Længe siden sidst ...

Jeg har ikke passet børnebørn siden d. 22 dec. Jeg er helt ude af træning. Men Chr. havde ondt i halsen og i ørerne i morges, og hans forældre var i bekneb. Han fylder snart seks, så han kan jo alt muligt selv.
Alligevel var jeg godt træt, da han blev hentet efter seks timer.

Vi spillede Smølfe billedlotteri.

Det var et yndet spil, dengang hans mor og moster var børn. Han syntes også, det var sjovt i dag.

På et tidspunkt blev der hamret og skruet i et stykke brænde.

Så kunne de forskellige legomænd agere der mellem søm og skruer.


Appetitten var meget ringe, men en lille portion risengrød kunne godt friste.

Vi har også set film om Mumitroldene og deres liv i Mumidalen.
Men jeg skal snart anskaffe nogle nye dvd'er, mener han.

Snevejret inspiceres gennem vinduet.

Jeg lægger mærke til det maksimalt bøjede knæled.
Det er skønt at se. Og selvfølgelig er knæet så fleksibelt hos børn.
Mit var det også engang.
Jeg kunne sidde på hug, indtil mit uheld skete.
Det kommer jeg helt sikkert ikke til igen.

Men det er også i orden. "Min dåbsattest taget i betragtning," som min nabo siger.



Mit 15.30 billede:
Der sker ting! To cyklister! Og den hvide bil er der ikke!  ;-)

Lidt vintervejr.

Vinteren har kun manifesteret sig med et lille hvidt drys og et par graders frost.
Jeg er så betaget af de små erantis, der putter sig i sneen. Jeg var nødt til at vove mig ud for at fotografere de, der stod tættest på huset, selv om velmenende naboer frarådede det.
Det gik godt. Det var kun få skridt.

Dagens 15.30 billede:

Midtvejs ...

Det har ikke noget at gøre med, at det lige har været Kyndelmisse, der markerer vinterens strengeste tid. Eller midtvinter.

Jeg er midtvejs med Jack skinnen. Fire uger er gået!
Fire uger er tilbage!

Den presser mit ben virkelig hårdt. Ikke bare den stramme lårbandage og bandagen nede ved anklen, men især den tagrende i hård plast, der ligger bag på benet. Den har en mekanisme, der konstant presser mit underben frem.
Musklerne i mit lår, min læg og ankel svinder ind, fordi de områder er presset så hårdt. Til gengæld hæver mit knæ, forsiden af underbenet og foden - de steder, hvor der er plads til at hævelsen kan sætte sig.

Det skal altsammen til for at give korsbåndet mulighed for at vokse sammen og bruddet og de andre bløddele for at hele.
Jeg håber bare, at det så sker. Og at de næsten tre ugers forsinkelse pga af fejlvurderinger ikke har gjort skade.
Men jeg gik jo på det dengang og gjorde det, jeg ikke måtte - i uvidenhed.

Jeg har været i Viborg i dag til kontrol. Jeg ser virkelig frem til de behandlinger med fysioterapeuten, hvor hun tager skinnen af og inspicerer min hud. Om den har taget skade af trykket. Det har den heldigvis ikke. Jeg får en god bløddelsbehandling, får vasket og smurt benet, som så bliver spændt ind i skinnen igen. Sådan har det været en gang om ugen.
I næste uge er der skoleferie og en mor-fysioterapeut skal selvfølgelig holde ferie, som så mange andre.
I næste uge er jeg kommet dertil,  at jeg må tage brusebad på benet. Skinnen må tages af, mens jeg sidder på en stol med foden i gulvet og med knæet bøjet ca 45 grader. Efter bad skal jeg tage skinnen på igen siddende i den stilling. Jeg må ikke strække eller bøje benet mere eller løfte det aktivt fra gulvet.
Det forekommer mig ret besværligt. Jeg tror, jeg fortsætter med at pakke benet med skinne på, ind i en stor plastiksæk, sat fast med tape hele vejen rundt ved lysken. Sådan har det været indtil nu.
Alternativet er, at jeg tager skinnen af, mens jeg sidder med strakt ben i sengen og vasker med en vådserviet.
Og så skal jeg til Viborg igen om to uger. Det føles som lang tid at være på egen hånd, men det skal nok gå.
Slut med snak om benet!
Hos nemlig.com er det muligt at bestille blomster, så jeg købte 30 sovende påskeliljer i fredags. De er  skønne at se på.

Mit 15.30 billede i dag blev til 16.30 pga turen til Viborg.
Der var spredte snefnug, da vi kørte hjem. Her i aften ligger der et fint hvidt lag derude.

Den overgemte snaps.

Jeg vidste godt, det stod ned i kælderrummet
Glasset med blommer, der havde ligget i vodka-bad siden august sidste år.
De skulle egentlig kun have ligget der i 2-3 måneder, men siden 22. dec. har jeg ikke kunnet komme ned i kælderen.
Det kunne jeg i går.

Blommerne er fisket op. De er ikke særlig velsmagende, men sukker og flødeskum kunne sikkert hjælpe.

Snapsen er stærk og på samme tid lidt tynd. Jeg ved, den har godt af yderligere lagring for at få en rundere smag.
Den skal hældes på flaske og ned i kælderen igen.
Da jeg bestilte varer på nemlig.com for et par dage siden, opdagede jeg, at de også forhandler te fra Perch's Thehandel. Det gamle tehus fra 1835. Kongelig hofleverandør.
Jeg køber sommetider te i løs vægt og sommetider i tebreve, og bestemte mig for, at jeg fortjente en eksklusiv te i de her trange tider, hvor jeg ikke selv kan komme ud at handle.

Teen fra Perch's kommer i en mørkegrøn æske med guldtryk og firmaets historie trykt på lågets inderside.
Hver tepose ligger i sin egen emballage.

Jeg kan konstatere, at jeg nok ikke ville kunne smage forskel i en blindtest på økologisk English Breakfastte fra Rema 1000 til 10 kr for 20 poser
og Perch's (de bruger ejefaldsapostrof) til 99 kr for 30 poser ...
Nu skal jeg være fair, for i Remas er der kun 1,5 g te i hver pose. I Perch's er der 3 g. Altså dobbelt så meget. Men alligevel ...
Vi betaler anseeligt for navnet og historien. Det bliver heller ikke i det tehus, jeg lægger mine penge fremover.

Jeg har gået tur på vejen i dag og været på besøg hos en nabo. Det går fremad.
Alligevel kommer dagens 15.30 billede taget indefra som sædvanligt:

Tåget og diset ...

Om at tage imod ...

Intet 15.30 billede i dag.
Jeg har været til hyggelig eftermiddagskaffe hos gode venner.
Jeg blev hentet og bragt. Det føles mærkeligt og lidt nedslående, at jeg ikke kan bringe mig selv frem og tilbage. Men som de kære mennesker omkring mig siger, så vil de gerne.
Jeg øver mig i at tage imod.
For mig er det lettere at hjælpe, end at være den, der skal hjælpes. Det har faktisk også været mit arbejde - at hjælpe.
Nu har jeg så mulighed for at øve mig i den anden rolle.
Gad vide om jeg skriver om det emne hele tiden? Det må jeg til at holde op med.

I går fandt jeg en pose rødbeder i mit køleskab.

De har de fineste små, røde spirer.

Denne her top, som jeg har anbragt i en lille skål, er kun 5 cm høj.

Nu skal den stå i køkkenvinduet, så jeg kan holde øje med, hvor meget den vokser.
Det gør mig i godt humør at holde øje med sådan en lille spire.

Små landvindinger

Aldrig har jeg gjort rent i mit køleskab med større glæde end i dag.
Bare fordi jeg kunne ...
Jeg vidste, at grønsagsskuffen længe havde trængt til at blive tømt, for jeg havde ikke haft åbnet den siden 22. december.
Det forunderlige var, at rødløg og rødbeder ikke havde taget skade af det lange ophold.

Men jeg fandt ud af, at jeg kunne sidde på en stol og tømme og sortere og vaske af.
Jeg plejer at synes, at det er en sur pligt. I dag var jeg bare glad for jeg kunne.
Sidst på eftermiddagen har jeg fået varer fra nemlig.com, så nu er der fyldt op.
Til venstre i det høje glas, står den surkål, jeg lavede 2. december. Der er kun lidt tilbage, men den er mere syrlig og frisk end før.
Nederst står fire bakker vacumpakkede middagsretter fra Det danske Madhus. Jeg tror snart, jeg melder fra. I dag lavede jeg en frokostret med linser og grønsager, så jeg kan godt noget.

15.30 billedet i dag blev til 16.30.
Jeg havde besøg af Johanne og Chr  og deres mor. Lidt senere kom min tidligere kollega, der også bor her på vejen. Han havde taget det nyeste fagblad med til mig. Jeg havde nærmest glemt det blad. Men jeg husker godt, hvordan jeg for 10 år siden næsten ikke kunne undvære det. Jeg ville ikke betale abon. for det, så jeg lånte af ham. Men interessen gled hurtigt i baggrunden. Alligevel er det lidt sjovt at se det.

Min middagsret fra Madhuset hed italienske kødboller med paprikasovs, kartofler og ovnbagte courgetter.
Kødbollerne var forfærdelig salte. Det er som om, der er to kokke. Den ene uge er maden moderat saltet. Den næste helt overdrevet. Jeg vil ringe og høre, hvordan det hænger sammen. Mere om det en anden gang.

Humørbarometeret faldt lige lidt ...

Efter et par dage med stigninger på humørbarometeret, så faldt det altså lidt i går, da jeg var til kontrol og orientering om MR scanning p Viborg sygehus.

Der er flere skader i mit knæ, end CT scanningen afslørede for et par uger siden.
Det havde jeg også selv en mistanke om. Det var dog ikke menisken, men den bruskbeklædte del af lårbensknoglen, der går ned og danner hængsel med skinnebenet. Knoglen var hævet og brusken var skadet.
Ikke bare det bageste korsbånd var involveret, men også det forreste + det ledbånd, der balancerer sidestabiliteten. Og det ledbånd der holder knæskallen på plads. Bruddet i skinnebenet er ikke helet op endnu. Det var nok heller ikke forventeligt.
Behandlingsplanen er uændret. Fem (ialt otte uger) uger mere med den stramme skinne, der gør mine muskler så atrofiske (de svinder ind) Men trods alt bedre end en gips på hele benet, idet skinnen tillader 90 graders flex i knæet. Jeg har set mange stive knæ efter gipsbandagering. Det er ikke nemt at genoptræne.
Det, der bekymrer mig mest lige nu, er bruskskaden på lårbensknoglen. Brusk har ikke helingspotentiale på samme måde som knogler, muskler og ledbånd. En glat og fin brusk er en vigtig del af et led.
Men det nytter ikke noget at fokusere på, hvad der evt. bliver problematisk og udfordrende på længere sigt. Jeg kan ikke vide noget om det, så jeg øver mig i at være i den dag, der er her. Jeg synes også, det går godt. Jeg kan gå flere skridt, uden det gør ondt.
I går blev jeg hentet til min datter fødselsdag. Jeg har ikke været der siden juledagene, da jeg boede hos dem. Det var rigtig hyggeligt at være der igen, men også vemodigt at jeg ikke kan følge børnene så meget, som jeg plejer. Jeg siger til mig selv, at det kommer igen.

I forhallen i Viborg sygehus er der en kæmpestor montre med en model af sygehuset bygget af legoklodser.
LEGO Charity har sponsoreret de 700.000 klodser. Bo Jensen fra Horsens har samlet og bygget i sin fritid. Han har brugt ca 600 timer på projektet.

Der er en artikel HER med hele historien (klik på henvisning til link)
Jeg synes, det er helt fascinernde at kigge på alle de mange detaljer.

På mandag skal jeg derop igen. Jeg er meget glad for, at en fysioterapeut følger mig tæt. Hun holder øje med, min hud ikke tager skade af trykket fra den stramme bandage. Jeg fik en støttestrømpe på i går. Først var jeg lidt modvillig, fordi jeg syntes, den var for varm. Men materialet er tyndt; det støtter godt og mindsker smerterne i knæet.
Alt i alt går det lidt bedre. Folk omkring mig siger, de kan se, jeg bevæger mig lettere omkring.

15.30 billedet i dag: