lørdag, august 28, 2021

Allerede fredag ... nej, det er allerede blevet lørdag.

 Sensommeren sætter sit præg på min lille have i de her dage. Benvedbusken er begyndt at farve bladene røde og Rød Aroma modnes.

Der har været dage, hvor solskin og regn har vekslet.

I lørdags var vejret heldigvis med de to sangere/musikere, der gav koncert i parken ved Silkeborg Bad. 
Jeg havde vagt, så jeg fik kun et glimt, da jeg gik fra Skovvilla til Hovedbygningen. Men det lød godt, og publikum blev aktiveret, så det også var sjovt.
Der har været forskellige arrangementer i Parken og de fortsætter lidt endnu, fx Lyttelounge, Yoga i parken, Omvisning og koncerter.











I onsdags mødtes jeg med Trine og Gudde derude. Vi spiste frokost, snakkede og kiggede.
Da vi kom fra bagsiden af parkeringspladsen, stod Vann Mann i det smukkeste lys.
















En sjov mand, der midlertidigt er udstillet, er Homo Tubus. 
Torben Klostergaard har lavet ham af mange slags rør og metaldele. Nå man kommer tæt på begynder telefonen at ringe eller klikke med sms-lyd. Jeg har ikke oplevet, han spørger, om vi skal tage en selfie. Det kan vist godt ske.










For et par dage siden, fik jeg tyndet ud i blommerne. Der er alt for mange, og det skulle have været gjort for længe siden. Jeg håber, de resterende kan nå at vokse og få god smag. De smager ikke af noget, hvis de er for små. Træet har mange visne kviste og smågrene, så om blommerne overhovedet kan vokse er måske tvivlsomt.




 


Mirabellerne fra sidste fredag blev for nogle dage siden forvandlet til syltetøj. Jeg opgav at udstene dem. De blev kogt med syltesukker, som kun skal koge i 10 min. Men stenene havde ikke rigtig løsnet sig, så jeg kunne ikke bare fiske dem op med en gaffel, som jeg havde forestillet mig. Nu er der mirabellesyltetøj, eller måske hedder det marmelade? Med sten og stjerneanis. Det smager rigtig godt. Og bare man ved det, kan man sagtens lade være med at tygge på en sten.

mandag, august 23, 2021

Naturens rige gaver lige nu.

 Naturen er rig på gaver i denne her tid.



I fredags, hos Ruth og Jørgen i deres dejlige sommerhus på Mols, blev vi beværtet med lækker mad dagen igennem. Vi stiftede også bekendtskab med mirabelletræet bagved huset. I modsætning til de mirabelletræer her, som jeg har udsigt til fra køkkenvinduet, så var det her træ i nå-højde. Vi kunne uden besvær stå og nå herlighederne. Jeg plukkede en stor portion på lidt mere end et kilo. De smager rigtig godt. De er ikke melede, som de gule her. Men jeg kan ikke spise dem allesammen, så hvad skal jeg bruge dem til? Saft? Snaps? Grød? Ingen af delene er jeg eller min familie storforbrugere af. Jeg har flere årgange snaps på blommer. Den bliver bedre med årene.

Billedet her er et udsnit af det mirabelletræ, der husede en skaderede i foråret. Skaderne har for længst forladt stedet, og reden er kæntret. De spinkle grene på træet bøjer sig under vægten af frugten.
Der er en række træer, der danner skel til Sportscentret, og i foråret stod de med et væld af hvide blomster til stor glæde for os, der bor her.
Nu lyder meldingen fra boligforeningen, at de træer skal skæres ned. Forhåbentlig ikke helt ned. For nogle beboere er det til gene, at frugten falder ned på bilerne, og vi kører over dem, og det er noget værre smat. Jeg synes ikke problemet er så stort.

Aldrig før har der været så mange mirabeller. De er højt oppe. Jeg har prøvet at få fat i nogle. Hvis jeg står på det solide havebord med en rive i hånden og en balje anbragt nedenunder, kan jeg godt ryste dem ned. Men mange falder ved siden af. Jeg har opgivet. Jeg har også nok at gøre med dem, der ligger i køleskabet nu.







Victoriatræet i min have har det rigtig skidt. Der er mange visne blade og kviste. Blommerne er små og ikke rigtig udviklede, som de plejer.
Det kan vist ikke mere, det træ, så enten skal det fældes helt, eller det skal skæres ned, så det kan danne støtte for et par clematis eller en anden klatreplante.








Rød Aroma æbletræet, der snart er tre år gammelt har udviklet mange æbler i år.
På billedet er det tydeligt, at sensommeren er her. 
Benved, til venstre, er begyndt på forvandligen fra grønne blade til røde for på et tidspunkt at stå med helt røde blade.






Æblerne er ikke helt modne endnu, men nogle stykker er faldet ned på jorden. 
Helt åbenlyst har der været en æblevikler-larver eller to på besøg. 
Det betyder ikke så meget, for jeg kan bare skære det angrebne sted væk.
Men jeg synes, det er utroligt, der kan dyrkes frugt, bær og grønsager uden brug af sprøjtemidler. Men jeg ved heller ikke noget om biodynamisk dyrkning. Der må da være en del spild? For vi (jeg) vil  jo ikke give penge for æbler i den kvalitet, jeg selv dyrker.


Fra fredagens gåtur med udsigt til 'fastlandet' - til Studstrupværket. Kraftvarmeværket, der ligger ved Kalø Vig.

Og lidt længere sydpå mod Aarhus.  

lørdag, august 14, 2021

Om højder og familie.

 

For nogle dage siden var jeg igen i højden, idet jeg havde tre billetter til omvisning på toppen af Papirtårnet. Der har været stor efterspørgsel, og da jeg allerede tilbage i begyndelsen af juni ville reservere pladser, var der først ledige pladser d. 7. august. Jeg havde forestillet mig, at de to fætre på ni og ti år skulle med. Der var andre planer i familierne, så jeg var sammen med Ingrid og Kristian og ca. 35 andre højde - og udsigtsinteresserede mødt op til omvisning kl 11. Vi blev ført op til 23. etage i grupper på syv. Af hensyn til beboerne måtte vi ikke bare selv okkupere elevatorerne på vejen op, men vi kunne tage ned igen, når det passede os. Vi kunne endda stå af ved 13. etage. ????? Altså, der var ingen 13. etage! Bygherre eller hvem det er, har åbenbart tænkt, det ville være uhyggeligt at bo på 13. etage! Ikke for mig. Jeg har boet Søllerød Park 4, 13. hvis jeg ikke husker meget forkert. Det er ganske vist mere end 50 år siden. Men der er stadig ledige lejligheder, der koster fra fem mill. til femten mill. i Papirtårnet. 
Update: Bygherren hedder Focus Fund Management A/S. Vi fik at vide, at der havde været amerikanere inde over byggeriet, og derfor ingen 13. etage.

Da vi nåede toppen, var der mørkt og overskyet. Min tidligere arbejdsplads, Regionshospitalet, er midt i billedet med hvide og gule bygninger. Fra den højde ser byen stor og tætbebygget ud. Og omkranset af skov og en masse vand. Det var meget interessant og ærgerligt, at vores besøg blev så kort.
En medarbejder fra Papirmuseet begyndte på en gennemgang af Silkeborgs historie helt tilbage fra middelalderen, men efter 15 min. var regnen blevet så kraftig, at vi besluttede at køre ned igen. Vi gik ind på cafe Evald, og mens vi hyggede os der, drev et voldsomt regn-og tordenvejr hen over byen. Jeg kunne godt tænke mig at komme op i Papirtårnet igen en anden gang. Måske når træerne og skoven skifter til efterårsfarver. Men så vil jeg uden betænkeligheder aflyse, hvis vejret viser sig fra sin uklare side. Der vil være adgang den anden søndag i hver måned.
I dag har jeg været hos min bror og svigerinde for at fejre, at min bror havde fødselsdag for to dage siden. Det var så hyggeligt at møde deres børn og svigerbørn, som jeg ikke har set siden sidste år. Jeg får altid lyst til at bryde ud i sang, hvis jeg kunne med Kim Larsens "Åh, de smukke unge mennesker, pludselig er de stukket af ..." De bliver så høje og så smukke :-)
På vejen hjem nød jeg sensommerstemningen ud over markerne. I stedet for motorvejen, tog jeg den gamle vej de ca 20 km hjem.

Vi var i selskab med smukke Alma, en fransk bulldog, som bor hos Laura og hendes kæreste. Hun var så fin. Jeg blev mindet om mine mange år sammen med engelske Bugsy, og jeg må indrømme, at den franske er meget mere elegant. Den er mindre, ikke så firkantet og snudepartiet er ikke så fladtrykt.
Selvom det er meget hyggeligt med en hund, så skal jeg ikke have en igen. 
Men jeg kunne jo godt være hundepasser ... Tror jeg.













Bugsy har ikke været model til det her fødselsdagskort.
Jeg er faktisk blevet i tvivl, om jeg kan bruge det som fødselsdagskort mere? Har gjort det tidligere. "Old age is not for sissies" 
"Høj alder er ikke for tøsedrenge" vil jeg oversætte det med. Må man overhovedet sige tøsedrenge??? Nu om stunder? 
Budskabet er jeg enig i. 

søndag, august 08, 2021

I de højere luftlag.

 Jeg har været lidt oppe i højderne de seneste dage. Johanne og jeg har været på togtur til Aarhus.

Her er vi i Regnbuen på toppen af AROS Aarhus Kunstmuseum. Vi var selvfølgelig også forbi Boy, den store skulptur af en dreng. Vi var der sidst, da hun sad i barnevogn, Hun har set billeder fra dengang og følte sig nok lidt kendt. 
Jeg ville gerne se Elisabeth Jerichau Baumans billeder, og jeg vidste godt, det ville blive en hurtig gennemgang. Hun malede fantastisk dengang med fotografisk nøjagtighed for mere end 150 år siden. Hun rejste rundt i Europa og malede kongelige og kendte, var gift med billedhugger Jens Adolf Jerichau og fødte ni børn i perioden fra 1846 til 1861. 
For Johanne var det kedeligt at se alle de portrætter, men da vi kom til salen med mulighed for at fotografere og tegne med de tre baggrunde som forlæg var hun fyr og flamme. 


Det var muligt at fotografere, så det så ud som om hønen spiste af hendes hånd, men det lykkedes mig ikke at få guidet hendes hånd i den rigtige position.
Hønen er malet på en glasplade, som hun står bagved.
Det var sjovt at prøve, og for en syv-årig er det ikke nok at kigge på billeder, der skal også ageres. 

Der er virkelig mange oplevelser i Aros. Jeg vil gerne tilbage på et voksen-besøg.





Sidste år havde jeg Mattias med på Aarhus-tur og planen var, at Johanne skulle opleve det samme som han gjorde, så vi skulle også op på Salling Rooftop.






Den store kikkert og udsigtspladen var et hit. 














Den frithængende skywalk, hvorfra man kan kigge ned på de små mennesker, der går nede på gaden.

Der var ikke så mange, der havde lyst til at træde ud på pladen, så pigerne kunne godt ligge og brede sig og holde øje med, hvad der skete på gadeplan.

Man har en fantastisk udsigt ud over byen. Vi var heldige med vejret, så det var godt at være udendørs. Haven eller parken eller hvad man skal kalde området er 2000 kvadratmeter. Der er cafe og udendørs servering og mange siddepladser. Vi spiste også frokost der.



Da jeg var der sammen med Mattias i juli sidste år, var det køligt og overskyet. Vi gik også en tur ned til Domkirken, der ligger lidt længere nede ad gaden. Der er nogle sjove små kalkmalerier i loftet, som jeg ville vise ham om en ræv og nogle gæs. Sådan lidt tegneserieagtigt.
Jeg havde ikke sagt noget til Johanne om det - og heldigvis. For jeg var blevet så træt, så jeg vidste, at gåturen tilbage til stationen ville være nok for mig. 
Da hun var blevet mæt af at være på toppen, begyndte tilbageturen  med løfte om en is, når vi havde købt togbillet.
Vi gjorde et lille stop i parfumeafdelingen og prøvede de åbne test, så vi duftede af parfume op og ned af armene.
Vi var begge trætte, da vi havde købt is og billet. Toget var kørt få min. før, vi kom, så vi sad på en bænk i 20 min. og slappede af og kiggede på de mange folk, der hele tiden kom forbi. Den sidste rest af isen blev spist i toget. Johanne sad lænet op ad mig og var lige ved at falde i søvn. Det var jeg faktisk også. Det havde været en dejlig tur. Hun var så sjov og sød at være sammen med.
Jeg er lidt tankefuld over, at jeg ikke kunne gå den samme tur som sidste år. Det blev på en måde målbart, at alderen har taget noget fra mig. Sådan tolker jeg det, at jeg ikke kunne gå ned til Domkirken. Men sådan er det med alderen. Den afmonterer os. Kunsten er at hvile i den kendsgerning.











torsdag, august 05, 2021

Sommerferieminder.

 Dagene går. Det er snart to uger siden, vi kom hjem fra sommerferien i Vorupør, så hvis jeg senere skal kunne huske eller genopfriske, hvad der skete, så er det vist på tide at lægge nogle billeder op.

Et par seje fætre, der med rette var stolte, da de sammen med Christians far gennemførte en 14 km. lang vandretur fra Vorupør til Klitmøller. Der vankede en is som belønning, da de nåede frem. Og Mattias' far var der, klar til at køre et par trætte drenge hjem.








Fra en dejlig tur i Tvorup Klitplantage tæt på min barndoms badesø. Turen var på lidt mere end to km. Det passede lige til mig.


Johanne med morgenhår udenfor min lejlighed i ferien. Hun havde fødselsdag en af dagene og er nu syv år.









I Sdr Vorupør ligger denne her ejendom med otte ejerlejligheder, hvoraf et par stykker var til udlejning. 
Jeg boede inderst i vinklen. Det var ikke ideelt, for der var for mørkt og for klemt. Der var kælderkoldt, selv om det var en solskinsuge - uge 29. Jeg ved, at jeg ikke vil bo der en anden gang.

Det ligger godt i klitlandskabet og kun et par km. fra Stenbjerg, hvor der var god plads til solnedgangs-nydning, når der blev for mange mennesker i Vorupør.






Solnedgang ved Stenbjerg Landingsplads. Der mangler bare et ishus :-)

Husene er ikke til beboelse. 

Der er en lille håndfuld fiskere, der fisker fra stranden. Jeg blev overrasket, da jeg faldt i snak med en af dem, og han fortalte, at hver fisker havde sin egen traktor til at trække sin båd op med. Jeg troede, de havde traktorer i fællesskab.


Vi var inde i det nye videnscenter for Nationalpark Thy. Det bliver først officielt åbnet sidst i august af dronningen, men det er færdigt og publikum har adgang til det. 
Der er meget spændende at fordybe sig i. Vi var der kun kort, men kommer tilbage en anden gang.



I år lykkedes det ikke at komme til at spise på Madbaren i Hanstholm, som er et yndlingssted. Der var så travlt, så telefonen ikke blev taget. Da den blev taget efter flere forsøg, var beskeden, at der ikke var plads til en gruppe på 10, men vi kunne tage chancen. Det havde vi ikke lyst til, så vi spiste på den nye restaurant Havbadet. Jeg troede, det var et eksklusivt sted, men der var ikke gjort meget ud af indretningen. Nærmest som et cafeterie. Og menuen var helt almindelig. Dog var Mattias meget skuffet, fordi man ikke kunne få pommes frites.



I den tidligere skole er der nu kontorfællesskab & iværksætterhus.

Tydeligvis inspireret af Silicon Valley hedder det Surf and Work, Silicon VØ.  Det kunne være sjovt at vide, hvem der holder til der? Jeg kunne jo bare finde ud af det. Måske er det min fordom, når jeg gætter på, det ikke er lokale borgere? 










Der var ikke den store badeaktivitet fra familiens side. Jeg var slet ikke i vandet. Selv om solen skinnede det meste af tiden, var der en lille kølighed i luften.
Men der er dejligt underalle omstændigheder.
Der foregår en lokal konflikt for tiden, fordi Thisted kommune ønsker at give tilladelse til et hotelbyggeri på Hawstokken 9, der ligger tæt på havbadet. De erhversdrivende er interesserede i flere turister og ønsker dialog med politikerne, mens en anden gruppe er lodret imod. I den gruppe er der overtal af sommerhusejere. Der foreligger ingen tegninger over projektet endnu. Det bliver spændende, hvad det ender med.