onsdag, januar 30, 2013

Jeg har set årets første ...

Jeg har set årets første erantis i min have i dag.
Så snart sneen er smeltet, er den klar med sin lille, men smukke gule blomst.



mandag, januar 28, 2013

Weekend-hygge ...

Her - et billede af en yndlingssituation.
Og en opskrift på knækbrød fra Christians far.

Jeg var der ikke.
Hurra for blog og facebook, så man kan følge med alligevel.

søndag, januar 27, 2013

Så er det ved at være slut med snebilleder.

Henriks underbo lavede snemand sammen med sine børn i dag, mens der stadig var lidt frost og sne.
Han får et kort liv, den snemand.
I aften er der 2,6 graders varme.

fredag, januar 25, 2013

Børnebiblioteket under ombygning.

Mattias er begyndt i dagpleje, og planen var egentlig, at jeg skulle med hen og hente ham.
Men dagplejemor var blevet syg og Mattias var hjemme, så jeg kunne komme på formiddagsbesøg.
Vinduernes lukke-op-lukke-i- mekanisme er en sjov udfordring, og der kan kigges både over og under tværrammen.
Ellers gik tiden med at bruge køkkenskuffernes greb som afsæt for klatring og den altid populære rumsteren med gryder, låg og skeer.

Min datter sendte mig afsted med en stak afleveringer til biblioteket.
Jeg kommer alligevel næsten forbi.
Børnebiblioteket har været under ombygning i lang tid.
I morgen er der indvielse.
Jeg kiggede lidt rundt. Der var stor travlhed af teknikere og håndværkere.
Det bliver sådan et fedt sted.

Sådan ser læsehjørnerne ud.
Ikke noget med en hyggestol i en krog.
Måske vil det stadig findes, men sådan så et læsehjørne ud i dag.

Jeg må hen og kigge lidt mere på herlighederne en anden dag.

torsdag, januar 24, 2013

Nabo-fødselsdag.

På vejen hjem fra Viborg i morges kom jeg forbi de her vinterklædte, flotte firbenede.
Jeg håber for dem, at det er en vinterpels, for der var 5-6 graders frost.

I min kalender i dag står der 'Skønt klart vejr denne dag vil give et godt år'

Det har været skønt klart vejr.

Min nabo havde inviteret 10 kvinder til fødselsdagsbrunch.
Det var hyggeligt og på Café KiK får man en lækker brunch.

I går ...

Samme gåtur og samme rute i går som i forgårs - bare med biblioteket som mål.
Her er der også et par mødelokaler, når Frivilligcentret ikke har plads, men har booket alle rum.
Lyset i går var anderledes. Ingen sol, men mere klart.


Onsdag er min hente-Christian-i-vuggestuen-dag.
Vanter er en bøvlet ting, må vi konstatere.
Det er besværligt at holde om ting og røre.

Så er det bedre indendørs.
Vi skyllede rucola, ristede nødder på panden og rev ost.
Aldrig er rucola blevet skyllet og badet så grundigt og så længe.
Salatslyngen er et stort hit, og den kan heller ikke bruges for længe.

Udenfor står gravkoen og venter til det ikke er nødvendigt med vanter mere.

tirsdag, januar 22, 2013

Gående.

Det har været stille snevejr det meste af dagen.
Jeg gik ned til byen til et møde i Børns Voksenvenner.

Ned ad Sygehusbakken.

Med udsigt til Havnen.

Med fugle i luften og i vandet.


By-sne er ikke så charmerende.

Korøvelsen senere på eftermiddagen blev aflyst, og jeg gik hjem over Papirfabrikken.


mandag, januar 21, 2013

Truende skyer ...

Der var truende skyer, da jeg kørte hjem i dag ved middagstid.
Snevejret udeblev dog.

Søndagens vinterbillede og 'Pis liv'

Det kniber for mig at leve op til min egen målsætning om et snebillede hver dag.
Der er ingen fra i lørdags, da flere dejlige mennesker optog min opmærksomhed uden kamera.
Jeg fik endelig afleveret en fødselsdagsgave, som var en tur i biografen.
Det har været svært at finde et tidspunkt for fødselaren, som fyldte år i juli, og hans kone arbejder langt hjemmefra og er stort set kun hjemme i Silkeborg i weekenderne.
Men i lørdags så vi 'Life og Pi'.
Det er en eventyrlig film. Fantastisk historie. Stor dramatik og utroligt flot fotograferet.
Jeg ved ikke, hvordan det har kunnet lade sig gøre at lave den slags optagelser i den vildeste orkan på det store hav?
Det er en bog, der er filmatiseret. Jeg har ikke læst bogen og kendte ikke historien på forhånd.
Kun havde jeg læst, at filmen havde fået mange stjerner.
Det har den også fortjent.

Vi var allerede i biografen kl.13.
Jeg havde nemlig en anden aftale, idet Christian skulle komme sidst på eftermiddagen.
Det var meningen, hans bedsteforældre på fars side skulle passe ham, men bedstemor fik influenza.
Jeg havde endnu ikke prøvet at have ham alene til overnatning, så det var jeg lidt spændt på.
Det gik rigtig godt.
Vi havde gang i mange ting, men han kom i seng og sov kl 19.
Alligevel præsterede vi at sove til 8.30, hvad han aldrig havde gjort før.
Formiddagen gik med at lave havregrød og spise morgenmad og give fuglene mad ude ved foderbrættet.
Og lige pludselig var hans forældre der.

Om eftermiddagen kørte jeg til Aarhus. Ad den gamle landevej for en gangs skyld.
Der er udsyn over store marker og mere rolig trafik en søndag eftermiddag.

Mit kamera kan ikke tage billeder med stor bredde og dybde.
Eller også er det fordi, jeg ikke har sat mig ind i det  ;-)




fredag, januar 18, 2013

Det uplanlagte ...

Dagens snebillede er ikke ude fra naturen, men fra min terrasse med den lille granhund.
Jeg har nemlig ikke haft tid til at gå ud i dag.

Der har været indbrud i vores kælderrum i nat her i huset.
Vi bor 4 i hver opgang og der er 5 opgange, så der er en lang kældergang under hele huset.
Der er kun adgang til kælderen med nøgle, og vi kan ikke forstå, hvordan et indbrud har kunnet finde sted.
Ingen døre er brudt op, og ingen ruder er knust.
Jeg har hængelåsen til at hænge ulåst på min dør. Det samme har min overbo, og det er kun i vores rum, der har været ubudne gæster.
Det betyder, at der ikke har været brugt værktøj.
Mine ting var rodet igennem og smidt ud på gangen. Hos overboen var der ikke rodet.
Jeg har ting uden værdi - altså ting, der ikke kan omsættes i penge.
Kasser med julepynt og påskepynt, gamle breve, billeder, sovepose, dyne, kuffert, vaser, sommertøj, fodtøj, haveredskaber, legetøj fra dengang børnene var små, nogle flasker vin og spiritus.
Tilsyneladende er alting der stadig.
Vi undrer os her i huset.
Hvem bryder ind i kælderrum/pulterum? Det er vel ikke der, folk gemmer deres værdier?

Det er rigtig irriterende. Og utrygt at nogen har kunnet skaffe sig adgang til en aflåst kælder.
Men jeg fik ryddet op.
Og så faldt jeg ned i nogle gamle brev fra sidst i 60erne.
Dengang, vi skrev breve.
Det var spændende og dejligt at mindes den tid.
Indlægget bliver for langt, hvis jeg skal skrive om det. Det kommer måske en anden gang.

torsdag, januar 17, 2013

Torsdags-snebilleder.

Dagens snebilleder er taget ved middagstid, da jeg gik forbi sportspladsen og skolen.
Solen prøvede forgæves at trænge igennem skyerne.

Mon ikke børnene får forlænget frikvarteret, når der er sådan en skøn kælkebakke lige udenfor vinduerne.
Der var i hvert fald glad stemning.

Jeg hørte en naturvejleder forklare forleden dag, at rævene søger mage og hyler i skovene om natten for tiden.
På min tur blev mine næsebor i usædvanlig grad ramt af lugten af rævepis.
Det hører sikkert med i parringsritualet at sprede duft.
Om 52 dage vil der være ræveunger (så vidt jeg husker)


Og så lige et par billeder fra i går, da Christian og jeg gik hjem fra vuggestuen.
For en uge siden blev pinden brugt til at pjaske i vandpyt med.
Det er en anden fornemmelse, når den sættes ned i sneen.

Vi kom forbi en gynge.

onsdag, januar 16, 2013

Dagens snebillede.

Der kommer et dagligt snebillede her på bloggen - tror jeg nok.
I dag i hvert fald.

Min nabos cykel.

Om lidt henter jeg Christian i vuggestuen.
Måske kommer der flere billeder ...

tirsdag, januar 15, 2013

Med sne på ...

Mine havestole har fået nye hynder.

Og her er der kommet flødeskum på toppen.

Dejligt vejr for tiden.
Frost, høj klar luft og stille snevejr engang imellem.

mandag, januar 14, 2013

En god tv-krimi.

Aarhus som location for en tv-krimi?
Jeg, som ellers aldrig kan blive 'fanget' af en krimi på skrift eller på film, var bare nødt til at se 'Dicte'.
Efter andet afsnit her i aften er jeg solgt.
Spændende - forhåbentlig urealistisk - historie.
Iben Hjejle spiller godt. Det gør de øvrige personer også.
Og Aarhus gør sig godt.

Her er det dog Silkeborg på en kold vinterdag.

søndag, januar 13, 2013

Dagens navne ...

På vej fra Emmerys tilbage til Henrik, der sover formiddagssøvn, kommer jeg forbi Pauls kirke.
Tidspunktet passede, så jeg gik indenfor og fik dagens navne.
To piger hedder nu Klara og Rosa.
Jeg har indtryk af, at de fleste små børn følger invitationen om at komme op og se, hvad der foregår.
De tre her blev stående lidt betuttede i midtergangen.

De to pigenavne falder helt i min smag.
Bare Klara bliver udtalt med tydeligt r.
På dansk har vi en tendens til at lade r være stumt, og så lyder Klara ikke så flot.
Måske staves det med C?
Clara med C ser flottest ud på tryk.

lørdag, januar 12, 2013

Vintersange.

I cafeen i Musikhuset er der krydderurter på bordene.
Velduftende og forårsagtigt.

Jeg var til 'Syng i den blå', og det diskrete snevejr var en god anledning til at synge vintersange.

PS. Kødet fra i går blev til en velsmagende simreret med champignon, krydret med karry, forstærket med peber og rundet af med fløde.

fredag, januar 11, 2013

Et lille hvidt drys.

Der har været spredte snefnug i luften i dag.
Let frost og sol har inspireret til at gå ud.
Der ligger små hvide drys.
Og midt i det hele et lovende skilt ...
Her kommer der pinseliljer. ;-)

Jeg havde et ærinde i supermarkedet i dag og gik lige omkring slagterafdelingen for at se, om der var et godt tilbud.
Det er først i morgen Henrik og jeg skal lave mad sammen, så indkøbet kunne godt vente.
Men jeg syntes, tilbuddet med kalvetern var godt.
I hvert fald prisen.
Det har sidste salgsdag i morgen.
Men et par tern havde en kedelig grå farve, så jeg havde en dialog med slagteren eller medhjælperen, der var ved at lægge nye varer ud.
Egentlig ved jeg godt, at det kød der er lidt gråt ikke fejler noget.
Men hvorfor det hele ikke bliver gråt under udskæring, forstår jeg ikke lige?

Den kække bemærkning han kom med til sidst, som får mig til at tro eller håbe, at han ikke er slagter, men medhjælper, lød sådan her 'Så skal du se mit oksekød derhjemme. Det er helt grønt' ...

Adrrrr - jeg vil ikke tænke på det.
Undskyld, jeg har givet dig tanken - eller billedet på nethinden.

torsdag, januar 10, 2013

Hverdagseventyr en onsdag eftermiddag.

Om onsdagen henter jeg Christian i vuggestuen, når han har sovet middagssøvn.
Det tog lang tid at få flyverdragten på i dag og komme afsted fra vuggestuen.
Der er nemlig et tomt skab, og det indbyder i den grad til gemmeleg.
På et tidspunkt snublede han ud af skabet og det gjorde ondt - og gråd og sut og flyverdragt på.

Heldigvis var der masser af vandpytter udenfor.
Og en bambuspind er et herligt legetøj.


Den helt store interesse for tiden er at stå på en stol ved køkkenbordet og 'kokkerere'
Heldigvis var hans mor kommet hjem og kunne fortælle, hvad vi skulle gå i gang med til aftensmad, da vi langt om længe også kom hjem.

Jeg synes, det er så hyggeligt, men jeg er virkelig på arbejde for at passe på ham.
Han har ingen erfaring for, hvad det betyder, når jeg siger 'den er skarp' eller ' det er varmt', så jeg må hele tiden have mine hænder på ham.
Alligevel  kom det lille håndled til at røre ved grydens kant et øjeblik.
Det gjorde ondt og blev lidt rødt, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt vores aktiviteter er for vilde.
De er så hurtige i deres bevægelser, de små.

På det her tidspunkt er gryden med indhold ikke blevet rigtig varmt.
Jeg behøver ikke at tænke på at være til stede i nuet sammen med ham.
Det kommer helt af sig selv.
Hvad var det f. eks. for nogle mageløse regndråber, der hang på bladene på en busk, vi kom forbi?
Og hvordan flytter de sig lige over på den lille finger, der rører ved dem?

Og sådan er der utallige små mirakler at opleve.
Jeg er heldig, at jeg har tid til at gå ved siden af ham.

mandag, januar 07, 2013

Har du også fået mail ...?

Har du fået en mail fra Dave og Angela?
Nej, det har du nok ikke, for det er kun 8 mennesker rundt om i verden, de vil dele deres gevinst med.

'Wonderful Friend', skriver de, og forklarer, at de har vundet 101 £ i British Jackpot Lottery, og nu vil de gerne dele deres gevinst med 8 venner/familier rundt om i verden. Jeg er én af de udvalgte ...
Jeg skal så bekræfte på nedenstående link og sende en mail til den angivne adresse!

Sådan noget P..
Jeg bliver så irriteret.
Det værste er, hvis nogen hopper på den og bliver snydt.

Men nu vil jeg gå til Pilates. Det ved man da, hvad er.




fredag, januar 04, 2013

Igen ... igen ...

Jeg nærmer mig vist snart et tema.
Der er mange temaer i blogverdenen. Der er strikkere, der er malere, andre laver mad, én bygger drivhus og sådan er der utallige interesser rundt omkring.
Temaet hos mig i de her dage er børnebørn.
Mattias har været her, mens hans mor var hos tandlæge.
Den lille travle fyr var i gang med mine gryder.

I morgen kommer Christian.
Hvis der bliver en blogpause, så ved du hvorfor.  ;-)

torsdag, januar 03, 2013

Klatremusen

Jeg har passet ham her klatremusen fra morgenstunden af i dag, da hans forældre havde andre gøremål.

Han er ikke frustreret eller ked af det.
Han er bare nysgerrig og i gang med at prøve at komme så højt op, så han kan se, hvad der er på bordet.
Det kan ikke lade sig gøre.
Jeg synes, det er sjovt at se al den energi, der bliver lagt for dagen.

Ved middagstid kom hans bedsteforældre og tog over og puttede ham i barnevognen.
Jeg prøver at skåne min ryg for løft, så jeg opholder mig på gulvet sammen med ham. Og han har lært med lidt støtte at klatre op på en stol og derfra over i sin høje stol, når han skal spise. Så det klarer vi fint alene.

Inden middagssøvnen skulle der lige bygges lidt med bedstefar.

onsdag, januar 02, 2013

Sådan kan man også bruge glaskål ...

Jeg kom forbi denne her fine 'anretning' i dag.

Det var mest kålen, jeg syntes var sjov og anderledes.
Men forårsblomsterne i baggrunden er også skønne.

tirsdag, januar 01, 2013

Godt nytår 2013.

Ugen mellem juledag og nytårsdag er lige pludselig gået.
Med hygge og samvær med små og store.
Og med farbare veje det meste af tiden.
De to dage med snevejr i julen (og dagen før) husker jeg til gengæld tydeligt, fordi jeg var ude at køre.
D. 23., da vi skulle mødes hos min ældste datter, og det sneede voldsomt.
D. 28., da min bror og svigerinde havde inviteret, og jeg først opdagede snevejret, da jeg skulle køre hjem.
Det var til gengæld ikke så voldsomt, men nok til at det var glat.

I dag skinnede solen sidst på formiddagen og jeg gik en tur lige udenfor, hvor jeg bor.
Andre havde samme ide.
Det sjove var, at alle ikke bare sagde 'hej' men også 'godt nytår'.
Altså folk jeg ikke kendte.

Der er rigtig meget vand i Silkeborg Langsø for tiden.


Der er ikke ret langt til motorvejsbyggeriet.

En 'falden kriger' i skovbunden ;-)


Nytårsaften-collagen blev lidt sjov, fordi det ser ud, som om Mattias sidder i kransekagen.
Åbning af champagnen, og at smage kiddie champagnen, var en spændende oplevelse for de små.