Forfatternavnet fangede mit blik, da jeg læste boganmeldelsen.
Adorján. Mine tanker gled tilbage til 1970, da jeg arbejdede på Klinikken for Cerebral Parese og Børneneurologi. Den lå dengang på Hans Knudsens Plads bagved Ortopædisk Hospital. Overlæge Adorján, der var en meget anerkendt ortopædkirurg, var tilknyttet klinikken som konsulent. Han kom med mellemrum for at vurdere, hvilke børn der havde så stramme ledbånd, at der måtte et kirurgisk indgreb til, for at vi kunne komme videre med træningen.
Overlægen var en smuk, distingveret (i mine 27 årige øjne) ældre herre. Man small- talkede ikke med ham. Men der blev sagt om ham, at han var flygtning fra Ungarn, og at han havde en søn, der var en meget talentfuld, professionel fløjtespiller.
Men uanset forfatternavn, så lød anmeldelsen rigtig spændende, og tidligt i morges da jeg alligevel ikke kunne sove, læste jeg bogen færdig.

Overlæge Adorjáns barnebarn har skrevet en bog om sine bedsteforældres liv og den meget dramatiske og for familien meget traumatiske afslutning deres liv fik, idet de begik selvmord sammen.
Johanna, der som barn ofte fik at høre, at hun lignede sin bedstemor, var 20 år i 1991, da bedsteforældrene døde. Hun har i mange år samlet materiale og interviewet mennesker der kendte parret, for at komme til forståelse for, at hendes 71 årige raske bedstemor valgte at følge sin 10 år ældre alvorligt syge mand i døden, og nu næsten 20 år senere er bogen udkommet
Det er en meget velskrevet bog, som ud over faktuelle forhold også indeholder tænkte situationer og dialog mellem bedstforældrene skrevet med et barnebarns kendskab til dem.
Der er gribende beskrivelser af jødernes rædselsfulde forhold i Ungarn under 2. verdenskrig. Der er tænksomme reflektioner over den jødiske identitet.

Familien valgte i dødsannoncen at skrive "Deres store kærlighed er svaret".
Forfatteren fortsætter:
"Det er den smukkeste måde at tolke deres dobbelte selvmord på. Men er det hele sandheden? Er det ikke først og fremmest angst, der taler ud af denne handling? En kvindes angst for ikke at være elsket, for at være alene, ligge andre til byrde, måske engang selv blive syg og affældig? Og hører der ikke også en god del
aggression til, over for sine egne børn, at lade, som om man er fuldkommen alene i verden?"
I min verden må man ikke gribe til selvmord. Det er det værste, man kan udsætte sine nærmeste for. Jeg har kendt 2 mænd, en nabo og en ven, der begik selvmord, da deres børn var 18-20 år, og det var frygeligt for dem.
Min oldefar hængte sig, da han var i 30erne, og 100 år senere var det stadig en skamfuld familiehemmelighed, som min mormor og mor aldrig talte om. Min moster fortalte mig det hviskende, da jeg var langt oppe i fyrrene og var begyndt at interessere mig for slægtsforskning.
Nu er der heldigvis åbenhed om det, og det er heller ikke skamfuldt, hvis en forælder tager livet af sig, og der er psykologhjælp og anden støtte at få. Alligevel er det dybt traumatisk for de nærmeste.