fredag, februar 17, 2017

Kaffegæster med medbragt kage.

Nu skal jeg vist snart til at skrive noget andet?
Men det knæ fylder så meget, så det er blevet hovedpersonen. Jeg må støtte til smertegrænsen, hedder det. Jeg må også bare gå med en stok, hvis det ikke gør ondt.
Men når nu det gør ondt hele tiden? Både når jeg sidder og ligger. Der er sådan en 'basis-ondt'. Og hvor er så smertegrænsen?
I dag har jeg forsøgsvis prøvet at gå sådan, at jeg kun har 'basis-ondt', når jeg går. Så lægger jeg rigtig meget vægt på armene. Her til aften så gør det også ondt. Det er nok et udtryk for træthed.
Men jeg belastede for meget, da jeg gik til frisør og til bager, så nu bakker jeg lidt tilbage de næste dage.
Jeg har haft dejligt eftermiddagsbesøg.
Tak for lækker medbragt æblekage og hjemmebagte småkager, Ruth og Jørgen.
De er lige kommet hjem fra Rom, så jeg blev via deres billeder taget med dertil.

15.30 billede i dag:
Det vindue, jeg fotograferer fra, er ikke det vindue, jeg kigger mest ud af. Det ligger lidt for sig selv bag en væg, der er åbnet med en bue.
Efterhånden som jeg har fotograferet ud af det gennem mange, mange dage, så bliver jeg mere og mere irriteret på den hvide bil, der næsten altid holder der.
Mon ikke det er tegn på, at jeg er ved at udvikle en slags stue-kuller?

6 kommentarer:

  1. Det er da ok , at du skriver om dit ben, ellers ville vi spørge til det.😊😊😊. Godt du har fundet ud af at det er blevet overbelastet. Pas nu på dig selv. God bedring.

    SvarSlet
  2. Garnløkken, tak for forståelse og sympati :-) Og tak for god bedring

    SvarSlet
  3. Hehe, 'stuekuller' - det har du nok, for det må da på alle måder være irriterende, at du er så bundet og så belastet af det pokkers knæ. Man tænker slet ikke over, hvor galt en tilsyneladende banal ting kan gå, men det har du i sørgelig høj grad mindet os om.

    SvarSlet
  4. Ellen, ja det er irriterende at være bundet ind på den måde. Men det får jo en ende. At sådan en sjov legestund i haven skulle få så hårde konsekvenser for mig - det havde jeg ikke forestillet mig.

    SvarSlet
  5. Vi følger med glæde med i dit knæ.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Eva. :-) Jeg tror faktisk, det gør det lidt lettere at leve med situationen. At skrive om det og at få kommentarer. :-)

      Slet