fredag, marts 27, 2020

Forårs-fredag.

Når jeg vågner om morgenen i denne her tid ved 7 tiden, har jeg en uimodståelig trang til at tænde for tv for at følge med i, hvor mange der er døde af covid-19 og hvor mange flere, der er blevet syge siden i går. Så sidder jeg der med fjernbetjeningen i den ene hånd og hjertet i den anden (citat af Dorthe Nors)
Jeg har fundet ud af, jeg ikke skal blive siddende for længe, selv om det er interessant at følge med journalisterne rundt i verden, hvor der rapporteres om tingenes tilstand. Der er fredeligt her, hvor jeg er, men det er jo ganske forfærdeligt mange steder i verden. Det bekymrer mig, og det fylder for meget i mine tanker, hvis jeg sidder foran nyhedsskærmen hele tiden.

Morgenen indbød til en gåtur.  Jeg vil gerne se vand, og det nærmeste er Silkeborg Langsø, her med kig over til Alderslyst.

Det er ikke mange dage siden, vi gik en familietur herud til campingpladsens bro, som da var helt væk, og flagstangen stod langt ude i vandet. I mellemtiden har der været håndværkere og bygget en ny bro, og vandet har trukket sig betydelig meget tilbage.








Jeg nåede lige tilbage til fællessang med Philip Faber kl 9. Vi er ikke blevet flere. Ove og Tage på altanen og tre nede på vejen. I går kom der en kvinde gående. Hun standsede forbavset op og spurgte, hvorfor vi stod der. Hun blev stående, men kom ikke tilbage i dag. Men det er en hyggelig lille stund, vi har der.


Hen på eftermiddagen, da min datter var kommet hjem fra arbejde, tog jeg min termokaffekop med over i solkrogen, hvor er der plads til at holde afstand på terrassen.












På et tidspunkt indtog de to sofaen. De holdt en pause fra en sjov leg på trampolinen.
I morgen er det min plan at køre ud til Mattias med de rundstykker, vi godt kan lide fra bageren.
Det skulle stadig være varmt nok til at sidde på terrassen i morgen også. Jeg går jo ikke på besøg indendørs, så jeg udnytter det gode vejr til at ses udenfor med afstand. Snart ændrer vejret sig vist til det kolde.

Jeg tænker på personalet på sygehuse og i hjemmeplejen og håber, de kan skærmes for smitte.



1 kommentar:

  1. Det er slet ikke pænt af mig at småbrokke mig over det fantastiske vejr, vi har for øjeblikket, men jeg synes altså, at det er lige koldt nok. Jeg vil dog hellere have en kold sol end en varm regn (og blæst).

    SvarSlet