Roots and wings.

Jeg holder meget af at besøge mine forældres og min brors gravsteder, og for flere dage siden købte jeg dekorationer. Turen skulle foregå, når jeg havde tid og vejret var godt.
At det så blev i dag, skyldes at min fætter, fiskeren fra Vorupør, døde for nogle dage siden efter svær sygdom og skulle begraves netop i dag. Ikke at vi stod hinanden særlig nær, men hans 2 søstre var altid meget opmærksomme på min mor, og jeg ville gerne hilse på dem ved denne her anledning.
Det var en god begravelse med bl.a. sønnen der spillede på guitar og sang vemodigt om at komme med derhen, hvor harmonikassen altid spiller. Der blev klappet ivrigt, og præsten så helt uanfægtet ud. "Ka' man det?", hviskede min tante. Jeg synes, det er fint, at man kan, hvad der passer til den enkelte. Bagefter kørte rustvognen med følge ned til æ haw og efter en pause videre ud i klitterne til den gamle fredede kirkegård, hvor der er tilknytningskrav for at få en plads. Meget fint og i fiskerens ånd.

Mine forældre og min bror har deres gravsteder på 2 forskellige kirkegårde. Efterhånden som årene er gået, er det mere med vemod end med sorg, jeg tænker på dem. Dog kan jeg stadig være vred på en måde over, at vores far ikke fik flere år, og at vores børn ikke fik en morfar/farfar. Men sådan er der jo mange, der har det.
På vejen mellem de 2 kirkegårde kører jeg forbi mit bardomshjem, hvor min mor blev boende, da hun blev alene, og det blev til 54 år på samme sted.
Da jeg kørte forbi naboejendommen, blev jeg vinket ind til kaffe. Her bor Salmon og Henny, og før dem boede hans far og mor der. Så den familie har jeg altid kendt. Gæt, om det er hyggeligt at sidde der ved voksdugen og få hjemmebagte småkager til kaffen og blive opdateret med stort og småt fra nabolaget, mens blikket hviler på de mange julenisser overalt. Det er ligesom at falde ned i en tidslomme, hvor der er lunt og trygt. Ingenting er forandret, verden er til at overskue og problemer er til at løse. Vi er jævnaldrene. De har altid boet det samme sted. Nu er jorden lejet ud, og det er den første vinter uden kreaturer i stalden. Deres søn med familie bor et stenkast derfra.

Der er ét spørgsmål, der er fuldstændig overflødigt "bliver I så boende her?" Mens mange flytter til mindre bynære huse, så tror jeg, det ville være utænkeligt for dem. Vore liv og vore børns liv har været meget forskellige. Hvad gør os mest lykkelige? Roots eller wings? Eller begge dele? Hvis man kan.....

Jeg holder meget øje med, hvad der sker i Thisted. Her blev jeg gift i 1971. Pladsen foran byens smukke, gamle rådhus er brudt op. Spændende, hvordan her kommer til at se ud.
Når man står med ryggen til rådhuset, kigger man på byens nye indkøbscenter, som blev indviet for kort tid siden.
Jeg faldt i snak med et par lokale, og de sagde " de hå ødelå wå by " !!!



Arkitekturen er heller ikke imponerende. Men det værste er, at når man går derinde, så kan man ikke se eller mærke hvor i verden, man er. Det kan være anywhere.
Det minder mig om, da vi landede i Cairo for 2 år siden. Yngste og svigersønnens bagage var ikke med. Heldigvis havde de en forsikring, som gav dem mulighed for at handle for x antal kroner.
Det første jeg så i Cairo, var derfor det meget store, mondæne shoppingcenter City Stars. Jamen, vi kunne have været i London - eller hvor som helst.
Cairo havde heldigvis meget andet at byde på senere.