Jeg har ikke været til bunds i julekufferten siden 2003, så gensynsglæden er stor, men der opstår også en snigende erkendelse af, at der nok er noget, der skal ud.Min mor døde i november 2004. I december blev jeg opereret i min hånd for carpal tunnel syndrom, så jeg var i nogen grad ukampdygtig. Ældste var på Jamaica. Yngste havde vikariat på et plejehjem, men hun og jeg holdt juleaften hos den bror, jeg nu har tilbage. Det var rigtig rart, men også meget tydeligt at familien var skrumpet.
I julen 2005 var jeg i Sisimiut, hvor ældste dengang arbejdede. Det var dejligt og spændende, ligesom det også var i 2006, da jeg sammen med yngste og svigersønnen besøgte hans søster i Cairo, og igen i 2007 sammen med dem besøgte samme søster, som da boede i Cape Town.
I år er vi alle hjemme i skønne DK. Og det er bare deilig, som kartoffel avler Sand siger.
Iøvrigt går jeg ikke ind for, at julen skal være sådan en eksklusiv familieting med fasttømrede traditioner. Vi har tidligere haft venner med, som af den ene eller anden grund ikke var i deres familier. Sjovest var amerikanske Mona, som ældste mødte i Nepal. Hun skulle også til Europa, og kom hos os i julen. Hun noterede flittigt i sin dagbog om de mærkværdigheder, der forgik hos en dansk familie. Siden har jeg haft en invitation til at besøge hende i Colorado.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar