Erantis på vej og hjemmeskoling. Og et par boganbefalinger.

 

Mens jeg gik rundt og stirrede i jorden ude i haven for at se, hvad der er kommet op, fik jeg pludselig øje på de første erantis. De står lige ved kanten af ligusterhækken ud mod vejen med deres yndefuldt bøjede hoveder. Om et par dage har de sikkert løftet hovederne og foldet de smukke solgule ansigter ud. Jeg glæder mig.

Jeg har klippet et par grene af forsytia og ribes, og nu venter jeg tålmodigt på blade og blomster. Der går måske et par uger? Det gør ikke noget, det er dejligt at følge processen.

I går var der igen hjemmeskoling hos mig, og jeg fik et helt andet indtryk af børnene i engelsktimen. Hvor de ugen før havde været meget tavse, så havde de meget på hjerte. De havde hjemmefra forberedt en lille historie, som jeg tror, var lavet over en bestemt skabelon. I hvert fald var temaet det samme. De skulle så læse hver deres historie op for hinanden. Og det lød virkelig godt. Der var stor skuffelse, da det viste sig, der ikke var tid til at alle kunne læse. Christian havde på forhånd læst sin historie for mig. Det lød som sød musik i mine ører :-) Vi var begge skuffede, da der ikke blev plads til hans oplæsning. 

Jeg er blevet færdig med Sissel-Jo Gazans Hvide Blomster. Jeg var længe om at komme i gang med den, for jeg var ikke sikker på, jeg ville læse om svigtede, mishandlede børn. Det er blevet sværere for mig at læse om vold. Men jeg kom i gang, og den indeholder så meget mere og andet på alle planer. Det er ganske overraskende, hvordan nogle voksne kan sørge for retfærdighed uden øvrigheden opdager det. Den kan anbefales. 

Nina Lykkes bog Næste er meget anderledes. Titlen hentyder til at jeg-personen er praktiserende læge. Den hedder også som undertitel En Lægeroman. Ikke den traditionelle romantiske lægeroman. Hovedpersonen ser på sin rolle som læge, som ægtefælle gennem mange år (for nylig utro), som mor til voksne børn, som nabo. som datter til en gammel mor, på en ironisk og humoristisk måde. Men hun er også dybt alvorlig og klog. Hun er træt af sine patienter og bekriver dem, så mange af os velfærdsdanskere/nordmænd (norsk forfatter) kan spejle os selv og ikke være specielt glade for spejlbilledet. Og alligevel beskrevet på en kærlig måde. Jeg kan godt se, det ikke lyder anbefalelsesværdigt. Den er godt skrevet. Jeg køber ikke ret tit bøger, men denne her kunne godt være sådan en. Der er mange gode sætninger, som jeg kan lide at strege under, hvis det er min egen bog. Jeg har straks fået en anden bog fra biblioteket af samme forfatter. Den hedder på dansk Nej Nej Og Atter Nej. Hovedpersonen er lærer og ægtefælle gennem 25 år.

Men før jeg læser den, skal jeg afgøre, om jeg læser Ida Jessens nye bog Kaptajnen Og Ann Barbara færdig. Jeg læser meget gerne hendes bøger, men denne her foregår i en brutal tid og en tid, hvor få var meget rige, og de fleste levede et usselt liv. Det er i 1750erne. Den tyske kaptajn har fået kongens  tilladelse  til at opmåle heden.  Den uhyggelig brutale godsejer Schinkel til Hald, mener, at heden tilhører ham. Kaptajnen er en hård mand. Han er ikke bange. 

Jeg er kommet til side 367 ud af 500. Og jeg bliver nødt til at finde ud af, hvordan det går med kaptajnen, der straks går i gang med at bryde heden. Han kan ikke holde folk, han er for hård. Og hvordan de tyske indvandrere, der kommer med deres erdapfel - kartoffel, klarer sig.

Ja, selvfølgelig skal jeg læse den færdig :-) 

I begyndelsen af februar ...

Da jeg kiggede ud i morges, var regnen forvandlet til slud. Græsplænen var hvid, men så snart snefnugene ramte fliserne smeltede de. De nyudsprungne mirabelletræer står med fine, hvide blomster - en virkelig usædvanlig blanding på denne her årstid.
I begyndelsen af februar var jeg til foredrag med forfatteren Dorthe Nors. Hun er ikke meget omtalt herhjemme, men grunden til jeg 'kender' hende, er, at jeg var på et lille weekend-skrivekursus på Folkeuniversitetet med hende som underviser for mange år siden. Vi var en broget flok, der aldersmæssigt spændte fra gymnasieelever til pensionister og dem midt imellem. Vi havde det så sjovt og grinede så meget (det kan en ordekvilibrist få én til) Vi måtte flytte lokale, fordi vi forstyrrede dem ved siden af.

Man skal selvfølgelig lige have en bog med en personlig hilsen med hjem.

Forfatteraftenen blev afholdt i Mariehøj kirkes sognehus. Vi var ikke så mange, måske 30 - 40  mennesker. Det var en både sjov og spændende aften. Med kaffe og kage :-)
Det interessante er, at hun trækker fulde huse i USA.
Hendes bøger er oversat til mange sprog, og hun er nok mere kendt ude i verden end her.

Kantslag er en novellesamling. Ikke den seneste. Den hedder nemlig Kort Over Canada.
Ud over noveller har hun også skrevet flere bøger. Bl.a. Spejl, Skulder, Blink, der i den engelske oversættelse resulterede i, at hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize, som den første dansker. Hun vandt ikke, men det var også stort at være blandt de nominerede.
Det var også første gang en dansker fik optaget en novelle i det anerkendte amerikanske litteraturtidskrift The New Yorker, da hendes novelle Hejren udkom i 2013.
Jeg har tit svært ved at lægge en spændende bog fra mig, og på den måde komme til at sove alt for sent. Derfor kan en novelle være en god godnathistorie (hvis jeg altså holder mig til én)
I Dorthe Nors' bøger er alle overflødige ord skåret væk. Mennesker, situationer og landskaber bliver gjort levende med få ord. For det meste befinder karakterne sig i en overgangssituation, og man får tit en fornemmelse af, at der er noget under overfladen. Noget uhyggeligt. Eller mærkeligt. Så det er spændende.

Min udsigt fra køkkenvinduet i formiddags. Mit lille lommekamera med næsten fuld zoom. Det plejer tit at blive uskarpt, men det ses, at de små hvide blomster på mirabelletræet er ved at springe ud

Om regn - om junk mail - om Harry Potter.

Endelig regner det her, stille regn, som har givet næsten fem mm. på min regnmåler i løbet af fem timer. Det ville være dejligt, hvis det fortsatte hele natten. Blomster og buske i min have tager skade af det tørre vejr. Det er længe siden, bregnerne har lagt sig ned. Der skal meget regn til, før de rejser sig igen.
De banditter, der prøver at lokke kreditkortoplysninger fra os, har været særligt aktive på min mail de seneste dage. Der er forskellige tekster fra Nets. Fx bliver jeg oplyst om den aktuelle status på mit betalingskort: Det er blokeret, og jeg skal anmode om refusion og aktivere mit kort ved at gå ind på login siden.
"Vi har modtaget en transaktionsanmodning fra dit kreditkort 4571xxxxxxxx med en ip-adresse udenfor Danmark. Gå til login-siden.
"Dit kreditkort er blevet frosset, fordi vi ikke kan bekræfte dine kontooplysninger. Bekræft din konto. Det tager kun et par minutter."
I dag fik jeg en meddelelse om tilbagebetaling af skat for år 2019. Altså for 2019! Den var
ubehjælpsomt formuleret og let at gennemskue. Men det er da irriterende med den slags i mailboksen.

Jeg er gået i gang med Harry Potter!

Eftersom jeg ikke rigtig er blevet grebet af fantasy-genren før, så er det godt mine børnebørn kan smitte mig med deres interesse.

Sidst jeg var på biblioteket sammen med Johanne, kom hun slæbende med denne her meget store bog og fortalte, at den var om Harry Potter. Hun befinder sig i udkanten af drengenes univers og får lidt kendskab til det, selvom hun ikke ser de samme film.
Jeg faldt straks for den bog (hvis man kan sige sådan om en bog)
Den er rigt illustreret af en fantastisk dygtig børnebogsillustrator, Jim Kay og meget indbydende at læse.
Den er meget velskrevet og slet ikke så svær som jeg havde forestillet mig.
Men den er for stor til at være godnatlæsning i sengen, så nu vil jeg finde noget andet læsestof at falde i søvn på i aften.

En film-anbefaling og en bog-ditto.

Jeg har en veninde, der holder et vågent øje med biografrepertoiret, og på den måde bliver jeg gjort opmærksom på, når der er noget interessant for mig og for os.
For et par dage siden så vi filmen om den purunge Astrid Lindgren, fra tiden før hun slog igennem som forfatter. Hun var kun 18 år, da hun blev gravid med sin 30 årige chef på Vimmerby Tidende. Det var omkring 1926. For familien var det en stor skandale. Hun blev sendt til København for at føde og bortadoptere sin lille søn. Hun kunne imidlertid ikke give slip på barnet, der blev hos sin plejemor i flere år. Trine Dyrholm spiller en klog og hjertevarm plejemor.
Astrid arbejdede hårdt for at skaffe mulighed for at have sit barn hos sig.Han var seks år, da det lykkedes. Hun blev ikke gift med faderen.
Hvor er der sket meget godt i forhold til at være enlig mor. Ingen kvinder bliver set ned på eller udskammet, hvis de er alene med børn.
Vi lagde mærke til, at det udelukkende var kvinder, der sad i biografstolene den aften, vi var der. Det var måske tilfældigt. Men det er en film, der fortæller et stykke kvindehistorie. Selvom vilkårene var svære for den unge Astrid, er det også en glad og varm film.

Claus Dalby, hvis bøger om haver og blomster, jeg altid synes, er en stor fornøjelse at holde i hænderne og bladre i, har udgivet en bog om mad.
Som de store typer i overskriften siger, har han tabt sig rigtig mange kilo ved at omlægge sin livstil.
Bogen er fuld af skønne billeder.
Billeder af salater med ingredienser i vidunderlige farver og former. Grønsager og blomster.
Han er ikke blevet vegetar, men kød og fisk er nu tilbehør, og grønsager og salater er hovedretten.

Der er mange gode salatopskrifter, men mest af alt, så er den smækfuld af dejlige billeder.

Så her fra min udkigspost en torsdag aften vil jeg anbefale både bogen og filmen :-)

Nr. 78 i køen.

At være nr. 78 i køen. På biblioteket.
Jeg plejer at vente tålmodigt til det bliver min tur. Men da min veninde fortalte begejstret om bogen, hun lige var blevet færdig med, og at jeg skulle låne den, slog jeg til.
Så nu er jeg begyndt på Smagradsliberen af Anne Cathrine Riebnitzsky. De første sider er lovende. Jeg får nok svært ved at lægge den fra mig.
Jeg har meldt den fra på biblioteket og kigget på mine øvrige numre i køen. Jeg er nr. 14 på Alle Mine Morgener af Troels Kløvedal. Nr. 32 på Gå Bogen af Bente Klarlund Pedersen. Nr. 25 på Alexandras Mit Lykkelige Land. Det er ikke så længe siden, jeg kom i den problematiske situation, at jeg fik tre reserverede bøger på samme tid :-) og måtte levere En Anden Gren af Jesper Wung-Sung tilbage ulæst. Den kunne ikke fornyes og først nu, da jeg sidder og skriver, husker jeg, at den vil jeg have reserveret igen.
Sådan er der god beskæftigelse ved at være låner på biblioteket.

I dag blæser det meget.

Der er seks graders varme, så det var ikke koldt ved søen, som der var i mandags. Da var temperaturen lige omkring frysepunktet, og der blæste en bitterlig kold nordenvind. Så er der noget med chill-faktor, der betyder, at det er meget koldere.
Det vand, de tidlige morgenbadere havde med på fødderne op på broen, var frosset til is.
Så er det, jeg glæder mig over min varmedunk, der ligger i sportstasken og varmer mit undertøj.
Det kan blive småt for enhver i forhold til de steder, der er sauna.
Men eftersom vi aldrig har haft det, så savner vi det ikke.

Bogreolen.

Mens der blev skiftet vinduer, var jeg nødt til at flytte en reol, så håndværkerne kunne komme til.
Jeg tog et kritisk blik på bøgerne, da jeg havde fået dem ud af reolen og de lå på spisebordet og stolene.
Jeg synes, det er så svært at kassere bøger. Men hvorfor skal de stå i reolen, hvis de aldrig bliver taget ud?
Nu har jeg fundet ud af, hvorfor de skal stå der.
I hvert fald nogle af dem.
Det skal de, fordi de fortæller noget om mig. Noget om forskellige perioder i mit liv. Når jeg kigger i dem, møder jeg på en måde mig selv i en yngre udgave.
De fleste bøger fra min studietid er væk for længst. Men ikke Spalteholz' Hand Atlas Of Human Anatomy. Den blev købt brugt i sin tid, så den er gammel og slidt. Der er for længst kommet nye og flottere udgaver af Anatomi atlas. Der findes også meget flotte illustrationer af den menneskelige anatomi på nettet. Men jeg beholder min Spalteholz. Jeg beholder også de fleste havebøger og kogebøger og bøger om håndarbejde, foto, teologi, filosofi og psykologi. På forskellige tidspunkter har jeg været optaget af de emner. Skønlitteratur og romaner fra dengang jeg var medlem af en bogklub sorterer jeg mere hårdhændet i. Jeg læser aldrig en roman to gange. Der er bøger, jeg er blevet foræret, hvor giveren har skrevet en personlig hilsen til mig. De bliver også stående i reolen.
Da jeg havde fundet en pæn stor bunke bøger, som jeg tænkte, andre kunne få glæde af, kørte jeg hen til LÆSEHESTEN. Ikke fordi jeg forventede at tjene penge, men så slap jeg for at smide dem i containeren med brændbart affald. Butiksindehaveren er fuldstændig omringet af bøger fra gulv til loft og i stakke ved siden af. For ikke at tale om mængder af cd'er og dvd'er. Han virkede ikke glad over at se flere bøger, men ville godt tage imod dem. Hvis de ikke er solgt eller byttet indenfor tre måneder, bliver de destrueret. Det er trist, men sådan er det.
Jeg må snart holde op med at begræde bogens nedtur.

Jeg har også endelig skilt mig af med Lademanns Leksikon. 20 tunge bind.
Ingen genbrugsbutikker vil have dem indenfor dørene.
Jeg kunne nøjes med at bære dem ned i kælderen, hvor viceværten sørger for, de kommer til forbrænding.

Det har givet lidt luft i reolerne.

Jeg har store forventninger til tømrerne, der arbejder med vinduerne. I morgen må de da komme og fuge og sætte vindueskarme i her hos mig.
Håber jeg.

Søndag ...

Mine, i går, frikadellespisende børnebørn blev afleveret i formiddags.
De skulle sove hos mig natten til i dag og havde ønsket sig frikadeller, kartofler og brun sovs. Det fik vi. Ingen problemer i den menu.
Det var straks mere problematisk, at Chr. vågnede kl 05. Det lykkedes at strække stå-op-tiden til 05.30. Men så måtte vi også i gang med dagen med havregrød.
Grunden til, det var svært for mig at vågne så tidligt, var, at jeg ikke kunne lægge en bog fra mig i går aftes.
Jeg er i gang med Bo Østerlunds interview-bog Modne Kvinder - Samtaler om livets patina.
24 kvinder fortæller om livet efter de 50.
Da jeg netop har oplevet Mette Bock på scenen på Folkemødet, havde jeg lyst til at læse hendes historie, som er en af de længste i bogen. Et meget bevægende livsforløb.
Jeg kunne heller ikke falde i søvn bagefter og sov i det hele taget lidt uroligt. Sådan er det med to små børn i mit soveværelse.
Så da børnene var afleveret, tog jeg mig en meget lang lur.

I eftermiddags var der en friluftskoncert i Indelukket med Prinsens Musikkorps. De havde Rasmus Bjerg med som solist.

Da jeg så filmen om John Mogensen
 for et par måneder siden med Rasmus Bjerg i hovedrollen, blev jeg fan :-) Så jeg ville ikke gå glip af anledningen til at se og høre ham.

Det var egentlig lidt koldt at sidde i skyggen på det tidspunkt, men jeg var heldig at komme lige til Your Are Always On My Mind og en John Mogensen-sang, jeg ikke kendte. Jeg gik glip af resten, fordi jeg frøs. Men jeg nåede at konstatere, at han stadig bærer på de 15 kg. han tog på for at fylde filmrollen ud. Måske med vilje fordi han har planlagt en John Mogensen-turne i 2019.

Indelukket er et perfekt sted til arrangementer om sommeren.

Der var også mange mennesker i dag.

På trods af formiddagslur er jeg stadig træt og har planer om at gå tidligt i seng.

Jeg blev inspireret ...

Jeg blev inspireret af en artikel i Lørdagsliv (tillæg til Politiken) for et par uger siden. Eller det var mere et interview.
Forfatteren Morten Brask fortalte, hvordan han lever nu, efter han for et par år siden, reducerede så meget i sine ejendele, at han kun havde 250 ting tilbage i sin 80 kvadratermeter lejlighed. En gennemsnitsfamilie skønnes at have ca. 10.000.

Adspurgt om han befinder sig samme sted som sidst, journalisten snakkede med ham, svarer han, at han har slået bak, idet han begyndte at savne nogle ting. Han har ikke talt sine ting, men tror, der er omkring 700.
Jeg er ikke ene om at følge med i Morten Brasks proces. Han har været omtalt i magasiner, tv og radio. Måske har du også læst hans bog En Pige Og En Dreng fra 2013?
Morten og hans daværende kæreste blev ramt af en stor sorg, da deres tvillinger blev født for tidligt og døde. Han beskrev opløsningen af deres parforhold og sin lammende sorg i romanform. Efterfølgende følte han, at han måtte begynde forfra. Flyttede i lejlighed, solgte sine ting og rejste til Afrika.
Jeg blev meget grebet af den bog. Han skriver, så man næsten føler, man er tilstede. Jeg er i gang med at læse hans nyeste roman, der hedder Ofrene.

Men tilbage til inspirationen, som jeg blev ramt af, fordi jeg har brug for at rydde ud i nogle af mine ting. Ting som jeg faktisk ikke bruger. Men som bare fylder op i skabe og skuffer.
Citat af Morten Brask:"Derfor udfordrer (ved foredrag) jeg tit folk til at gå hjem og skille sig af med 40 ting i løbet af et døgn. Indtil videre har alle meldt positivt tilbage. Smid skraldet ud, og giv de ting væk, som andre kan have glæde af."
Jeg gik straks i gang i køkkenet. Min datter var her tilfældigvis og hun fik to glaskander med. Jeg pakkede drikkeglas og små glasskåle ned, og indtil videre står de i kælderrummet og venter på at blive bragt til en genbrugsbutik.
Og så må jeg indrømme, der kom andre ting og tog min opmærksomhed. Jeg ved dog, at der er tøj og sko, der skal samme vej. Og legetøj til de yngste som Johanne er vokset fra. Og bøger. Der kan let blive 40 ting. Det sjove ville selvfølgelig have været at give sig selv den deadline.

I går var der noget så sjældent, som bølger på søen, da vi var nede at bade.
Det var en grå formiddag, og det regnede.
I dag skinner solen. Termometeret viser 5 +

En af dagene her i januar var der 11 graders varme.
Januar har været den varmeste måned i den tid, der er blevet målt.

Børnebogsboblen.

Jeg fik en mail for et par dage siden fra biblioteket, at de bøger, jeg havde reserveret var klar til afhentning.
Om søndagen er der åbent for selvbetjening.
Jeg havde Johanne med, for børnebiblioteket er en populær legeplads sådan en lidt grå og kold vinterdag.

Da vi trådte ind kl. 10, troede vi først, vi var helt alene. Men det viste sig, der var to børn med deres mødre.
Men i løbet af de par timer, vi var der, kom der flere og flere fædre og mødre med deres små børn.

Biblioteket har foretaget den gode disposition, at de har fjernet alle 'stationer' med  Ipads, hvor børnene ellers stod på nakken af hinanden for at få fat i et spil.
Der er masser af mulighder for andre spil, for at bygge og balancere og klatre.


Jeg har ventet - ikke særlig længe - på Maren Uthaugs nye bog Hvor Der Er Fugle. I forvejen var jeg orienteret via interview i aviser med forfatteren om den tragiske historie, som er en blanding af fakta og fiktion. Om familien, der boede på Kjeungskjær fyr. Familiens bolig var fyret, der lå ude i vandet i det barske Ørland i Nordnorge. Jeg er begyndt at læse den og den er lovende. Spændende og velskrevet.
Det har undret mig, at der efterhånden er kort ventetid på de nyeste bøger. Fx. Jens Andersens bog Under Bjælken om kronprinsen. Den var næsten lige udkommet, da jeg fik den. Jeg reserverer en bog, når jeg ser anmeldelsen, og det ved jeg, at andre også gør. Jeg spurgte personalet en dag, om de købte flere eksemplarer af de populære forfattere, siden ventetiden tydeligvis er blevet kortere. Hun vidste det ikke. Det kan også være et udtryk for, at der ikke er så stor interesse for at låne en bog mere. Jeg kender flere, der abonnerer på Mofibo og læser på skærm. Andre lytter.

Dagens høst udover min voksenbog, var tre af Bárdur Oskarsson, som ikke lige er Johannes niveau.
Derimod var Ulf Løfgrens lille bog om Ludvig et stort hit. Der findes flere historier om Ludvig fra 1980erne.
I denne her bog skal Ludvig tage tøj på, sidde på en stol, spise, børste tænder og tage nattøj på. I første forsøg kludrer han og vender alting forkert. Det udløser store latterbrøl hos Johanne. Hun kan tydeligvis spejle sig. Den blev læst fem gange! Det har jeg dog aldrig været ude for før.

I morges vågnede jeg uden at have ondt i kæben, og jeg har kun lidt ondt i tanden, hvis jeg tygger direkte med den.
Sekretæren sendte regningen på mail og undskyldte tusind gange, at jeg måtte vente så længe. Det er ok. Jeg brokkede mig ikke. Kun her på bloggen :-)
Men jeg synes, 1.900 kr er mange penge for en midlertidig løsning. Jeg har ikke undersøgt priserne, men det er jo nok sådan, at en krone incl. den midlertidige er billigere, end en rodbehandling + krone.
Jeg underkender ikke tandlægens faglighed, og jeg ville aldrig rejse udenlands for at få en lavere pris.
For tre år siden var mit ene kæbeled delvist ude af led. Jeg ved fra patienter tidligere, at det er meget smertefuldt, hvis kæbeleddet glider helt ud. Og det er vigtigt, at en rutineret læge eller tandlæge sætter det på plads. Tandlæge Steen holdt øje med mit kæbeled og udstyrede mig med sit private tlf.nr., som jeg skulle ringe til uanset tidspunkt, hvis jeg fik brug for det.  Og bl.a. den oplevelse gør, at jeg synes, han er guld værd.

En lunken anbefaling ...

Det var et indlæg hos Lene, om det at være bekymret for sine børn, der fik mig til at tænke på en roman, jeg læste tidligere i år.
Bogen heddder Se Ikke Væk og er skrevet af Karen Strandbygaard.
Grunden til, at jeg overhovedet blev interesseret i bogen, var, at jeg læste et interview i Politiken med forfatteren.
Hun fortalte om sin mormor, der som 90 årig boede på plejehjem. En dag, da hun havde besøg at sin datter (Karen Strandbygaards mor) sagde hun, at hun altid havde elsket sine børn, men hun ville ønske, hun aldrig havde fået dem, for med børnene var der flyttet en angst ind, der havde fyldt alle hendes dage.
Karen Strandbygaard spørger "Er det sådan en slags hemmelighed. Går der i virkeligheden mange mødre rundt og er meget angste, men de siger det aldrig til nogen?"

Interviewet og bogen udkom omkring marts, tror jeg. Jeg syntes, det var et interessant tema. Jeg kender godt den bekymring, for at der skal ske ens børn noget ondt. Men jeg snakker ikke om det. Tror måske, jeg er den eneste? Ikke nu, da jeg har læst Lenes blogindlæg. Jeg troede, der ville blive talt og skrevet om emnet, da bogen udkom, men jeg har ikke set eller hørt noget.
Jeg snakkede med mine døtre om det. De blev overraskede, for de havde ikke opfattet mig som bekymret, da de rejste ud forskellige steder i verden for mange år siden.
Men jeg har også været bevidst om ikke at dele det med dem dengang. Jeg tror nemlig, man kan smitte med sin angst og bekymring. Jesper Juul, familieterapeut og forfatter, var underviser, da jeg gik på familierådgiveruddannelsen. Mange ting har jeg glemt, men ikke hans ord, om at ved at udtrykke bekymring overfor dit barn, siger du indirekte, at du tror ikke barnet kan klare sit liv selv.
Ikke at jeg mestrer det. Nu gælder bekymringen både de voksne børn og børnebørn! Skal jeg le eller græde? Men jeg har ikke grund til bekymring. De har i mange år vist, at de har ressourser.
Men den bekymring hedder vel også kærlighed?

Det var en lang indledning til en lille anmeldelse af Karen Strandbygaards roman Se Ikke Væk
Hovedpersonen, Anna, er bange for alting. Den angst bliver forstærket, da hun bliver mor til tvillinger. Hun tager sammen med sin mand og de femårige børn på ferie i Thailand for at komme væk og slappe af. Hun kan netop ikke slappe af og ser farer alle vegne. Det uhyggelige ved bogen er, at de små 'farer' hun ser,  i uheldigste fald kunne blive til virkelighed. Små hverdagshændelser bliver forstørret op i hendes fantasi.
Jeg bliver ikke fanget af krimier, og bogen er vel ikke en krimi? Men den er afgjort en spændingsroman.
Det er forfatterens debut. Hun har talent for at skrive, og den er meget velskrevet.
Jeg var meget optaget af den, da jeg læste den. Men jeg havde egentlig ikke lyst til at anbefale den, da jeg syntes, den var for uhyggelig.
Men det er jo min smag og siger mere om mig, end forfatterens udmærkede evne til at skrue en historie sammen.
Har I læst den eller hørt om den?

Jeg nyder synet af morgenfruernes generøse blomstring under blommetræet.

En solrig 1. november.

Jeg er i gang med at læse en af de små bøger i serien Tænkepauser, som Aarhus Universitet udgiver.

Det er hjerneforsker Leif Østergaards "Hjernen".

På 59 korte sider bliver vi indviet i hjernes mysterier i et letforståeligt sprog.

Det var overraskende for mig, at vores hjerne kan finde ud af at læse en tekst, selv om der er byttet om på bogstaver og sat tal ind.
Billedet er fra teksten på bagsiden af bogen.

I dag var der blå, blå himmel, som klædte træernes efterårsfarver smukt.

Og vandet i søen er nu 9 grader.

Om gamle batterier ...

Ugen, der er gået, har været fyldt med forskellige travle gøremål.
Og så er det, jeg kan mærke, at et gammelt batteri ikke holder i så lang tid som et nyt. Det er også meget længe om at lade op.
F.eks. præsterede jeg 'at lade op' i 10 timer en nat. Det var jo fantastisk dejligt at kunne sove så længe, når nu jeg var blevet så helt urimelig træt.

Jeg har haft besøg af Mattias og hans mor i dag. Mattias hjalp med at klippe staudetoppe, mens hans mor løb en tur.
Efter lidt fælles udstrækning, kørte de den fuldt læssede trillebør op til kompostpladsen, og han fik en køretur tilbage. Det var så dejligt med noget hjælp.

Jeg er i gang med at læse Linn Ullmanns bog, De Urolige.
Det er en roman om en far, en mor og et barn. De har ikke navne i romanen, men far og mor er Ingmar Bergman og Liv Ullmann.
Jeg tænker på, at berømmelse er en flygtig ting. Der er sikkert mange unge mennesker, der ikke ved, hvem de er. Den store filmmager, der greb om alles hjerter med serien 'Scener fra et ægteskab' i 1973, hvor Liv Ullmann og Erland Josephson var hovedpersonerne. Han skabte mange andre film, tv-serier og teaterforestillinger. Og Liv Ullmann havde en hovedrolle i mange af dem. Men nu er de vel næsten glemt?
Far og datter havde en plan om, at de skulle dokumentere aldringen, en bog de to skulle lave sammen.
Men da de endelig kommer i gang, har aldringen så meget fat i ham, at projektet ikke kan genneføres som de havde tænkt.

Linn Ullmann har flere bøger bag sig. Den seneste her bliver af anmeldere udråbt som et mesterværk, og den er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
Bag på bogen står der, at romanen handler om et barn, som ikke kan vente med at blive voksen, og forældre som helst vil være børn, om minder og glemsel og de mange historier, der udgør et liv.
Jeg synes, den er fantastisk godt skrevet.

En af de sætninger i bogen, der passede på mig, da jeg var træt og havde ondt i ryggen her i ugens løb, lyder sådan:
"Jeg synes, aldringen er et hårdt, tungt, uglamourøst arbejde med meget lange arbejdstider."

Bøger.

Inden jeg skulle aflevere bøgerne på biblioteket samlede jeg dem i en stak.
Der har været gode læseoplevelser i dem.

Den nederste, Min Barndom I 50'erne, er skrevet af kendte mennesker. Jeg synes, den er interessant, fordi det var min barndoms årti. Der var dog ingen af forfatterne, der var vokset op så langt ude på landet, som jeg. Men flere af dem havde tilbragt sommerferier som feriebarn på landet, og det var sjovt at læse deres observationer.
Den næstnederste Underdanmarks Jægersoldater, skrevet af Lisbeth Zornig handler om 6-7 kendte mennesker, der har oplevet en barndom med vold, svigt, misbrug eller/og psykisk syge forældre. De har klaret at få et liv med uddannelse og job. Og det bogen prøver at afdække og analysere, er, hvordan det kunne lade sig gøre for dem.
De to øverste er romaner. Dorthe Nors, der fik sit gennembrud som forfatter i USA før Danmark. En lille velskrevet roman om at bo i København, mens hovedpersonen drømmer og længes tilbage til Vestjylland, mens hun er ved at tage kørekort. Kørelærerens mantra: Spejl, skulder, blink.
Pigen Uden Navn er en meget rørende og tankevækkende roman. Den er bygget på virkelige hændelser, men er fiktion. I årene 1854 til 1929 blev forældreløse børn i New York samlet og sendt med tog ud i Midtvesten i håb om, at familier der ville tage et barn til sig. I løbet af de mange år kom det til at dreje sig om 200, 000 børn. For mange af dem blev det et liv uden kærlighed og omsorg, men med hårdt og slidsomt arbejde. For mig var det en ukendt side af Amerikas historie.

Den bog, jeg vil kåre som den bedste af dem, jeg har læst her i begyndelsen af 2016, er ikke med her. Jeg har lånt den i min omgangskreds, og den er afleveret igen.
Det er Ida Jessens En Ny Tid. Den er så velskrevet, at det er en fornøjelse at læse. Hvis den fås som lydbog, vil jeg låne den for at høre den oplæst. Men den er nok ikke på e-reolen. De mest populære forfattere vil ikke være med der.

Den første uge

Det nye år er en uge gammel i dag. Jeg må kigge tilbage på mine billeder for at genopfriske, hvordan året begyndte.

Tulipanerne, jeg fik af mine børn, da de var her til frokost, viser tydelige tegn på forfald. I morgen er det også en uge siden. Jeg har haft stillet dem ind i mit kolde soveværelse om natten.

Den 2. januar var det meget koldt og blæsende. Alligevel var der to voksne, der var friske nok til at gå med fætrene hen på skolens legepladsen. Mens de var væk, lavede jeg kakao og piskede flødeskum.

De røde kinder blussede, og der blev kigget dybt i koppen med kakao og flødeskum.

Vandet står højt i Silkeborg Langsø, som er den sø, der fortsætter i -  eller er, Gudenå. I mit nabolag ses det tydeligt, fordi Søcampings bro og bænk er rykket langt ud i vandet.

Almind sø holder vandstanden, ser det ud til. Jeg var ude at bade d. 5. Vandet var stille og roligt og koldt. Det afdryppede vand fra tidligere badende, var frosset til is, så broen var glat. Min 'badeveninde' (som også er mere end det) nøjedes med kun at dyppe benene, så jeg er bange for, jeg har mistet hende som ledsager. Indtil videre.

I dag sner det fint og stille. Jeg vil derud og bade!!!

Men det er vist lidt pjattet at køre ud og belaste trafikken med unødvendig kørsel på en snevejrsdag.

Chr. har været syg og febril, og jeg passede ham en formiddag. Han var ikke meget medtaget, så vi hyggede os. Vi legede med lego, legede med lego og legede med lego.

Jeg prøvede at udfylde min rolle så godt som muligt. Nu er jeg blevet forfremmet til politi. Tidligere var jeg altid røver. 

De fem legomænd, jeg plejer at have hjemme hos mig, er blevet væk. Christian syntes godt, jeg måtte få fem af ham. Og en pokal. 

Vi brugte lang tid på robotmalebogen. Vi skulle male på den samme figur. Opstillingen her er lavet for at jeg kunne fotografere. Vi kunne sagtens male på hver sin side af robotten.

Jeg kan huske, at Marcus også gerne ville male sammen, da han var i den alder.

Hos Mattias i går blev der taget pynt af juletræet.

Og skrællet kartofler.

Det kræver stor koncentration, men det kan lade sig gøre.

Jeg har været i biografen og på cafe. 

Koret er begyndt at øve igen.

Svømning begynder først igen i næste uge.

Jeg er ved at læse Erland Loes nyeste bog, som ikke er oversat til dansk endnu. Den hedder "Slutten på verden slik vi kjenner den"

Bog nr 2 om Doppler. Den veluddannede, velfungerende mand, ægtefælle og far, der forlader sit liv og flytter ud i skoven og bor sammen med en elg. Efter 3-4 år savner han sin kone og sine børn. Han anbringer elgen i en kennel for hjortedyr og vandrer ud af skoven. Doppler er tilbage. 

Jeg er en stor fan af Erlend Loe.

Bibliotektet har skaffet den norske udgave til mig.

Ligesom de også har forsynet mig med 7. og sidste afsnit af Mad Men. Jeg fulgte meget med i den serie, men har faktisk helt haft glemt afsnit 7.

Så det gør ikke noget, hvis jeg sner inde. ;-) 

Benjamin Langøre har fået et andet navn ...

Kender du Beatrix Potters historier og illustrationer om Peter Kanin, hans søstre Flopsy, Mopsy og Topsy og deres fætter Benjamin Langøre?

Da mine piger var små, læste vi historierne i de små bøger udgivet af Gyldendal.

Jeg synes, illustrationerne er helt fortryllende charmerende.

Jeg har introduceret bøgerne til Christian. Men forleden dag, da vi skulle til at læse bogen om Peter Kanin kunne jeg ikke finde den.

For nogen tid siden købte jeg den store bog "De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner." Jeg havde faktisk glemt, jeg havde den, men den dukkede meget belejligt op i min erindring.
Vi satte os godt tilrette i sengen med bogen foran os, men kun få linjer inde i historien var der noget galt!
I denne her udgave fra Aschehoug hedder Peter Kanins søstre Flopsy, Mopsy og Silkehale!
Silkehale ... hvad er det for et navn i stedet for Topsy?
Lidt længere henne viser det sig, at Hr Gregersen (ham med haven, hvor Peter Kanin hugger/spiser grønsager) er blevet til Hr. Suhr.
Nu er Hr Gregersen ikke det mest mundrette ord, men det behøver det heller ikke at være. Svære ord kan godt figurere i en børnebog.
Hr. Suhr er let at sige. Navnet passer også på manden og hans humør. Alligevel synes jeg, det passer bedst til den sure mand, at han hedder Hr. Gregersen.
I fortællingen om Benjamin Langøre, der er Peter Kanins fætter, har Benjamin fået et andet efternavn. Han hedder Benjamin Kaninsen.
Det lyder helt forkert i mine ører.
Da jeg giver udtryk for min undren over de ændrede navne, svarer Christian, at det er nok, fordi det er et andet sprog. Der kom et nyt barn, der ikke kunne tale dansk, i hans børnehave for ikke så længe siden. Og barnet talte et andet sprog.

De små bøger fra Gyldendal er fra 1972 og oversat af Anine Rud.
De samlede fortællinger fra Aschehoug er oversat af Kirsten Kincaid og Ole Knudsen i 1997.

Og som Christian siger, så er det et andet sprog.

Jeg synes bedst om den gamle oversættelse ...
Men sådan er det vel altid.

Den holdt mig vågen ...

Uh, den er meget spændende. Og sine steder uhyggelig.
Den nyeste bog af Håkon Nesser "Levende og døde i Winsford".

Krimier kan ikke fange min opmærksomhed. Jeg har prøvet ...

For alligevel at stifte bekendtskab med en krimiforfatter, blev jeg anbefalet at læse Håkon Nessers seneste bog "Levende og døde i Winsford".
Politikens anmeldelse er her.

Den har holdt mig vågen udover rimelig sengetid.
De seneste to nætter er jeg vågnet - lysvågen - ved 3 tiden. Sådan er der nogle nætter engang imellem. Jeg ved ikke hvorfor.
Men efter at have sovet som en bjørn i hi de sidste 2 mdr. - 8-9 timer om natten, er det nu åbenbart igen tid for nat/tidligmorgen-læsning.
Natten til i går blev jeg færdig med bogen, men da var kl. også blevet 6 morgen.

Den slutter helt uforudsigeligt og overraskende.
Den kan anbefales også til en ikke-krimi-læsende.

I forgårs havde en enkelt erantis løftet sit hoved.
Det lover godt.

En aften om bøger.

Jeg har lige været til et arrangement, som fire bibliotekarer stod for.
De præsenterede gode og spændende bøger fra 2014.
Hvis man skal dømme læseinteressen efter fremmødet, så læser mænd ikke romaner. Forsamlingen var på ca 110 (jeg spurgte billetsælgeren). Der var to mænd - nej fire!

(Nu skal jeg se, om jeg kan lægge billeder på)

34 forskellige bøger fortalte de om på en underholdende og fornøjelig måde.

Mange havde jeg hørt om, fordi jeg læser boganmeldelser, og det er også den måde jeg vælger læsestof på.

Lyder anmeldelsen spændende, så reserverer jeg den på biblioteket.

Men der var også ukendte forfattere for mig. Og flere jeg skal have reserveret.

Jeg er aldrig blevet fanget af krimier.  Men nu ved jeg, at Håkan Nesser har skrevet en ikke-krimi, der hedder "Levende og døde i Winsford", så den vil jeg låne og på den måde stifte bekendtskab med ham.

Vi fik et lille katalog, hvor alle 34 bøger + 2 julegaveforslag er kort omtalt.

Jeg er lige begyndt på Murakamis vist nok nyeste bog "Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsfærd".

Titlen lyder ikke ligefrem dragende, men historien er både interessant og spændende, så jeg kommer nok til at sove sent i aften/nat.

Rosen på min altan står med to fine knopper. (og jo, så kunne jeg godt lægge et billede på)

Om en bog jeg ikke har læst ...

Da jeg lyttede til slutningen af Christian Bitz' foredrag i søndags, kom jeg til at tænke på titlen på en bog, jeg endnu ikke har læst.
Titlen 'Vi er bedst når vi er glade' passede så godt på foredraget, så jeg tænkte, at det måske er en ny trend, at vi skal være glade og begejstrede.
Måske er der kogt nok suppe på de ben, der handler om kost og motion (ikke at vi skal droppe det), men der skal flere 'boller på suppen'
Mikael Kamber har skrevet bogen. (linket går til Saxo, hvor flere personer anmelder den)

Biblioteket har ikke fået den endnu, så jeg gik ind til boghandleren for at kigge i den.
Bogens emne henvender sig især til ledere og medarbejdere i alle typer virksomheder, men den er også interessant for et meget bredt publikum.

Sidst i bogen fandt jeg opskriften på at blive eller være glad.
Jeg husker ikke alle 6 punkter.
Men de første fire kan jeg huske:
- Vær sammen med dem du holder af.
- Lev sundt.
- Gør noget godt for andre.
- Dyrk det du er god til.

Det jeg især blev begejstret for, var punkt tre, fordi jeg synes, vi er blevet alt for optaget af at konkurrere, af at blive nr 1, af at udvikle og optimere os selv (gælder selvfølgelig ikke dig, der læser med her ;-))
Så for min skyld må det godt blive en ny trend, at vi gør noget godt for hinanden.
Jeg glæder mig til at læse bogen, men venter på biblioteket.

Det sneede tæt, da jeg gik hjem i dag forbi havnen

og gennem Papirfabrikken

I går var der høj sol, og det så ud, som om sivene i Langsø stod i små glasvaser.

En flot bog - og en interessant bog i en helt anden genre.

Jeg er en flittig låner på biblioteket.
Hvis jeg læser eller hører om en interessant bog, går jeg ind på bibliotekets hjemmeside og reserverer den.
Det er ikke alle bøger, der er lige interessante, når jeg får dem hjem, og jeg nøjes med at bladre lidt rundt og levere dem tilbage igen.
Men denne her bog af meterologen Jesper Theilgaard, synes jeg, er en stor fornøjelse netop at sidde med og kigge i og læse fra ende til anden, eller bare bladre lidt rundt og læse hist og pist.

Emnet er delt op i årstiderne begyndende med foråret.
Bogen er sat op på den måde, at på venstre side er der et fotografi af et maleri og på højre side meterologens kommentar.
Til hvert billede knytter sig et digt eller en sang fra Højskolesangbogen opsat på samme måde med digtet på venstre side og forfatterens (han har været korsanger siden gymnasiet) kommentar på højre side.
Der er 148 sider i 'Vejret i Kunsten' og den har ca A4 størrelse.
Bagerst i bogen er der en oversigt over de forskellige værker, og det er den eneste anke, jeg har, at der ikke er sidetal på.
Den bog er jeg vild med, og den kommer på min ønskeliste.

En anden bog, jeg vil anbefale er 'Dame med Stol' af Maria Marcus.
Hun er journalist og forfatter til flere bøger om seksualitet og kvinders vilkår og uddannede sig i moden alder til terapeut og sexolog.

For et par år siden blev forfatteren lam i underkrop og ben efter en fejloperation.
Bogen handler om den proces, hun har været igennem.
Det langvarige genoptræningsforløb, som i sig selv er ganske imponerende for en kvinde midt i 80erne.
Hendes reflektioner om dogmefilm, og om hendes liv er blevet et dogmeliv?
Uden lyssætning og underlægningsmusik.
Reduceret til en brøkdel af hvad det var.
'Hvad er skåret væk, hvad er kommet frem? Hvad er tabt, hvad er ... vundet?' spørger hun.
Og hun undrer sig, når hun sidder i kørestolen med kærestens arme omkring sig, og det der fylder hende er glæde og taknemmelighed '- jeg tror, det her er den bedste tid i mit liv', siger hun.

Det er en stærk bog om en stærk kvinde.
Hun har stadig klienter i parterapi, og i søndags havde hun en kronik i Politiken.
Godt gået.

To meget forskellige bøger.

Som bekendt er jeg ikke den store håndarbejds-ørn.
Engang var jeg den, der strikkede, hæklede og syede, og jeg kan egentlig ikke finde en forklaring på, hvorfor det ikke appellerer til mig mere.
Men det er vel sådan, at alting har en tid.
Det forhindrer mig dog ikke i at være vildt imponeret over den store, flotte bog om Dronningens kjoler.

Bogen er skrevet af tekstilkonservator på Rosenborg Katia Johansen og kommenteret af Dronningen.
Den er rigt illustreret med smukke fotografier.
Udover at bogen handler om mode, design og materialer, hverdagstøj, galla, hatte og begivenheder i ind-og udland, så er det også en historisk bog fra 1940 og op til nu.
Den er velskrevet og sjov og lækker at bladre i.
En pyntelig coffetable-ting.
Jeg låner. I første omgang.

En helt anden bog læste jeg om her hos Olof.
Læs hans reflektioner ved kassen i Brugsen og om Tor Nørretranders nye bog  'Afskaf affald'.
Den skal jeg vidst have fat i..