En Aarhus-udflugt.

I dag mødtes jeg med Trine i Mindeparken for at gå tur sammen hver for sig. Jeg var spændt på, om de japanske kirsebærtræer var sprunget ud. De fleste var ikke men de to store, der står tættest på Kongevejen, var. De er meget mere lyse i farven end de øvrige, der står længere nede i parken.
Vi gik  ind i Monumentet, hvor navne på alle faldne danskere (1. verdenskrig) på begge sider af grænsen, er skrevet på væggenes inderside.

En del af parken hedder Rømerhaven. Her er der bede med forskellige blomster og spejlsøen med den imponerende store hængebirk ved bredden.

Den yndefulde kvindefigur er skabt af billedhugger Johs C. Bjerg, der døde i 1955.
Hun var en af danaiderne i den græske mytologi.











Det var vores plan at gå en tur i parken ved Marselisborg slot. Men da vi kom til porten var der lukket pga. forskelligt arbejde i parken. Vi snakkede om, hvorvidt Margrethe ville tilbringe påskeferien i Aarhus i år. Det plejer den kongelige familie at gøre. Men nu har hun for få dage siden opfordret os alle til at blive hjemme. Mon ikke også hun selv gør det? Men statsministeren har jo sagt, man godt må tage i sommerhus - bare ikke samle sig flere ad gangen.

I stedet for Slotsparken gik vi om bagved til Forstbotanisk Have, som også er et dejligt sted.
Bænkene i solen var optaget af to personer på hver. Ikke noget med at sidde tæt. Vi sad i halvskygge en tid og overvejede at gå igen, da to kvinder rejste sig fra deres solbænk og gjorde os opmærksom på, at nu blev den ledig. Så sad vi der og nød synet af de forskellige ænder og terner på søen, mens vi drak vores, hver sin, termo-te.
Vi har aftalt at mødes samme sted om en uge, så vi kan føl.ge forårets gang lige der.
Der var også ramsløg, så i morgen vil jeg lave ramsløgpesto.
Det gør godt at komme ud og se noget helt andet især i de her tider.

Sprit. Sprit. Sprit ...

Jeg har aldrig haft en lille flaske håndsprit med i tasken. Jeg kender flere, der har haft det længe før corona-virus holdt sit indtog. Da jeg stadig var på arbejdsmarkedet, var jeg helt fortrolig med håndvask og -sprit. Det hører med på sygehuse og findes ved alle håndvaske.

Da vi for en tre uger siden blev opfordret til at ændre adfærd med særlig fokus på at vaske hænder grundigt og bruge sprit, ville jeg anskaffe mig en lille flaske. På det tidspunkt havde Kvickly stadig de små flasker med 50 ml., så jeg købte to. I løbet af et par dage, tænkte jeg, at det var for lidt. Jeg måtte hellere have noget på lager ...
Men det var for sent. Al sprit var væk og kan ikke fås i Kvickly.

Jeg gik ikke i panik - tror jeg da ikke. Men jeg begyndte at lægge mærke til, om der var sprit at købe. Det var der ikke, hvor jeg færdedes.

Da jeg for nogle dage siden så en annonce på facebook, slog jeg til.
BeautyPusher (!) solgte håndsprit i to flasker med 500 ml og 125 ml til 334 kr incl fragt.
(Det er mit foto. Jeg har ikke kunnet finde annoncen igen)
Jeg havde sådan en lidt flov fornemmelse over at handle med en måske useriøs sælger.

Da jeg hentede pakken for et par dage siden og så indholdet, blev jeg meget irriteret over en mangelfuld varedeklaration.
På ingredienslisten står: Alcohol Denat. Aqua, Menthol.
Altså, denatureret sprit, vand og mentol. Ingenting om %.
Jeg har skrevet til firmaet og spurgt. Ingen svar endnu.
BeautyPusher handler med kosmetik. Især til negle, tror jeg.


For få dage siden offentliggjorde en lokal virksomhed nyt om håndspritproduktion, og nu kan der købes håndsprit i Heksekosten (helsekostforretning)
På det øverste billede, står den lokale sprit til venstre. 300 ml koster 60 kr. og alkoholprocenten er 85. Som den også er i den lille flaske fra Kvickly.

Jeg er helt med på, at grundig håndvask er ligeså effektivt til at dræbe virus, men da jeg deler indgang, kælderadgang og vaskeri sammen med andre, betyder det noget for mig at kunne spritte af.

I dag snakkede jeg med mr. X, der kom forkølet og syg hjem fra Østrig for tre uger siden og blev testet positiv. Han har det fint. Det samme har hans kone og børn, der også blev syge. Vi er ikke fri for at være misundelige på dem. De har været igennem det, som vi alle prøver at undgå.

Jeg har nydt at arbejde i haven i det kolde solskin og været kortvarigt i min datters solkrog. Et par vintergækkeløg og krokusløg er flyttet fra min have over i deres, med Johanne og Christian som ivrige grave-hjælpere.

UPDATE.
BeautyPusher har svaret, at der er 90% sprit i deres produkt "som der står i annoncen"
Jeg kan efterfølgende ikke finde annoncen, men på deres hjemmeside finder jeg et opslag, der hedder Håndsprit kampagne. Her skrives:
"Pro Septic indeholder 90% alkohol hvor supermarked gel oftest kun indeholder 40-60%. Derudover har Pro Septic en lækker, frisk duft af mentol som opfrisker samt kvikker."

Hvorfor kan jeg ikke lige tror på den tekst? Det er i hvert fald direkte usandt, at supermarked gel kun indeholder 40-60 %. På de to små flasker, jeg købte, står der 85%.

En tur i anemone-skoven.

Da jeg kørte de ca 17 km. vestpå i formiddags, for at besøge Mattias og hans forældre, tænkte jeg på, om det var for langt at bevæge mig hjemmefra. BLIV HJEMME lyder et af de påbud, vi har fået fra myndighederne. Men selvfølgelig er det ikke det. Jeg får bare lidt paranoia i den her tid.

På lang afstand kunne jeg se PANIK-skiltet hos bageren og tænkte, det nok var en vittighed af en eller anden slags.
Men panikken handlede om, at ovnen var i stykker og der ingen rundstykker var! Av, det er ikke så tit, vi får rundstykker. Og så lige en kold ovn i dag. Men da jeg kom ind i butikken, viste det sig, at ovnen var i gang, og der ville være rundstykker om 8-10 min.
Lykken var en pose nybagte, lune rundstykker.

Vi sad i en solstribe i haven, mens Mattias i sommershorts viste sine nyeste tricks med fodbolden.
Det var en rigtig forårsdag med varm sol og travlhed blandt havens fugle, der var i gang med at indrette sig i fuglekasserne.
Da jeg hen på eftermiddagen var forbi min anden datter, var det blevet koldt. Jeg, med min allesteds nærværende termokande-te, blev der ikke ret længe. Det blæste for meget.

En lille gå-tur i Lysbroskoven er et must for mig i anemonetiden. Jeg kom forbi i dag.

Skoven får lov til at passe sig selv. Der ligger væltede træer og grene hulter til bulter.
Jeg ved god, det giver levevilkår for smådyr og insekter, men kunne der ikke godt ryddes lidt op?
Det er en hundeskov, og det er sjovt at se, hvordan hundene leger med hinanden, indtil der kommer en stor hund farende hen mod mig. Ejeren forsikrer, at den ikke gør noget.
Jo, den gør mig bange ...
Det behøver jeg ikke at være, for den stopper op, men alligevel.
Jeg kan godt lide hunde, bare de ikke er store og løber imod mig.

Forårs-fredag.

Når jeg vågner om morgenen i denne her tid ved 7 tiden, har jeg en uimodståelig trang til at tænde for tv for at følge med i, hvor mange der er døde af covid-19 og hvor mange flere, der er blevet syge siden i går. Så sidder jeg der med fjernbetjeningen i den ene hånd og hjertet i den anden (citat af Dorthe Nors)
Jeg har fundet ud af, jeg ikke skal blive siddende for længe, selv om det er interessant at følge med journalisterne rundt i verden, hvor der rapporteres om tingenes tilstand. Der er fredeligt her, hvor jeg er, men det er jo ganske forfærdeligt mange steder i verden. Det bekymrer mig, og det fylder for meget i mine tanker, hvis jeg sidder foran nyhedsskærmen hele tiden.

Morgenen indbød til en gåtur.  Jeg vil gerne se vand, og det nærmeste er Silkeborg Langsø, her med kig over til Alderslyst.

Det er ikke mange dage siden, vi gik en familietur herud til campingpladsens bro, som da var helt væk, og flagstangen stod langt ude i vandet. I mellemtiden har der været håndværkere og bygget en ny bro, og vandet har trukket sig betydelig meget tilbage.








Jeg nåede lige tilbage til fællessang med Philip Faber kl 9. Vi er ikke blevet flere. Ove og Tage på altanen og tre nede på vejen. I går kom der en kvinde gående. Hun standsede forbavset op og spurgte, hvorfor vi stod der. Hun blev stående, men kom ikke tilbage i dag. Men det er en hyggelig lille stund, vi har der.

Hen på eftermiddagen, da min datter var kommet hjem fra arbejde, tog jeg min termokaffekop med over i solkrogen, hvor er der plads til at holde afstand på terrassen.

På et tidspunkt indtog de to sofaen. De holdt en pause fra en sjov leg på trampolinen.
I morgen er det min plan at køre ud til Mattias med de rundstykker, vi godt kan lide fra bageren.
Det skulle stadig være varmt nok til at sidde på terrassen i morgen også. Jeg går jo ikke på besøg indendørs, så jeg udnytter det gode vejr til at ses udenfor med afstand. Snart ændrer vejret sig vist til det kolde.

Jeg tænker på personalet på sygehuse og i hjemmeplejen og håber, de kan skærmes for smitte.

En hjemmedag.

Når jeg kiggede op, da jeg stod ude ved tørresnoren i eftermiddags og hængte tøj op, havde jeg det her syn. Blå himmel og hvide mirabelleblomster. Hvidt og blåt klæ'r hinanden. Så smukt.

Jeg var ikke så vild med at have fælles vaskeri, da vi blev ramt af corona. Men det er i virkeligheden meget enkelt: Jeg væder en klud med husholdningssprit, og så tørrer jeg alle dørhåndtag og greb på vaskemaskinerne af. Det samme med program-panelerne på maskinerne og på betalingspanelet. Det er så let, så jeg undrer mig over, om jeg kan vænne mig af med det igen :-) Om vi nogen sinde bliver så normale, så vi ikke tænker på virus og håndvask og sprit?

Mit vasketøj i dag var ikke så dekorativt, så jeg har fundet billedet her frem fra sidste år i maj af Ove og Tages vasketøj lige udenfor mit køkkenvindue.
Jeg legitimerede mit foto med, at jeg syntes, det lignede et kunstværk. Det morede de sig over.
Jeg nød at tage mit vasketøj ind sidst på eftermiddagen. Det dufter dejligt af frisk luft.
Jeg tjekkede på min telefon, hvor mange skridt jeg går til og fra vaskeriet. Bare for sjov. Det blev 3.800 - ikke så imponerende.
Men jeg har gået mere end det i løbet af dagen. Jeg har bl.a. ordnet lidt i haven. Dejligt vejr til det.

Billedet her er fra 2017, da jeg havde overstået 10 uger med Jack-skinnen efter forskellige skader i mit knæ, da jeg havde spillet fodbold med Mattias.
Jeg kunne godt lave noget havearbejde siddende på en stol og gå med stok. Men jeg var noget bekymret.
Det går godt nu. Jeg er lykkelig for det jeg kan. Knæet er selvfølgelig ikke 100% i orden. Det kan man ikke forvente i min alder.
Mit blå bed er ikke så pænt i år, som det var for tre år siden, kan jeg se. Det må jeg gøre noget ved :-)

Efter dagens morgensang.

Efter morgensang med Philip Faber - vi var kun tre ude på vejen + Ove og Tage på altanen (men det var hyggeligt) - gik jeg ind for at bage muffins med banan og chokolade.
Jeg har en stor børnehaveopskrift fra dengang Chr. blev storebror og havde storebror-muffins med til alle i børnehaven. Regning er ikke min spidskompetance, så i stedet for at scalere den store opskrift ned, slog jeg op på nettet og fandt Arlas opskrift til 12 muffins, så den kommer her.

Jeg kunne jo godt have dekoreret dem. Måske gør jeg det, inden jeg kører afsted med dem.
Jeg skal mødes med min to piger og deres børn, så vi er seks personer.
Vi vil ud til Den kunstige sø og se, om den frø, der sad under vandet, stadig sidder der.







Til denne her portion muffins brugte jeg:
2 æg
150 g. sukker
1 tsk. vaniljesukker
200 g. mel
2 tsk bagepulver
125 g. smør
2 modne bananer
60 g. grofthakket mørk chokolade.

Pisk æg, sukker og vaniljesukker luftigt
Bland mel og bagepulver
Smelt smør ved svag varme og afkøl.
Rør mel og smeltet, afkølet smør i æggemassen sammen med mosede bananer og hakket chokolade.
Dejen fordeles i 12 muffinforme og bages ved 180 grader i ca 15 min.

Update aften.

Det er en smuk lille sø ude i skoven.

Lykken er at slå smut.






Og at balancere på en gren over til den lille ø.

Græsplænen er allerede blevet slået.

Jeg klippede grene af blommetræet for få dage siden. Træet står med bristefærdige knopper, men når grenene kommer ind i varmen folder de sig hurtigt ud.

Der har været høj sol i dag.

Jeg er så heldig, min datter med familie bor i gåafstand. Det tager mig 6 -8 min. at gå derover.
Vi holder afstand til hinanden, jeg går ikke ind i huset.
Men der er en dejlig lækrog på deres terrasse, og den nyder jeg godt af. Når børnene er færdige med deres lektietid, får de lov til at spille eller se en film.
Min datter sætter sig så ud på terrassen med sin kaffekop, jeg har min medbragte termokaffekop, og så har vi en lille stund sammen der. Det er så hyggeligt.
På vejen mødte jeg en beboer her fra vejen. Hun råbte til mig, om jeg godt vidste, hvor heldig jeg er?
Hendes sønnefamilie bor i København og datterfamilien i Canada. Ja, jeg skønner på det

Min nabo åbnede 'slå-græsplæne-ballet' i dag. Det blev jeg inspireret af, så min plæne har også fået en tur. Den består af mere mos end græs, men hvert år håber jeg, græsset får magten.
Det vil vise sig hen på sommeren.

I går gik jeg tur sammen med Ingrid og termokande og ostemad. Der var ingen bænke, og det var lidt for koldt på den bare jord, så vi gik hjem på hendes terrasse og sad i solen med god afstand.
I de her tider med god afstand, kan jeg mærke, min hørelse ikke er på toppen. Jeg blev for mere end et år siden henvist til høreklinikken i Viborg og fik en tid tilbage i oktober. Jeg har fået udsættelse to gange, for jeg synes ikke, det er så nødvendigt. Den seneste aftale, jeg har lavet, er til sidst i august. Ørelægen siger, jeg er på vippen nødvendigt/ikke nødvendigt, men jeg selv skal bestemme. Jeg vil ikke ende der, hvor jeg siger "Jeg hører godt nok. Det er jer, der mumler," som Henrik sagde. Men der er jeg heller ikke endnu.

Under blommetræet blomster snepryd og den blå scilla. Der er også perlehyacinter, men de kommer en anelse senere.

Søndag i coronaens tid.

Når jeg skriver den overskrift, kommer jeg til at tænke på bogtitlen "Kærlighed i koleraens tid." Jeg husker faktisk ikke indholdet, men det var vist noget med smitsom sygdom og kærlighed.
Jeg håber bare ikke, at denne her coronavirus kommer til at blive så omfattende og langvarig, som det desværre ser ud til. Jeg håber meget de tiltag, der er gjort fra myndighedernes side, vil bremse udviklingen, så vi ikke får  italienske tilstande.

Vi har taget en italiensk aktivitet til os, her på vejen hvor jeg bor. Inspireret af Filip Fabers morgensang på DR kl 09.

I sidste uge sang vi hver især med inde i vores lejligheder foran fjernsynet. Men formanden for vores boligafdeling foreslog i dag, at vi gik udenfor. Det var der stor tilslutning til. Bag mig står der flere, og i morgen vil der være endnu flere. Det var rigtig hyggeligt.

I eftermiddags var jeg på en lille gåtur rundt om Den kunstige sø sammen med mine to børnefamilier.
Det er meget vigtigt for os at holde to - tre meters afstand. Hver familie har, eller er, sin egen smittekæde, men inden for kernefamilien kan man selvfølgelig være i nærkontakt og holde hånd. Jeg er kun mig i min smittekæde, det er sjovere at være flere. I Mattias' familie er de kun tre. I Chr. og Johannes er de seks, da storebror Marcus og hans mor også hører med. Så der er ingen hånd for mig at holde i i de her dage. Men det går fint. Børnene er store nok til at forstå det.
Det bliver nu dejligt, når vi frit kan færdes blandt hinanden igen.
Trods solskin og blå himmel var det ret koldt. Jeg havde ikke fået hue og vanter med, så jeg kørte hjem før de andre.
Det er en skøn lille sø, der blev udgravet, da man i 1958-60 manglede jord til ringvejsprojektet. Egentlig er den opkaldt efter skovrider Schoubye, der gav tilladelse til at lave søen, men i folkemunde hedder den altid Den kunstige sø.

Her er jeg på vej til p-pladsen og stopper op for at fotografere over til det lille stykke badestrand, som er skrumpet meget siden sidste sommer - på grund af høj vandstand.
Det siges at være en af de reneste søer i området. Der er ingen tilløb eller afløb. Her er meget hyggeligt og fredeligt, fordi der ikke kommer så mange folk som ved Almind sø

Min morgen.

De fleste af ugens dage plejer jeg at skulle være ude af døren før kl. 9. Sådan er det ikke nu. Jeg betragter mig selv som potentiel smittebærer (som vi jo alle er nu) Jeg har også forstået, at jeg qua mine 75 år er særlig udsat. Jeg har skullet arbejde med tanken, for jeg er rask og har ingen underliggende sygdom, men vores immunforsvar svækkes med alderen. Også hos mig. Så jeg følger myndighedernes råd og holder afstand. Mine børn og børnebørn gør det også - altså holder afstand til mig. Vi kan ringe, facetime og mødes i skoven på afstand. Det kan sagtens gå.

Min lørdagmorgen begyndte som alle morgener med den første kop te, som jeg går rundt med i hånden, mens jeg kigger ud af vinduerne på planter, blomster og fugle og evt. hundeluftere på vejen :-)
Noget af det første er også at sende en sms til A, der bor længere henne af vejen. Hun er en frisk 88 årig, der selv handler i vores lokale brugs. Kun hvis der er noget tungere, har hun brug for, jeg tager det med til hende og lægger det uden for døren. Men morgensms'en handler om, at vi er i live.
Efter mine badeværelsesrutiner og morgenmad laver jeg lidt træning hjemme i stuen. (jeg savner fitnesstimerne i Sportscentret)  Jeg får ikke gået alle muskelgrupper igennem på en gang, men jeg laver lidt 'exercise snacks' flere gange i løbet af dagen. Det er noget, jeg skal til at gøre mere systematisk.

I dag var der blå himmel og solskin lige fra morgenstunden. På min terrasse var der fire graders frost.
Påskeliljerne har fået et frostshock, men de kan tåle det, og snart står de op igen.

Jeg bestemte mig for at gå en tur, inden der var morgensang med Filip Faber kl 10.

Jeg elsker at se vand, og da vi har meget vand her omkring, er det ikke så svært, selv om jeg ikke har søudsigt hjemmefra (det er et drømmescenarie)
Men jeg gik over i Nordskoven for at se, hvordan byggeriet med Nordskovvejen går. I dag var der helt stille. Arbejderne har fri. Jeg tror ikke, de er sendt hjem. Jeg synes iøvrigt, der mangler vejledning specifikt til folk i byggebranchen. De mænd har brug for nogle helt konkrete anvisninger.
Der er lavet tre flotte stibroer over det, der bliver Nordskovvej. Jeg undrer mig over, om ikke vejen bliver for smal til bilkørsel?
Broen over Remstrup å, som Gudenå hedder på den bynære strækning, har i hele perioden fungeret som jernbanebro, mens der arbejdes på at lave bro for biltrafikken. Jeg har tegnet med en hvid blyant over jernbanebroen.

Til højre er der en sti, så det er muligt at gå over.

Jeg gik hjem ad Åhavevej.

Med udsigt til min arbejdsplads gennem mange år - sygehuset, nu hedder det regionshospitalet.
Min skridttæller viste fire km, da jeg kom hjem.



Jeg satte det lange ben foran og nåede hjem til Filip Fabers morgensang, som i dag var kl 10 i modsætning til hverdage, da det er kl 9.
Det er et meget dejligt syngsammen program.

Jeg har meget at glæde mig over, men lige nu efter middagsnyhederne bekymrer det mig at høre, at der er mangel på testudstyr til sundhedspersonalet. Det er meget utrygt for de, der arbejder på sygehuse og plejehjem. Det er slet ikke i orden. Jeg tror dog, myndighederne gør, hvad de kan for at skaffe det.
Det jeg glæder mig over lige nu, er, at jeg har en lille have.
Jeg glæder mig over telefonforbindelser til de kære, jeg ikke er i nærkontakt med. Engang i 1990erne og måske før, havde vi lange tlf.samtaler. Da sms og facebook og andre sociale medier gjorde deres ankomst, blev tlf.samtaler kortere. Jeg har genoptaget de lange og det er skønt.

Det er vejr til havearbejde, men jeg ser det lige lidt an ...

Gåtur på planteskolen.

Når jeg kører bil og lytter til P1, så får jeg tit brudstykker af en udsendelse. Sådan var det i dag, da jeg hørte afslutningen på et program, hvor der blev anbefalet litteratur, der havde tematikker, der lignede den her usikre corona-situation, vi befinder os i lige nu.
Jeg lærte igen noget nyt. At man kan være katastrofehungrende. Altså, der er nogen, der hungrer efter at læse faglitteratur og skønlitteratur, der handler om katastrofer. Om pest, om den spanske syge, om tuberkulose osv. Det er slet ikke mig, så jeg lyttede forundret. Studieværten og de to gæster havde forskellige præferencer, og der blev anbefalet klassiske romaner skrevet om katastrofer gennem tiderne. Men også et par feel-good.
Det får mig til at tænke, at der er nogle journalister, der formidler nyhedsstoffet, som om vi er en flok, der hungrer efter katastrofer. Jeg er træt af sådan en overskrift på en klumme: "Jeg vil gerne give dig et kram, men jeg kan ikke." Hvad! Har hun mistet armene eller er hun blevet lam? Nej, nej, vi ved godt, hvad det handler om. Men kunne hun så ikke skrive mindre dramatisk om det?
Jeg hører og ser nyheder og læser avis. Jeg synes, myndighederne informerer på en sober måde, men hvorfor skal mange journalister så lige skrue på drama-skruen?

I dag havde jeg aftale om gåtur på planteskolen sammen med Ingrid. Der er store afstande at gå på. Der er ikke mange mennesker, så det er let at holde afstand. Jeg elsker planteskoler. Der er så meget at se på og drømme om, selv om min have ikke har plads.

Indenfor er der farver og forårsstemning.

Der var hornvioler og stedmoderblomster i mange farver.
Og nye farvesammensætninger. Der duftede helt vidunderligt i den del af hallen.
Jeg købte 10 planter i blå nuancer, men med den nattefrost, der er stillet i udsigt, så får de lov til at være indendørs et par nætter.

Jeg er bekymret over corona-udviklingen. Over mine kæres helbred, over de selvstændiges økonomi, over økonomien i samfundet og udviklingen i verden i det hele taget. Det er så uoverskueligt.

Bare ude på en kigger ...

Den forkølelse, jeg har haft i næsten tre uger, har vist sluppet sit greb nu. De seneste par nætter har jeg ikke hostet, og næsen er ikke stoppet mere. Ikke desto mindre meldte jeg afbud til Else og Almindsø-bad i går. Det er som om, jeg går og bilder mig selv ind, det er for koldt. Jeg har ikke badet siden d. 25. februar, og jeg er kommet helt ud af vanen.
Nu har jeg rigtig god tid. Jeg kan ikke komme i Sportscentret, som jeg ellers har gjort tre gange om ugen. Det savner jeg, men så kunne jeg jo passende bade flere gange. Jeg ringer til Else i morgen ...

I dag kørte jeg ud til Almind sø for at gå en tur. Jeg var spændt på, hvordan byggeriet skrider frem.
Der er sket meget, siden jeg var der sidst.

Saunaen og omklædningshuset stod som det plejer.

Bortset fra et opslag på saunadøren, at den er lukket fra 12.03. og 14 dage frem pga coronavirus.
Der var mange mennesker, der gik tur, og der var folk på mountainbike.
Jeg havde troet, jeg ville/kunne gå rundt om søen, men mit knæ er begyndt at drille mig, så jeg gik en kortere tur. Der var friskt og dejligt derude. Vinden var koldere, end jeg havde regnet med.



Vandet er fem grader nu. Jeg havde overvejet, om jeg skulle have taget badetøjet med. Det er jo en 'sport', der ikke udsætter hverken mig selv eller andre for coronasmitte.
Når jeg kigger på billedet, synes jeg ikke, det ser så indbydende ud ...

En gå-tur med afstand.

Sådan ser en gå-tur ud i de her corona-tider: Afstand og ingen kys og kram.

Anemoner i fuldt flot.

Vi havde cacao og kaffe med i termokanden. Men bænken var optaget. Campingpladsens flagstang og bådebro ligger kritisk langt ude i vandet.

Men så er der heldigvis et shelter på den anden side af stien.
Jeg holder mig hele tiden et par meter fra de andre.
Det er en surrealistisk situation, der kan være svær at forstå. Vores omgivelser er jo fuldstændig uændrede.
Men faren ligger og lurer.
Det var et meget dystert billede, der blev tegnet til pressemødet her i aften.

Det er ikke så svært for mig at følge vejledningerne. Jeg skal ikke på arbejde og deler ikke bolig med nogen. Der kommer ingen på besøg hos mig, og jeg går heller ikke på besøg hos nogen. Jeg har handlet i Kvickly i dag og bar engangshandsker for første gang. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle røre mig selv i ansigtet. Alligevel kom jeg til at klø mig på kinden. Jeg måtte le indvendigt. Det er svært at ændre adfærd. Vi rører allesammen os selv i ansigtet mange gange.
Men vi må se, hvad der sker. Jeg håber ikke, der bliver så meget pres på sygehusene, som nogle læger forudsiger.

Min indre hamster ...

Jeg lyttede til programmet Supertanker på P1 i dag fra 10-11. Dvs. jeg gik lidt fra og til, så jeg fik ikke det hele med. Måske skal jeg høre det igen. Det handlede om frygt og angst i de her corona-tider. En idehistoriker og en psykolog var gæster, og der var mange interessante vinkler.
De kom bl.a. forbi fænomenet hamstring.

Vi havde en hamster engang.
Det er et fascinerende, lille dyr. I sagens natur kan den selvfølgelig ikke sætte en masse foder til livs på en gang, men den er udstyret med ekstra lagerplads i kinderne, som ikke ses, når de er tomme. Hvis den kommer forbi noget spiseligt, men ikke er sulten, kan den gemme det i kinderne, og den kommer til at se helt vildt sjov ud, når den på den måde bliver uformelig og tyk i hovedet.
Den er en sød, lille blød pelsklump. Den er et natdyr.
Vores var helt fortrolig med at være i hænder, men den var ikke så rolig. Den var nysgerrig og vil gerne flytte sig lidt hele tiden, så da den døde, gik vi over til at have marsvin, der var mere kælne.




Men det var et sidespring i forhold til vores indre hamster.
Vi vil alle gerne sørge for vores nærmeste. Vi har et gammelt ordsprog, der siger det: "Enhver er sig selv nærmest." Men vi er blevet opdraget til at tænke på fællesskabet. Vi har fået lagt en kulturel fernis over vores hamster.
Nu er vi kommet i en situation, der er usikker og truende. Alvorlig sygdom er omkring os, og økonomien vakler. Vi er usikre, og hvad kan vi gøre? Jo, vi kan købe ind i stor stil. Vi kan hamstre, selv om statsministeren siger, vi ikke skal hamstre toiletpapir.
Jeg bliver irriteret, synes de mangler samfundssind. Det er usympatisk og usolidarisk. Ja, en træls adfærd!.
Men nu lærte jeg i radioudsendelsen, at min vrede og irritation skyldes, at min indre hamster ikke kan komme til at udfolde sig. Den sidder inde bag kulturel fernis. Dybt inde i mig vil jeg faktisk ønske, jeg kunne hamstre. Jeg kan bare ikke få mig til at gøre det.
Det giver god mening for mig. Nogle har et tykkere lag fernis end andre. Er vi så bedre???
Jeg synes, fernis eller ej, VI SKAL IKKE HAMSTRE!

Må vi så be' om marsvin i stedet for. De hamstrer ikke.

Her er Oberst og Cirkeline.

Så blev det mere virkeligt for mig.

Den coronavirus er lidt uvirkelig for mig. Det hænger sammen med, jeg kender en familie, der er coronasyge, efter skiferie i Østrig. Far, mor og teenagedatter er syge. Ikke sønnen. Men de er kun lidt syge. Heldigvis.
I går aftes læste jeg et lille interview med overlæge i lungesygdomme Ejvind Frausing, og jeg fik en bedre forståelse. Han siger, at nogle lulles i søvn af, at der ikke har været høj dødelighed eller synlighed, men det er fordi den første bølge rammer dem, der har været i udlandet, som er stærke, og som ikke bliver specielt syge. Men der kommer en anden bølge, som rammer de gamle og svage, og hvor der bliver et massivt pres på intensivafdelinger, som ikke har stor kapacitet. Synligheden og dødeligheden kommer på et tidspunkt. Sundhedsstyrelsen siger, der kan komme mange tusinder, og det vil formentlig ske. (Næsten ordret citeret fra Kristligt Dagblad)

Det har vist sig, at en dreng i Christians klasse var smittet med coronavirus. Han havde været i skole, selv om han var lidt forkølet.
Nu har børnene jo ikke været i skole siden i onsdags, og jeg havde været sammen med Christian i mandags, inden vi vidste det.
Derfor tænkte jeg, at jeg godt kunne aflægge et lille besøg hos min datter og børnene nu, da de var hjemme i går. Jeg har jo været udsat for smitte.
Inspireret af en lille video om træning med toiletruller som redskaber fandt vi toiletruller frem (ikke hamstret :-))
Børnene fandt hurtigt ud af, det var meget sjovere at lave højdespring over dem.

Det var en fest.
Jo højere og jo flere toiletruller, jo bedre.

Men min familie synes ikke, jeg skal komme og være sammen med dem inde.
Vi kan gå tur sammen.

Jeg savner mit liv og mine aktiviteter.












I formiddags gik jeg en tur ned til Havnen i det smukke, kolde solskinsvejr og op til Torvet, hvor der er torvedag om lørdagen. Der var ikke så mange mennesker ude at handle.

Jeg gik ind på cafe Drewsen og fik en kaffe og den lokale avis.
Først sad jeg ude i den kolde sol med tæpper. Det var dejligt, men for koldt i længden. Indenfor var der kun mig.
Det er ikke godt at drive cafe og restaurant i de her tider.

Hjemme igen ryddede jeg op i papirer og billeder.
Det er hyggeligt og minderigt. Jeg er en gemmer, når det handler om breve og postkort, som vi jo stort set aldrig får mere ...
Jeg leder efter et bestemt brev, som jeg ikke fandt i dag.
Men det er flere mapper, jeg skal igennem.

I morgen vil jeg lave en gå-aftale. Vejret bliver vist ikke så godt.

Og så siger jeg HURRA for telefonen i disse tider.
Det er hyggeligt at holde kontakten gennem telefonen til dem, jeg ikke ses med lige nu.