tirsdag, maj 15, 2018

En tidlig skøn morgen.

Min bil skulle være på værksted kl. syv i morges, og da vækkeuret ringede, tænkte jeg, at jeg ville gå i seng straks, når jeg kom hjem igen. Men jeg skal love for, jeg forandrede mening, da jeg kom ud.
Sikke en skøn morgen.
I stedet for at blive kørt helt hjem, blev jeg sat af på bakken, så jeg kunne nyde udsigten og gå en tur langs havnen.
Mens medarbejderen fra værkstedet kørte tilbage til sin arbejdsdag, kunne jeg nyde pensionistens privilegium:
At bestemme selv.











Hjejlen, den gamle hjuldamper, ligger i dag ved siden af roklubben.

Måske er den ikke i rutefart endnu?












På stien langs Gudenå er der fire figurer med tilknytning til den nordiske mytologi.
De opstod for seks år siden, da kommunen kunne konstatere, at 20 af de 250 år gamle ege-og bøgetræer var i så dårlig stand, at de var i fare for at vælte i stormvejr.
Fire af træerne var friske nok til at kunne omdannes til skulpturer.
Det var kunstneren Søren Brynjolf, der i 2014 skabte figurerne, der overordnet kaldes Sirenerne.

Den ene er Ran, der her ses i modlys.
Hun var havguden Ægirs kone og i sit net fangede hun sømænd, som hun holdt under vandet til de druknede.
Christian har haft om nordisk mytologi i skolen, og da vi gik forbi for nogle dage siden, snakkede vi om Ran. Han var sikke på, det ikke var Ran, for figuren er jo en havfrue. Ægir havde nemlig en bondegård på havbunden og en havfrue kunne jo ikke gå rundt der.
Logisk tænkning :-)
Sådan må det være, når man er syv år. Jeg opdagede i hvert fald, at det ikke giver mening at snakke om kunstneres frihed til at tolke myter. :-)
Jeg ved (takket være app på telefonen), at min gåtur blev på 3.163 skridt, svarende til to km.
Jeg kunne ikke have gået mange skridt mere. Ikke på grund af min knæskade, som stadig gør lidt ondt. Men jeg får ondt i lysken og forsiden af lårene på begge side.
Det ville være nærliggende at tænke hofteartrose, men jeg har god bevægelighed i hofterne, så lægen mener ikke, det kan være årsagen. Det ville jeg heller ikke selv tro, men heller ikke de forandringer, som ses på skanning af min lænd skulle give symptomer på den måde.
Jeg har intensiveret udspændingsøvelser for hofter og lænd. De gør virkelig ondt, de udspændingsøvelser. De hjælper ikke. Det, der er bedst, er, at jeg ikke går for meget. Det er svært at acceptere, for jeg vil gerne gå. Men på den anden side set, så hører det med at miste færdigheder, når man bliver gammel.
Jeg er heldig, jeg har en bil.
Og endnu mere heldig i dag og endnu mere pensionistpriviligeret, at en veninde kommer og henter mig. Vi kører ud på landet for at spise frokost på Svostrup kro.

2 kommentarer:

  1. Der er mange glæder og frihed ved pensionisttilværelsen, - men selvfølgelig også begrænsninger, når kroppen ikke længere vil det hele.
    Heldigt, at du kan kompensere med din bil, og lave planer efter det.

    SvarSlet
  2. Eva, jeg er heldig, at jeg kan kompensere for indskrænkninger med bilen.

    SvarSlet