fredag, august 17, 2018

De små glæder.

Jeg har en t-shirt med denne her tekst:


Enjoy the little things in life.

For some day you will realize

they were the big things.















Jeg tænker sommetider på det, når jeg skriver et blogindlæg, for der er virkelig mange små ting i hverdagen, jeg synes er spændende, og noget jeg glæder mig over eller undrer mig over.
Ikke noget, der vil føre til en overskrift i hverken verdenspressen eller den lokale. Men det gør mit liv indholdsrigt.
Som nu fx mit blommetræ.
Sidste sommer var det angrebet af noget, der fik blade og hele grene til at visne. Jeg troede, det var i gang med helt at visne ned og overvejede, om det skulle fældes. Det bar en overvældene mængde blommer. Og for første gang fandt jeg ikke en eneste orm. Til børnebørnenes skuffelse.
I år er bladene sunde og grønne. Der er bare næsten ingen blommer.
De meget få blommer, der har været modne indtil nu, er beboet eller har været, af en orm.

Blommerne er store og velsmagende. Altså den lille del, der er tilbage, når ormesporene er skåret væk.

Jeg gætter på, at træet er svækket af det angreb, det var ude for sidste år, og derfor sætter mindre frugt.
Det er første gang i næsten 20 år, der ikke har været masser af blommer.


Jeg tror, det bliver bedre næste år. Medmindre tørken har været skadelig.






Men spændingen er på sit højeste, når vi skal skære en blomme op.

Vi skuffes ikke.
Der er en lille lyserød orm. :-)

onsdag, august 15, 2018

En god nattesøvn og røllike-invasion.

En god nattesøvn har en helende effekt. Det var i hvert fald min konklusion, da jeg vågnede i morges.
Jeg har mindre ondt i knæet i dag, og forskrækkelsen har lagt sig, så jeg kontaktede ikke min egen læge. Jeg kan ikke bøje knæet så meget, men det kommer nok i løbet af nogle dage.

I de mange uger med tørke har jeg egentlig ikke lagt så meget mærke til græsplænen. Jeg har selvfølgelig set, den var brun og afsveden, som alle græsplæner har været her i sommer. Med enkelte græstotter hist og pist.
Nu har jeg pludselig opdaget, at rølliker har indtaget en del af den.

Hvorfor jeg ikke har set det og begyndt at bekæmpe den før, ved jeg ikke.
Men nu ved jeg af erfaring, at røllike spreder sig med sideskud. Den har ikke lange rødder ned i jorden som mælkebøtten, men lange sideskud, der fletter sig ind i hinanden.

Jeg har været i gang med at fjerne nogle i dag, mens jeg har tænkt, om det lille græsareal mon kunne blive til en røllikeplæne?

Min veninde spurgte mig for nogle dage siden, hvad der var blevet af havemanden, da jeg selv var ved at klippe visne stauder ned?
Jeg havde faktisk glemt ham. Der har jo ikke været noget havearbejde hele sommeren.
I dag har jeg haft ringet til ham uden at få fat i ham. Jeg prøver igen i morgen :-)

tirsdag, august 14, 2018

AV og av igen, igen.

Det ene øjeblik stod jeg og beundrede nogle nye tricks, som Mattias ville vise mig med fodbolden. Det næste øjeblik lå jeg på asfalten på skolens legeplads. Jeg blev nedlagt af en dreng i en mooncar.
Av, av. Han kørte lige ind i mit venstre ben. Det ben med den gamle knæskade.
Jeg kunne godt rejse mig op og gå på det, men det gjorde ondt. Jeg havde hudafskrabninger på knæet og i håndfladerne.
F ... osse!
Mattias' mor var ikke hjemme, og planen var, at vi skulle hygge os sammen: Mattias, hans far og mig.  Det gjorde vi også. Jeg havde lavet fars hjemmefra til boller i karry. Jeg kunne godt stå og gå lidt rundt og lave maden færdig. Vi hyggede. Jeg så den nye læsebog og matematikbog og andre ting i skoletasken. Nu er det jo første klasse.
Under hyggen lå min bekymring for knæet, så jeg ringede til lægevagten på et tidspunkt. Jeg ville gerne have en læge til at teste, hvor stabile mine ledbånd i knæet er nu. Lægevagten mente ikke, det var en situation,  der krævede akut vurdering. Og det havde hun jo ret i. Det var bare min bekymring. Jeg kan gå til min egen læge en af dagene og så begynde at bruge neopren knæbandagen igen. Det er sandsynligvis slaget, der gør ondt og ikke noget, der er i stykker.
Men øv, øv, øv!
Hvorfor er det mon, jeg har denne her strofe kørende i hovedet:

"Always look at the bright side of life ..." osv  med resten, som jeg ikke kan huske lige nu.

Billedet har ikke noget at gøre med i dag, men er et lille tilbageblik på et par feriedage, da Mattias og hans mor var på besøg i min ferielejlighed.
Vi havde kun en nøgle til deling, og Mattias er glad for rim, så derfor lavede vi det her:
"Nøglen på trappen under krabben." :-)

mandag, august 13, 2018

Det er derfor ...

Det er derfor, jeg savner mit apparat med zoom.
Når jeg står på terrassen og kigger gennem blommetræets blade, kan jeg se den flotte solsikke. Med telefonens foto, ses bare en lille gul plet midt i billedet. Det er selvfølgelig ok, når jeg bare står og kigger. Men når jeg gerne vil lave et billede, hvor solsikken træder frem og baggrunden er sløret ...
Men så kan vi jo bare gå ned til solsikken.
























Nu sker der noget usædvanligt. Jeg kan stille to billeder ved siden af hinanden. Telefonbilleder. Det har jeg ikke kunnet med det format, billederne i mit kamera har.
Det har selvfølgelig noget med indstillinger at gøre. Og det har jeg ikke så stor interesse i (læs forstand på)
Johanne har været her et par timer i dag. Vi plukkede blommer. Plukkede er så meget sagt, for der er kun ganske få i år.
Vi havde også gang i pandekagebagningen. Det plejer vi ikke, men hun hører Chr. fortælle om det, så jeg synes også, hun skal lære at slå æg ud og piske dejen sammen og vende pandekager. Hun vil ikke slå æg ud eller have æg på fingrene - endnu. Men ellers var hun mere interesseret i processen end i resultatet. Hun spiste kun en enkelt. Men det var hyggeligt.

fredag, august 10, 2018

Nu uden fotoapparat ...


Mens jeg gik og klippede visne staudetoppe ned i går og syntes, det var rigtig trist, at den blå stormhat og fjerbusken stod der og så brune og sølle ud, glædede jeg mig over, at nogle af de solsikkefrø, jeg havde sået tidligere på året, var vokset op til høje planter, og den ene var sprunget ud.





Den skulle selvfølgelig fotograferes, og jeg zoom'ede og zoom'ede, men pludselig sad zoom'et fast.
Helt låst fast.
Apparatet er fra december 2017. Jeg var hos fotohandleren i dag og har besluttet, det skal sendes til reparation. Det foregår i Polen, og det varer måske tre uger, inden jeg ser det igen. Garantien skulle almindeligvis gælde, når apparatet ikke er ældre. Men fotohandleren opdagede en lillebitte bule på zoom'et. Det har ikke været tabt eller ude for noget andet voldsomt, så vidt jeg ved. Måske skal der ikke så meget til? Men det betyder jo sikkert, at garantien ikke gælder? Jeg er ked af at skulle undvære det så længe. Og spændt på, hvor dyrt det vil blive?

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad. Og brugte min telefon til billeder.

Det blæste meget i formiddags og vandstrålerne på Vannmann blev kastet rundt.

Regnen i går har renset luften. Jeg ved ikke, hvor mange millimeter, der er faldet her. Men det hele virker friskere - og koldere.


Da min vagt var slut, hentede jeg Christian i skolens sfo.
Der var ikke så mange børn, men allerede nogle 'små', der skal gå i 0. (hvordan skriver man nulte?) :-)

Nu gælder det 1. klasse for Chr.






Vi havde fået en opgave: at købe fredagsslik til ham og Johanne. Det plejer at være en hyggeting sammen med forældrene, som havde andre gøremål i dag.

Jeg har været i den slikbutik én gang før, og jeg bliver helt overvældet over de lange rækker af slik i forskellige hidsige farver og udformninger. (Og væmmelige tilsætningsstoffer og numre)

Det tager lang tid at bestemme sig.
Der må købes for 10 kr. og med jævne mellemrum lægges posen op på vægten for at kontrollere, hvor tæt, han er på de 10.
Han havde også en god fornemmelse for, hvad der skulle i Johannes pose.
Er der plads til mere? Er der for meget og skal noget lægges tilbage?
Når mormor er med, gør det ikke noget, hvis de 10 kr overskrides lidt. Bare lidt :-)

torsdag, august 09, 2018

Hurra, det regner.

Hurra hurra, det regner, og det har det gjort de sidste par timer. Sådan en stille, vedvarende regn. Ingen voldsom blæst, som ifølge vejrmeldingen skulle komme i morgen.
Jeg har været en runde i haven i formiddags for at klippe de visne stauder ned. Der var virkelig meget vissent. Efter mange timers pause, hvor jeg bl.a. hentede Johanne i børnehaven, blev jeg færdig med det sidste i haven mellem kl 19 og 20. Der var dejlig temperatur og til at holde ud at være ude. Da jeg var klar til at gå ind, faldt der fem- syv store vanddråber. Jeg tænkte, det var det sædvanlige med bare et par dryp. Heldigvis, og tak og pris blev det til mere.
Jeg er vældig tilfreds med at jeg fik klippet en hel trillebørfuld. Nu er jeg spændt på, om de visne genopstår :-)

 Johanne havde første dag i børnehaven efter en lang sommerferie. Hun er rykket fra mindstegruppen til mellemstegruppen. Det er spændende, for det betyder nye lokaler og nye voksne. Dog er der en af de voksne fra mindstegruppen, der flytter med sammen med flere af kammeraterne. Der er fælles udendørs legeplads, så hun vil stadig se de små, der blev tilbage.

På vej hjem til mig kommer vi forbi brombærbuskene langs skovstien. Hvor er der mange brombær i år. Jeg har ikke set så mange før.

Der blev ikke spist ret mange. Så gode var de heller ikke, mente hun. Det sjoveste var, at vi fik lilla tunger af at spise dem.






På fliserne var der en meget spændende larve med, om ikke tusind ben, så mange ben.
Og sådan kan en lille gåtur godt tage lang tid.

Nu begynder det at lyne og tordne.
Der er en pragtfuld lyd af regn, der strømmer ned.

tirsdag, august 07, 2018

Jeg savner morgenfruerne.

Jeg savner mine morgenfruer i bedet under blommetræet. De sår sig selv år efter år og plejer at passe sig selv.
I år ser det meget trist ud. Jeg har vandet lidt sporadisk. Men jeg har været væk nogle gange i løbet af sommeren, og da har min nabo (87 år) vandet mine krukker og altankasser. Jeg synes, det er for meget at bede hende om at vande i haven også. Og endelig vil jeg satse på de mere tørketålende planter og blomster fremover.
Sådan ser mine morgenfruer ud i dag.

Den femte august sidste år var der anderledes liv i planterne og farverne under blommetræet.
Jeg gentager mig selv igen, igen: Jeg ønsker regnvejr.

mandag, august 06, 2018

På vejen hjem i forgårs ...

På vejen hjem i forgårs drejede jeg ind til Stenbjerg, som kun ligger få km. syd for Vorupør.
Det er et lille sted med kun ca 178 faste beboere. Der er 260 huse incl. sommerhuse, som ligger på heden.
Jeg ville gå en tur på den lille vej på Landingspladsen og nyde synet af de velbevarede gamle huse.
Der har ikke boet mennesker i husene, de har været brugt som værksteder og til opbevaring af redskaber.

Det er længe siden, jeg har været der.
Der var tydeligvis flere mennesker end tidligere.




Det var også en særlig dag, idet det årlige krabbegilde var under forberedelse. Jeg var der kl 11 - en time før der blev åbnet, så der var travlhed.
Krabbegildet afholdtes for tredje gang. Sidste år var der 120 mennesker, og i år regnede man med flere.





I det sidste hus på venstre hånd var der fyldt op med runde, hvide plastikborde og stole.
Forventningen var, at der ville komme mange, så bordene udenfor også ville blive fyldt op.
Serveringen var ganske enkel: en portion krabbeklør med brød, smør og mayonnaise til 80 kr. Vin kunne købes pr glas eller flaske.


Jeg kørte videre. Vi havde fået krabbeklør i sommerhuset.



De to hjalp mig med at åbne krabbekløerne.
I mangel af bedre redskaber, brugte vi sten :-) som fungerede fint.

De syntes, det var sjovt, men de ville ikke smage.










På vej ind i Stenbjerg - eller ud, afhængig af hvilken vej, man tager, kommer man til den meget lille nyanlagte park.
Skulpturgruppen hedder Livlinen og er udført af Keld Moseholm og skænket af Sportgoodsfonden i 2017. (jeg måtte slå det ord op, jeg syntes, det var stavet så mærkeligt, men sådan hedder det :-)) Bag mit link gemmer sig historien og fondens stifter, og hvordan Adidas kom til Danmark.












søndag, august 05, 2018

Osse en slags souvenir ...

Christian var så uheldig at falde mod en skarp kant den tredje sidste dag i ferien.
Da smerterne var værre den næste dag, var han turen omkring læge og sygehus og fik konstateret et brud i næstsidste tå tæt på vækstzonen.

Tåen blev fixeret til nabotåen med tape, der skal sidde i tre uger, og så skal han gå med træsko.
Det var noget af et højdepunkt, at han fik Theo, den hvide bamse, som Trygfonden sponsorerer til hospitalerne.
Johanne var ked af, hun ikke kunne få én.
Vi var tidligt ude onsdag morgen, idet lægetiden var 9.30, og vi derfor kom rimelig hurtigt igennem proceduren. Formiddagen var på forhånd sat af til, at børnene skulle klippes.
Mens mor gik i skobutikken for at finde træsko, sad jeg i frisørsalonen og fulgte med i den årlige sommerklipning hos Mahmood, der oprindelig kommer fra Iraq.

Det går lynhurtigt, mens håret flyver omkring.








Der er ingen tidsbestilling, og der var ingen ventetid, så det varede ikke længe, før vi stod på gaden igen.

Det lykkedes ikke at få fat i træsko. Den fabrik, der tidligere har lavet træsko til børn er ophørt med produktionen.

Min datter fandt frem til et firma i Tyskland, der kunne levere i løbet af et par dage.
Jeg troede, det ville blive besværligt for Christian at gå med sådan noget stift fodtøj, men det klarer han fint.
For mig var det spændende at komme ind på Thisted sygehus, hvor jeg arbejdede nogle måneder i 1970/71. Der er bygget meget til og ændret meget. På skiltningen kunne jeg se, at fysioterapien stadig ligger i kælderen, så der er nok ikke sket ændringer der.
Der er mange udenlandske læger på sygehuset - også i det lægehus vi var i først.
Så synes jeg, det er interessant at sidde i venteværelset og høre, hvordan patienters navne bliver udtalt, når de bliver kaldt ind. Ikke alle reagerer i første omgang, fordi de ikke kan genkende navnet.  Fx Christian Sjov. :-) Det er sjovt.  Det er ikke første gang, vi er ude for det, og sikkert heller ikke sidste.

lørdag, august 04, 2018

På falderebet.

I morges lidt før kl 8, var der tomt på parkeringspladsen - set fra mit køkkenvindue.

Og der var hundekoldt.

Det kolde vejr begyndte faktisk i går aftes.
Jeg havde besøg af min lille niece, som faktisk ikke er lille, for hun er fyldt 20. Men hun er en hel del år yngre end de andre nevøer og niecer.

Vi skulle spise is på landingspladsen og nyde solnedgangen. Vi spiste i stedet en belgisk vaffel (den er varm) med softice.
Vi havde lange bukser og jakker på. For første gang i 3 mdr. for mit vedkommende. I morges tog jeg også de lange bukser på, men de er skiftet ud med en kjole nu.
Ved middagstid er køkkenvindue-udsigten sådan. Billedet er fra i mandags.

Det bliver den sikkert også i dag.
Selvom det er overskyet, er det alligevel varmt.










Jeg flytter snart ud af min lille lejlighed, som har fungeret rigtig godt. Jeg har reserveret den i samme uge til næste år. Der er godt nok en del trafik her, men fordi huset ligger lidt højt, mærkes det ikke så meget.
Der er denne her skrå mur fra fortovet og op til huset. Alle børn elsker at kravle op. Ikke kun mine børnebørn, men de fleste der kommer forbi.

Det er altså ikke min vej op til døren :-)
Til venstre i billedet er der en trappe.
Det var sådan en fast, hyggelig tradition: På vej ned til stranden blev der klatret op og råbt "mormor vil du med ned til stranden?"
Hvor har vi nydt det fine sommervejr.
I går aftes kørte Johanne med familie hjem, så ungerne kunne sove undervejs.

fredag, august 03, 2018

I går var en dag fuld af dejlige oplevelser.

Morgenstemning ved stranden i går.


Krabbefiskerne er lige kommet ind.

Jeg nød stilheden og naturen.














Senere på dagen kørte vi til Hanstholm.

Vi spiste frokost på Madbaren, som i løbet af få år er vokset til et meget velbesøgt spisested.

I mange år var her Restaurant Pynten, som kun var åben om sommeren.
Dengang var det ikke svært at få plads.
Nu skal vi bestille bord i god tid.





Mens vi ventede på maden.

Christians medbragte lego er altid populært.













Johanne havde brug for lidt mere aktivitet i ventetiden.


Der er et fint stisystem omkring Pynten, hvorfra der også er en storslået udsigt over havnen og havet.









Da maden endelig kom, blev vi alle glade.
De fleste af os havde valgt noget med fisk.
De meget små burgere med pommes frites er populær hos børnene.

Der blev også spist en veggie-burger.






Sidst på eftermiddagen var vi nogle, der var en tur i bølgerne.



Det er helt perfekt, at man kan gå fra Havbadet, og efter få skridt er vi i det rigtige Vesterhav.

De, der ikke ville bade, tog fiskestængerne med ud på molen, der ses i baggrunden.






Ved solnedgangstid mødtes jeg på bænken ved Signalhuset med min kusine og hendes mand. De kender en masse mennesker i kraft af deres (tidligere) arbejde som udlejer af service til festarrangementer og som kørelærer. Thomas har vist lært de fleste gamle thyboer at køre bil, incl min far og mor.
De var enige med mig og andre vi mødte, at aldrig har der været så mange mennesker på ferie i Vorupør.
Vi gik de få skridt hjem til min lejlighed og drak kaffe og nød min kusines nybagte kage.

Og sådan forsvandt en dejlig feriedag i mindernes bog.

















torsdag, august 02, 2018

Badevejr.

Det er fantastisk at holde ferie her til lands, når vi har temperaturer, der matcher de sydlandske. At der er store ulemper forbundet med det, mærker vi ikke. Men vi ved det.
Johanne er min sjoveste bademakker.

Her er vi i Havbadet, og hun er ikke bange for krabber mere.
Hun tror på, de er bange for mormor.










Det er rigtigt, der findes krabber. Mattias har fanget adskillige.
De bliver lagt op i en spand med vand, og når de er behørigt beundret, bliver de sat ud i vandet igen.

De er små. Vi tror ikke, de kan bide i en menneskefod. De er bange for os og sikkert irriteret over at blive lokket op en spand utallige gange.






Dagene flyver afsted, og på lørdag går det hjemad igen

søndag, juli 29, 2018

Søndag formiddag.

Søndagformiddags-aktivitet.
Der vil nok blive solgt friskfangede fisk på stranden senere i dag.

Det kan ikke ses på billedet, men traktoren bliver brugt til at skubbe båden ud i vandet. Den ligger oppe i sandet, når den ikke er i brug.
Når den er lidt ude i vandet, må manden skubbe den yderligere for så at hoppe op og håbe, at den er så langt ud, at han kan starte motoren.
Når han kommer tilbage, bliver traktoren brugt til at trække båden op på land.





lørdag, juli 28, 2018

Det regner i ferielandet.

Jeg ankom hen på eftermiddagen til vores, engang, så fredelige Vorupør. Der er stadig fredeligt, men flere mennesker end nogensinde før. Mon ikke jeg har sagt sådan de seneste par år? Men der var mange i eftermiddags og flere både end der plejer at være. Chr. og Johanne og deres forældre havde været i vandet.

Der er små krabber i havbadet. Det har gjort børnene bange for at bade der. Og i havet var bølgerne for store til at Chr. kunne bruge sine nyerhvervede svømmefærdigheder.
Jeg har tænkt mig at bade, for jeg tror ikke, den slags krabber bider i mennesker. Hvis børnene ikke bliver trygge ved det, må vi hen til en nærliggende sø.
Temperaturen er faldet meget her i aften. Det er tordenvejr med regn, så vi må se, om det bliver badevejr i morgen.

Jeg bor i tilbygningen i gavlen. Det er en fin, lille lejlighed i lyse farver, og den ligger meget centralt.
Kun få skridt fra havet med molen, havbad og ishus. Og tæt på familien.
Det er første gang, jeg ikke bor i samme hus som dem, men det er nok min stigende alder, der gør, at jeg gerne vil have noget alenetid? I hvert fald prøver jeg det i år.
Under den indledende snak med værtinden, fandt vi ud af, at hun har gået i realskole sammen med min (afdøde) lillebror. Hun sagde, at han var sjov, og han var ... da hun tøvede lidt, sagde jeg, at han var en drillepind. I det samme sagde hun også drillepind. Vi sagde ordet i munden på hinanden.
Det var lidt pudsigt. Hun havde også kendt min mors to brødre, der boede her i Vorupør dengang de levede.
Et andet udtryk for at der var mange mennesker, var køen hos fiskehandleren.
Jeg trak nr 75, da 65 var ved at blive ekspederet.
Der er meget at kigge på. Rå fisk af forskellig slags. Og forarbejdet. Så  gør det ikke noget, at det at købe fisk, ikke er der, de hurtigste beslutninger træffes.
Jeg følte mig hensat til Tyskland, idet de fleste ordvekslinger foregik på tysk.
Jeg købte rødspættefileter, der var stegt. Ingen af os orkede at panere og stege selv. Men det er nu nr. et at få en friskstegt filet lige fra panden.

fredag, juli 27, 2018

Haven i varmen.

Før middag, og endnu inden solen nåede hen til mit udendørs termometer på terrassen, viste det 30 grader.
I aften ved 20 tiden var der 40 grader. Jeg foretrækker skyggen, og jeg er heldig, jeg ikke skal på arbejde. En anden ting, jeg ikke har tænkt på før er, at jeg kan lave gennemtræk i min lejlighed. Det er virkelig dejligt at lukke døre og vinduer på begge sider af huset op og få en brise ind. Selvfølgelig ikke hvis det er helt vindstille, hvad det sjældent er.
Min datter ønskede sig den samme middag som mine venner fik for et par dage siden. Den fik de i dag, og jeg kan konstatere, at børnene ikke kan lide gazpacho (kun brødcroutonerne) De kunne heller ikke lide ovnbagt laks og heller ikke blomkål. Begge dele lugtede dårligt, ifølge Johannes fine næse :)
Desserten var ikke is, men koldskål og den gled ned uden problemer.

Sidste efterår hjalp mine børn mig med at grave en virkelig stor udgave af denne her staude op.
Selv om jeg troede, alt var fjernet, kom der alligevel nogle skud op.
Jeg lod den vokse, men den har ikke fået en eneste dråbe vand. Alligevel står den stor og spændstig med blomster og knopper.
Nu vil jeg sørge for, den ikke får lov til at brede sig. Jeg synes, den er pæn, men den skal ikke fylde så meget.
Jeg har stort set kun vandet altankasser og krukker. Det betyder, at flere stauder er visnet væk. Fx. bregner, floks og blå stormhat. Det er et trist syn. Jeg er lidt spændt på, om de vil spire, når der engang (forhåbentlig snart) kommer regn.

Nu bliver jeg lidt ambivalent, for i morgen skal jeg til Vorupør, og det gør ikke noget, hvis der er sommervejr der.


En lille knold af stauden blev flyttet op til terassemuren, hvor den trives i den tørre jord.

onsdag, juli 25, 2018

Sommermad.

Jeg har haft besøg af mine venner fra Bornholm, som gjorde stop her på vej til Aalborg for til sidst at ende på Læsø.
Og hvad skal man så servere til middag på sådan en stegende varm dag, som det var i går? Og stadig er i dag.
Jeg har ikke prøvet før at lave den spansk inspirerede kolde tomatsuppe, gazpacho.
Men den blev det.
Den er ret enkel: fem, seks store tomater, en peberfrugt, et par fed hvidløg blendes længe og smages til med salt, peber, sambal olek,  lidt eddike. Ved servering tilsættes nogle isterninger og en topping lavet af finthakket agurk, tomat og peberfrugt.
Den kan varieres på forskellig måde, men denne her udgave smagte godt.
Jeg fortsatte ikke i den kolde boldgade. Vi fik efterfølgende ovnbagt laks med citron, kogte kartofler, nye gulerødder og blomkål med en smørklat til og en håndfuld hakket persille. Salaten bestod af vandmelon og agurk i tern med fetaost smuldret over og drysset med hakket mynte.
Desserten indtog vi nede ved havnen i form af isvafler. En nydelse vi delte med rigtig mange mennesker, der også glædede sig over, at temperaturen udendørs var til at holde ud.

Efter en sen morgenmad hos mig, kørte vi ud til Silkeborg Bad for at se udstillingen og for at spise frokost, hvorefter de to kørte videre nordpå.

Det har været for varmt at være ude i eftermiddags, selv i skyggen.

I aften er der nu 22 grader ude på terrassen og kl. 21.55 var der flotte farver på himlen.

Jeg ønsker mig regn og lavere temperaturer. De fleste planter og dyr lider i varmen.





I forgårs så det sådan ud på min solnedgangsplads kl. 21.40