinen røres i.  Til sidst det kogende vand.
Mængden passer til to springforme eller en bradepande 38x28.
Bages v. 180 grader i ca 40 min.

Jeg har smagt den, og jeg synes, den holder hvad jeg husker.

På søndag skal vi spise lammesteg her, når drengene er færdige med gymnastik kl 12.
Vi nåede ikke lammesteg i påsken, så det bliver forskudt en uge. Lammekøllerne er til nedsat pris nu.

Jeg forestiller mig, at nogle skal ud på fodboldbanen, når vi har spist. Så kan vi få kage senere. Den skal pyntes på en anden måde. Børnene vil ikke være begejstrede for hakkede nødder på toppen.

4 kommentarer:

  1. Måske skulle man finde sig en lammekølle på tilbud...., jeg elsker lam.
    Godt, du holder kommunen til ilden. Det er vigtigt, at dårlig vandkvalitet ikke breder sig. Det er garanteret nemmere at helbrede, inden det er for alvorligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, du må på jagt efter en lammekølle :-)
      Vi har så meget vand omkring os her. Der er en sø, der har manglende kloakering fra sommerhusområdet, og det har bevirket kraftig algevækst. Det er dårlig prioritering fra lokale politikere. Vi skal passe på vores badesø nr. 1.

      Slet
  2. Smart nok at vente til tingene kommer på tilbud ... det gør vi også tit :-)
    Bon appetit!

    SvarSlet