Endelig blå himmel. Og en stund i tandlægestolen.

Det var vist forårets mest intense blå himmel i dag. Jeg nød at se, hvor smukt den blå og grønne farve passede sammen.

Jeg stod udenfor indgangen til Silkeborg Bad, da der blev åbnet i dag. Derfra havde jeg udsigten. Der var åbning af nye udstillinger, men på grund af coronarestriktioner kunne der ikke afholdes fernisering, som plejer at tiltrække flere hundrede mennesker. Sådan var det ikke i dag, men der var alligevel en pæn tilstrømning. Vi havde arrangeret tre 'stationer' for at undgå at folk kom til at stå for tæt i kø i indgangen. Jeg stod udenfor og opfordrede folk til at have coronapasset  klar, indefor døren stod den næste og tjekkede passene og endelig var der salg af billetter i receptionen. Det fungerede godt. 

I går tilbragte jeg halvanden time i tandlægestolen. Det handlede  om forberedelserne til at sætte krone på en tand. Jeg havde glemt, hvor anstrengende det er at gabe så længe. Dog med små pauser indlagt. Det er 16 år siden, jeg sidst fik en krone, så selvfølgelig havde jeg glemt, hvordan det er. Men der er også sket nye ting. Nu blev min kæbe og mit bid skannet og billederne sendt til tandteknikeren, der kan udskrive en 3D model af kronen. Så ingen afstøbning. Jeg skulle bare møde op til bestemmelse af farven, der efterhånden ikke er så hvid mere :-( Og på fredag kan jeg få den midlertidige plastiktand udskiftet med kronen. Det bliver godt.

 

En kold pinse i haven og naturen.

 

Var lige en 10 -12 km ude af byen østpå og se, hvilke herligheder vi kom forbi. Jeg tror, det lille føl var ret nyfødt. Han/hun var lidt vakkelvorn på de tynde ben. Og knæene lidt hævede. Nej, alt var vist som det skulle være.

Vi var til åbent hus i Pias nye værksted.

Et dejligt sted med god plads og muligheder for at undervise.

Pinsevejret har været regnfuldt og koldt. Sidst på eftermiddagen klarede det op. Jeg var i haven og fik sået sommerblomster. Nu er tulipanerne slut. Jeg har deadheaded de fleste. De har været til stor glæde.

Det er lige før syrenen står i fuldt flor.

Æbletræet blomstrer overdådigt. 

Min nærmeste nabo har fældet sit æbletræ her tidligt forår. Rød Aroma, som er den sort jeg har, har brug for et æbletræ i nærheden til hjælp ved bestøvning. Jeg har kun set få bier. Måske har det været for koldt for dem. Det er spændende, hvordan høsten bliver.

En lille skovtur.

 I Mattias' klasse har der været hjemmeskoling igen, igen. En klassekammerat og hendes mor var covid-syge, så hele klassen skulle testes to gange og holde sig isoleret. Smitten spredte sig heldigvis ikke til andre i klassen, og de er i gang i skolen igen.

I mandags, efter hjemmeskoletid, var vi ude ved Skallerund sø. Vi gik ikke rundt om søen, men kiggede efter frøer og haletudser, som ikke var der, hvor vi var. 

Bålet blev tændt og croissantdejen blev taget ud af dåsen. Ja, dej på dåse! Jeg har ikke prøvet det før, men hvorfor ikke. Det blev dog ikke til vellykkede snobrød. Måske er dejen for fed. Og bålet var måske for varmt. Kun overfladen var lidt bagt, så det gør vi nok ikke en anden gang. Men det er så hyggeligt at sidde der i skoven, mens fuglene synger lystigt.

 Der er en idyllisk stemning omkring Skallerund sø. Engang var her tørvemose. I 1903 blev her gravet tørv efter etablering af Klosterlund Tørveværk. I 1933 blev der anlagt en dæmning, som skabte den sø, vi kender i dag. Det er sjovt at tænke på den aktivitet, der har været i området med tørvegravning, som var virkelig hårdt arbejde. Det var fattige folk, der arbejdede i tørvemosen. I modsætning til kartoffeltyskerne, der bosatte sig i området. Det siges, at i den lille by Engesvang er der stadig forskel på, om man er efterkommer af tørvegravere eller kartoffeltyskere. 

Vi fandt hverken frøer, tudser eller haletudser, men der var sommerfugle og forskellige blomster. Bl.a. rosmarinlyng, som er en lille plante med rosmarinlignede blade og yndige klokkeformede blomster. Den er giftig, så navnet skal ikke forlede os til at smage.

Om træning og om pas.

Jeg er begyndt at træne i et GLA:D forløb. Bogstaverne står for Godt Liv med Artrose i Danmark. Artrose er det latinske navn for slidgigt, som er et misvisende navn, fordi mange udvikler artrose, selv om de ikke har haft slidsomt arbejde. De fleste ældre mennesker har artrose, oftest i knæ- og eller hofteled. Men også i ryg og fingerled. Røntgendiagnostik siger ikke så meget om, hvordan patienten har det. Nogle mennesker har svære forandringer i leddenes brusk uden at det giver tilsvarende svære smerter. Andre har diskrete forandringer men alligevel smerter. Jeg hører til den sidste kategori.

Jeg har haft tiltagende gener og smerter fra begge hofteled og venstre knæled de seneste uger. Jeg tilskriver det immobilisering og en anderledes måde at gå på efter malleol-fracturen sidst i januar. Det går fint med mit fodled. Det mærker jeg kun lidt til. Men da fysioterapeuten i Sportscentret udbød det her velafprøvede koncept, tænkte jeg, at det kunne i hvert fald ikke skade. Det er et forløb over 8 uger med fremmøde to gange om ugen. De første to gange handler om at uddanne deltagerne i artrose. Det synes jeg er vigtigt. Det er lettere at tage ansvar for sin egen situation, når man forstår, hvad det handler om. I dag var anden gang med træning. Programmet varer ca 50-60 min. og øvelserne foregår ved at udnytte egen kropsvægt i forskellige stillinger. Og med elastik til at give modstand. Altsammen med fokus på knæ og hofter. Det er hårdt. Jeg vil kalde det 'rugbrødstræning'. Forstået som noget fundamentalt. Vi er 8 på holdet. Og heldigvis for det. Jeg er et holdmenneske. Jonas er en rigtig god instruktør. Jeg ville aldrig få gjort det her program på egen hånd. Og det næste er skrevet med usynligt blæk: Jeg synes, det er r..kedeligt! Jeg er til fitness med glad musik og fart over øvelserne. Det giver mig god energi, og det fortsætter jeg med en gang om ugen.

GLA:D programmet kan anbefales. Det består af relevante øvelser og bevægelser og en dygtig instruktør, der korrigerer og sørger for at vi præsterer god kvalitet. Det er nemlig vigtigt ikke at sjuske med bevægelserne, men at vi vænner os til at belaste leddene på en hensigtsmæssig måde. Den utrænede deltager vil få mest ud det. Jeg er spændt på mit udbytte, og jeg tror, det bliver godt. 

Jeg har fået mit coronapas. 

Juhuuu :-) :-)

Nu er jeg fri for planlægning og coronatest.

Mit pas ligger på telefonen, så det er let at vise frem.

En beboer her i området, der er fritaget for elektronisk post, fik sit pas i et brev i postkassen. Hun fortalte, at hun gik ned til fotohandleren og fik passet skaleret ned og lamineret, så det kan ligge i hendes pung. Det er da en super ide. 

Det er en sjov tanke, hvis nogen havde sagt for to år siden, at vi ville komme til at gå med et coronapas. Det ville have været fuldstændig uforståeligt. 

Måske varer det ikke så længe før vi igen er fri for det? Når alle over 16 år er tilbudt vaccine.

Hvorfor er vi så sure på mælkebøtten?

 

Jeg har de seneste dage vippet mere end 100 mælkebøtter op af min lille græsplæne med mælkebøttejernet. Jeg gør det hvert år, så de nye planter er små og spinkle. 

Men mælkebøtten er da en smuk plante. Også når den er afblomstret og står med de små, fine 'faldskærme'. For bier og sommerfugle er den en vigtig blomst. Og dengang vi havde kaniner, elskede de at blive fodret med de saftige, grønne blade. Men mange af os hader den i græsplænen. Den breder sig uhæmmet og tager græssets plads. Hos mig er mosset i gang med at overtage græsplænen, så for den sags skyld kunne jeg godt lade mælkebøtterne stå. 

Jeg overvejer, om det er sidste år, jeg går i krig med mælkebøtten? 

Billedet her er fra mit nabolag. Det ser da pænt og frodigt ud med tusindfryd og mælkebøtter i græsset.

Jeg ved ikke, om boligforeningen vil reagere? I lejekontrakten står der, at vi skal 'holde haven'. 

Min plæne er nu uden mælkebøtter men med tusindfryd. Og bare pletter. 

Jeg gør det samme hvert år: fylder frisk jord på og sår græsfrø. Der sker bare ingenting. Frøene vil ikke spire. Måske fordi blommetræets grene skygger for lys og sol. Det forhindrer mig dog ikke i at prøve igen, igen. Måske lykkes det en dag.

Nederst til venstre i billedet ses lidt af en staude, hvis blomster ligner mælkebøtten.

Den må godt være her. Den breder sig ikke ud over det hele. Jeg ved ikke, hvad den hedder? 

Mælkebøtten popper op alle vegne. Den er ukuelig. Det er lidt fascinerende. 

Men i haven foretrækker jeg de blomster og planter, jeg kan styre.

Anlægsfasen er kaotisk - update fra Vorupør i Store Bededagsferien. (1. og 2. maj)

 Vi var i Vorupør i Store Bededagsferien. Dvs. at Chr og jeg kørte derop om lørdagen, mens den øvrige del af familien var taget afsted fredag - Store Bededag. Der kom en vigtig håndboldtræning i vejen lørdag formiddag. Sådan noget med sport bliver mere og mere vigtigt jo ældre børnene bliver.

Der sker så meget byggeri i Vorupør for tiden. Her står jeg og kigger over på Nationalparkcenter Thy, som bliver informationscenter i forbindelse med nationalparken.

Vi er vist mange, der spørger, hvorfor det ikke er blevet lagt længere ude i klitterne? Der skal anlægges mange parkeringspladser, i det som vi kalder det bynære og kystnære område.

Når byggeriet er færdigt, skal det dækkes med sand, så det falder naturligt ind i omgivelserne.

Ingen tvivl om at det bliver pænt. Og et spændende sted at besøge.

Vi har haft lejet os ind mange forskellige steder, når vi har holdt ferie i Vorupør. Et af de meget hyggelige steder har været huset på hjørnet af Vesterhavsgade og Hawstokken. Der var fire lejemål ialt. Jeg var især glad for den lille to-personers lejlighed, der passede godt til mig. Men vi vidste også, at huset var til salg. Det var blevet for stort og for omfattende at holde vedlige for Jenny og Kristian. 

Det ser voldsomt ud, og sådan så det også ud, da vi var der i februar i vinterferien.

Det viser sig, at de nye ejere, som jo selvfølgelig vil bygge om og restaurere sådan et gammelt hus, havde glemt at søge myndighederne om byggetilladelse. (????) Der skal være cafe og butik med surf-udstyr.

Altså, selv jeg kan regne ud, man ikke må bygge ud på fortovet!

Nå, man skal ikke være skadefro eller noget. Det bliver sikkert godt og pænt, når byggetilladelsen er i hus.

Som sagt, så er anlægsfasen tit kaotisk. I hvert fald i det her tilfælde.

Et andet arbejde, der er i gang, er en rundkørsel på Kystvejen ind til byen. Det vil mange lokale blive glade for og selvfølgelig også det stigende antal turister.

Det bliver spændende, hvordan det hele vil fungere og se ud i højsæsonen. 

Hvis jeg lyder lidt på tværs, så hænger det sammen med, jeg frygter, at en lille, idyllisk plet bliver forvandlet til et turistinferno. Overdrivelse fremmer forståelsen, siger man. Men når aftenturen på molen foregår i kø, så er det ikke så hyggeligt. Selvfølgelig skal andre også have lov til at nyde naturen. Behøver det at være lige der? Ja, jeg ved det godt. Sådan siger vi alle lige fra Amager til Thy.

I min have blomstrer æbletræet og tulipanerne i de her dage.

Med visir og mundbind.

 På min vagt på Silkeborg Bad i går fandt jeg for alvor ud af, hvad det betyder at gå med mundbind og visir i flere timer. Jeg skiftede imellem de to værnemidler. Indtil i går havde jeg kun brugt bundbind, når jeg var i butikker, og der opholder jeg mig ikke i timevis, så det har ikke været noget problem. Meeeen, hvor er det anstrengende. Det mest overraskende var at visiret, som er lavet af et let materiale, ret hurtigt kom til at føles som et trykkende bånd omkring hovedet. Det skyldes selvfølgelig, at jeg ikke er vant til det. Jeg ved, at mennesket har stor tilpasningsevne. Men alligevel. Jeg har DYB respekt for de personer og faggrupper, der skal bære værnemidler i hele deres arbejdstid. Der burde være et løntillæg til dem. 

På Badet er der i øjeblikket en udstilling af vævede værker. De fleste billedtæpper er meget store. De er flotte. På afstand kan det ligne et maleri. Hvert 3. år vises ARTAPESTRY, der i år består af 43 vævninger af høj kvalitet udført af 40 europæiske vævere og to gæstevævere fra USA. Udstillingen har hængt der under nedlukningen, og først fra 6. maj blev der adgang for publikum. Desværre skal der gøres klar til en ny udstilling sidst i maj, så væverierne kan ikke få forlænget deres plads på væggene.

Da jeg fik fri, gik jeg en lille tur i skoven og ned til Arnakkekilden. Skoven virker så sart og lysegrøn. Jeg hørte latter og glade stemmer, men kunne ikke se nogen på stien. Da jeg løftede blikket, fik jeg øje på nogle unge mennesker, der sad på kanten af en bunker. (øverst til venstre) Der er mange bunkere i skoven som en rest og et minde fra dengang Silkeborg Bad var tyskernes hovedkvarter fra 1943-45. 

Arnakkekilden.

Vandet har både sommer og vinter en temperatur på 7 grader.

Mere testning og mere genåbning.

 

Billedet af det store bøgetræ i Lunden er fra i går. Det eneste, der var helt sprunget ud. Lunden er et grønt rekreativt parkområde, men der er også et forsamlingshus (for nu at bruge et gammelt udtryk) Det fungerer som testcenter for tiden. Jeg har haft vagt på Silkeborg Bad i dag og havde brug en en negativ test. Jeg stiller mig i kø med en lille uro i maven. Jeg er ikke syg, har ingen symptomer, men jeg har hørt om falsk positive test. Det ville bare gribe ind i mine egne planer og andres, for så er man nødt til at isolere sig, indtil svaret på pcr-testen kommer. Den var selvfølgelig og heldigvis negativ. Jeg kigger på de unge podere, der ser ud, som om de kommer lige fra niende klasse. De gør det godt, de skal være over 18, og snart kommer der hjemmetests. Så mere indviklet er det ikke at pode. Jeg var i kø en halv time. Første gang så lang tid. Men med den udvidede åbning kræves der test for at få adgang til forskellige steder. Jeg lagde mærke til, at der ingen gamle var i køen. Da jeg sagde det til min poder, mente han, det er fordi de (vi) er vaccinerede og har coronapas. Om en uge får jeg mit, og alting behøver ikke at blive planlagt i forhold til test.

Der er ro i og omkring skadereden nu efter flere dage med stor travlhed.

Jeg gætter på, fru Skade har lagt æg og ligger og ruger.

Der må være en hr. Skade, der bringer mad? Eller kan en rugende fugle mon forlade reden? Eftersom det kun er om morgenen, jeg sidder der ved køkkenvinduet, så kan den store servering sagtens finde sted, uden jeg ser det.

Johanne overnattede her i lørdags.

Det nød bamsedyrene godt af. De fik serveret frugt og årets første rabarbersaft.

På vejen, der går forbi Silkeborg Bad, har en kunstner skabt nogle blomster, der står i vejsiden og pynter.

Nok er den da flot.

Men jeg synes den ægte, fra min have , er lige så flot. Hvis ikke flottere.

Jubiiii - der er åbent igen.

 I dag var det muligt at komme til fitness igen. Jeg har savnet træningen, siden nedlukningen midt i december 20. Næsten fem måneders pause. Det er lang tid. Heldigvis syntes Anne Sofie, at vi skulle starte lidt langsomt op, det passede mig godt, og det gjaldt vist de fleste. Jeg var spændt på, om jeg kunne klare det, for mit ben er ikke helt stærkt endnu, efter bruddet sidst i januar. Det gik godt, men der var øvelser, jeg ændrede lidt undervejs. Siden jeg fik walker-støvlen af, har jeg gået til genoptræning hos fysioterapeuten i Sportscentret. Det betyder, at jeg også har kunnet selvtræne i maskinerne et par gange om ugen, så det var ikke nyt for mig at være der. Men det var nyt at komme på hold, og det er det, jeg allerbedst kan lide. Adgangskravet er en negativ test, så i går blev jeg kviktestet. Der var tydeligvis mere travlhed end i sidste uge, da jeg skulle til frisør og på bibliotek. Der skal meget planlægning til for at få test og aktiviteter til at gå op. I næste uge har jeg vagt på Silkeborg Bad, og det kræver en ny test. Men d. 17. maj er der gået 14 dage siden min 2. vaccination, og da får jeg et pas. Det gør alting meget enklere.

Da jeg kiggede ud af køkkenvinduet i går, opdagede jeg et skadepar i gang med at bygge rede i et mirabelletræ. De har meget travlt, og reden er tydeligvis større i dag. Snart vil bladene på træet dække for synet, men indtil da er det spændende at se på.

Min bror og andre drenge, dengang i vores barndom, samlede på fugleæg. De pustede æggene ud og passede godt på deres fine samlinger af forskellige æg. Husskadens æg var svære at få fat i, fordi rederne sad højt oppe i store træer. I dag er det forbudt at samle æg fra vilde fugle.

Når nu jeg har de to fugle på nogenlunde tæt hold, ser jeg, at de faktisk er ret flotte med de lange sorte haler og det hvide brystparti. De lever af insekter og smådyr, men de plyndrer også andre fugles reder for både æg og unger. Det er naturens orden, men jeg kan ikke lide at tænke på det.

Færdigvaccineret.

 I går fik jeg andet skud af Phizer-BioNTech vaccinen. I Herning. At det ikke er foregået her lokalt, er fordi, der ingen ledige tider var d. 7. april, da jeg fik invitationen. Jeg ville hellere køre de 40 km. efter det, end at risikere at få datoen udskudt. Også denne her gang var der styr på det hele lige fra indtjekning, til vaccination og den obligatoriske ventetid på et kvarter. Lutter venlige, hjælpsomme personaler, der byder én velkommen. Jeg har ikke efterfølgende haft nogen form for ubehag eller bivirkninger. Min skulder er øm i dag, men det er ikke noget at tale om.

Jeg var ned i byen senere i går. Der er rigtig pænt på Torvet for tiden med blomstrende træer og tulipaner.

Hjemme i haven glæder jeg mig over den røde ribes, som humlebier er særligt glade for. Jeg har endnu ikke set nogen insekter i blommetræet eller forsythiaen.

Tulipanerne begynder at springe ud. Det er en dejlig tid.

I går skinnede solen. I dag regner det, og vinden er kold, men godt med noget regn til planterne.

Blå himmel og hvide blomster på blommetræet klæder hinanden godt.

Insekt-dilemma.

 Lige nu står blommetræet på sit smukkeste. Det indrammer så fint forsythia-busken, der startede som en lille stikling for tre år siden.

Det minder mig om, at i blommesæsonen har næsten hver blomme en lille 'logerende' - i form af blommeviklerens orm. 

Det er spændende at skære en blomme op og finde den lille lyserøde orm. Men det er også irriterende, for der skal skæres meget væk fra blommen, før den er spiselig.

Det er egentlig ok, for der plejer at være masser af blommer på træet.  Sammen med børnebørnene har jeg også hygget mig med at finde de små orm. Men det har da også været virkelig irriterende.

Sidste år hørte jeg om det biologiske middel med feromonkapsler til at bekæmpe blommevikleren. Jeg har aldrig set en blommevikler, som er en lille aften- eller natsværmer, der lægger sine æg i blomsten i det første spæde anlæg til frugt.

Så jeg købte sådan en fælde til bekæmpelse af orm i blommer i det tidlige forår. Den består af et viklerfældehus, tre limplader og tre feromonkapsler.

 

For et par dage siden Christian hjalp med af folde det lille paphus, sætte feromonkapslen på pladen med lim og anbringe det inde i huset.

Nu hænger det ude i træet.

Så er det meningen, at blommevikleren skal lade sig friste af duften af feromon og flyve ind, for så at ende med at sidde fast i den klistrede bundplade. 

Ingen gift. Men døden for en blommevikler. Og måske andre insekter?

Jeg er ikke helt glad for det. Insekter er en uddøende race. 

På den anden side set, så gør mit viklerfældehus ikke den store forskel. Men er det ikke sådan vi altid siger, når vores lille, personlige tiltag skal bringes i spil i det store regnskab?

Nu prøver jeg det lige af. Det har hængt derude i træet i to dage. Der er ingen døde insekter. Måske er det for koldt.