tirsdag, januar 30, 2018

Jeg blev inspireret ...

Jeg blev inspireret af en artikel i Lørdagsliv (tillæg til Politiken) for et par uger siden. Eller det var mere et interview.
Forfatteren Morten Brask fortalte, hvordan han lever nu, efter han for et par år siden, reducerede så meget i sine ejendele, at han kun havde 250 ting tilbage i sin 80 kvadratermeter lejlighed. En gennemsnitsfamilie skønnes at have ca. 10.000.

Adspurgt om han befinder sig samme sted som sidst, journalisten snakkede med ham, svarer han, at han har slået bak, idet han begyndte at savne nogle ting. Han har ikke talt sine ting, men tror, der er omkring 700.
Jeg er ikke ene om at følge med i Morten Brasks proces. Han har været omtalt i magasiner, tv og radio. Måske har du også læst hans bog En Pige Og En Dreng fra 2013?
Morten og hans daværende kæreste blev ramt af en stor sorg, da deres tvillinger blev født for tidligt og døde. Han beskrev opløsningen af deres parforhold og sin lammende sorg i romanform. Efterfølgende følte han, at han måtte begynde forfra. Flyttede i lejlighed, solgte sine ting og rejste til Afrika.
Jeg blev meget grebet af den bog. Han skriver, så man næsten føler, man er tilstede. Jeg er i gang med at læse hans nyeste roman, der hedder Ofrene.

Men tilbage til inspirationen, som jeg blev ramt af, fordi jeg har brug for at rydde ud i nogle af mine ting. Ting som jeg faktisk ikke bruger. Men som bare fylder op i skabe og skuffer.
Citat af Morten Brask:"Derfor udfordrer (ved foredrag) jeg tit folk til at gå hjem og skille sig af med 40 ting i løbet af et døgn. Indtil videre har alle meldt positivt tilbage. Smid skraldet ud, og giv de ting væk, som andre kan have glæde af."
Jeg gik straks i gang i køkkenet. Min datter var her tilfældigvis og hun fik to glaskander med. Jeg pakkede drikkeglas og små glasskåle ned, og indtil videre står de i kælderrummet og venter på at blive bragt til en genbrugsbutik.
Og så må jeg indrømme, der kom andre ting og tog min opmærksomhed. Jeg ved dog, at der er tøj og sko, der skal samme vej. Og legetøj til de yngste som Johanne er vokset fra. Og bøger. Der kan let blive 40 ting. Det sjove ville selvfølgelig have været at give sig selv den deadline.

I går var der noget så sjældent, som bølger på søen, da vi var nede at bade.
Det var en grå formiddag, og det regnede.
I dag skinner solen. Termometeret viser 5 +

En af dagene her i januar var der 11 graders varme.
Januar har været den varmeste måned i den tid, der er blevet målt.

lørdag, januar 27, 2018

Træning - igen, igen.

Et blik ud af mit køkkenvindue i formiddags afslørede, at der foregik noget ekstra i Sportscentret, fordi parkeringspladsen var stopfuld af biler.
Jeg vidste det godt, for Christian skulle til sin første gymnastikkonkurrence med Silkeborg Pigerne & Drengene. Han er på det hold, der hedder Nano drengene (6-7 år) og de giver den gas med spring.
Der var hold fra forskellige byer. Jeg ved ikke, hvor mange, men jeg lagde mærke til Odense, Ry og Jelling.
Det var nogle stolte Nano drenge fra SPD, der vandt guldmedalje.
Mine piger gik også i Silkeborg Pigerne og Drengenes forening, da de var børn.

Da jeg havde overværet mit yndlingsholds udfoldelser, gik jeg ind i fitness for at træne.
Mens jeg cyklede min halve time, læste jeg i et blad, der hedder Fitnews Magazine. Det er et dansk magasin. Der var en interessant artikel, der handlede om at få succes med medical fitness.
Fitnessfagfolk vil gerne have fat i den voksende del af befolkningen, der er på vej, eller allerede er pensioneret. Citat: "Der er et kæmpe potentiale, og der ikke for alvor nogen, der har formået at udbyde alderssvarende og sikre træningsprogrammer for denne voldsomt ignorerede del af befolkningen, der ofte har et større rådighedsbeløb end yngre målgrupper og kan træne på tidspunkter, hvor kapaciteten i de fleste fitnesscentre er underudnyttet."
Jeg bliver sådan lidt forarget, fordi det oser langt væk af at ville optimere business og indtjening.  Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, men når det handler om træning af gamle med sygdomme og skader, så skal den viden til, som fysioterapeuter har.
Ja, man savner stadig målrettede satsninger på området. Citat: "Måske fordi ingen endnu har formået at hugge den gordiske knude over: Hvordan henvender man sig til seniorer på en måde, de finder "sexet" og tiltalende?"
Konklusionen var, at i stedet for slogans som "Kom i form på seks uger", så sætte fokus på glæde og fællesskab. Det er nemlig vigtigt, mener jeg.
Med hensyn til min egen træningsindsats, så er jeg ved at køre træt af Sportscentret. Sommetider slår jeg mig selv oven i hovedet, billedlig talt, fordi jeg ved, hvordan jeg skal.  Men altså, jeg trænger til et andet set up.
Jeg har fået mulighed for at komme med på kommunens tilbud til 65+ borgere, der har faldepisoder i bagagen. Jeg starter på et hold d. 6. februar. To gange om ugen i tre mdr.
Der er også et hold med udendørs træning, men det er jeg ikke klar til. Mit mål er, at jeg bliver det.

I haven lyser erantis i små gule farveklatter. Vintergækkerne er på vej. Min have er ikke særlig solbeskinnet, så blomstringen er ikke så langt fremme som andre steder. Men de første forårsbebudere er ukuelige uanset vejrforhold.


mandag, januar 22, 2018

Nye sko.

Se lige mine nye neoprensko :-)

For ikke så længe siden, mødte jeg en vinterbader, der fortalte mig om sine badeskos fortræffenligheder.

Jeg plejer at bruge crocs på min vej til og fra badetrappen, men de er glatte i frostvejr.  Og så får jeg altid en virkelig kold storetå.
De tider er forbi.
Ingen post-kulde i storetåen efter badet.
Mine badesko er den absolut vigtigste rekvisit. Tænk, at jeg først opdagede det i tredje sæson.

Den 22. januar 2016 var der is og sne.
Gad vide om det kommer til at ske i år?

Jeg har vist skrevet det før, men jeg savner altså noget rigtigt vintervejr med sne og kulde.
Bare ikke på veje og cykelstier.
Det er selvfølgelig ren utopi, men man kan jo altid drømme lidt.

søndag, januar 21, 2018

Børnebogsboblen.

Jeg fik en mail for et par dage siden fra biblioteket, at de bøger, jeg havde reserveret var klar til afhentning.
Om søndagen er der åbent for selvbetjening.
Jeg havde Johanne med, for børnebiblioteket er en populær legeplads sådan en lidt grå og kold vinterdag.

Da vi trådte ind kl. 10, troede vi først, vi var helt alene. Men det viste sig, der var to børn med deres mødre.
Men i løbet af de par timer, vi var der, kom der flere og flere fædre og mødre med deres små børn.

Biblioteket har foretaget den gode disposition, at de har fjernet alle 'stationer' med  Ipads, hvor børnene ellers stod på nakken af hinanden for at få fat i et spil.
Der er masser af mulighder for andre spil, for at bygge og balancere og klatre.


Jeg har ventet - ikke særlig længe - på Maren Uthaugs nye bog Hvor Der Er Fugle. I forvejen var jeg orienteret via interview i aviser med forfatteren om den tragiske historie, som er en blanding af fakta og fiktion. Om familien, der boede på Kjeungskjær fyr. Familiens bolig var fyret, der lå ude i vandet i det barske Ørland i Nordnorge. Jeg er begyndt at læse den og den er lovende. Spændende og velskrevet.
Det har undret mig, at der efterhånden er kort ventetid på de nyeste bøger. Fx. Jens Andersens bog Under Bjælken om kronprinsen. Den var næsten lige udkommet, da jeg fik den. Jeg reserverer en bog, når jeg ser anmeldelsen, og det ved jeg, at andre også gør. Jeg spurgte personalet en dag, om de købte flere eksemplarer af de populære forfattere, siden ventetiden tydeligvis er blevet kortere. Hun vidste det ikke. Det kan også være et udtryk for, at der ikke er så stor interesse for at låne en bog mere. Jeg kender flere, der abonnerer på Mofibo og læser på skærm. Andre lytter.
Dagens høst udover min voksenbog, var tre af Bárdur Oskarsson, som ikke lige er Johannes niveau.
Derimod var Ulf Løfgrens lille bog om Ludvig et stort hit. Der findes flere historier om Ludvig fra 1980erne.
I denne her bog skal Ludvig tage tøj på, sidde på en stol, spise, børste tænder og tage nattøj på. I første forsøg kludrer han og vender alting forkert. Det udløser store latterbrøl hos Johanne. Hun kan tydeligvis spejle sig. Den blev læst fem gange! Det har jeg dog aldrig været ude for før.

I morges vågnede jeg uden at have ondt i kæben, og jeg har kun lidt ondt i tanden, hvis jeg tygger direkte med den.
Sekretæren sendte regningen på mail og undskyldte tusind gange, at jeg måtte vente så længe. Det er ok. Jeg brokkede mig ikke. Kun her på bloggen :-)
Men jeg synes, 1.900 kr er mange penge for en midlertidig løsning. Jeg har ikke undersøgt priserne, men det er jo nok sådan, at en krone incl. den midlertidige er billigere, end en rodbehandling + krone.
Jeg underkender ikke tandlægens faglighed, og jeg ville aldrig rejse udenlands for at få en lavere pris.
For tre år siden var mit ene kæbeled delvist ude af led. Jeg ved fra patienter tidligere, at det er meget smertefuldt, hvis kæbeleddet glider helt ud. Og det er vigtigt, at en rutineret læge eller tandlæge sætter det på plads. Tandlæge Steen holdt øje med mit kæbeled og udstyrede mig med sit private tlf.nr., som jeg skulle ringe til uanset tidspunkt, hvis jeg fik brug for det.  Og bl.a. den oplevelse gør, at jeg synes, han er guld værd.

torsdag, januar 18, 2018

Vi har opdaget Bárdur Oskarsson.

Jeg har altid haft en svaghed for børnebøger. Den svaghed er ikke blevet mindre med årene. Og nu er jeg så heldig, jeg kan dele børnebogsoplevelsen med mine børnebørn.
Det er dog ikke altid, min interesse smitter på de små. Mange gange vil de hellere se en film eller Ramasjang.
Jeg har opdaget den færøske børnebogsforfatter og illustrator Bárdur Oskarsson.
Han fortæller enkle historier på en måde, der ikke keder voksne, og så er hans tegninger så sjove.

Men hvordan finder jeg ud af, om den passer til en seksårig - eller er den mere interessant for en treårig?

Jeg foreslog Christian (seks år) at vi skulle finde ud af, om det var en bog, der ville være spændende for Johanne (tre år)
Vi kunne lave et system og vurdere med hjerter, som i Politiken eller med stjerner, som i Kristelig Dagblad, hvor seks ville være den helt superspændende bog.
Jeg læste Kampen Om Det Gode Græs af Bárdur Oskarsson og sammen kiggede vi på billederne. Tegningerne er helt skøre og meget sjove. Historien handler om at dele et græs-område, selvom vi er forskellige. I det her tilfælde hunde og kaniner.
Jeg blev overrasket over, hvor optaget Christian blev af både historien og tegningerne. Da jeg havde læst den færdig, ville han straks høre den igen.
Han gav den fem hjerter. Begrundelsen, for at han ikke gav den seks, var, at der skulle have været flere tegninger af kaninen, da den truede den store hund med sine store (kunstige) tænder. :-)
Jeg har allerede reserveret de tre bøger, de har på biblioteket af samme forfatter. Nu er jeg bare spændt på, om den passer til Johanne. Chr. mener, den er for børn på fem - seks år.

Efter læsning var det tid til en film. Og pandekager som vi har bagt undervejs. Jeg er i besiddelse af den første legofilm på dvd: Eventyret om Clutch Powers. Den er set adskillige gange, men stadig god underholdning (mens man i dag sad og rokkede med rokketanden)

Jeg havde fornøjelsen af at opleve, at tanden slap sit tag.
Det er jo et stort øjeblik.
Min egen tand er der ikke megen fornøjelse med.  Men jeg tror, den er mindre øm end i går.
Jeg undgår at bruge den side af kæben og sørger for, at det jeg indtager har en tilpas lunken temperatur - støttet af Panodil 665 mg 2 x3 dgl, som er receptpligtig.
Jeg er mere optimistisk i dag.

onsdag, januar 17, 2018

Den tand, den tand ...

I går skrev jeg blogindlæg, mens tandlæge-bedøvelsen stadig virkede. Og da var jeg nok lidt optimistisk. Senere på dagen begyndte jeg at undre mig over, hvorfor jeg ikke bare kan få den rodbehandling og krone (betændelse eller ej) Nu.
Jeg havde meget ondt i tanden eller kæben og gik i seng med to Panodil i går aftes. Jeg sov i otte timer, så helt slemt kan det ikke have været.
I dag har jeg også gået på Panodil og været meget omhyggelig med at undgå mad i den side af munden. Jeg håber virkelig, det snart bliver bedre.

Men dagen har ikke været uden lyspunkter.
Sidst på eftermiddagen var der vagt-komsammen på Silkeborg Bad. Vi fik en rundvisning i udstillingen med vævede kunstværker. Læs HER om Artapestry.
Der er mange meget flotte billedtæpper.
Efter rundvisningen blev der budt på lækker middag. Jeg havde tænkt, at jeg måske ville gå hjem inden. Men der var så hyggeligt, så jeg blev der. Det gik også fint nok. Små bidder og kun tygning i venstre side.


Sådan et billede kan vist kun sige mig noget.

Vi var delt op i to hold, så vi var fordelt på to etager.

Men nu vil jeg gå i seng og håbe på, at situationen er bedre i morgen.

tirsdag, januar 16, 2018

En midlertidig løsning.

Jeg blev klogere på, hvorfor jeg ikke skal have en krone på tanden nu, men at jeg skal på sigt.
Tanden havde to små revner. Fyldningen er boret ud, revnerne har fået en stærk lim, der er sat en ny fyldning i, og der er sat et greb af en slags på, som skal holde sammen på det.
I teorien kunne der være trængt bakterier ned til roden, og så skulle tanden rodbehandles, inden der skulle sættes krone på.
Tandlægen tror dog ikke, det er sket. Men han ved det ikke. Han synes, det er værd at undgå rodbehandling, hvis det ikke er nødvendigt. Derfor det 50 min. lange indgreb i dag. Imens lå jeg og tænkte hvorfor? Jeg fik først forklaringen, da han var færdig.
Nu skulle tanden gerne falde til ro i løbet af en måneds tid. Hvis den gør det, kan der måske gå et år eller mere, inden kronen sættes på - uden rodbehandling. Hvis ikke, ved jeg jo, hvad der skal ske.
Jeg forundres altid over lokalbedøvelse. At der kan rumsteres så meget på et lille område, uden det gør ondt. Og jeg er evig taknemmelig over at leve nu og ikke for et par hundrede år siden, da man kun havde alkohol at gøre godt med.
Min kære tandlæge har den svaghed, at han ikke altid kan holde tiden. I dag gik der en halv time over.
Det fik mig til at tænke på engang for længe siden, da jeg stadig arbejdede. Jeg havde en tid i min frokostpause. Det kunne lige nås. Men da var han også ret forsinket. Jeg har glemt, hvor meget, men det betød, at min egen aftale efter frokost, skred. Konfronteret med det, svarede han, at det sommetider kunne være svært at beregne tiden. Jeg mente, det handlede om at have luft mellem aftalerne. Men jeg kan godt se, der lettere kan opstå noget uventet under en tandbehandling, end under en fysioterapibehandling. Så jeg skiftede ikke tandlæge dengang ... Og lod efterfølgende være med at bestille tid i frokostpausen.

Jeg er begyndt at kigge efter erantis og vintergækker.

En lille tur i haven afslørede vintergækker, der er på vej op.
Nederst til venstre i billedet.

Det er også glædeligt og tydeligt, at dagene er blevet længere og lysere.


mandag, januar 15, 2018

Skånesuppe ...

Det var virkelig dejligt og betryggende at komme til tandlæge i dag.
Tanden har en revne, og tandlæge Steen vurderede, at han kunne bore den gamle fyldning ud og lægge en ny. At der er nok af den oprindelige tand. På sigt skal jeg måske have en krone på, men ikke endnu.
 Jeg gik hjem med en tand, der var blevet forseglet med et materiale, der beskytter den og håber, at situationen ikke ændrer sig inden i morgen. Jeg blev jo klar over, at sådan et lille brud, kunne bevirke, at et hjørne af tanden faldt af.

I eftermiddags, da jeg var ved at skylle en broccoli, fik jeg en ide. I stedet for at dele broccolien i små buketter og lægge dem i en plastikpose i køleskabet, hvorfra jeg så tager en håndfuld og lægger et minut i kogende vand, inden den bliver blandet med andre grønsager i en salat, så ville jeg lave en suppe.
En broccolisuppe, der kun består af broccoli kogt i lidt vand og og derefter blendet.

Jeg kom til at tænke på Shrek, der lå inde i legetøjskassen.

De matcher hinanden nogenlunde på farven :-)









På billedet her er suppen blevet lidt blegere. Det er fordi, den er tilsat et skvæt fløde.
Den er smagt til med fishsauce, salt og peber.

Jeg har kogt gulerødder og kartofler for at få noget fyld.
Perfekt skånekost. Og en velsmagende suppe, er det også.

Min datter spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde fået en tid tidligere hos en af de andre tandlæger på klinikken.
Det er jo fordi, jeg er så glad for Steen og har stor tillid til ham. Men havde jeg haft uudholdelige smerter, så havde jeg selvfølgelig valgt en anden. Og sikkert fundet ud af, at der også er andre, der kan ordne mine tænder.
For sådan er det jo.

søndag, januar 14, 2018

Forårsspirer og farver.

For otte dage siden tog jeg en lille håndfuld grene med hjem fra skoven.
Jeg troede egentlig, de var fra de vilde mirabelletræer, der er så mange af, men i går sprang de ud, og jeg kan se, at kun den ene gren med de hvide blomster er fra en mirabel.
Jeg ved ikke, hvilken slags træ eller busk de andre hører til, men de spæde grønne blade er bare helt vidunderlige at se på.

Og om et par måneder, vil der være en overdådig blomstring nede på stien bagved fodboldbanen.
Jeg glæder mig.






I går var der fernisering på udstillingen Farven Først på Silkeborg Bad med Jan Sivertsens billeder.

I dag førte han selv rundt  og fortalte om sine tanker og processer.
Det var meget interessant og meget farverigt.
Jeg blev smittet af farver, og nu synes jeg, der er alt for farveløst hos mig.
Jan Sivertsen har boet i Paris siden 1984. Han har haft flere udstillinger og udsmykningsopgaver herhjemme. Jeg har dog ikke hørt eller set nogle af hans billeder før. Eller også har jeg ikke været opmærksom. Nu ved jeg, at der står én af hans skulpturer i Midtjyllands Lufthavn i Karup. Jeg har sikkert gået forbi den.

Min veninde fra Aarhus og jeg indledte eftermiddagen med at spise frokost i Kunstcentrets cafe.

Lørdag og søndag serveres en lækker buffet.
Og så er der så hyggeligt der.








Min tand er en anelse bedre. Måske fordi jeg har vænnet mig til at skåne den? I går tænkte jeg, at det måske bare var en blottet tandhals? Men så ondt kan sådan én vel ikke gøre, hvis jeg ved et uheld kommer til at tygge med tanden?
Jeg har heldigvis en tid i morgen eftermiddag. Almindeligvis er jeg ikke ked af at kommet til tandlæge,  det er bare så ubekvemt at sidde der med åben mund, mens han rumsterer med værktøjet, så det er ikke noget, jeg sådan går og glæder mig til.  Men det gør jeg til i morgen.

torsdag, januar 11, 2018

En meget hyggelig cafe og meget mere.

Et tidligt ærinde bragte mig til Viborg i går, og da der også var ventetid, var det oplagt at finde en cafe, der havde tidlig åbningstid.
I Viborg er der et meget charmerende sted, der hedder Søster Lagkage.

Her kan man allerede fra kl 07.30 nyde lækkert hjemmebagt brød fra en disk med et  righoldigt udvalg.
Der er også dekorative og fine kager, som ikke frister mig om morgenen, men de bliver lavet fra bunden og er uden tvivl god kvalitet.

Indretningen er til den feminine side med en masse pynt og kitsch, og gamle møbler med puder og tæpper fra en svunden tid.

Der forhandles produkter fra RICE, som også er med til at gøre det hele farverigt.







I en vindueskarm lå et strikketøj lige klar til at gå i gang med :-)


Der var to unge mænd, der spiste morgenmad eller drak kaffe. Jeg kiggede ikke så nøje, men det var altså ikke udelukkende et pige-sted.










I dag begyndte vores kor igen efter juleferien.
Vi har en norsk korleder, og hun introducerede os til en sang på nynorsk. Hun havde overvejet, om vi bare skulle synge ordene sådan, som de faldt for os. Men heldigvis havde hun besluttet, at vi skulle lære at udtale ordene på nynorsk. Så vi gjorde os stor umage og udtalte efter hende.
Hvad hun syntes om vores anstrengelser, sagde hun ikke noget om. Uanset, om det lyder norsk eller dansk, så er det et meget dejligt digt af Einar Skjæraasen (1900 - 1966) "Danse mi vise, gråt min sang."
Hvorfor mon det hedder "mi vise" og så ikke mi sang men "min sang?"

Min tandlæge er på kursus i morgen.
Og hvorfor er jeg så godt orienteret om hans gøren og laden?
Jo, det er fordi, jeg rigtig gerne vil have en tid så hurtigt som muligt hos ham. En af mine kindtænder, som har en stor fyldning, er blevet meget følsom og øm. I 2009 fik jeg skiftet amalganfyldningen ud med et plastmateriale. Måske er der kommet en revne i den tynde skal, der er tilbage af tanden?
Det vil vise sig på mandag. Da har jeg heldigvis en tid.


mandag, januar 08, 2018

Endnu en skøn frostdag.

To dage i rap med solskin og frostgrader. Herligt.
Det betyder, at der er så smukt derude i naturen.
Else og jeg nød vores formiddagsbad. Solen er endnu ikke nået om til Østre, og det giver isen mulighed for at brede sig yderligere i vandet. Den er dog ikke nået til badetrappen.
Det kunne jeg godt tænkte mig, den gør. Men nu bliver det tøvejr igen. Jeg savner de store forskelle, der var på årstiderne engang.

Få skridt gennem skoven kommer vi til Vejlsø, der vender mod øst, og hvor solen skinner så snart den står op.



















I går var Christian også med ude på legepladsen og parken ved Silkeborg Bad.
Han var ikke så optaget af nisseskæg.
Han havde en lille notesblok med og ville tegne Sisyfos.
Kunstcentret har fået renoveret Sisyfos, og der er etableret et træksystem, så kuglen kan rulle op og ned. Den er dog ikke i gang her i vintermånederne, men den skulle gerne vende stærkt tilbage til sommer.

søndag, januar 07, 2018

Nisseskæg i skovbunden.

Det har været sådan en flot dag med frostgrader og solskin.
Efter lange regnfulde dage her i efteråret er de grene, der ligger i skovbunden fulde af vand, og når der pludselig kommer frost (som 8 minusgrader i nat) så presses vandet ud og fryser i lange istråde, der ligner nisseskæg.
Sådan lyder en af forklaringerne på fænomenet.
Der var en del af det i skovbunden i dag, og Johanne var meget betaget af det. 
Det er silkeblødt at røre ved, men det er flygtigt og smelter hurtigt. 
D

lørdag, januar 06, 2018

Om at undres og om at glædes over en lille ting.

Beklager den forringede billedkvalitet :-)
Jeg kom bare forbi sådan en mystisk tekst, da jeg gik ud af El-giganten.

Madning af småbørn, står der.
Garanteret BPA-frie produkter.

Jeg måtte standse op og se nærmere på, hvordan man kunne made småbørn.

Men det har slet ikke noget med mad at gøre.
Det er termometre til måling af temperaturen hos småbørn.

Hvordan kommer måling til at hedde madning??

Ligner det svensk?

Jeg forstår ikke, at personalet kan gå forbi uden at reagere.
Og den person, der har sat udstillingen op?





I dag fik jeg et stort bundt persille til en lille pris.
Jeg fik lyst til persillepesto, da jeg så den.

Det blev til en lille portion i dag. Resten af persillen er skyllet og lagt i køleskabet.

Den lille skål er lavet af Eva Hjorth på Bornholm.
Jeg synes, den er så sød, som den står og vipper på sin buede bund.

tirsdag, januar 02, 2018

Året er stadig nyt.

Else og jeg fik året første bad ude ved søen i dag.


Min datter og ungerne benyttede deres sidste feriedag til at tage med for at kigge.

Det gamle rustne termometer, der har ligget i vandet, er blevet skiftet ud med et nyt.

Johanne hjælper med at tjekke temperaturen, som var tre grader i dag.




Vi prøvede at få ilden til at brænde på bålpladsen, men det lykkedes ikke rigtigt. Træet var ikke tørt nok.


Her er mor ved at fortælle børnene om dengang, hun for sjov hoppede ud i vandet med alt tøjet på og bagefter cyklede hjem i det våde tøj.






I eftermiddags har jeg været i Viborg  i konsultation hos overlæge Steffen, der satte mig i behandling med Jack skinnen for snart et år siden.  Han anbefalede mig dengang at anmelde skaden til min forsikring.
Efter et år er det tid at vurdere en evt. méngrad. Jeg havde rekvireret de mange papirer fra Tryg, og de blev udfyldt dels ved at udspørge mig og dels ved en objektiv undersøgelse af mit knæ.
Konklusionen er, at det bagerste korsbånd mangler, og det ledbånd, der styrer sidestabiliteten er slapt.
Der er ikke fuld bevægelighed, og knæet har tendens til at hæve.
Det vigtigste er så, hvordan det begrænser og generer mig.
Jeg synes, jeg har ret god funktion i mit ben. Men i forhold til tidligere, så jeg kan ikke sidde på knæ eller på hug, hvad der hæmmer mig ved havearbejde og på gulvet sammen med børnbørnene. Det begrænser mig også, når jeg er ude at fotografere. Jeg har kunnet indtage  mange sjove stillinger for at få det rigtige motiv, og det kan jeg ikke nu. Jeg kan heller ikke gå ret langt. Og slet ikke i terræn, der skråner ned. Jeg har altid lette smerter, som bliver værre ved trappegang og almindelig gang.
Jeg synes, jeg er blevet mere end et år ældre i det her forløb. Det har klippet toppen af mit aktivitetsniveau.
Men jeg tror stadig, det kan blive bedre. Om en måned begynder jeg i et kommunalt træningsforløb to gange om ugen i tre måneder. Det er skræddersyet til folk, der har ustabilitet og fald i bagagen. Jeg slutter så i Sportscentret, der vil jeg vende tilbage igen senere. Jeg har bare brug for en periode med ny  inspiration og et mere styret forløb.
Jeg er spændt på, om forsikringen kaster noget af sig? Det håber jeg da, eftersom jeg har betalt til den i mange år. Jeg har opdaget nu, at flere jævnaldrende i min omgangskreds har sagt deres ulykkesforsikring op for længe siden, idet de mener, man ikke får noget i erstatning, når man er blevet pensionist. Det har ikke været et bevidst valg fra min side, at jeg beholdt min ulykkesforsikring. Jeg har egentlig ikke tænkt på det.
Men det er jo logisk, at et ungt eller yngre menneske, der er i arbejde, vil være berettiget til en større erstatning, end én, der har forladt arbejdsmarkedet.
Så jeg er spændt på det.
Jeg står på 13. og øverste etage på Viborg sygehus og fotograferer sidst på eftermiddagen.

Det er stadig en byggeplads.

Jeg bryder mig ikke om sådan nogle store sygehuse.
Man føler sig så fremmedgjort.
Jeg delte elevator med to Falckfolk på et tidspunkt. De fortalte, at de kunne have svært ved at finde rundt sommetider.

Nej, må jeg så be' om Silkeborg sygehus dengang for mange år siden, da de fleste funktioner stadig var der. Nu er det blevet specialiseret til nogle få områder.
Men vi vil jo alle behandles af de dygtigste specialister, når vi er syge, og det kunne de mindre sygehuse ikke leve op til.
Jeg tænker sommetider på folk i Nordnorge, når vi klager over store afstande her i lille Danmark.

mandag, januar 01, 2018

ET GODT NYTÅR.

Endelig kom jeg igen i gang med bloggen på denne her første dag i det nye år.
I ønskes et rigtig godt og lykkeligt nytår.

Min computer har været ude og inde de seneste par uger. To gange har den opholdt sig hos Elgigantens supportgruppe. De to gange, jeg fik den hjem igen, var den alligevel ikke i orden, så jeg har valfartet derhen flere gange.
Tilbage er nu, at jeg har problemer med billedeoverførsel fra mit kamera og min telefon.
Så her kommer et billede, som min datter kunne sende til facebook.
Fra nytårsaften.

Min svigersøn med Chr. og Johanne, da de er klar til at gå ud og fyre den af med hundeproppistoler.
Jeg er ikke vild med de store fyrværkeribatterier. De er flotte, men sommetider er der en fejl, der bevirker, de flyver skævt og lander et forkert sted.
Jeg går ind for hundeproppistoler og knaldperler.
Det går så længe børnene er små :-)


Jeg har glædet mig over,  jeg kunne deltage i forberedelse af julemiddagen (i modsætning til sidste år, da jeg var kommet til skade med mit knæ og kun kunne ligge ned og se på)
Juleaften var hos Mattias og hans forældre. Vi kører stadig med eftermiddagsmodellen, dvs. vi begynder kl 15 med at synge og gå omkring juletræet. Når nogle sange og salmer er sunget, begynder gaveuddelingen. Vi har helt opgivet at vente og se hinandens gaver. Der var et bjerg. Storebror Marcus var der i år, og eftersom han har to familier, får han massevis af gaver.
Vi spiser ved 17.30 tiden, og efter middagen kan børnene så fortsætte med at lege, så længe de orker. På den måde bliver det ikke så sent, og de bliver ikke overtrætte.
Jeg havde hjemmefra stegt de to ænder dagen før. De blev skåret ud, da de var kølet lidt af og næste dag penslet med andefedt, inden de fik en tur under grillen lige før spisetid.
Ænderne blev langtidsstegt. Måske husker jeg forkert, og måske er det altid sådan, men jeg synes nu alligevel, de smed en usædvanlig masse fedt under stegningen. Så meget at jeg vejede dem efterfølgende. De havde hver slanket sig et kg.

En af fordelene ved at stege dagen før, er, at fedtet stivner og lægger sig smukt ovenpå skyen, så det er let at dosere, hvor meget fedt, jeg vil have i sovsen. Jeg laver en opbagt sovs, der smages til med en tsk. ribsgele eller to til sidst. Den smagte rigtig godt. Rødkålen havde jeg lavet et par uger inden, så den skulle bare tages ud af fryseren og koges igennem.

Jeg havde desserttjansen til nytårsaftensmenuen. Jeg havde foreslået Pærer Belle Helene, men der var ikke så stor opbakning til den ide. I stedet var der et ønske om at få Baked Alaska eller indbagt is, som jeg lavede for to år siden. Da jeg læste tilbage på den nytårsaften i 2015, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde skrevet opskriften.
Eftersom den skal være fremtidig nytårsaftendessert, så kommer opskriften her:
Fire æggehvider
200 g sukker
1/2 tsk eddike
Ingredienserne piskes læææænge. Indtil man kan vende skålen og indholdet bliver i den.
Vaniljeis skives ud og lægges ovenpå kagebunden (som skulle have været en nøddemandelbund, men som blev en købt lagkagebund) Som dog blev forbedret med et lag smeltet chokolade og en rest reven marcipan.
Den frysefaste tallerken stilles i fryseren med kagebund i god tid inden den skal i ovnen.
Når hovedretten er spist, (som var lammekoteletter) så skives isen ud og lægges på i en top.
Ovnen er varmet op til max og med grill, og så er det bare med at holde øje. Det varer ikke længe at få den gyldne farve på marengsen.
Børnene havde ønsket lakridsis, men lige præcis den is var udsolgt de to steder, jeg var for at handle.
Jeg tror faktisk, de havde glemt deres ønske, da vi spiste.

Nu er det skønt, det er hverdag igen.