Insekt-dilemma.

 Lige nu står blommetræet på sit smukkeste. Det indrammer så fint forsythia-busken, der startede som en lille stikling for tre år siden.

Det minder mig om, at i blommesæsonen har næsten hver blomme en lille 'logerende' - i form af blommeviklerens orm. 

Det er spændende at skære en blomme op og finde den lille lyserøde orm. Men det er også irriterende, for der skal skæres meget væk fra blommen, før den er spiselig.

Det er egentlig ok, for der plejer at være masser af blommer på træet.  Sammen med børnebørnene har jeg også hygget mig med at finde de små orm. Men det har da også været virkelig irriterende.

Sidste år hørte jeg om det biologiske middel med feromonkapsler til at bekæmpe blommevikleren. Jeg har aldrig set en blommevikler, som er en lille aften- eller natsværmer, der lægger sine æg i blomsten i det første spæde anlæg til frugt.

Så jeg købte sådan en fælde til bekæmpelse af orm i blommer i det tidlige forår. Den består af et viklerfældehus, tre limplader og tre feromonkapsler.

 

For et par dage siden Christian hjalp med af folde det lille paphus, sætte feromonkapslen på pladen med lim og anbringe det inde i huset.

Nu hænger det ude i træet.

Så er det meningen, at blommevikleren skal lade sig friste af duften af feromon og flyve ind, for så at ende med at sidde fast i den klistrede bundplade. 

Ingen gift. Men døden for en blommevikler. Og måske andre insekter?

Jeg er ikke helt glad for det. Insekter er en uddøende race. 

På den anden side set, så gør mit viklerfældehus ikke den store forskel. Men er det ikke sådan vi altid siger, når vores lille, personlige tiltag skal bringes i spil i det store regnskab?

Nu prøver jeg det lige af. Det har hængt derude i træet i to dage. Der er ingen døde insekter. Måske er det for koldt.