søndag, september 30, 2018

Hurra for min svigersøn.

Jeg har moret mig over Ellens kommentar om, at it-supportere og forsikringsfolk har været på samme kursus. :-)
Det er påfaldende, når man har brug for hjælp, så er lige netop det problem, jeg står med, ikke omfattet af forsikringen/aftalen.
Men så er jeg heldig med en svigersøn, der kan opklare problemet og løse det.
Det viste sig, at det ikke kun var på min egen blog, jeg ikke kunne svare på kommentarer. Jeg kunne heller ikke skrive en kommentar hos andre bloggere, der bruger blogspot.com
Men det er så et overstået kapitel. Og spørg mig ikke, hvordan det hænger sammen. Jeg kan ikke redegøre for det.
I aften ved 19 tiden så min solnedgangsudsigt sådan ud.
For tre måneder siden var mit solnedgangsbillede ved 23 tiden, mens jeg sad på terrassen og nød den varme aften.

Dagene bliver hastigt kortere. Men det har også sin charme med hygge indendøre.










Update: Da var jeg lige lidt for tidligt ude med de rosende ord. Jeg fik kun lov til at svare på en kommentar, så var det slut igen. Øv.

fredag, september 28, 2018

En dejlig fredag.

Jeg har stadig ikke fundet en løsning med mit svar-problem på bloggen. Jeg har support-abn. hos ElGiganten. De havde en udfordring i dag, da de ikke kunne komme ind på visse hjemmesider, bl.a. blogspot. Jeg fik så nr. på den telefoniske support (de unge mennesker, der sidder i Irland) men den klare besked var, at de ikke gav support på blogspot :-( Det er jeg da meget utilfreds med. Jeg har fundet frem til blogspot support, som er skriftlig og på engelsk, så efter en travl dag, har jeg ikke lyst til at gå i gang med det nu.

Jeg har været til frokost hos gode venner.
Min veninde har et skønt atelier, hvor hun næsten er færdig med et stort billede.
Hun er begyndt at spekulere på, hvorfor det er den unge kvindekrop, hun arbejder med?
Hvor ser vi egentlig den gamle krop afbilledet?
Jeg kom til at tænke på en fotoudstilling på Silkeborg Bad for mange år siden. Der var billeder af nøgne, gamle mænd og kvinder.


Jeg fik lyst til at lede efter mit indlæg om den udstilling, og det bragte mig tilbage til 2009.
Det var sjovt. Det var et år efter, jeg var begyndt at blogge. Jeg kan se, at jeg ikke var begyndt at beskære billederne dengang.

Nu kan det være, Pia bliver inspireret, når hun ser mine billeder af Tune Andersens fotografier.

Jeg begyndte dagen med et søbad, og både før og efter frokost var jeg i haven. Græsplænen er blevet kantet skarpt og fint, og der er blevet ryddet lidt op i de kæmpestore solsikker.
Når jeg læser om mine halv-times haveprojekter sidste år i september, så er jeg virkelig glad for, at jeg kan meget mere nu. Jeg tror faktisk, jeg ville have glemt mine besværligheder med træthed og det ømme knæ, hvis jeg ikke havde genlæst min dagbogsblog.
Det har været perfekt havevejr i dag. Tørt og solrigt, men køligt.

Og endelig et sidste billede fra Tune Andersens Strange Days.

torsdag, september 27, 2018

Kastanjetid.

Når jeg henter Christian i skolen, kommer vi forbi et kæmpestort kastanjetræ.

Han er en ivrig kastanjejæger, og vi har samlet en stor posefuld.
Udover at lave tændstikdyr mener han, de skal bruges til juledekorationer :-)







Jeg kan ikke svare på kommentarer ... ?

Lige pludselig er det blevet sådan, at mine svar på kommentarer til mig ikke bliver synlige.
Jeg gør som jeg plejer. Hvad mon der er sket? En opdatering, jeg ikke har været opmærksom på?

De seneste tre blogindlæg med kommentarer har jeg ikke kunnet svare på?

Tak til Eva, Lene, Ellen, Marianne, Gitte og Karin for kommentarer. De er meget værdsat.

Det er sikkert bare en lille detalje, som jeg må have hjælp til at få løst.

Her et billede af facaden på Silkeborg Bad for tiden, dækket af en fotocollage af Sergei Sviatchenko.


tirsdag, september 25, 2018

Forvirrede planter, der tror, det er forår.

Det er ikke kun på blomsterhylderne i Føtex, der findes stedmoderblomster nu i september.
I haven blomstrer min lille hornviol.
Den har været fuldstændig visnet væk, og jeg havde opgivet at se den igen.
Den plejer at visne og forsvinde pga kulde, regn og mørke om efteråret for så at spire og blomstre, når det bliver forår.
Tørke og varme i tre, fire måneder fik den til at forsvinde, men da det begyndte at regne, 'troede' den åbenbart, det var tid til blomstring.

På samme måde gik det med den store kraftige bregne.
Den forsvandt fuldstændig, men nu vokser den frisk og frejdig, hvad den nok ikke får lov til så længe.

Jeg er spændt på, om den igen vil vokse frem næste forår?








Derimod er jeg sikker på, at den blå stormhat ikke kommer frem igen. Den har ikke overlevet tørken. Den kunne ellers blive så stor og flot - op til 1,5 m høj. Men jeg vil ikke anskaffe en ny,  jeg vil gå efter tørketålende planter.

mandag, september 24, 2018

Nu er sæsonen for vinterbadning begyndt.

Else og jeg mødtes i formiddags for at tage hul på vinterbadning.
Jeg har nået at tænke flere gange her i september, at nu gider jeg ikke mere, men heldigvis har jeg en makker, der gider, og det smitter.
Jeg havde tænkt, jeg ville svømme fra den ene trappe over til den næste. Men jeg er ingen bølgebryder. Der var bølger, der var større, end billedet viser :-)
Vandet er 12 grader, og det var dejligt forfriskende. I første øjeblik føltes det koldt, men vi var enige om, det er fordi, vi ikke er vant til det. Vi har dog trods alt badet mange gange, hvor temperaturen var tæt på frysepunktet.
Nu er vi i gang, og jeg glæder mig til at komme ind i rytmen med badning mandag og fredag formiddag.
PS. Jeg forstår ikke, hvad der er sket i mit kommentarspor fra i går. Jeg har svaret hver enkelt, men det er ikke synligt.
Tak til Eva, Gitte, Lene og Marianne for jeres kommentarer.

søndag, september 23, 2018

Septembertraditionen.

Lige pludselig er det mandag igen - allerede i morgen.

Jeg tror, det hører alderen til, at det føles som om tiden galoperer afsted.
Jeg har været til efterårets traditionelle træf i Tønder med gode veninder.

Vi har som så ofte før spist middag lørdag aften på Stigs Restaurant.
Der er ingen hjemmeside at henvise til, men man skal reservere i meget god tid for at få et bord.


I stedet for at køre selv, som vi plejer, hyrede vi en taxa, der kunne rumme otte mennesker.

Det blev vi så begejstrede for, at det ikke er sidste gang. Det er nemlig ikke små drinks, der bliver serveret før middagen.
Min gin&tonic, der står til venstre, svarer til to almindelige efter min målestok. Efterfølgende mindede jeg mig selv om, at jeg jo ikke havde behøvet at drikke den op.
Men vi havde det sjovt.


Menuen minder en hel del om den vi fik sidste år.

Først laks med lidt grønkål til højre på tallerkenen og tomatskiver til venstre. Ikke bare lige lagt på i rå tilstand. Jeg ved ikke hvordan grønkålen bliver sprød og tomaterne særlig velsmagende. Omkring laksestykket liger en meget lækker sovs.




Næste fiskeret var indbagt torsk med en meget sprød stribet rødbede, æblebåde og peberfrugt.














Hovedretten var hjortekød fra Højer og forskelligt delikat tilbehør.
Sovsen var overlækker.













Min desserttallerken er fotograferet for tidligt, for der blev serveret is til.

Det smagte altsammen super godt. Og hele herligheden kostede 630 kr incl. drink, hvidvin, rødvin og dessertvin.









Vi går forbi det lillebitte køkken, når vi ankommer, og når vi går til toilettet.

Jeg tror, det meste er forberedt og nøje planlagt i forvejen. Der er ingen hektisk aktivitet i køkkenet.
Der er plads til 18 -20 gæster i restauranten.

Når vi foreslår Stig at holde et lille kursus for os, kan jeg godt forstå, han afslår. Der er ikke plads i sådan et lille køkken.


De to toiletter er rigt dekoreret med gamle billeder og postkort med tysk tekst. Mit lille udsnit kan vist ikke rigtig læses. Men mange af dem er sjove.



mandag, september 17, 2018

Mandagshygge.

 "Skal du fucke med mit grundvand, Claes?" Jeg kom til at tænke på kampagnen med Bodil Jørgensen om at holde op med at skade grundvandet ved at smide batterier i skraldespanden, da jeg stod foran Føtex i morges.

Jeg havde lyst til at råbe til blomster-indkøbschefen i Føtex: "Skal du fucke med årstiderne?"
Det ser helt forkert ud, der står stedmoderblomster fremme nu.
Jeg glæder mig altid til at plante dem i krukker tidligt om foråret. Da er de så skønne og ventet med længsel.
Nu står de side om side med lyng og chrysanthemum her midt i september.
Det er helt forkert efter min mening. Mon der er afsætning for dem?

Jeg har hygget mig sammen med min bror og svigerinde, der var her til frokost i dag.
Selv om det har været muligt i mange år, så synes jeg stadig, det er herligt at gøre lidt ekstra og invitere på en mandag eller en anden hverdag.
Engang skulle det altid foregå en weekend.

søndag, september 16, 2018

En 'paparazzi' har snuppet mig på et billede ...

Under de spændende dage da dronningens heste boede her, hvor vores vej ender i fodboldbanen, var vi nogle haveejere, der gerne ville have fat i hestepærer. Vi, der er vokset op på landet, ved, at hestepærer er suveræn gødning til roser og til køkkenhaven.
Der blev produceret læssevis af hestepærer, mens eskadronen øvede sig på vejen, og så snart hestene var passeret, kom manden med fejemaskinen og fjernede det hele.
 Èn af naboerne, der også har kolonihave, havde en aftale med fejemaskinemanden og fik store læs i affaldssække.
Jeg var lidt diskret ude (troede jeg) med en mindre pose.
Det var jo egentlig lidt pinligt, syntes jeg.
Men jeg blev åbenbart 'fanget' af en ukendt person?

Min bror ringede i går og fortalte mig, at jeg var i Jyllands Posten i en fotokonkurrence. Hans stemme var fuld af latter. Min veninde, jeg var sammen med på Silkeborg Bad, havde det på samme måde, da hun fandt billedet på sin telefon.
Jeg måtte også le. Det er et sjovt billede.

Men er det egentlig ok, at fotografere folk (mig) i det offentlige rum og sende billedet til Jyllands Posten, hvor det oven i købet er blevet nomineret?
Juryens begrundelse: "Et snapshot af høj klasse. Motivet er fanget i lige det rette øjeblik, og billedet udstråler en skøn ægthed. Selv om den slags affald i gaderne ikke er så almindeligt, så skildrer billedet alligevel en spontan del af vores hverdag."

Skal han ikke dele med mig, hvis han vinder en pris??
Hahaha :-)

Min rose og blommetræet er blevet beriget med hestepærer :-)

fredag, september 14, 2018

Man ved aldrig, hvad der sker på Badet ...

Jeg oplevede noget ekstra på min vagt på Badet i dag. Der var en stor gruppe elever fra Silkeborg Højskole med et par lærere  på besøg.
Efter de havde fået en introduktion til udstillingen af direktør Iben, havde de en times tid til at gå rundt. Deres musiklærer havde ønsket, de skulle opleve at synge i Panoramasalen, det store rum med den store akustik. På billedet står de rundt om flyglet.
De sang bl.a. Jens Rosendals "Som solskin over mark og hav" (kærlighedssang ved tab) Og "Tears in Heaven" (Eric Clapton) De var meget velvalgte i forhold til udstillingen Beyond the Body, der handler om døden. De sang smukt og stemningsfuldt.
Der var nogle af drengene, der lagde sig i stilling for at blive fotograferet sammen med de to "døde" på gulvet.


Roy Villevoye er kunstneren, der har skabt sig selv i silicone som død.
Han har rejst i Papua i 20 år og sammen med ham på gulvet ligger hans ven, den mørke mand fra Papua.
Når man træder ind og ser de to på gulvet, tror man, de har været udsat for en forbrydelse. Men de har ingen skrammer eller skudsår.
De ligger bare der og ser meget autentiske ud.




Hvis linket virker, er der HER en lille anmeldelse af udstillingen på Badets hjemmeside.













Jeg lagde mærke til, at de store rododendronbuske i parken blomstrer nu - igen. Ikke så overdådigt som i forårstiden. Men alligevel. Jeg ved ikke, om de plejer at gøre det?






























onsdag, september 12, 2018

Fantastisk film.

I forgårs var jeg i bio og så Lykke-Per. Den kan jeg bare anbefale. Jeg synes, den er fremragende. Jeg ved godt, der har været forskellige meninger blandt anmeldere. Filmen er nemlig ikke tro mod romanen. Noget er udeladt, noget er skrevet til. Men jeg synes, den giver et meget troværdigt billede af en kultur og en tid, både i byen og på landet i slutningen af 1800 tallet.
Peter Andreas, den unge ambitiøse ingeniørstuderende, der hele sit liv prøver at slippe fri af den påvirkning, han fik som barn af sin strenge, ukærlige og tyraniske far. Han får mulighed for at sætte sine store ideer om vindmøller i værk gennem forlovelsen med Jakobe, datter af en meget velhavende jødisk familie.
Undervejs bliver han i tvivl om sine egne værdier, følelser og ideer.  Og han ender sit liv som eneboer.
Filmen varer næsten tre timer. Det er ikke et minut for meget. Den er tankevækkende og meget rørende. Kærlighedsdramet med Jakobe fylder meget, men har også betydning for de to resten af livet.
Jeg har læst, at filmen kommer som miniserie i fire afsnit på TV2 næste år. På den måde må der vel være mere, der bliver udfoldet i serien end i filmen? Jeg er klar til at se med.

Jeg fik virkelig lyst til at læse romanen, jeg har haft stående i reolen i mange år. Jeg har vist aldrig fået læst den færdig. Men der står 1988 i den, og jeg har streget under og skrevet til i begyndelsen.

Jeg, som ellers aldrig genlæser en bog. Det gør jeg nu.
I bogen er Per mere sympatisk end på filmen, hvor han tydeligvis genspejler det stejle, stædige til tider kolde sind fra sin far.
Men jeg er ikke kommet så langt endnu, så der vil komme flere facetter til.
For nogle dage siden læste jeg godnathistorie for Christian. Da vi skulle lukke bogen, lavede han et æseløre.
Det skulle jeg lige høre lidt om. Jamen, det var jo fordi, så var det let at finde næste gang.
Det har jeg tænkt lidt over ...
For mig har det altid været no go at lave æselører. Bøger har været værdifulde og måtte ikke skades.
Men det sørgelige er, at bøger ikke har så stor værdi mere. For nogle dage siden hjalp jeg en veninde med at køre bøger til kommunens genbrugsplads. Hun var i gang med at flytte. Genbrugspladsen har også en butik, hvor ting af værdi sælges. Hun havde troet, bøgerne kunne sælges. Men vi blev dirigeret hen til en container til småt brændbart. Altså til bøger. Det var da trist at se bjerge af bøger, der skulle brændes. Ved siden af stod en container næsten fuld af cd'er. Det var lige så trist at se.
Jeg plejer at bruge bogmærker, men de har en tendens til at forsvinde. Falde ud af bogen. Eller jeg lægger dem fra mig og ser ikke, hvor det er.
Så nu laver jeg æselører i Pontoppindans fantastiske værk (selv om jeg synes, det er lidt helligbrøde.) Han modtog iøvrigt Nobelprisen i 1917.
Jeg truer mig selv engang imellem med, at jeg skal rydde ud i bøgerne. Det er ikke blevet til noget endnu. Måske skal Lykke-Per være den første. Nu er jeg jo i gang med at ødelægge den med æselører.
Men den er meget velskrevet og spændende. Jeg glæder mig over, at jeg har omtrent 700 sider foran mig endnu.
Jeg tror, jeg vil introducere Christian til bogmærker :-)


søndag, september 09, 2018

Tilbageblik.

Den lokale avis havde denne her overskrift for et par dage siden: "Dronningens heste ødelagde fodboldbane."

Johanne og jeg var nede og se på skaderne i morges. Der er tydeligvis ingen græs tilbage der, hvor staldene havde stået.
En medarbejder fra kommunen udtaler, at det var forventligt, og den store reparation går i gang snart, så der kan spilles fodbold igen om fire-fem uger.
For Johanne var det vandpytten, det drejede sig om.
Hun og Chr har sovet hos mig natten til i dag.
De sov på fredeligste vis, så jeg forstår ikke, hvorfor jeg så vågner så tidligt. I dag kl 05.30.
Det er trods alt bedre end sidst, da jeg vågnede kl 04.00
Børnene sov til kl 06.45. Det kan der ikke klages over.


Johanne har stadig den alder, da det er spændende at være med til at vaske op og den slags.
For Christians vedkommende skal opgaverne være lidt mere ud over det sædvanlige. Fx var han helt klar til at klatre ned i affaldscontaineren
med hård plast og metal.
Jeg var nemlig, nærmest i søvne, kommet til at kaste aviser derned. Det plejer at være avisernes plads.
Men jeg var bange for, der kunne være ting, han kunne skære sig på.
Det var ikke med vilje, kære renovationsfolk.

I går deltog jeg i en spændende korworkshop i Dybkær kirke.
Underviseren var Marianne Søgaard, der arbejder på Silkeborg Højskole. Hun var dygtig til at lede sådan en stor flok, der ikke var vant til at synge sammen. Det var hende, der vandt DR P2s konkurrence tidligere i år om en ny fødselsdagssang for voksne, så den sang vi også, Fantastiske Fødselar.

I fredags var jeg også i kirke, da de første fire klasser i Christians skole var til den traditionelle høstgudstjeneste.

Mens børnene fyldte op på rækkerne, sad forældre og bedsteforældre i sideskibet og fulgte med.
Billedet her er, mens børnene myldrer ud.














I mandags var dronningen, efter karetturen gennem byen, på Museum Jorn.
Der er for øjeblikket bl.a. en lille udstilling af smykker, som Asger Jorn over en årerække fremstillede til kvinderne i sit liv.
Der bliver vist 25 smykker. Han var tydeligvis ikke bundet i sine udfoldelser.
Armringen er fra ca 1939 og lavet i messing.

Efter dronningen havde forladt museet, var der fri adgang for alle indtil kl 17.
Det benyttede jeg mig af, men jeg var der tæt på lukketid og så derfor kun smykkerne og ikke de nyfundne værker, der har været opbevaret i Asger Jorns brors kælder.


I onsdags blev frivilligruppen på Silkeborg Bad introduceret til den nye udstilling Beyond the Body.
Det var den hollandske kurator, der fortalte.

Jeg ved ikke rigtig endnu, hvad jeg synes. Men sådan er det tit for mig. Jeg skal se en udstilling mange gange, og det kommer jeg også til, for jeg skal derud onsdag, fredag og søndag.
Figuren her er lavet af træ og meget nøjagtig i sin gengivelse af skelettet. (jeg blev mere optaget af håndværket end symbolet)

Min opdatering her er vist blevet lidt rodet og ikke i kronologisk rækkefølge. Men sådan er det, når der er meget, jeg gerne vil huske :-)














tirsdag, september 04, 2018

Sidste programpunkt for dronningen.

Her er det nyeste gavlmaleri i byen.
Pigen med de blå øjne står med en model af dampskibet Hjejlen i armene. På den ene arm hænger en stor taske, hvorpå der kører forskellige reklamer.
Jeg kommer forbi det på min vej ned til byen. Jeg synes, det er et flot maleri, der lyser op med klare farver. Det ville have givet et mere roligt indtryk, hvis ikke der kørte reklamer hen over tasken. Men før maleriet var der en reklametavle på væggen. Jeg gætter på, at de forretningsdrivende ikke ville undvære reklamepladsen.
Ved middagstid var der en farvel-koncert på Torvet for dronningen, og alle der kom forbi. Prinsens Livregiment spillede og børn fra den lokale balletskole dansede.
Inde i 'buret' sidder dronningen og hendes følge.
Hun har været på fire virksomhedsbesøg, så mon ikke hun trænger til at få fri.

Det har været festligt at være i nærheden.

Jeg blev klogere på mobile pay ...

Forløbet havde været anderledes, hvis ...
- jeg løbende holdt øje med min netbank.
- jeg havde lyttet og ikke straks afbrudt samtalen, da en ukendt mand ringede lørdag morgen.

Men almindeligvis er jeg ikke så tit inde på netbank. Og almindeligvis besvarer jeg ikke tlf.opkald fra hemmelige numre eller numre, der ikke står i min telefonbog.
Lørdag morgen besvarede jeg et opkald fra et nummer, som jeg troede var fra fotoforretningen, hvor mit kamera var til reparation.
Da det viste sig, at stemmen tilhørte en mand, der talte engelsk med afrikansk accent, afbrød jeg med det samme uden at høre, hvad han sagde.

I løbet af formiddagen modtog jeg seks sms på ubehjælpeligt engelsk. Fx "Pls am bag done do this to me am bag u pls."
"Hello are u there pls am bag."
Hello how are u pls bag send my money back I want to. usr to pay for house I done have anymoney with me. am bag pls."
"if u done want to. give me. I will go to police."
Osv. to andre i samme dur.

Jeg kunne finde nummeret på krak og se, det var en person, der boede i Farum. Jeg følte mig utryg over hele situationen, og snakkede med min datter og svigersøn, der fandt vedkommende på facebook. En kvinde med et udenlands navn - østeuropæisk udseende. Ud fra billederne var hun gift med en sort mand.
Vi blev enige om, at jeg skulle blokere nummeret, og jeg gik i gang med forberedelser, fordi jeg skulle have fire venner til middag.
Vi havde en meget hyggelig aften, hvor jeg bl.a. lavede denne her dessert:
Halverede nektariner med lidt sukker og hakkede mandler i midten.
De blev bagt i oven i 15-20 min. og serveret med is. En dejlig, nem dessert med de varme nektariner og den kolde is.

Jeg fortalte selvfølgelig mine gæster om min oplevelse med telefonen, og de mente, jeg skulle gå til politiet.

Sent om aftenen, da de var gået, åbnede jeg min telefon og så, jeg havde fået seks opkald, som viste sig at være fra taletidskort.(?) Bagefter sad jeg lidt med min computer og ville kigge på min netbank for en gangs skyld.
Jeg har nok lignet et stort spørgsmålstegn, for der var overført et beløb via mobile pay på 600 kr. fra Collins E.
Det føltes virkelig utrygt. Som om en person prøvede at trænge sig ind på mig?

Nordea, som er min bank, har telefon-døgnbetjening, så jeg ringede søndag morgen. Jeg blev beroliget af en flink rådgiver, som mente, det måtte være en person, der fejlagtigt havde sendt penge til mig. Han rådede mig til at gå ned i banken mandag morgen og få personlig hjælp.
Jeg oprettede Collins nr. igen, og skrev at han ville få sine penge retur næste dag.
Der er ingen problemer i at tilbageføre et beløb, og det giver ikke adgang til min konto (som jeg måske kunne frygte)
Jeg har ikke hørt fra Collins, om han har modtaget beløbet. Måske kan jeg ikke oprette hans nr. på ny, når jeg en gang har blokeret det?
Han kunne da godt lige kvittere, når nu han har haft skabt så meget uro.
Men det er sikkert endt godt.
Det undrer mig bare, at han ikke har lagt mærke til det forkerte navn, da han har sendt penge for sin husleje, eller hvad det var? Men hvis man er meget hurtig på tasterne ...
Den, der fejloverfører penge via mobile pay, er helt afhængig af modtageren i forhold til at få pengene retur.
Ifølge den unge bankmand i går, så sker der meget sjældent den slags fejl. Banken kan ikke sørge for at tilbageføre penge.
Jeg var måske lidt drillende og kæk, da jeg i kommentarfeltet skrev "Your money is back" - med en helgensmiley.
Men altså, hvis jeg havde hørt, hvad den mand, der ringede lørdag morgen, ville, og hvis jeg havde kunnet forstå ham, så ville det have været klart, at han var bange for at have mistet 600 kr., som han havde hårdt brug for.
Og jeg havde været fri for at være så nervøs for, hvad de mærkelige sms'er handlede om.
Men jeg kommer ikke fremover til at besvare de mange opringer fra ukendte.



mandag, september 03, 2018

De er væk igen ...

Efter tre dage med dragoner, værnepligtige og heste lige omkring os, er de her i eftermiddag draget videre igen.
Det er i dag, dronningen har været her og kørt gennem byen i karet med eskorte.
Jeg var nede i gågaden. Mest for at opleve stemningen. Alle var glade og begejstrede.
Sommetider siges det, at kongehuset medvirker til sammenhængskraften i befolkningen.
Jeg har aldrig stået på Amalienborg slotsplads, men det er nok sådan som det var her i dag, da en masse mennesker stod langs gader og veje for at vinke og glæde sig over festivitasen, hestene, musikken og de flotte uniformer.
Og opleve fællesskabet.
Fællesskab kan opleves i mange sammenhænge, men det her dronningebesøg har givet anledning til samtaler og kommentarerer på kryds og tværs, der hvor man lige har stået og gået. Det har været sjovt og hyggeligt.
I formiddags kunne vi igen følge med i forberedelserne lige udenfor haven.
Det var en grå dag, men solen brød frem om eftermiddagen.

Det varer længe at få de sidste detaljer på plads.
Hestene er meget tålmodige.

































Der blev set efter alle steder :-)

Pigen, der står og holder hesten, har kun været soldat i en måned og skal ikke være med i opvisning, men strigle, fodre, muge, og sådan nogle trivielle ting.
Hun kan ikke ride. Det er ikke en betingelse på forhånd, men hun skal være interesseret at lære det. Efter et halvt år begynder rideundervisningen for hende, og så vil det vise sig, om hun bliver dygtig nok.
Hun var glad for at være blevet optaget i husarregimentet. Det var hårdt arbejde. De har arbejdsdage fra tidlig morgen til sen aften. Mens de er her, sover de på madrasser i skolens gymnastiksal, så der er ingen luksus. Men hun syntes, det var spændende.



Alle forberedelser er gjort, og de er på vej til rådhuset, hvor dronningen stiger på til en lille tur, der skal bringe hende ud til Museum Jorn.


















Vi syntes, hestene så trætte ud, da de kom tilbage.

Den ældste hest er 25 år. Den fortjener næsten at blive pensioneret.







Det var svært at fotografere på gågaden med de mange mennesker.
Mit billede er domineret af en kongelig hånd :-)
Dronningen ser lille ud, som hun sidder der og smiler og vinker. Med i kareten er borgmesteren og hans kone.

Da dronningen og hendes kortege var drejet om hjørnet, gik jeg på cafe sammen med to veninder, mens det kongelige selskab, efter museumsbesøget, skulle spise frokost på Gl. Skovridergård (engang kurbad) nu dejlig restaurant, der ligger i smukke omgivelser.

Der er igen blevet stille på vores vej og hestepærelugten er ved at forsvinde.
Hvis jeg kun havde oplevet optoget i byen, ville jeg være skuffet. Det sjoveste, hyggeligste og mest spændende har været at følge forberedelserne og snakke med de værnepligtige.

søndag, september 02, 2018

Generalprøve uden hovepersonen.

Vi er blevet underholdt her på vejen de seneste to dage. Og luften har været krydret med lugten af hestepærer.
Det er de mange heste og de mennesker, der er omkring dem, der har bidraget til underholdningen.
Jeg er blevet klogere på, hvem hestene er, og hvor de hører til. Den Kongelige Stald-Etat er kongehusets egne heste. Ligesom kareten er. Engang var der et par hundrede heste i de kongelige stalde. Nu er der 13. De er alle hvide, og der er en lille medarbejderstab, der passer og træner hestene.


I dag har der fx været generalprøve på karetturen, der skal foregå med dronningen i morgen.

På billedet her kan man kun se et par  af hestene, der trækker kareten.

De mange andre brune heste hører til Garderhusarregimentets hesteskadron, som er en del af forsvaret.
Det er et populært sted at aftjene sin værnepligt, selv om den er på 12 mdr. i modsætning til de andre værn, der aftjenes på 4 mdr.
Der er mange kvinder blandt rytterne.


Der pudses og plejes på hestene.
Vores vej var spærret af, mens det foregik.










Hestene er meget store og alle ryttere fik en lille trappestige til at klatre op på. Det er måske forståeligt nok, når det handler om de ikke så høje kvinder?

Jeg tror nu godt, sådan en ung mand vil kunne svinge sig op?
Det ser lidt pjattet ud at bruge en trappe for at stige til hest
Måske er der en mening med det?
Update: Jeg har fået at vide i dag, det er fordi uniformerne er for stive. Ellers kan de sagtens svinge sig op.


Beboerne her på vejen har mere eller mindre levet på fortovet med stole og borde og kaffeslaberas i indkørselerne. Vejret har været helt perfekt til det.
Da kortegen kom tilbage fra generalprøven, skulle hestene hvile, og sidst på eftermiddagen var der adgang for alle på boldbanen, hvor hestene bor, og hvor der var stillet op til opvisning.
Der var virkelig mange mennesker, der havde fundet vej til boldbanen. Opvisningen var imponerende. Især synes jeg, der er fantastisk, hestene kan bevare roen, når der bliver spillet på pauke og truttet i trompet.
Det har været så hyggeligt at følge med i de her forberedelser lige udenfor døren.
Jeg har også haft kaffegæster, og det kunne ikke have været hyggeligt på samme måde, hvis vi skulle køre hen i en anden ende af byen.

En meget hyppig kommentar, jeg har hørt er: Tænk, hvad det koster!

Jaeee ...
Jeg er ikke republikaner. Men jeg kan også godt undre mig over institutionen Kongehuset og medlemmerne med de mange privilegier og manglende rettigheder.
Men jeg synes alligevel, de hører til.
I morgen skal så selveste Her Majesty ud at køre i karet. Ikke her fra gaden, men fra rådhuset.
Jeg tror, vi har overværet det sjoveste, men det vil selvfølgelig være et flot syn, når de alle er klædt i galla.