Sidst på eftermiddagen i går sad jeg i kø i silende regn på ringvejen udenom Viborg.
Jeg har tit set skiltet i farten.
Nu holdt jeg stille og kunne fotografere det - og fin-spekulere over budskabet.
Hvis der er noget, jeg er uenig i, så er det det:
Jeg tror ikke på, man kan shoppe sig lykkelig.
Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan andre har det. Men jeg kan ikke shoppe mig lykkelig.
Måske fordi jeg er så gammel?
Nej, sådan har jeg altid haft det. Shopping siger mig ikke så meget.
Jeg vil gerne kigge på ting (og Henrik siger, jeg altid skal røre ved det, jeg kigger på)
Men jeg bliver ikke lykkelig af at tilegne mig ting. (jo, basisting eller sådan noget)
Måske hænger det sammen med, jeg voksede op i plovfuren ude vestpå?
Der var ingen forretninger. Mine forældre havde ikke bil.
Vi kom meget sjældent til Thisted med rutebilen.
Men et af årets højdepunkter var den årlige tur ved juletid.
For at se juleudstillingen.
Der blev sikkert også købt noget, men det jeg husker mest, var det store vindue med nisselandskabet og de mekaniske figurer, der bevægede sig rundt i det idylliske sceneri.
Nå, nu kommer jeg vidst på afveje.
Ad memory-lane.
Jeg hentede mit barnebarn i vuggestuen i går.
Det kunne der skrives meget om - altså den tid vi tilbringer sammen om eftermiddagen.
Han er snart 18 mdr. og har ikke noget ordforråd, men han er utrolig udtryksfuld i kropssprog og lyde.
Det kommer der nok noget om en anden gang. ;-)
Jeg har vagt på Silkeborg Bad i dag.
I eftermiddag kommer veninden fra Bornholm, og i morgen kører vi til Søndervig for at møde de 6 andre og tilbringe weekenden sammen.
I aften kunne jeg tænke mig at se filmen om Marie Krøyer. Den får ikke de bedste anmeldelser, men jeg skal se den under alle omstændigheder.
I aften eller en anden gang.
God dag til dig.
Og god weekend.
Her bliver nok en lille pause.
torsdag, september 27, 2012
tirsdag, september 25, 2012
Trappeklatring og farven orange.
Mit yngste barnebarn, der er næsten 10 mdr. gammel, synes det giver god mening at klatre op af trapper. Han kan ikke finde ud af nedturen. Men så kan jeg jo hjælpe ham.
Sådan en klatretur kræver en god middagslur.
Jeg gik tur med barnevognen hen på broen over Remstrup Å.
DSB er i gang med at reparere jernbanebroen.
Det ser ud som om naturen og DSB er enige om, at orange er farven, der skal til.
Sådan en klatretur kræver en god middagslur.
Jeg gik tur med barnevognen hen på broen over Remstrup Å.
DSB er i gang med at reparere jernbanebroen.
Det ser ud som om naturen og DSB er enige om, at orange er farven, der skal til.
søndag, september 23, 2012
Går det for vidt med hygiejnen?
'Nu går det for vidt', tænkte jeg i fredags, da jeg rakte ud efter en indkøbsvogn i Føtex.
Jeg blev mødt med et stort skilt, der opfordrede mig til at tørre indkøbsvognens håndtag af med en serviet.
Der var både våde og tørre servietter på skiltet.
Da jeg var ved at fortælle Henrik om fænomenet, viste det sig, at han faktisk somme tider tænkte på, hvem der mon havde holdt i det håndtag før ham?
Det har jeg aldrig skænket en tanke.
Derimod har jeg sommetider tænkt, når jeg går ud fra et offentlig toilet, om det mon er de 24%, der aldrig vasker hænder efter toiletbesøg, der har taget i det dørhåndtag, som jeg lige er i færd med at åbne døren med?
Mon vi går over gevind med al den tørren af?
Og bliver angste af det?
Jeg blev mødt med et stort skilt, der opfordrede mig til at tørre indkøbsvognens håndtag af med en serviet.
Der var både våde og tørre servietter på skiltet.
Da jeg var ved at fortælle Henrik om fænomenet, viste det sig, at han faktisk somme tider tænkte på, hvem der mon havde holdt i det håndtag før ham?
Det har jeg aldrig skænket en tanke.
Derimod har jeg sommetider tænkt, når jeg går ud fra et offentlig toilet, om det mon er de 24%, der aldrig vasker hænder efter toiletbesøg, der har taget i det dørhåndtag, som jeg lige er i færd med at åbne døren med?
Mon vi går over gevind med al den tørren af?
Og bliver angste af det?
torsdag, september 20, 2012
Det kan postkasser også bruges til ...
Da vi kom hjem fra vuggestuen i går, skulle der lige puttes nogle sten ned i postkassen.
Det er en dejlig lyd, når de rammer bunden.
Og sådan har vi så mange små glæder. ;-)
Det er en dejlig lyd, når de rammer bunden.
Og sådan har vi så mange små glæder. ;-)
tirsdag, september 18, 2012
Det er måske brillerne, der er noget i vejen med ...
'Står der et lillebitte barn og kigger ud over vandet?', tænkte jeg, da jeg kom gående forbi Musikhuset.
Da jeg kom nærmere, blev jeg klar over, jeg måske snart skal have nye briller.
;-)
Da jeg kom nærmere, blev jeg klar over, jeg måske snart skal have nye briller.
;-)
mandag, september 17, 2012
Det skulle have været i går ...
Sikke en dag med solskin fra morgen til aften.
Sådan skulle det have været i går, da der stod skovtur på min ønskeseddel.
Men dagen i dag er brugt og nydt.
De sidste blommer er blevet plukket, og der er ingen vej udenom: efteråret er begyndt. Morgenfruernes storhedstid er forbi.
Græsset er blevet slået.
Tøj blevet vasket og tørret på udendørs tørresnor, og støvsugeren har været en tur rundt indedørs.
Jeg tror, sådan en solskinsdag giver energi.
Sådan skulle det have været i går, da der stod skovtur på min ønskeseddel.
Men dagen i dag er brugt og nydt.
De sidste blommer er blevet plukket, og der er ingen vej udenom: efteråret er begyndt. Morgenfruernes storhedstid er forbi.
Græsset er blevet slået.
Tøj blevet vasket og tørret på udendørs tørresnor, og støvsugeren har været en tur rundt indedørs.
Jeg tror, sådan en solskinsdag giver energi.
søndag, september 16, 2012
Vejret afgjorde det ...
For nogle dage siden lød vejrmeldingen på fint søndagsvejr, så jeg begyndte at drømme om skovtur med vattæpper bredt ud og mad i kurve, mens de små tumlede rundt i det grønne.
Familien var med på ideen.
Jeg forberedte små frikadeller, marinerede grillede kyllinglår, en tærte med porrer og bacon, humus, tunsalat, ost og en banankage. Den ene svigersøn kom med sine lækre boller og den anden med drikkevarer.
Hele formiddagen vaklede jeg mellem "skal jeg bære mad ud i bilen?" eller "skal jeg dække bord?"
Sommetider skinnede solen. Sommetider var der overskyet. Og det blæste lidt.
Men ved frokosttid var det afgjort ikke vejr til at sidde ude på et vattæppe.
Efter frokost og godt mætte var det tid for lidt frisk luft.
Jeg elsker at være ude med mit barnebarn.
Han opdager og oplever så mange små ting.
Og mit privilegium er, at jeg ikke skal tænke på, om tøjet er rent til i morgen, og hvad der skal på madpakken osv., så jeg har god tid.
En vandpyt giver anledning til hoppen og sjasken og undren over, hvad der er under vandoverfladen.
Hvis han kunne sige det, så tror jeg, han ville formulere noget om, hvor fantastisk det opleves at lægge en sten op på en stolpe.
Jeg forstod i hvert fald godt, hvad det handlede om. ;-)
Familien var med på ideen.
Jeg forberedte små frikadeller, marinerede grillede kyllinglår, en tærte med porrer og bacon, humus, tunsalat, ost og en banankage. Den ene svigersøn kom med sine lækre boller og den anden med drikkevarer.
Hele formiddagen vaklede jeg mellem "skal jeg bære mad ud i bilen?" eller "skal jeg dække bord?"
Sommetider skinnede solen. Sommetider var der overskyet. Og det blæste lidt.
Men ved frokosttid var det afgjort ikke vejr til at sidde ude på et vattæppe.
Efter frokost og godt mætte var det tid for lidt frisk luft.
Jeg elsker at være ude med mit barnebarn.
Han opdager og oplever så mange små ting.
Og mit privilegium er, at jeg ikke skal tænke på, om tøjet er rent til i morgen, og hvad der skal på madpakken osv., så jeg har god tid.
En vandpyt giver anledning til hoppen og sjasken og undren over, hvad der er under vandoverfladen.
Hvis han kunne sige det, så tror jeg, han ville formulere noget om, hvor fantastisk det opleves at lægge en sten op på en stolpe.
Jeg forstod i hvert fald godt, hvad det handlede om. ;-)
fredag, september 14, 2012
En dag mest på Silkebog Bad.
Det var min vagtdag i går på Silkeborg Bad.
I modsætning til i dag, hvor det regner, så var vejret fint og sommerligt.
Parken er et yndet sted for fotografer, og for sådan en "kigger" som jeg, så er det ikke kun indenfor, der er noget at kigge på.
Denne her fotograf med sin model, må have haft bedre lysforhold fra sin vinkel, end jeg havde fra min, hvor modellen er for meget i skygge
Der er nye udstillinger, og i går aftes var vagterne inviteret til rundvisning og grundig introduktion med efterfølgende middag.
Især udstillingen "Dialog med Akropolis", synes jeg er meget spændende.
3 danske kunstnere har været i Athen og giver her deres bud på, hvad Antikken har at sige os i dag.
Til udstillingen er lånt nogle gipsfigurer fra Antikmuseet Aarhus Universitet.
Jeg havde aldrig hørt om det museum før, men nu vil jeg da prøve at finde det.
Vi fik en lækker middag omgivet af gipsmodeller. Vi fik mange oplysninger om stort og småt på stedet, og vi fik stor tak for vores frivillige arbejde.
Der bliver ikke sparet på ros og anerkendelse, og den glider behageligt ned med gode vine i godt selskab.
En rigtig hyggelig aften.
Og så havde jeg endda et par hyggestunder ind imellem med mit barnebarn, som jeg hentede i vuggestuen.
I modsætning til i dag, hvor det regner, så var vejret fint og sommerligt.
Parken er et yndet sted for fotografer, og for sådan en "kigger" som jeg, så er det ikke kun indenfor, der er noget at kigge på.
Denne her fotograf med sin model, må have haft bedre lysforhold fra sin vinkel, end jeg havde fra min, hvor modellen er for meget i skygge
Der er nye udstillinger, og i går aftes var vagterne inviteret til rundvisning og grundig introduktion med efterfølgende middag.
Især udstillingen "Dialog med Akropolis", synes jeg er meget spændende.
3 danske kunstnere har været i Athen og giver her deres bud på, hvad Antikken har at sige os i dag.
Til udstillingen er lånt nogle gipsfigurer fra Antikmuseet Aarhus Universitet.
Jeg havde aldrig hørt om det museum før, men nu vil jeg da prøve at finde det.
Vi fik en lækker middag omgivet af gipsmodeller. Vi fik mange oplysninger om stort og småt på stedet, og vi fik stor tak for vores frivillige arbejde.
Der bliver ikke sparet på ros og anerkendelse, og den glider behageligt ned med gode vine i godt selskab.
En rigtig hyggelig aften.
Og så havde jeg endda et par hyggestunder ind imellem med mit barnebarn, som jeg hentede i vuggestuen.
onsdag, september 12, 2012
Fra "samme skuffe" som i går.
Min genbo har et Filippa æbletræ på sin sommerhusgrund, og jeg fik en pose æbler af ham i går.
Der findes ikke Filippa i butikkerne mere.
Det er ærgerligt, for det er et dejligt velduftende og velsmagende æble.
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, vi har så mange udenlandske æbler i butikkerne, når der kan dyrkes meget bedre æbler her.
Måske er der for mange omkostninger forbundet med at være frugtavler her til lands?
Men lige nu ligger de danske æbler og pærer og kan købes.
Jeg købte Clara Friis pærer i dag.
Min favorit-pære. Lille, rund, sprød og sød.
Jeg har ladet kaprifolien vokse hen over den stol, der står der, hvor den første solstråle rammer terrassen.
Der er ikke blevet siddet meget på lige den stol her i sommer.
Men skålen med blommer er dagens høst fra mit Victoria træ.
Og pærerne er danske Clara Friis fra Føtex.
Jeg har lavet blommekompot i aften. Saften er kogt ind til sirup. Et godt tilbehør til ost.
Jeg har også lavet ovnbagte blommer med kanel. De kan bruges som dessert, men jeg vil spise dem sammen med skyr om morgenen.
Der findes ikke Filippa i butikkerne mere.
Det er ærgerligt, for det er et dejligt velduftende og velsmagende æble.
Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, vi har så mange udenlandske æbler i butikkerne, når der kan dyrkes meget bedre æbler her.
Måske er der for mange omkostninger forbundet med at være frugtavler her til lands?
Men lige nu ligger de danske æbler og pærer og kan købes.
Jeg købte Clara Friis pærer i dag.
Min favorit-pære. Lille, rund, sprød og sød.
Jeg har ladet kaprifolien vokse hen over den stol, der står der, hvor den første solstråle rammer terrassen.
Der er ikke blevet siddet meget på lige den stol her i sommer.
Men skålen med blommer er dagens høst fra mit Victoria træ.
Og pærerne er danske Clara Friis fra Føtex.
Jeg har lavet blommekompot i aften. Saften er kogt ind til sirup. Et godt tilbehør til ost.
Jeg har også lavet ovnbagte blommer med kanel. De kan bruges som dessert, men jeg vil spise dem sammen med skyr om morgenen.
tirsdag, september 11, 2012
Discovery. Og en ny blog.
Discovery er ikke en rumfærge af en slags. Eller Discovery Channel.
Men et æble. Et helt igennem dansk æble til trods for navnet.
Køb det endelig. Det smager så godt, og sæsonen er kort.
Det er et meget rødkindet æble. Nogle af dem har også et skær af det røde inden i.
De er en anelse flade og dufter skønt.
Sommetider blander de rundt i de forskellige æblesorter i Kvickly.
Måske ikke med vilje, men jeg er meget nøje med at få de rigtige.
Om lidt er Aroma modent. Det er om muligt endnu bedre.
Jeg glæder mig.
Jeg har moret mig over det her blogindlæg "Facebook - succeshistoriernes holdeplads"
Ingrids provoblog er ny.
Prøv engang at læse med.
Men et æble. Et helt igennem dansk æble til trods for navnet.
Køb det endelig. Det smager så godt, og sæsonen er kort.
Det er et meget rødkindet æble. Nogle af dem har også et skær af det røde inden i.
De er en anelse flade og dufter skønt.
Sommetider blander de rundt i de forskellige æblesorter i Kvickly.
Måske ikke med vilje, men jeg er meget nøje med at få de rigtige.
Om lidt er Aroma modent. Det er om muligt endnu bedre.
Jeg glæder mig.
Jeg har moret mig over det her blogindlæg "Facebook - succeshistoriernes holdeplads"
Ingrids provoblog er ny.
Prøv engang at læse med.
mandag, september 10, 2012
Da blev jeg forskrækket ...
Da jeg kom hjem i går efter en stillesiddende dag, ville jeg gå en rask tur.
Ud ad Langsøstien, forbi campingpladsen og endnu længere ud.
Stien bliver flittigt brugt af løbende og cyklende motionister.
Men ikke lige på det tidspunkt jeg gik der.
Kl. var 18.30, da jeg gik hjemad og spisetid i mange familier.
På et tidspunkt kunne jeg høre en cykel bag mig.
Lige pludselig sprang cyklisten af sin cykel, da han var udfor mig.
Jeg blev helt forskrækket, drejede hovedet og så på ham og sagde 'hej'.
Han så også på mig, sagde ingenting, men gik hurtigt videre med cyklen.
Lidt længere henne kunne jeg se, han løb med cyklen. Så var der et lille sving på stien, og jeg kunne ikke se ham mere.
Men nu var jeg blevet bange.
Hvorfor sprang han af cyklen lige ud for mig?
Hvorfor hilste han ikke?
Måske lignede jeg bagfra én han kendte?
Og da jeg ikke var den person, skyndte han sig videre?
Men han kunne da godt have hilst.
Hvad nu, hvis han stod bag en et træ længere fremme?
Nu var jeg blevet så bange, at jeg ringede til min datter og sagde, jeg havde brug for at have hende i øret lidt.
Mens vi snakkede, var jeg kommet til det sted, hvor stien rettede sig ud.
Jeg kunne se cyklisten løbe afsted med sin cykel.
Imod mig kom en mand fra nabolaget cyklende med sin hund, og jeg var lige ved fodboldbanen og næsten hjemme.
Pyhhh, jeg blev forskrækket og har ikke lyst til at gå tur der alene igen.
Men det er da noget pjat.
Han motionerer sikkert ved skiftevis at løbe og cykle.
Han skulle bare ikke hoppe af cyklen lige udfor mig.
Men nu er jeg jo i gang med at dæmonisere mænd. Som jeg skrev om i går.
Vi tror det værste om mænd i forhold til børn og kvinder.
Jeg ved, det er urimeligt.
Jeg læser ikke engang krimier eller ser uhyggelige film.
Men jeg ser nyheder.
Og de uhyggelige, voldelige overfald bliver beskrevet i detaljer.
Hændelser, der ikke sker så tit.
Men de bliver intenst dækket i alle medier.
Det tror jeg faktisk ikke, vi har godt af at læse og høre om.
Billedet er fra Ørnsø og ikke fra i går.
Ud ad Langsøstien, forbi campingpladsen og endnu længere ud.
Stien bliver flittigt brugt af løbende og cyklende motionister.
Men ikke lige på det tidspunkt jeg gik der.
Kl. var 18.30, da jeg gik hjemad og spisetid i mange familier.
På et tidspunkt kunne jeg høre en cykel bag mig.
Lige pludselig sprang cyklisten af sin cykel, da han var udfor mig.
Jeg blev helt forskrækket, drejede hovedet og så på ham og sagde 'hej'.
Han så også på mig, sagde ingenting, men gik hurtigt videre med cyklen.
Lidt længere henne kunne jeg se, han løb med cyklen. Så var der et lille sving på stien, og jeg kunne ikke se ham mere.
Men nu var jeg blevet bange.
Hvorfor sprang han af cyklen lige ud for mig?
Hvorfor hilste han ikke?
Måske lignede jeg bagfra én han kendte?
Og da jeg ikke var den person, skyndte han sig videre?
Men han kunne da godt have hilst.
Hvad nu, hvis han stod bag en et træ længere fremme?
Nu var jeg blevet så bange, at jeg ringede til min datter og sagde, jeg havde brug for at have hende i øret lidt.
Mens vi snakkede, var jeg kommet til det sted, hvor stien rettede sig ud.
Jeg kunne se cyklisten løbe afsted med sin cykel.
Imod mig kom en mand fra nabolaget cyklende med sin hund, og jeg var lige ved fodboldbanen og næsten hjemme.
Pyhhh, jeg blev forskrækket og har ikke lyst til at gå tur der alene igen.
Men det er da noget pjat.
Han motionerer sikkert ved skiftevis at løbe og cykle.
Han skulle bare ikke hoppe af cyklen lige udfor mig.
Men nu er jeg jo i gang med at dæmonisere mænd. Som jeg skrev om i går.
Vi tror det værste om mænd i forhold til børn og kvinder.
Jeg ved, det er urimeligt.
Jeg læser ikke engang krimier eller ser uhyggelige film.
Men jeg ser nyheder.
Og de uhyggelige, voldelige overfald bliver beskrevet i detaljer.
Hændelser, der ikke sker så tit.
Men de bliver intenst dækket i alle medier.
Det tror jeg faktisk ikke, vi har godt af at læse og høre om.
Billedet er fra Ørnsø og ikke fra i går.
søndag, september 09, 2012
Vi skal ikke finde os i, at dejlige, sunde mænd bliver mistænkeliggjorte ...
Aaahhhh, motorvej uden biler - næsten.
Søndag morgen mellem kl. 8 og 9.
Jeg er på vej til Vejle til årsmøde i Børns Voksenvenner.
Mødet begyndte allerede i går med en række organisatoriske problemstillinger, men da var jeg forhindret.
I dag handlede det om mere praktiske ting. Bl.a. om, hvordan vi får flere mænd til at blive voksenvenner.
Vi fik mange udmærkede tips og ideer fra en konsulent fra et kommunikations/reklamebureau.
Et andet emne var konfliktmægling. Der var et rigtig godt indlæg fra en konfliktmægler.
Med case og gruppearbejde.
Det punkt på programmet jeg havde undret mig over på forhånd, var det Dan Rachlin stod for.
Men jeg tænkte, vi nok skulle underholdes lidt.
Og en god latter kan man ikke få for tit.
Men det var ramme alvor.
Dan Rachlin satte ord på den tankegang de fleste af os er blevet smittet med - mere eller mindre.
Nemlig, at det efterhånden er blevet sådan, at mænd ikke må være omsorgsfulde og kærlige overfor børn.
For sæt nu, nogen ville misforstå det? Og tro noget ...
Vi har hørt om rædselsfulde pædofili-sager, detaljeret penslet ud i alle medier.
Og efterhånden er alle mænd potentielle pædofile.
Det er helt forrykt, at den tanke ligger og lurer i baghovedet på de fleste af os.
Vi skal ikke finde os i det.
De aller, allerfleste mænd er sunde, dejlige mennesker.
Men den mand, der er voksenven for en dreng på 8-10 år, der ingen far eller bedstefar har, han tør ikke at gå med barnet i hånden hen ad gaden.
Hvis nogen skulle tro noget ...
Læs endelig Dan Rachlins blogindlæg om emnet.
Og vær med til at adressere problemet.
Det er ærgerligt, det skal være suspekt at være mand og voksenven.
På vejen hjem i nærheden af Brædstrup kom jeg forbi det dejlige hjørne med gladiolus til selvpluk.
Jeg gik der længe og nød den sene eftermiddagsvarme og alle farverne, som jeg prøvede at fange med mit kamera.
Udover dem i kameraet kom der fire med hjem. 5 kr. pr. stk.
Jeg er så vægelsindet ...
Skulle det være forskellige farver? Eller samme farve i forskellige nuancer?
Nogle er flerfarvede og minder mig om stedmoderblomster.
Det blev min yndlingsfarve: rød.
Jeg tror, jeg kan have glæde af dem længe, for der er mange knopper i toppen, der ikke er sprunget ud.
Min.
Stedmoderblomst?
Orkidé?
Sådan en gladiolus-mark er lige til at blive glad over!
Søndag morgen mellem kl. 8 og 9.
Jeg er på vej til Vejle til årsmøde i Børns Voksenvenner.
Mødet begyndte allerede i går med en række organisatoriske problemstillinger, men da var jeg forhindret.
I dag handlede det om mere praktiske ting. Bl.a. om, hvordan vi får flere mænd til at blive voksenvenner.
Vi fik mange udmærkede tips og ideer fra en konsulent fra et kommunikations/reklamebureau.
Et andet emne var konfliktmægling. Der var et rigtig godt indlæg fra en konfliktmægler.
Med case og gruppearbejde.
Det punkt på programmet jeg havde undret mig over på forhånd, var det Dan Rachlin stod for.
Men jeg tænkte, vi nok skulle underholdes lidt.
Og en god latter kan man ikke få for tit.
Men det var ramme alvor.
Dan Rachlin satte ord på den tankegang de fleste af os er blevet smittet med - mere eller mindre.
Nemlig, at det efterhånden er blevet sådan, at mænd ikke må være omsorgsfulde og kærlige overfor børn.
For sæt nu, nogen ville misforstå det? Og tro noget ...
Vi har hørt om rædselsfulde pædofili-sager, detaljeret penslet ud i alle medier.
Og efterhånden er alle mænd potentielle pædofile.
Det er helt forrykt, at den tanke ligger og lurer i baghovedet på de fleste af os.
Vi skal ikke finde os i det.
De aller, allerfleste mænd er sunde, dejlige mennesker.
Men den mand, der er voksenven for en dreng på 8-10 år, der ingen far eller bedstefar har, han tør ikke at gå med barnet i hånden hen ad gaden.
Hvis nogen skulle tro noget ...
Læs endelig Dan Rachlins blogindlæg om emnet.
Og vær med til at adressere problemet.
Det er ærgerligt, det skal være suspekt at være mand og voksenven.
På vejen hjem i nærheden af Brædstrup kom jeg forbi det dejlige hjørne med gladiolus til selvpluk.
Jeg gik der længe og nød den sene eftermiddagsvarme og alle farverne, som jeg prøvede at fange med mit kamera.
Udover dem i kameraet kom der fire med hjem. 5 kr. pr. stk.
Jeg er så vægelsindet ...
Skulle det være forskellige farver? Eller samme farve i forskellige nuancer?
Nogle er flerfarvede og minder mig om stedmoderblomster.
Det blev min yndlingsfarve: rød.
Jeg tror, jeg kan have glæde af dem længe, for der er mange knopper i toppen, der ikke er sprunget ud.
Min.
Stedmoderblomst?
Orkidé?
Sådan en gladiolus-mark er lige til at blive glad over!
lørdag, september 08, 2012
Er det sådan i vuggestuerne?
'Hvis han er blevet slået eller bidt i dag, så siger jeg altså noget', gik jeg og tænkte på vej hen til vuggestuen i går.
Det var første gang, jeg hentede mit barnebarn alene.
Han er blevet så stor, (17 måneder) at han selv kan klatre op i babyjoggeren og i den høje stol ved spisebordet.
Jeg kan ikke løfte ham, så jeg har glædet mig til, han selv kunne hjælpe til med at komme op og ned, så jeg kunne hente ham tidligt i vuggestuen en dag om ugen.
I dag begyndte vi på det og hyggede os et par timer, inden hans far kom hjem.
I vuggestuen blev jeg mødt af én af personalet.
'Han er blevet bidt på ryggen', sagde hun.
Jeg tænkte, jeg måtte styre min vrede. Det er ikke mit barn. Men det er mit barnebarn.
'Det er ikke godt nok', sagde jeg et par gange, mens jeg spurgte ind til, hvordan de opdagede det, og hvad de gjorde.
For to dage siden blevet han revet af lange negle på begge kinder og fik en bule i panden.
Han er blevet bidt fire gange i løbet af få dage.
Før sommerferien glemte personalet at lukke en låge ud til legepladsen. Der er et trin ned og en metalrist lige uden for døren. Han træder intetanende ud og får en slem skramme og må til læge.
Forud for den hændelse havde han oplevet tre buler i panden.
Det er ikke godt nok!!
Er det sådan i vuggestuerne?
I lige præcis denne her vuggestue er lederen sygemeldt hele september måned.
Der er ingen vikar. Det synes jeg heller ikke er godt nok.
Jeg synes, man må forvente mere end bleskift, mad og putning i vuggestuen.
Jeg forventer også som minimum, at børnene bliver observeret, og at personalet griber ind, når der opstår konflikter. Og at der er voksenstyrede aktiviteter.
I april 2012 blev Ole Henrik Hansens Phd afhandling om forholdene i nogle københavnske vuggestuer offentliggjort. Det var skræmmende læsning. Og der var stor polemik i medierne i nogle dage.
Christine Antorini, børne-og undervisningsminister, var ude at love vejledning til vuggestuerne, bedre uddannelse og efteruddannelse. Men der er ikke sket noget.
Men når barnet ikke er ked af at blive afleveret og er glad, når det bliver hentet, er det så udtryk for at vuggestuen er et godt sted at være?
Når alt det er sagt, så er det en fest at hente ham her.
Han er en glad og dejlig unge.
Hjemme leges der med biler. Nu er det slut med at vende og dreje køkkenskuffernes indhold.
torsdag, september 06, 2012
Manglende lagerplads
... Så fik jeg alligevel lov til at lægge et billede på igen.
Efter forgæves at have prøvet at købe mig til mere lagerplads hos Picasa, så ville jeg lige prøve ...
Og vupti: billedet blev overført.
Jeg sad i eftermiddags og kiggede på billeder fra september 2009.
Jeg var i Eksjø i Sverige nogle dage.
Men det ligner jo et forårsbillede med mælkebøtter. Det er d. 10. sept.
Måske er det en efterårssommerfugl?
mandag, september 03, 2012
En smuk sensommerdag.
Det var sådan en smuk sensommerdag, da jeg kørte til barnedåb i går.
Skanderborg Slotskirke var ramme om dåbshandlingen, og fire små drenge blev døbt.
Det er en meget speciel og stemningsfuld kirke.
Bagefter var der stor travlhed og aktivitet i forsamlingshusets køkken, da mange af os skulle finde skåle og fade og arrangere vores medbragte mad.
Der var mange forskellige retter, og det blev en meget lækker buffet.
De to langborde var smukt pyntet og dækket, og bordplan og kort sørgede for, at vi kom til at møde nye mennesker.
Der blev talt og sunget, og alle hyggede sig.
Mine billeder giver ikke det rigtige indtryk af den rigelige og lækre mad.
Hovedpersonen bidrog til den gode stemning, og forældrene var søde og dygtige værter.
Hov, nu kan jeg ikke lægge flere billeder på.
Min lagerplads er opbrugt.
Nu læser jeg, at billederne på bloggen bliver lagt på min Picasa Webalbum-konto og inkluderes i min gratis kvote for 1 GB fotos.
Så må jeg vel købe noget mere lagerplads?
For 2.49 USD pr. måned.
Mit forsøg på at købe lagerplads her i aften mislykkes.
Prøver igen i morgen.
Er der nogen af jer, der har blogget i lang tid, der har købt ekstra lagerplads?
Skanderborg Slotskirke var ramme om dåbshandlingen, og fire små drenge blev døbt.
Det er en meget speciel og stemningsfuld kirke.
Bagefter var der stor travlhed og aktivitet i forsamlingshusets køkken, da mange af os skulle finde skåle og fade og arrangere vores medbragte mad.
Der var mange forskellige retter, og det blev en meget lækker buffet.
De to langborde var smukt pyntet og dækket, og bordplan og kort sørgede for, at vi kom til at møde nye mennesker.
Der blev talt og sunget, og alle hyggede sig.
Mine billeder giver ikke det rigtige indtryk af den rigelige og lækre mad.
Hovedpersonen bidrog til den gode stemning, og forældrene var søde og dygtige værter.
Hov, nu kan jeg ikke lægge flere billeder på.
Min lagerplads er opbrugt.
Nu læser jeg, at billederne på bloggen bliver lagt på min Picasa Webalbum-konto og inkluderes i min gratis kvote for 1 GB fotos.
Så må jeg vel købe noget mere lagerplads?
For 2.49 USD pr. måned.
Mit forsøg på at købe lagerplads her i aften mislykkes.
Prøver igen i morgen.
Er der nogen af jer, der har blogget i lang tid, der har købt ekstra lagerplads?
lørdag, september 01, 2012
Dengang og nu ...
Sådan som vi har haft lullet os ind i fortiden i dag, så forstår vi slet ikke, hvor tiden er blevet af.
Jo flere billeder vi kigger på, og jo mere vi snakker om dengang, så føles det, som om det var i går.
Lige indtil vi kigger på os selv og hinanden i virkeligheden.
Så er der ingen tvivl.
Men det her billede havde jeg ikke set før.
Og sådan cirka et par og halvtreds år senere:
Andre årgange havde også sat hinanden stævne.
Den første lørdag i september er skolens officielle jubilæums-dag.
Det har været rigtig hyggeligt. Og én af vores klassekammerater har været lærer på skolen hele sit arbejdsliv. Hun holder fast i os, og derfor har vores hold så stort et fremmøde.
Jeg har lige lavet et fyldt kalkunbryst og lagt det på køl.
I barndåbs-invitationen bliver vi bedt om at tage mad med. Gaver er forbudt.
Det bliver spændende, eftersom der ikke har været nogen koordinator, og vi bliver omkring 90 gæster.
Men mit kalkunbryst er klar.
Jo flere billeder vi kigger på, og jo mere vi snakker om dengang, så føles det, som om det var i går.
Lige indtil vi kigger på os selv og hinanden i virkeligheden.
Så er der ingen tvivl.
Men det her billede havde jeg ikke set før.
Og sådan cirka et par og halvtreds år senere:
Den første lørdag i september er skolens officielle jubilæums-dag.
Det har været rigtig hyggeligt. Og én af vores klassekammerater har været lærer på skolen hele sit arbejdsliv. Hun holder fast i os, og derfor har vores hold så stort et fremmøde.
Jeg har lige lavet et fyldt kalkunbryst og lagt det på køl.
I barndåbs-invitationen bliver vi bedt om at tage mad med. Gaver er forbudt.
Det bliver spændende, eftersom der ikke har været nogen koordinator, og vi bliver omkring 90 gæster.
Men mit kalkunbryst er klar.
Abonner på:
Opslag (Atom)