fredag, september 29, 2017

Jeg har haft en peptalk med mig ...

Det er som om, jeg i den seneste tid har mistet gejsten, når det handler om min knætræning.
Knæholdet ligger torsdag fra kl 16-17. På det tidspunkt har jeg tabt en god del af strømmen på mit batteri. Det er simpelt hen ikke optimalt for mig at træne der.
Jeg spurgte fysioterapeuten, om han havde gode råd, så jeg kunne få motivationen op. Han svarede, at det kunne være godt at skifte træningssted. Eller helt stoppe. Når jeg så fik mere ondt i knæet, så ville jeg være motiveret til at begynde igen.
Han har ret i begge dele. Jeg vil dog ikke følge det sidste. Men jeg slutter på fysio-klinikken, som jeg har været tilknyttet i fem mdr. Jeg fortsætter min selvtræning i Sportscentret. Og mit øvelsesprogram herhjemme.
Det er mit hjemmeprogram, jeg har snakket med mig selv om. Jeg var kommet ind i en rille, hvor det var svært for mig at fået lavet de øvelser. Jeg syntes også, der var synd for mig. Smerter i knæet og indskrænket bevægelighed. Jeg kan ikke gå så langt. Fx kan jeg vist ikke gå rundt om Almind sø. Jeg kan ikke sidde på knæ eller kravle. Noget jeg gerne vil kunne i haven, og når jeg leger med børnbørn på gulvet.
Men jeg kan så meget andet.
Og jeg vil snart prøve at gå rundt om søen. Jeg kan godt luge og ordne noget i haven i. Jeg kan også være på gulvet.
I går, da Chr. var her, ledte vi efter en legofigur. Undervejs stødte vi på Lynet McQueen og hans gule kammerat, som ikke har været fremme længe. Straks organiserede Chr et race, hvor vi på skift sendte hver vores bil afsted. I stedet for selv at kravle hen og hente min, kunne jeg bare sige "Tag lige min med tilbage," og det fungerede godt.
Og øvelserne kan jeg lave om morgenen, inden jeg gør noget andet. I modsætning til dengang i april, da jeg begyndte med lunges og kunne klare 5 x med sved på panden, kan jeg nu, uden sved på panden, klare 10x3 (ikke smertefrit)  Og sådan er det hele vejen igennem. Jeg kan det meste af det, jeg kunne før, jeg kom til skade.
Men skaden i knæet betyder at bevægelsen er mere træg og langsom, og at jeg ikke helt kan stole på det.
Christians billede af Lynet McQueen. Ingen af os kan huske, hvad den gule bil hedder?

4 kommentarer:

  1. Den gule bil hedder Cruz Ramirez :-)
    Jeg synes du er nået langt med dit knæ, men jeg kan godt forstå, at du alligevel synes det er lidt træls, at du ikke kan hvad du kunne før. Jeg håber for dig, at du får den fulde førlighed tilbage.

    SvarSlet
  2. Tak Ellen - Cruz Ramirez :-) Hvis ikke Mommer ved det, hvem så? :-)
    Jeg håber også stadig på bedring.

    SvarSlet
  3. Det må være frustrerende med det knæ, men det er nok en god idé at lægge din træning lidt om. Man skal jo gerne være motiveret. Ærgerligt, at du ikke har en "knæ-Else", - ligesom du har en "bade-Else". Så kunne I holde hinandens mod oppe.

    SvarSlet
  4. En forsinket kommentar, jeg har oplevet det samme med min mand, da ham kom til et punkt, hvor der næsten ingen fremgang var, var det svært at fortsætte med træningen. Han gik i stå, og kom til at gå dårligere igen, så jeg måtte svinge pisken, nu er han igang igen, har fået at vide, at et år efter ulykken, så er der ingen fremgang at forvente. Så det er bare nødvendigt at fortsætte. Håber du finder inspiration eller måske en veninder, der har lyst til at træne med dig.

    SvarSlet