søndag, januar 14, 2018

Forårsspirer og farver.

For otte dage siden tog jeg en lille håndfuld grene med hjem fra skoven.
Jeg troede egentlig, de var fra de vilde mirabelletræer, der er så mange af, men i går sprang de ud, og jeg kan se, at kun den ene gren med de hvide blomster er fra en mirabel.
Jeg ved ikke, hvilken slags træ eller busk de andre hører til, men de spæde grønne blade er bare helt vidunderlige at se på.

Og om et par måneder, vil der være en overdådig blomstring nede på stien bagved fodboldbanen.
Jeg glæder mig.






I går var der fernisering på udstillingen Farven Først på Silkeborg Bad med Jan Sivertsens billeder.

I dag førte han selv rundt  og fortalte om sine tanker og processer.
Det var meget interessant og meget farverigt.
Jeg blev smittet af farver, og nu synes jeg, der er alt for farveløst hos mig.
Jan Sivertsen har boet i Paris siden 1984. Han har haft flere udstillinger og udsmykningsopgaver herhjemme. Jeg har dog ikke hørt eller set nogle af hans billeder før. Eller også har jeg ikke været opmærksom. Nu ved jeg, at der står én af hans skulpturer i Midtjyllands Lufthavn i Karup. Jeg har sikkert gået forbi den.

Min veninde fra Aarhus og jeg indledte eftermiddagen med at spise frokost i Kunstcentrets cafe.

Lørdag og søndag serveres en lækker buffet.
Og så er der så hyggeligt der.








Min tand er en anelse bedre. Måske fordi jeg har vænnet mig til at skåne den? I går tænkte jeg, at det måske bare var en blottet tandhals? Men så ondt kan sådan én vel ikke gøre, hvis jeg ved et uheld kommer til at tygge med tanden?
Jeg har heldigvis en tid i morgen eftermiddag. Almindeligvis er jeg ikke ked af at kommet til tandlæge,  det er bare så ubekvemt at sidde der med åben mund, mens han rumsterer med værktøjet, så det er ikke noget, jeg sådan går og glæder mig til.  Men det gør jeg til i morgen.

8 kommentarer:

  1. Det er dejligt med det spirende forår.
    Held og lykke med tandlægebesøget. Det er så dejligt, - bagefter!

    SvarSlet
  2. Det er en dejlig tid vi går i møde, når det hele begynder at spire og gro. Håber det går godt hos tandlægen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Marianne, det er en dejlig tid, vi har foran os. Det gik godt hos tandlægen i første omgang.

      Slet
  3. Han er vist ret produktiv, ham Sivertsen. Han er en af mine bedste veninders bedste ven, og hun har besøgt ham en del gange i Paris, men det er første gang, jeg har hørt andre end hende omtale, endsige kende til, ham :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det er sjovt, du har hørt om Jan Sivertsen gennem din veninde. Jeg havde ikke hørt om ham før. Men han er velkendt i kunstnerkredse og har udstillet mange steder og nogle museer ejer nogle af hans værker. Carlsbergfondet har lige købt fem af de værker, der er udstillet. Han har udsmykket kapellet på Herning sygehus på en måde, så det kan bruges af alle uanset religiøs tilhørsforhold, eller mangel på samme. Hvis din veninde har et af hans billeder, især fra de seneste år, så synes jeg, hun er meget heldig. :-)

      Slet
    2. Hun har flere - hun får et hver gang hun fylder rundt .-)

      Slet
  4. Det er så vidunderligt at få lidt liv i det grå/brune udefra. Spændende om du finder ud af hvilke grene det er du har hentet ind.
    Lækkert med en hyggestund sammen med veninden.
    Tandlægebesøg rør heller ikke mig før regningen skal betales ;-)

    SvarSlet