onsdag, maj 17, 2017

Flere små opgaver ...

Det passer mig rigtig godt, at jeg har fundet ud af, kun at stille mig selv små afgrænsede opgaver.
Det lyder og virker helt latterligt. Som om jeg har været under en slavepisker. Mig selv!
Men små projekter virker.
Og når jeg er færdig, så har jeg faktisk energi til noget andet.
I formiddags skulle jeg vaske to ud af fire træhavestole. De havde stået ude hele vinteren og var anløbne og grønne af alger. Det tager faktisk sin tid at skrubbe sådan nogle stole. Nu vil jeg behandle dem pænt og give dem noget olie og sætte dem ned i kælderen, når det bliver efterår.

Jeg skulle passe Johanne et par timer i eftermiddags. Derfor kun de to.

Jeg har fået nogle chaussesten fra det nybyggede hus, hvor der skal lægges en anden slags sten eller fliser.
Johanne er i den alder, hvor det er sjovt at 'hjælpe'.
Hjælpen er som regel ganske kortvarig og resulterer gerne i, at der skal ryddes op på uforudset rod.
Som f. eks jord, der bliver kastet rundt på fliserne.
Men vi hygger os. Og jeg skal ikke nå noget, når jeg er sammen med hende.

Rabarberbladene er så store, at vi kan få parasolhatte ud af dem.
Og på det ene blad gik Søren Snegl. Som på Johanne-sprog hedder en 'Negl'. Vi så dog ikke Mariehønen Evigglad, selv om vi kiggede efter hende.
Jeg lavede en lille portion rabarberkompot. Portionen var for lille, men heldigvis er der flere rabarber.


8 kommentarer:

  1. Johanne er heldig at have sådan en mormor, der ikke skal nå noget.

    Det er tankevækkende, hvor meget psyken og den måde, man tænker om opgaver, betyder. Desværre er det ikke så let at lave om, hvis man er vant til at piske sig selv eller tænke på alt det, man ikke når. Men man må gerne øve sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det betyder så utrolig meget, hvad man tænker. Det er nok en livslang proces (for mig) at lade være med at tænke på det, jeg ikke når. Men være tilfreds med dagens lille opgave.

      Slet
  2. Hvor er du heldig og det er dine børnebørn også. Du har ikke et job du skal passe samtidig med at være mormor. Nogle gange ville jeg gerne jeg var nået til det mål, ved dog der vil gå en rum tid endnu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Karin, jeg er heldig. Børnene og jeg er heldige. Jeg kan godt forstå, du ønsker dig jobfri med de små børnebørn, du har. Når jeg ønsker, børnebørnene var kommet tidligere i mit liv, hænger det sammen med, at jeg bliver tydeligvis hurtigere træt. Men at arbejde og passe børnebørn, det må være krævende.

      Slet
  3. Sikke dejlige stunder, du har med dine børnebørn, I heldige at have hinanden, uden at skulle må noget. Jeg øver mig i, at gøre som dig. Planlægge hvad jeg skal lave og derefter ingen dårlig samvittighed, jeg lærer det nok engang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det er dejlige stunder. Men når jeg har været sammen med en toårig i et par timer, så er jeg godt træt. Da ville jeg ønske, jeg kunne klare mere. Men sådan er det ikke. Og det er også godt, som det er.
      Ja, det med at øve sig i at lægge den dårlige samvittighed væk, det kan være en langvarig proces :-)

      Slet
  4. Du har en god tilgang til opgaver og til det at passe børnebørn - det er der mange, der kunne lære noget af. Kan jeg også se på kommentarerne ;-)
    Jeg undrer mig dog en anelse over, hvorfor du ordner havestole nu - og så sætter dem i kælderen, til det bliver efterår?

    SvarSlet
  5. Haha Ellen, nu har jeg rettet det til "når det bliver efterår" ;-)
    Måske er det en vending fra Thy "at gøre noget til efteråret" Det betyder ikke indtil efteråret. Men når det bliver ...
    Det er noget dialekt noget, som jeg først bliver opmærksom på nu. ;-)

    SvarSlet