fredag, marts 30, 2018

Er det ... eller er det ikke?

I Mattias' skole er der et udbrud af fnat. Forældrene har fået besked om det. Min datter har her til aften opdaget, at han har udslet, som hun mistænker for at være fnat. Det er ikke muligt at komme på apoteket eller til vagtlæge før i morgen, og reglen er sådan, at den smittede ikke må være sammen med andre før otte timer efter påbegyndt behandling.
Hvis det er fnat, så kan Mattias med forældre ikke komme til vores påskemiddag i morgen. Og det vil være meget ærgerligt.
Behandlingen er indsmøring af salve, og sengetøj og alt tøj skal vaskes ved høj temperatur.
Min datter ringede til en sygeplejerske-bekendt, som via telefonen mente, det drejer som om frost-eksem. Det ville jo være skønt. Men de skal omkring vagtlægen for at få den rigtige diagnose.
Jeg har lånt det her billede på Wikipedia.

Det er virkelig ulækkert at læse om fnatmiden, og det liv den lever under huden. Fortæl ikke børn om det.
Da jeg var barn, kan jeg huske, de voksne omtalte det at få fnat som noget skamfuldt. Noget med dårlig hygiejne.
Jeg mener ikke, der nogensinde var fnat blandt børnene, da jeg gik i skole. Da mine børn gik i skole fandtes det ikke, så jeg troede faktisk, det var udryddet. Men nu læser jeg, at det af ukendte årsager er blevet hyppigt igen, og især i skoler og daginstitutioner breder smitten sig hurtigt.
Det var den dårlige nyhed.
Den gode nyhed er, at det ikke er farligt.

Så nu er jeg spændt på, hvad morgendagen bringer.


Her har dagen været fuld af solskin. Kold sol dog. Ingen sne som i andre dele af landet. Jeg har været til en flot kirkekoncert. John Stainers The Crucifixion med kor og solister.


Jeg må have noget andet at se på, så her kommer et billede fra min gåtur i mandags. I dag fik jeg ikke fotograferet.




torsdag, marts 29, 2018

Der begynder at komme lidt farve.

Der ses en svag lyserød farve på blomsterne på de ribesgrene, jeg tog ind for tre uger siden.

Det kan ses, at de har fået mere lys. At vi er kommet længere hen på foråret, end da jeg tog grene ind i begyndelsen af februar.

Selve blomsterklasen er lille i forhold til de blomster, der springer ud på busken i april.
Men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan farven ender med at være kraftig rød ude i haven.






Jeg klipper kun lidt i busken, der ikke er så stor, for den blev plantet sidste forår.
Grenen her er taget ind 3. februar.

Faktisk købte jeg den ribes, fordi min nabo lige pludselig havde fået fjernet sin store gamle busk, som jeg plejede at få grene af.
Og jeg savnede så meget at drive de hvide blomster frem, så jeg var nødt til at anskaffe en busk selv.
Jeg tror ikke, det er en særlig populær busk. Den ses ikke ret tit.


I går var jeg igen i konsultation hos en ortopædkirurgisk speciallæge på Viborg sygehus.
Foranlediget af og udpeget af min ulykkesforsikring.
Udbetalingerne sidder ikke løst hos dem, tænker jeg.
Men der er vist ikke de store forskelle på mit knæ i forhold til dengang, jeg var der sidst i begyndelsen af januar.
Jeg er bare en af de små fisk i erstatningssammenhæng, og det er selvfølgelig godt med en grundig sagsbehandling, når vi ved, at der finder mange snydemanøvrer sted blandt forsikringstagere.

Jeg blev gjort opmærksom på, at jeg halter lidt. Det kan jeg faktisk ikke mærke, når jeg går. Jeg skal øve mig i at lægge mere vægt på benet og afvikle  helt ud over stortåen. Og så kan jeg godt mærke, hvorfor jeg ikke automatisk gør det. Det er fordi, det gør lidt mere ondt i knæet, men det er nok lige så meget blevet en dårlig vane.

Jeg nyder at have lidt ferie i de her dage, fordi jeg ikke henter børnebørn i skole og børnehave. Jeg bor på en skolevej, så her har været stille og fredeligt. Ikke fordi børnene laver ballade eller larmer, men nogle forældre kører ret stærkt.
Johanne har været her et par timer, mens forældrene gjorde klar til gæster.
I køleskabet hos mig ligger en lammekølle og venter til lørdag, da vi skal spise sammen i familien.

lørdag, marts 24, 2018

'Badekarret' bliver større og større.

Efterhånden som det bliver varmere, bliver 'badekarret' større ude ved søen.
Nu, da det er ved at være havetid, har Else, med den store have, bestemt sig for kun at bade en gang om ugen.
Jeg vil gerne fortsætte med de to gange og spurgte nogle andre badende i går, om de var interesseret i at komme til en fast tid.
De vil dog fortsætte med at være mere spontane.
Jeg kan jo bare møde op til vores sædvanlige tid - og vente ...
Der er næsten altid nogen fredag formiddag.
Den sorte hund pyntede på 'scenen.'
Den ville gerne have været med sit menneske, men den havde allerede været i vandet inde fra bredden.

Jeg har været til fødselsdag med åbent hus i dag og siddet i lang tid. Jeg gik en tur sidst på eftermiddagen i 25 min og kom op på 3.655 skridt.
Efter jeg har opdaget den app på telefonen, er jeg blevet så fokuseret på den.
Men det jeg husker fra gåturen, er den friske, milde luft og fuglenes sang. Godnat-sang har det vel været ved 17.30 tiden.
Her er det udsigten til motorvejsbroen over Gudenå.
I nat skal vi stille uret en time frem, og så er det vel helt mørkt i morgen kl 18?
Update: Nej, jeg roder rundt i det med lyset. Da jeg vågnede, tænkte jeg, at sommertid er netop for at vi skal have flere lyse timer i den tid, vi almindeligvis er vågne. Og Eva har skrevet det i en kommentar, så jeg behøver ikke at vente til i aften for at se det :-)  :-)

torsdag, marts 22, 2018

I skal squeeze bolden ...

"I skal squeeze bolden mellem knæene." Sådan lød instruktionen til en af de øvelser, vi havde til træning i dag.
Torsdag er dagen for madras-på-gulvet-øvelser. Jeg lå på min madras og smilede for mig selv. Det er nu alligevel utroligt, som engelske ord vinder indpas.
Jeg går ikke i panik og tænker, at det danske sprog forsvinder. På den anden side set, så synes jeg, det er godt at have et stort og nuanceret ordforråd.
Der var vist ingen af os på gulvet, der var i tvivl om, at vi skulle presse bolden med knæene. Men hvorfor ikke bare sige det?
Der er kun en måned tilbage af det tre måneders træningsforløb, jeg er i gang med. Jeg kan mærke, jeg har rykket mig, så jeg er godt tilfreds.

Johanne har været hjemme i dag efter en nat med gråd og ondt i ørerne.

Jeg passede hende et par timer, mens vi byggede med duplo og læste tre Ludvig-bøger. Hun virkede veloplagt. Jeg håber både for hende og forældrene, at det er en rolig nat, de går i møde.

Hendes bedstemor kom og afløste mig, og sådan kom dagen til at hænge sammen for de arbejdende.

mandag, marts 19, 2018

Igen, igen en flot morgen ved søen.

Med syv frostgrader og strålende sol i formiddags, var mandagsbadet en fornøjelse.
Jeg er spændt på, hvor længe isen holder. I eftermiddags bragte solen temperaturen op på fem plusgrader i skyggen på min terrasse. Det har uden tvivl været noget varmere i solen.

Selv om det er sjovest at bade, når der er is, så begynder jeg alligevel at glæde mig til vinteren slipper sit tag, så vi kan få forår.

Det her vejr ville have passet bedre for en måned siden.














16. marts sidste år så mit billede fra haven sådan ud.
Det er spændende, om jeg kan få et lignende billede inden april i år?

fredag, marts 16, 2018

En uge i børneforkølelses-tegn.

Det har været pivkoldt i dag.
Tre til fem frostgrader ledsaget af kraftig blæst har fået vintergækkene til at lægge sig ned med slappe stængler.
Allerede i mandags sagde Else, at hun var forhindret i at bade i dag. Det betød, at jeg heller ikke kom ud til søen. Ja, dårlig undskyldning.
Det er spændende, om blæsten er taget af på mandag. Det er ikke vandtemperaturen på en grad, der gør det koldt at bade. Men blæsten gør.
Johanne har været hårdt angrebet af forkølelse med grim hoste til følge.
I forgårs havde hun det så godt, at der skulle ske noget. Hun var ikke frisk nok til børnehaven, men en tur på biblioteket er ikke så krævende.
I begyndelsen var der kun to næsten-raske børn med hver sin forælder. Stille og roligt.
Senere kom to pædagoger med seks-otte børnehavebørn, og så kom der gang i det. Jeg gætter på, der har været lidt mere stilfærdigt for de børn, der var tilbage i børnehaven.
Børnebiblioteket er en legeplads - en populær en af slagsen. Især når der ikke er for mange børn.
Da min to timers parkering var ved at udløbe, legede Johanne så godt med Lilli, der var sammen med sin farmor. Jeg aftalte med farmor, at hun kiggede efter Johanne, mens jeg var væk i nogle få minutter.
Det ville Johanne dog ikke være med til. Hun ville med mig, og sådan sluttede vores biblioteksbesøg.
Det passede mig fint med et par timer.
Det har været en hektisk uge for min datter og svigersøn for at få enderne til at nå sammen. Jeg har ikke overskud til at passe fra morgen til hen på eftermiddagen. Men tre-fire timer ad gangen. Bedsteforældrene har ikke kunnet hjælpe i denne her uge.
For nogle dage siden snakkede jeg med hende, der kunne have været min kollega, hvis jeg stadig arbejdede. Hun er 26 og højgravid. Da hun hørte, jeg skulle passe mit syge barnebarn, sagde hun, at det var, hvad hun virkelig gruede for, når hendes barsel til sin tid var forbi. Hendes forældre bor i udlandet og hendes svigerforældre arbejder. Så hun satser på oldemor! Jeg sagde, at oldemor nok ville blive træt.
Men som offentlig ansat har man børns første sygedag, som vist nok nu er to sygedage? Det vil lige tage toppen af pasningsproblemet.
Vi skulle have det som i Sverige. 60 dage om året.
Jeg har bare været ude at handle lidt i dag og ellers slappet af hjemme. Det har været tiltrængt og dejligt.


mandag, marts 12, 2018

En hverdags-mandag.

Johanne er sløj og febril og hoster, især om natten.
Jeg passede hende nogle timer i eftermiddags. Hun var ikke mere sløj, end hun godt kunne være med til at lege.
Bl.a. et spil, hvor vi skal finde forskellige figurer nede i posen ved at føle med fingrene. Uden at kigge.
Det er faktisk svært.
Johanne lukker øjnene og holder posen op foran ansigtet.
På forunderlig vis kan hun så straks finde den rigtige figur :-)


I formiddags lå tågen tæt. Men luften var mild med fem graders varme. Der var stadig is på søen og flot stemning.

søndag, marts 11, 2018

Køkkenskridt.

Nu er jeg begyndt at kigge mere på min telefons skridttæller, eftersom I er flere, der har overbevist mig om, at den er troværdig :-)
Jeg er overrasket over, hvor mange skridt, det blev til i går. De fleste skridt blev taget i køkkenet, hvor jeg var i gang med at forbedre frokost til min bror og svigerinde og deres 8 årige barnebarn.
Efterfølgende sad vi jo ved bordet. Senere på eftermiddagen gik vi over til min datter og svigersøn for at drikke kaffe, og da havde jeg ikke telefonen med. Så de 2.160 er køkkenskridt. Det er alligevel mange skridt, man går i køkkenet og frem og tilbage til stuen.

I dag tittede den blå scilla op af sneen. De nærmeste dage bliver det tøvejr, så da vil det lille blå tæppe under blommetræet hurtigt brede sig.
Nu må foråret altså også gerne komme.

fredag, marts 09, 2018

Jeg følger med på bloggen ...

I de her dage (6. - 10. marts) afvikles der VM i issvømning i Tallin. Jeg følger lidt med på icesvimmer.com, som er den danske hjemmeside. For at kunne kalde sig issvømmer skal man kunne svømme 25 m. i vand, der er 5 grader eller derunder.
Den danske ildsjæl hedder Mette BL Thomsen. Hun vandt flere medaljer for to år siden i Finland. Jeg har set en video, hvor hun underviser og inspirerer folk til at svømme i det kolde vand, og hun har virkelig gennemslagskraft. Jeg vil ikke svømme adskillige meter i koldt vand. Kongeetapen er 1000 m., som dog er aflyst i år, fordi det er for koldt. Jeg holder mig til min hygge-vinterbadning :-) Men det er spændende at se, at det er muligt at svømme langt i så koldt vand. Ældste danske deltager er iøvrigt 86 år.
Under sloganet "Issvømning - Danmarks nye nationalsport" kan man læse om formål og visioner og arbejdet med at få en ny sportsgren op at stå. Med det kolde vand, vi er omgivet af hver vinter, skulle der være potentiale for, at vi kan gøre os gældende på verdensplan.

Jeg ved ikke, om der bliver rapporteret til sportsredaktioner i aviser og tv. Jeg har ikke set eller hørt noget. Men jeg har set Mettes videoblog, og hun blev uheldigvis syg med 39 i feber og influenzalignende symptomer på afrejsedagen. Hun kom ikke i vandet, men har stået på kanten og videodokumenteret de danske deltagere. Der har ikke været nogen video de seneste to dage. Forhåbentlig er hun ikke blevet mere syg. Nu kunne jeg godt få den tanke, at så sundt er det så heller ikke, når sådan en aktiv kvinde bliver syg. Men jeg ved godt, der findes ikke dokumentation for, at vinterbadning/svømning skulle være sundt.
Målet var iøvrigt at få 100 danske deltagere med til VM.
Billedet her er fra i mandags ved Almind sø.
Som det ses, er der et hul i isen længere ude på søen. Det skyldes, at dykkere morede sig med at svømme under isen sidste weekend. Jeg ved ikke om de morede sig, eller om det var træning.
Men jeg ved, at jeg synes, det er meget uhyggeligt, at nogen udsætter sig for at svømme under is. De har selvfølgelig dragt på, men hvad hvis de mister orienteringen?
Med en lille omskrivning af Grundtvigs "Langt højere bjerge ..."  vil jeg sige: "Ved trappen at blive, det tjener os bedst." :-)

onsdag, marts 07, 2018

Det hedder noget ...

En dag gik jeg en tur hen ad skovstien her tæt på, hvor jeg bor. Det var før vintervejret satte ind. På afstand kunne jeg se, der kom et par imod mig, og at den ene bøjede sig ned og samlede noget op.
Jeg tænkte på, om der allerede var en lille blomst eller noget?
Da vi mødtes spurgte jeg, om de havde fundet noget spændende?

Men de to svarede, at de altid havde en pose med, når de gik tur, og så samlede de simpelt hen affald op, når de kom forbi noget, der bare var kastet i naturen i stedet for i en skraldespand.
Så havde de også et formål med at gå: nemlig at rydde op efter skovsvin.

Det var en fin handling, synes jeg.
Min ældste datter gør det også. Vist ikke så systematisk, men når der ligger affald, tager hun det ofte til den nærmeste skraldespand.

Nu læste jeg en artikel i LørdagsLiv (tillæg i Politiken) om et fænomen, der hedder plogging. "Vil du med ud at plogge?" (stavekontrollen vil lave det om til blogge) :-)
Der er faktisk mange motionsløbere, der tager en skraldepose med, når de skal ud at løbe. Så får de også foræret den øvelse, det er at bøje sig ned :-) På Instagram og Facebook deler 'ploggerne' i hele verden billeder fra deres løbeture med skraldeposer.

Bevægelsen startede i Sverige. Navnet plogging er en sammentrækning af ordene jogging og det svenske udtryk "plocka upp". Nu er det blevet en verdensomspændende ting.
En kalorietæller-app har vist, at en normalvægtig person forbrænder ca 290 kalorier på at 'plogge' i en halv time, mens man kun forbruger 230 kalorier, hvis man løber lige så længe uden at bøje sig ned undervejs. :-)
Jeg skal af gode grunde ikke ud at løbe, men jeg er da blevet inspireret til at tage en skraldepose med på gåturen. Dengang jeg havde hund, var det en indgroet rutine altid at have en hundepose i lommen.
Så det er bare et spørgsmål om rutine.


Mine islygter er lige så stille i færd med at forsvinde.
Med et par graders varme om dagen, kan de ikke holde faconen.
Men det var sjovt, så længe det varede.

Nattefrosten vil nok betyde, at der vil være sørgelige rester et par dage endnu.

mandag, marts 05, 2018

Den skridttæller er ikke pålidelig.

På min telefon har jeg for sjov ladet min svigersøn lægge en app ind, der hedder Sundhed. Jeg havde faktisk glemt det igen, og jeg har ikke undersøgt nærmere, hvad den kan. Men i dag åbnede jeg den, og det første der stod var, hvor mange  skridt jeg havde gået i dag. Allerede inden kl 12 havde jeg angiveligt gået mere end 2000 skridt. Det passer ingen steder. Jeg har kun gået herhjemme, gået ud til bilen, kørt til Almind sø, gået fra parkering til omklædning og derfra ud på badebroen, gået de få skridt ned ad trappen og så det hele tilbage igen.
Iøvrigt var det
en dejlig morgen med snevejr.
I den forgangne weekend har jeg været til hyggelige komsammen'er både lørdag og søndag. Begge dage har jeg siddet ved et veldækket bord i fem-seks timer. Der blev ikke gået mange skridt. Ikke desto mindre havde jeg gået langt over 1000 skridt ifølge telefonen. Gad vide om det tæller at køre bil?
Nej, den er langt fra at pålidelig.
Det er sjældent, jeg passer to børn på samme tid, men i går havde min datter og svigersøn et ærinde i et par timer, så derfor var de her begge.

Traditionen med Christian er, at vi bager pandekager. Jeg måler ingredienserne af, og han blander og rører.
Johanne kender ordet samarbejde.
Hendes arbejde blev at tilsætte melet, og det foregik mest med en teske for ikke at blive færdig for hurtigt.


Her i aften er der tre graders varme. Jeg er bange for, at mine fire islygter forsvinder i nat. Og den hvide pynt, som den så ud i morges ude ved søen, er nok også væk snart.

lørdag, marts 03, 2018

Var du stresset?

Jeg går på et træningshold i kommunalt regi. Udover den fysioterapeut, der er ansvarlig for træningen, er der tre fys-studerende, der er i praktik. De tre laver et godt opvarmningsprogram på en halv time og efterfølgende en halv times vejledning i apparaterne.
I torsdags var vi kun fire deltagere, og det betød, at der var mere tid til snak. Mens jeg var i gang med det apparat, der giver modstand til knæbøj - og stræk, stod den ene hos mig, og vi kom til at snakke om, at jeg havde været fysioterapeut.
Hendes reaktion og første spørgsmål handlede om, om jeg havde været stresset i mit arbejdsliv.
Det havde jeg ikke været. Men det havde mange gange været et hårdt arbejde, når en tung patient med halvsidig lammelse skulle hjælpes med forflytning. Eller når en tung patient skulle hjælpes op og støttes efter en knæoperation eller skader efter en ulykke. De seneste år af mit arbejdsliv blev vi mere opmærksomme på at gå sammen og være to om de tunge opgaver.
Hendes spørgsmål fik mig til at tænke på, hvordan det var at være ansat på et sygehus engang. Fx dengang udskiftning af knæled og hofteled var en ny mulighed. Patienterne var typisk indlagt i et par uger. Der var god tid til at gå træningsprogrammet igennem og progrediere i et tempo, patienten kunne være med til. Der var tid til at opmuntre og støtte de usikre. Der var tid til et behandlingsforløb, der gjorde patienten tryg ved at komme hjem. Og var bevægeligheden ikke helt god, kunne vi fortsætte med et ambulant forløb. Det blev ingen af os stressede over.
Nu er det 12 år siden, jeg sluttede mit arbejdsliv, men da jeg stadig mødes hver tredje måned med min kollegagruppe ( kaldet fys-banden), så bliver jeg lidt opdateret, selv om det ikke mere er arbejdet, vi snakker så meget om.
Jeg ved, at indlæggelserne er meget kortvarige nu. Det skyldes selvfølgelig, at proteser, anæstesi og operationsteknikker er forbedret i betydelig grad. Men der hviler også et økonomisk pres over hele systemet. Jo kortere indlæggelser, jo billigere bliver ydelsen. Og det handler om penge. I mange år har alle hospitalsafdelinger skullet spare en vis procentdel hvert år.
Det er ikke holdbart. Det slider for hårdt på personalet. Arbejdsglæden forsvinder (tror jeg).

Jeg læser i avisen og hører i dagspressen, at stress efterhånden er en folkesygdom. Der er sikkert mange forklaringer, men jeg synes, det er rigtig trist, at en ung studerendes møde med en gammel kollega giver anledning til spørgsmålet "Var du stresset?"
Måske er de studerende allerede stressede og bange for at komme ud i arbejdslivet? Det kan være, jeg får anledning til at høre om det en anden dag?
Jeg håber,  nogle ansvarlige politikere vil tage fat om problemet.

Jeg havde et ærinde nede i byen i formiddags, (her med kig til min gamle arbejdsplads på bakken) inden jeg tilbragte eftermiddagen i godt selskab med frokost og hygge hos en veninde.

fredag, marts 02, 2018

Kuldegrader.


I dag har vi undret os over, hvordan vand, der har stået i en form natten over, bliver sådan en isblok.

Det er ikke til at se det, men der er et hulrum midt i blokken, så man kan sætte et fyrfadslys derned.

Vi må have den udenfor, ellers smelter den.
Det er ikke let at forstå.

Og sådan har vi hygget os med at undres over, hvad det kolde vejr gør ved vand.