Fra Bugsy......

Godt Nytår fra Bugsy!!
Han er blevet luftet og er klar til at være alene hjemme. Der er allerede godt gang i fyrværkeriet her, men han reagerer ikke på det - hverken når han er ude eller inde. Mange dyr bliver helt paniske. Det er synd for dem. For min skyld kunne fyrværkeri godt være uden knald og brag. Yndlingsstolen kan "indtages" på mange måder......

Der kan slappes af i alle stillinger!

Nytårsaften.

Der var forbavsende stille og roligt i Føtex i formiddags. Henrik legede med marcipan i går, men han er ikke tilfreds med det, som skulle være vores bidrag til i aften, kransekagen, så derfor bliver det en købe én af slagsen. Der er nok at vælge imellem.
Ha en rigtig god nytårsaften!

Så flot......

Så flot er min amaryllis blevet! At der i løbet af 4 uger kan vokse 2 så lange grønne stængler og 8 smukke hvide blomster ud af et tørt og kedeligt løg - det er da et under. Jeg går og glæder mig over den.

Flere juledage...

Øjjjjj... hvor har vi det godt! Samvær med vore nære og kære og en masse lækker mad. Mobilitet og samfærdsel der betyder, at afstand ikke er nogen hindring, og at dem der til daglig bor langt væk også kommer indenfor kigge-i-øjnene-og-gi-knus-radius.
Jeg har været til frokost i Henriks familie, og hos mig var vi 10 til frokost i går. Så kan der heller ikke være flere omkring mit bord. Og køkkenet bliver ren kaos, når vi begynder at bære brugte ting ud i det lille rum. Heldigvis er der god hjælp at få af gæsterne. Der er 2 nye mænd i familien denne her jul: Svigerinden, som har været alene siden min bror døde for 7 år siden har fået en kæreste, så det er dejligt. Og ældstes kæreste har heller ikke været her en jul. De er ikke de rene årsunger, de 2. Ellers vil jeg synes, det er svært med al den indforståede snak og gamle historier og minder, der fyger rundt om bordet. Det var rigtig hyggeligt, de var med, og de blev ikke afskrækkede! Der har også været tid til et par lange gå-ture. De efterladte badetøfler på broen ved kajakklubben fortæller, at der er en enkelt kajakroer ude i det kolde vejr.

Jeg har haft stor glæde af høsten fra det gavmilde valnøddetræ. Udover den snaps vi drak i går til frokosten, blev der 3 flasker til gaver.

De honningsyltede valnødder smager rigtig godt til ost, og jeg har et glas parat til aftenens værtinde.

juledage

Førstegangsoplevelser er altid spændende. Således også i juledagene, da yngste og svigersønnen havde inviteret os alle til jul i deres endnu ikke færdig renoverede hus, men alligevel med plads til 5 overnattende.
Det er sjovt at se, hvordan de kombinerer det at komme med hver sine traditioner fra hver sin familie og så sætte det sammen til deres egen måde at gøre tingene på. I vores familie vil vi gerne i kirke juleaftens eftermiddag. Den smukke gamle Ubberud kirke ligger tættest på. Naboen havde sagt, vi skulle være der 45 min. før. Vi kom først en halv time før med det resultat, at vi kom til at sidde på knæfaldet oppe ved altret. Men vi sad fint, og det var festligt med den fyldte kirke og de dejlige gamle julesalmer. Juletræet hjemme af egen avl var minimalistisk pyntet. Der var derimod ikke noget minimalistisk over julemiddagen. Jeg har altid lavet andesteg med det traditionelle tilbehør. I svigersønnens familie skal der mere til, så vi fik gåsesteg, ribbenssteg og medisterpølse med hvide og brunede kartofler, rødkål og waldorfsalat, og vi spiste til vi var nær ved at revne.

Sovs hører ikke med til hverdagsmaden. Men ingen julemiddag uden sovs. Svigersønnen lavede den under min vejledning, og den blev supergod. Det var min opgave at lave ris a la mande. Det nye indslag i desserten var, at den skulle være med granatæblesovs. Sådan en opskrift kunne godt findes på nettet. Måske var der andre end mig, der sendte en lille tanke til kirsebærsovsen. :-).

Klokken blev mange inden vi kom til gaverne. Vi "huggede" om hvem der måtte vælge, men ikke til sig selv. Det kom der en masse grin og sjov ud af, og det var midnat inden vi var færdige.

Det glæder moderhjertet rigtig meget, at de 2 søstre hygger sig så meget sammen. De har mere tilfælles nu, end da de var små - og næsten 5 år gjorde en stor forskel.

Snart i blomst.....

Læsere af min blog vil vide, at jeg har passet min amaryllis som var jeg Den lille Prins og amaryllis'en en rose. Nu rejser jeg bort i 3-4 dage - og hvad sker..... ??
Min amaryllis vil til at folde sig ud i fuldt flor. For at bremse den lidt, stiller jeg den køligt og dunkelt. Jeg vil også have fornøjelse af den....... Hvis jeg ikke er på bloggen inden jul, vil jeg ønske jer en rigtig hyggelig og glædelig jul!

Julekort.

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker at modtage julehilsner. En konvolut med julemærker på og leveret af postbudet er noget særligt. Det er hyggeligt at åbne det, glædes over motivet og læse indholdet, stille det til pynt, tage det frem og læse det igen.
Hvorfor er det så lige, det er så svært at få skrevet de julehilsner selv?? Måske er det mine egne forventninger om, at det ud over julehilsner skal være et langt velskrevet resume over året, der snart er gået??

Så er det, jeg tænker på de julekort, mine forældre skrev og modtog. Det var et kort som et postkort. Ikke et foldet med konvolut til.
Teksten var den nødvendige - og ikke andet. Jeg ved ikke, om det var fordi, vi tilhørte den meget ordknappe race fra Thy ;-). Julekortene lå så i en stak på bordet i en skål og en del af samværet i juledagene, når vi var på besøg eller selv havde gæster, var at læse hinandens julekort. Ikke at vi fik nogen informationer. Men mere det her med, at så havde den og den tænkt på os og omvendt.
Jeg tror faktisk, at jeg vil gøre det til næste år. Sende sådan et spartansk kort med en julehilsen. Det er lidt ligesom et kort fra et feriested. Det handler heller ikke så meget om information. Det siger noget om, at du er i mine tanker også her på det fjerne sted. Og til jul er du i mine tanker midt i al travlheden.
Eller måske er den elektroniske julehilsen kommet for at blive. Jeg glæder mig også over de mails, jeg har fået med vedhæftet fil med billeder og fælles brev til mange. Og en lille hurtig sms er da også hyggelig. Uanset udtryksformen, så er det tanken, der tæller.


Men jeg kunne også bare have købt nogle flere af de her kort, dengang jeg var der, hvor de blev solgt......;-)

Vintersolhverv.

I dag er årets korteste dag. Fra nu af begynder det at blive lysere. Det er jeg ikke sur over.
Johannes V. Jensens sang fra 1917, om vor kolde sol, er netop skrevet til anledningen, som jeg vil fejre ved at bringe 1. vers her:

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt -
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Pavens.......

Altså.......

Det handler om juletræer!
Der er én ting, der kan tænde julelys i enhver italieners øjne, og det er juletræet på Peterspladsen. Både i højde og udsmykning overstråler det alt. Sidste år var det 26 m. fra fod til stjerne. Alle der befinder sig i Rom i denne tid, vil valfarte til Peterspladsen og sole sig i Pavens juletræ.
Det gad jeg også godt!
Kilde: Ugeskrift for læger.

Nissekavalkade

Først 2 par ærkedanske nisser.
De høje nisser var en gave fra mine tidligere kolleger, engang jeg havde jubilæum. De små nisser er købt på Bornholm. Den eksotiske julemand er fra et shoppingcenter i Cape Town sidste år.

Selvfølgelig skal påklædningen svare til klimaet!!

Blocked......

I går kunne jeg ikke få lov (af computernissen!) at lægge billeder på min blog. Der dukkede sådan en hidsig gul stjerne op og sagde: blocked. Arrrrgh............
Jeg rådførte mig telefonisk med svigersønnen, men han stod i en brændestak, og det var ikke lige så nemt. Min livlinie på biblioteket var ikke på arbejde, så det......Dagen gik uden at problemet blev løst.
Men så i dag. Voila!!!! Jeg forstår altså ikke lige, hvorfor den protesterede i går??? Og i dag må jeg godt....

I virkeligheden - eller??

En skuespiller på et teater i Wien var lige ved at dø under en forestilling for et par dage side. Han skulle skære halsen over på sig selv som led i handlingen. Publikum klappede begejstret over det flotte stunt, indtil det viste sig, at han ikke rejste sig op - det var rigtig blod og ikke teatermaling, der farvede scenegulvet.

Så rejser spørgsmålet sig, om én havde byttet den sløve kniv ud med en skarp, eller om han selv havde gjort det??

For et par dage siden i de sene aftentimer blev der på dansk tv vist et selvmord fra det virkelige liv. Programchef Mette Boch fratrådte i protest. Etisk Råd har taget skarp afstand og fraråder iøvrigt også aktiv dødshjælp.

Jeg så dokumentarfilmen og kan ikke få den ud af hovedet igen. Vi er vant til at se mord og drab på film. Var det her en film? Var det virkelighed? Jeg ved godt, det var virkelighed, og at hovedpersonen havde et budskab, han ville bringe ud. Men jeg tænker, om ikke budskabet svækkes, fordi vi har mulighed for at se alle mulige og umulige aspekter af livet på film?

Manden, Craig 58 år, led af den fremadskridende sygdom amyotrofisk lateral sclerose (ALS)

Han var respiratorbruger, men kunne stadig gå lidt, spise og tale. Han havde besluttet at gøre en ende på sit liv, mens han endnu kunne glæde sig over det.

Han havde talt grundigt med sin kone og sine børn, som ikke prøvede at holde ham tilbage. Det dilemma han stod med var, at han var nødt til at rejse til Schweiz til selvmordsklinikken Dignitas.

Bistået af sin kone og en socialworker på klinikken gennemførte han det på værdig vis.

Det må være svært at være kone i den situation - og bagefter.

I 2007 udgav den 45 årige århusianske læge Jørgen Drasbæk Schiønning sin bog Slangetæmmeren. Han var på det tidspunkt fuldstændig hjælpeløs af sygdommen ALS - ude af stand til at tale, spise og trække vejret ved egen hjælp. Hans kone havde forladt ham, men boede dog tæt på med deres 2 børn. Han havde døgnet rundt personale uddannet i respiratorpleje omkring sig.

Han valgte at leve.

I Danmark kan ALS patienter, som har valgt respiratorbehandling til også selv vælge den fra igen. Med hjælp af personale fra Respirationscenter Vest kan et menneske afslutte sin respiratorbehandling og sit liv.

Min holdning er fuldstændig i tråd med Etisk Råd. Vi skal ikke have aktiv dødshjælp i Danmark.

Men den teknologiske udvikling rejser godt nok mange dilemmaer både ved livets begyndelse med de meget præmature børn og ved livets afslutning - og hele vejen igennem.......

Julelys

De sidste par dage har været usædvanlig mørke. Men jo mere mørke og jo mindre sol, des mere lys i gader og på bygninger. I Musikhuset er der pyntet med smukke prismelysekroner i loftet. Rigtige lysekroner er det dog ikke. Det er små grantræer, der er hængt op med toppen nedad og dekoreret med lyskæder. Det er smukkere i virkeligheden end det mit billede viser. I går var der igen "Syng med Grøn i den Blå". Jens Grøn, tidligere leder på Vestbirk Højskole, styrede os igennem fællessang i den blå, som er Højskolesangbogen. Der kommer efterhånden mange mennesker til det arrangement. Over 100 i går eftermiddags.

Jeg blev igen ført way back. Med denne her: Dybt hælder året i sin gang, snart ødes mark og lund. Og til dengang vi skulle lære salmevers udenad. Den, der blev hørt, skulle stå op og sige alle vers. For mig var det nemt at lære udenad dengang, og de salmer jeg lærte på den måde, holder jeg meget af i dag.

En anden hyggelig beskæftigelse sådan en mørk dag foregår hjemme i dejligt selskab og med prøvesmagning af årets valnøddesnaps. Ahh, den dur.

Julebog.

Stærkt inspireret af Connys indlæg om sin julebog for et par dage siden, måtte jeg også have min julebog frem i lyset. Det var årets højdepunkt, når postbudet afleverede bøgerne, der var bestilt på postordre. Der var en børnebog til hver af os. Min mor fik Ved Julelampens Skær og min far Blæksprutten eller Svikmøllen. Og så sænkede freden og hyggen sig, mens vi sad og læste.
I reolen ved siden af min julebog fik jeg også øje på en anden bog fra dengang. Én af den slags med samle-billeder.

I kaffe-erstatningsposen var der indlagt et billede af en aktuel historie. I det her tilfælde historien om Peter Pan.

Bogen var illustreret med tegninger, som kunne farvelægges.

Det var altid spændende om den pose Richs, der blev åbnet indeholdt et nyt billede, eller det var en dublet, der kunne bruges til at bytte med.

Det var også spændende, om man kom først til den nabo, hvis børn var flyttet hjemmefra med spørgsmålet "hå do noe richs billeder?"

Hvad er det med den her blog? Det er som om den er ved at udvikle sig til mine erindringer.....

Nå, jeg vil lade inspirationen råde......

Roots and wings.

Jeg holder meget af at besøge mine forældres og min brors gravsteder, og for flere dage siden købte jeg dekorationer. Turen skulle foregå, når jeg havde tid og vejret var godt.
At det så blev i dag, skyldes at min fætter, fiskeren fra Vorupør, døde for nogle dage siden efter svær sygdom og skulle begraves netop i dag. Ikke at vi stod hinanden særlig nær, men hans 2 søstre var altid meget opmærksomme på min mor, og jeg ville gerne hilse på dem ved denne her anledning.
Det var en god begravelse med bl.a. sønnen der spillede på guitar og sang vemodigt om at komme med derhen, hvor harmonikassen altid spiller. Der blev klappet ivrigt, og præsten så helt uanfægtet ud. "Ka' man det?", hviskede min tante. Jeg synes, det er fint, at man kan, hvad der passer til den enkelte. Bagefter kørte rustvognen med følge ned til æ haw og efter en pause videre ud i klitterne til den gamle fredede kirkegård, hvor der er tilknytningskrav for at få en plads. Meget fint og i fiskerens ånd.

Mine forældre og min bror har deres gravsteder på 2 forskellige kirkegårde. Efterhånden som årene er gået, er det mere med vemod end med sorg, jeg tænker på dem. Dog kan jeg stadig være vred på en måde over, at vores far ikke fik flere år, og at vores børn ikke fik en morfar/farfar. Men sådan er der jo mange, der har det.
På vejen mellem de 2 kirkegårde kører jeg forbi mit bardomshjem, hvor min mor blev boende, da hun blev alene, og det blev til 54 år på samme sted.
Da jeg kørte forbi naboejendommen, blev jeg vinket ind til kaffe. Her bor Salmon og Henny, og før dem boede hans far og mor der. Så den familie har jeg altid kendt. Gæt, om det er hyggeligt at sidde der ved voksdugen og få hjemmebagte småkager til kaffen og blive opdateret med stort og småt fra nabolaget, mens blikket hviler på de mange julenisser overalt. Det er ligesom at falde ned i en tidslomme, hvor der er lunt og trygt. Ingenting er forandret, verden er til at overskue og problemer er til at løse. Vi er jævnaldrene. De har altid boet det samme sted. Nu er jorden lejet ud, og det er den første vinter uden kreaturer i stalden. Deres søn med familie bor et stenkast derfra.

Der er ét spørgsmål, der er fuldstændig overflødigt "bliver I så boende her?" Mens mange flytter til mindre bynære huse, så tror jeg, det ville være utænkeligt for dem. Vore liv og vore børns liv har været meget forskellige. Hvad gør os mest lykkelige? Roots eller wings? Eller begge dele? Hvis man kan.....

Jeg holder meget øje med, hvad der sker i Thisted. Her blev jeg gift i 1971. Pladsen foran byens smukke, gamle rådhus er brudt op. Spændende, hvordan her kommer til at se ud.
Når man står med ryggen til rådhuset, kigger man på byens nye indkøbscenter, som blev indviet for kort tid siden.
Jeg faldt i snak med et par lokale, og de sagde " de hå ødelå wå by " !!!



Arkitekturen er heller ikke imponerende. Men det værste er, at når man går derinde, så kan man ikke se eller mærke hvor i verden, man er. Det kan være anywhere.
Det minder mig om, da vi landede i Cairo for 2 år siden. Yngste og svigersønnens bagage var ikke med. Heldigvis havde de en forsikring, som gav dem mulighed for at handle for x antal kroner.
Det første jeg så i Cairo, var derfor det meget store, mondæne shoppingcenter City Stars. Jamen, vi kunne have været i London - eller hvor som helst.
Cairo havde heldigvis meget andet at byde på senere.

Julekufferten.

Turen fortsætter ned ad Memory Lane. Her kommer Helle Buus' nisser. Helle, som kom meget i vores hjem og som var yngstes veninde. Jeg har ikke været til bunds i julekufferten siden 2003, så gensynsglæden er stor, men der opstår også en snigende erkendelse af, at der nok er noget, der skal ud.
Min mor døde i november 2004. I december blev jeg opereret i min hånd for carpal tunnel syndrom, så jeg var i nogen grad ukampdygtig. Ældste var på Jamaica. Yngste havde vikariat på et plejehjem, men hun og jeg holdt juleaften hos den bror, jeg nu har tilbage. Det var rigtig rart, men også meget tydeligt at familien var skrumpet.
I julen 2005 var jeg i Sisimiut, hvor ældste dengang arbejdede. Det var dejligt og spændende, ligesom det også var i 2006, da jeg sammen med yngste og svigersønnen besøgte hans søster i Cairo, og igen i 2007 sammen med dem besøgte samme søster, som da boede i Cape Town.
I år er vi alle hjemme i skønne DK. Og det er bare deilig, som kartoffel avler Sand siger.
Iøvrigt går jeg ikke ind for, at julen skal være sådan en eksklusiv familieting med fasttømrede traditioner. Vi har tidligere haft venner med, som af den ene eller anden grund ikke var i deres familier. Sjovest var amerikanske Mona, som ældste mødte i Nepal. Hun skulle også til Europa, og kom hos os i julen. Hun noterede flittigt i sin dagbog om de mærkværdigheder, der forgik hos en dansk familie. Siden har jeg haft en invitation til at besøge hende i Colorado.

Plejehjems engle.

De her engle minder mig om en svær og turbulent periode. Min mor kom på plejehjem og boede i næsten et halvt år i et lille aflastningsværelse, hvor der ikke var plads til private ting. Hendes lille landbrug var til salg.
Pludselig kom der en køber, som i løbet af 14 dage skulle have et sted at bo. Det betød, at vi havde de sidste 14 dage i juni til at rydde op efter 46 år. Mine kollegaer var begyndt at holde ferie, så jeg havde kun en weekend til rådighed, fordi det var for langt at køre 150 km. frem og tilbage på hverdage. Vi skulle vælge de ting, min mor skulle have i sin fremtidige plejehjemslejlighed, og som skulle opmagasineres indtil en lejlighed blev ledig. Min bror var ejendomsmægler, og han skulle på ferie i begyndelsen af juli, så huset blev solgt med nedslag i prisen, fordi køber selv skulle rydde det væk, som ikke blev taget med. Der skete så det tragiske, at min bror blev hårdt kvæstet ved en trafikulykke i Thailand. Han døde efter 6 uger. Min mor og jeg rejste afsted og var der i 10 dage. Så det blev et svært efterår uden ret mange tanker på, hvad der evt. var blevet efterladt i huset og uden min bror, som havde været der sidst, til at spørge.

Da det blev jul, kom vi til at tænke på, at julekassen stod på loftet. Hvad var der mon sket med den? Måske var den blevet brændt af sammen med en masse andre ting? Jeg havde ikke lyst til at gå ind og spørge de nye ejere. Så der blev købt lidt forskelligt nyt, bl.a. de 3 engle.

Men hvert år til jul tænker jeg på den lille sivsko i barnestørrelse, som min mor altid havde lavet en dekoration i gennem alle år. Den ville jeg godt ha' i dag.

Hun bagte også en masse småkager, men der var én ting hun altid købte til jul, og det var likørtoppe.

Sådan kan man komme til at tænke på sine kære afdøde ved juletid.

Snapsen er klar.

Så har de grønne, umodne valnødder opfyldt deres mission. Efter at have ligget i snaps siden august er de blevet sorte og essensen er meget mørkbrun. Der skal 15 teskefulde filtreret essens til en flaske Brøndum. Den har nu en smuk gylden farve og smager svagt af valnød. Næste projekt bliver at lave en fin etiket.

Status.

Det er lige præcis 3 mdr. siden, jeg deltog i et lille 2 timers kursus på bibliotektet om blogging. Jeg viste ikke, hvad det var. Jeg var bare almindelig nysgerrig, men inden jeg gik derfra, havde jeg været inde i blog-land og havde oprettet min egen blog.

Siden har jeg fundet ud af, at det ikke kun er blogland - det er blogverden. Afstanden er kun et klik. Så kan jeg se, hvad Nille i Bruxelles har gang i. Eller Tina omme i London, Nicolai i Prag eller Dorthe i Sisimiut og mange andre rundt om i verden og i DK. I begyndelsen følte jeg mig lidt som en voyeur, der kiggede ind af andres vinduer og viste ikke rigtig, om jeg skulle give mig til kende, eller hvad...
Nu ved jeg fra egen erfaring, at det er dejligt, når nogen kommenterer på min blog. Jeg kommenterer ikke selv på alle dem, jeg kigger forbi. Det ville være for tidskrævende. Jeg kan også se på min tæller, at nogen kigger forbi mig uden at sige noget. Sådan må det være.
Det har overrasket mig hvor sjovt, jeg synes det er. Da jeg var barn/ung var det meget populært at have pennevenner og veninder. Jeg syntes, det var spændende at skrive sammen med en ukendt. Måske er det at blogge en moderne og udvidet form for penneven/veninde konceptet.
Men det sjove er også, at mine 2 piger og Henrik roser mig helt vildt. De synes, jeg er så dygtig og at jeg tager så gode billeder. ;-) Den slags er godt brændstof !
Nogen spørger undrende, om det ikke tager lang tid sådan at skrive hver dag?? Jeg vil helst sige, at det tager ikke så lang tid.....Men når sandheden skal frem, så kan det tage rigtig lang tid!!!
Især hvis jeg kommer langt omkring til andres blogge og kommenterer på dem - og kigger tilbage efter svar på min kommentar.........
Men jeg gætter ikke kryds og tværs eller lægger kabale. Sjovt nok, så synes jeg, at jeg skal forsvare mig.....
Men jeg har jo god tid. Jeg skal ikke på arbejde! Det, jeg bruger mindre tid på nu, er at læse og se fjernsyn. Det har jeg det fint med. Derimod har jeg det ikke fint med, at jeg ikke får passet min træning. Da jeg gik på arbejde, fik jeg ondt i ryggen af at forflytte tunge patienter. Nu får jeg ondt i ryggen af at sidde for længe ved computeren - ha-ha!!
Så fra nytår starter jeg i Sportscentret igen. Jeg kan li'så godt vente til nytår, ik'?
Mine ambitioner fra starten var noget med at skrive om det at blive gammel. Det har jeg opgivet. Det er så uhåndgribeligt, fordi det sker li'så stille og umærkeligt hver dag.
Så jeg har fundet ud af, det skal ikke nødvendigvis være noget særligt, jeg skriver om. Men almindeligheder. Og netop i almindeligheder, i hverdagen, i gentagelsen ligger det mest ualmindelige.
Måske taler jeg i tåger, men så har det nok noget med alder at gøre!

Amaryllis på vej

Min amaryllis er godt på vej. Det er kun 3 uger siden, løget blev plantet. Den kommer med 2 stængler og knopper. Jeg synes, den er dygtig. Da jeg ikke har været hjemme i weekenden, er den ikke blevet drejet, og det er nok derfor, den vokser lidt skævt. Man kan heller ikke vende ryggen til.... Da jeg gik over Torvet, kiggede jeg alligevel efter alle de andre amaryllis, selvom jeg ubetinget synes, at min er den smukkeste og bedste. Fordi jeg har vandet den og drejet den efter lyset og .....(som den lille prins sagde om sin rose)

Jeg så et løg med anlæg til 4 knopper! Det var li'godt grove. Men nej, min derhjemme er den smukkeste. Den skal ikke have konkurrense, tænkte jeg!

PS. Jeg ærgrer mig alligevel over, at jeg ikke købte det. ;-)

Kong Gulerod

På Bruunsgade er der en økologisk grønthandler. Forretningen hedder Kong Gulerod. Udover frugt og grøntsager er der et pænt udvalg af delikatesser fra Middelhavsområdet. Det er også et sted med en dejlig stemning. Men det der får mig til at smile og blive i godt humør, er den måde åbningstiderne bliver annonceret på. Man kommer selvfølgelig i audiens. :-)

Jeg elsker den slags små finurligheder i gadebilledet.

Så kan julen godt komme an.....

Bagemesteren, stegemesteren - ham I ved, der siger, at han hader det julelort, han blev blød om hjertet, da han kom hjem efter et par dages fravær. I gangen var der arrangeret en JULEKALENDER!!!!
Hans søde døtre havde i al hemmelighed været i gang med pakkerne, og nu hænger de der og pynter. Hver dag bliver der med glæde åbnet en ny. Man bliver aldrig for gammel til en pakkekalender! Julestemningen vil ingen ende tage...... Den lille helårs-nisse er blevet taget frem i rampelyset. ;-)

De vildeste.......

Jeg så de vildeste engle i vinduet hos en antikvitetshandler her i formiddags. ;-) Forretningen var ikke åben, så jeg kunne ikke få den historie, der evt. ligger bag. Det sjove er, at det er sparegrise med en sprække i ryggen til mønter. De er mere sjældne end kønne, synes jeg. De er ikke på min ønskeseddel! Nu vil jeg pakke sammen og drage til Århus. Jeg skal til teologi denne her week-end. Den sædvanlige timeplan og rutine bliver brudt i morgen aften, fordi vi spiser julefrokost sammen. Det er hyggeligt, når der er anledning til at snakke om alle mulige andre ting.

En torsdags engel

Når nu engle er så forskellige, så er det vel meget logisk, at mennesker også er det?? ;-)

Øv...øv,øv.....

Æv!!! Jeg har gjort det igen.......Købt BT!! Når der opstår sådan en begivenhed, som den der fylder medierne nu, så undrer jeg mig og bliver meget nysgerrig efter at vide, hvem der er derinde bag den facade som offentligheden nu ser. Og jeg ved jo godt, hvad det er jeg får, når jeg køber den avis.......Dårlig journalistik. Påstande, der ikke kan underbygges. Sensationelle overskrifter. Kort sagt, der er ingen hold i det meste af det der skrives. Alligevel drages jeg til at købe den. Min indre sladderkælling vinder - én af mine subpersonalities. :-) Jeg kommer til at tænke på en portør, vi havde i afdelingen, da jeg gik på arbejde. Han købte hver dag BT til sin formiddagskaffe. Han kunne knapt få lov til at læse den, fordi vi andre stod på nakken af ham for at læse med, samtidig med at vi var uhyre kritiske over indholdet. Ak ja, sådan er vi så dobbeltmoralske. Der er måske bare niveauet til forskel??
Vi havde sommetider en afløser, når den faste portør havde fri. Han holdt sin avis tæt ind til kroppen, og når kaffen var drukket, blev den låst ind i hans garderobeskab! Så ku' vi lære det!!

Maria Larssons evige øjeblik

Jeg har set en meget dejlig film i dag. Den er bygget over en virkelig hændelse. Instruktøren er svenske Jan Troell, som i 70erne blev kendt og elsket for store tv-dramaer som Udvandrerne og Nybyggerne. Det er en svensk/dansk produktion med bl.a. Jesper Christensen i en af hovedrollerne. Ghita Nørby har en mindre rolle.Handlingen folder sig langsomt ud. Den foregår i Malmø omkring 1909 - 1914. Det er en tid med stor social uro og fattigdom, og vores hovedpersoner lever et hårdt liv. På et tidspunkt tænkte jeg, at nu bliver det for langtrukkent med nød og elendighed, hårdt arbejde, druk og vold og mange børn.
Da Maria fandt det fotoapparat, som hun vandt i lotteri før hun blev gift, frem fra skabet, og kom i kontakt med fotografen, begyndte hun at se verden med nye øjne gennem kameralinsen. Vi følger den langsomme proces med at fange motivet med kameraet, og det magiske øjeblik da billedet dukker op af fremkaldervæsken. Hun har talent for det, og er meget dygtig.
Det er helt gribende at se hendes overraskelse og fascination, da hun opdager, at hun kan fotografere.
Det er en stor modsætning til den lethed og uimponerethed vi har i omgangen med fotoapparater nu, hvor det er hver mands eje. Og interessant at se, hvor omstændeligt det var at tage et billede.
Filmen er udtaget til Toronto Film Festival i sept. 2009.

Den katolske......

Jeg ved ikke hvorfor, jeg kalder denne her engel for den katolske. Måske har det noget med farver og stemninger at gøre. Men sat sammen med rosenkransen, så er der ingen tvivl: den er katolik. :-) Rosenkransen var en gave til mig fra australske Nola, der besøgte mig i juni. http://www.womenwelcomewomen.org.uk/ Jeg havde ikke tidligere været tæt på katolikker, så hun var en spændende gæst, der satte mig ind i bønnerne til rosenkransen, og hvad the holy water gør godt for osv. Samtidig oplevede jeg det også som en rigtig god regel, at 5w gæster højst overnatter 3 gange. ;-)

Dagens engel.

Om tirsdagen er der altid korøvelse. Hvad er så mere nærliggende end at vise min solist engel med backing group? :-)

Min Aids Engel.

Jeg blev først her i aften opmærksom på, at det er international Aids dag. En dag for at mindes og en dag for at oplyse og hjælpe. Det fik mig til at kigge på min lille genbrugsengel på ny. Den eneste af mine engle, der ikke har været pakket væk i årets løb. Den minder mig om julen sidste år sammen med yngste og hendes svigerfamilie i Cape Town. Englen er lavet af genbrug fra cola dåser. Den er lavet af skolebørn fra Northern Zululand, hvor aids epidemien er særlig udbredt, og hvor mange børn er forældreløse netop fordi forældrene er døde af aids.

Indtægten fra salget går til at hjælpe børnene med tøj, mad og uddannelse. Og, står der videre i pjecen, der fulgte med, at give dem en følelse af stolthed og selvværd. Der står en organisation bag, der hedder "angels against crime".

Så lille er den - min sydafrikanske engel. Jeg skulle jo have købt en hel flok......

Hovedet burde egentlig være en lille sort knop .......?? :-)

Selvom man er en lille genbrugsengel, kan man godt kigge beundrende på en sort skønhed.....