torsdag, marts 26, 2020

En hjemmedag.

Når jeg kiggede op, da jeg stod ude ved tørresnoren i eftermiddags og hængte tøj op, havde jeg det her syn. Blå himmel og hvide mirabelleblomster. Hvidt og blåt klæ'r hinanden. Så smukt.

Jeg var ikke så vild med at have fælles vaskeri, da vi blev ramt af corona. Men det er i virkeligheden meget enkelt: Jeg væder en klud med husholdningssprit, og så tørrer jeg alle dørhåndtag og greb på vaskemaskinerne af. Det samme med program-panelerne på maskinerne og på betalingspanelet. Det er så let, så jeg undrer mig over, om jeg kan vænne mig af med det igen :-) Om vi nogen sinde bliver så normale, så vi ikke tænker på virus og håndvask og sprit?
Mit vasketøj i dag var ikke så dekorativt, så jeg har fundet billedet her frem fra sidste år i maj af Ove og Tages vasketøj lige udenfor mit køkkenvindue.
Jeg legitimerede mit foto med, at jeg syntes, det lignede et kunstværk. Det morede de sig over.
Jeg nød at tage mit vasketøj ind sidst på eftermiddagen. Det dufter dejligt af frisk luft.
Jeg tjekkede på min telefon, hvor mange skridt jeg går til og fra vaskeriet. Bare for sjov. Det blev 3.800 - ikke så imponerende.
Men jeg har gået mere end det i løbet af dagen. Jeg har bl.a. ordnet lidt i haven. Dejligt vejr til det.
Billedet her er fra 2017, da jeg havde overstået 10 uger med Jack-skinnen efter forskellige skader i mit knæ, da jeg havde spillet fodbold med Mattias.
Jeg kunne godt lave noget havearbejde siddende på en stol og gå med stok. Men jeg var noget bekymret.
Det går godt nu. Jeg er lykkelig for det jeg kan. Knæet er selvfølgelig ikke 100% i orden. Det kan man ikke forvente i min alder.
Mit blå bed er ikke så pænt i år, som det var for tre år siden, kan jeg se. Det må jeg gøre noget ved :-)

4 kommentarer:

  1. Hvor er det godt at høre at knæet er kommet tilbage til ikke 100 % men dog tættere på det end den tilstand det var i dengang. Du er nu også en mønsterpatient hvad det angår, du er aktiv, gør dine øvelser, vinterbader, går ture, holder dig i gang. Du er min rollemodel, Betty :-)

    SvarSlet
  2. Lene, jeg er glad for alt det, jeg kan med mit knæ. Tak for dine rosende ord. Jeg er ikke sikker på, jeg helt lever op til dem :-) :-)

    SvarSlet
  3. Du er virkelig en rollemodel, Betty - jeg er helt på linje med Lene :-)
    Jeg tror, der kan gå lang tid, inden vi helt slipper den milde form for paranoia, mange af os nok har erhvervet os mht. til at være på virusvagt og derfor passe på og tørre alting af. Men det skader da i det mindste ikke noget ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, som jeg skrev til Ellen, så er jeg ikke sikker på, jeg lever op til rollemodel-rollen :-) Men tak for tilliden :-)
      Nej, det skader ikke at tørre af osv., bare det ikke fylder for meget. Men lige nu ved vi ikke, hvordan det hele går, og så kommer det til at fylde.

      Slet