I begyndelsen af februar ...

Da jeg kiggede ud i morges, var regnen forvandlet til slud. Græsplænen var hvid, men så snart snefnugene ramte fliserne smeltede de. De nyudsprungne mirabelletræer står med fine, hvide blomster - en virkelig usædvanlig blanding på denne her årstid.
I begyndelsen af februar var jeg til foredrag med forfatteren Dorthe Nors. Hun er ikke meget omtalt herhjemme, men grunden til jeg 'kender' hende, er, at jeg var på et lille weekend-skrivekursus på Folkeuniversitetet med hende som underviser for mange år siden. Vi var en broget flok, der aldersmæssigt spændte fra gymnasieelever til pensionister og dem midt imellem. Vi havde det så sjovt og grinede så meget (det kan en ordekvilibrist få én til) Vi måtte flytte lokale, fordi vi forstyrrede dem ved siden af.

Man skal selvfølgelig lige have en bog med en personlig hilsen med hjem.

Forfatteraftenen blev afholdt i Mariehøj kirkes sognehus. Vi var ikke så mange, måske 30 - 40  mennesker. Det var en både sjov og spændende aften. Med kaffe og kage :-)
Det interessante er, at hun trækker fulde huse i USA.
Hendes bøger er oversat til mange sprog, og hun er nok mere kendt ude i verden end her.

Kantslag er en novellesamling. Ikke den seneste. Den hedder nemlig Kort Over Canada.
Ud over noveller har hun også skrevet flere bøger. Bl.a. Spejl, Skulder, Blink, der i den engelske oversættelse resulterede i, at hun i 2017 blev nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize, som den første dansker. Hun vandt ikke, men det var også stort at være blandt de nominerede.
Det var også første gang en dansker fik optaget en novelle i det anerkendte amerikanske litteraturtidskrift The New Yorker, da hendes novelle Hejren udkom i 2013.
Jeg har tit svært ved at lægge en spændende bog fra mig, og på den måde komme til at sove alt for sent. Derfor kan en novelle være en god godnathistorie (hvis jeg altså holder mig til én)
I Dorthe Nors' bøger er alle overflødige ord skåret væk. Mennesker, situationer og landskaber bliver gjort levende med få ord. For det meste befinder karakterne sig i en overgangssituation, og man får tit en fornemmelse af, at der er noget under overfladen. Noget uhyggeligt. Eller mærkeligt. Så det er spændende.

Min udsigt fra køkkenvinduet i formiddags. Mit lille lommekamera med næsten fuld zoom. Det plejer tit at blive uskarpt, men det ses, at de små hvide blomster på mirabelletræet er ved at springe ud