lørdag, februar 27, 2010

Den kedsom vinter......

"Den kedsom vinter gik sin gang
den dag så kort, den nat så lang,
forandrer sig så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly".
Ambrosius Stub, der døde i 1758, skrev denne her dejlige sang om det meget tidlige forår.
Jeg har lige læst Vibeke Arndals spændende bøger om Ambrosius og livet i Danmark i begyndelsen af 1700 tallet. Det var barskt at leve dengang. Der var krig, pest og storbrand i København. Hvis jeg kunne vælge en tid at leve i, så ville jeg ikke være samtidig med Ambrosius. Jeg er godt tilfreds med nu. Det var Eva, der skrev om bøgerne for en tid siden og inspirerede mig til at læse dem.


"Man frygter ej at sne og slud,
(fortsætter digteren)
skal møde dem som vil gå ud:
thi lad os gå
at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler"
Den står som nr. 269 i Højskolesangbogen.

Og lidt længere henne ad vejen er der allerede erantis.

Nej, det er ikke tydeligt. Men ude i virkeligheden er der en lille flok gule erantis svarende til midt i billedet.
Jeg ville ikke gå ind i haven, så jeg stod ude på vejen og følte næsten, jeg stjal deres blomster. ;-)
I min have er der nu smeltet så meget sne, at toppen af rosmarin stikker op.
Jeg har klippet nogle stilke af. De ser noget medtagne ud, men de dufter som rosmarin skal, og om lidt skal de sammen med citron gnides på den kylling, der skal spises i aften.
Jeg er glad nu og ikke mere nedbrudt! Computeren kom tilbage går aftes, som var den ny igen.

torsdag, februar 25, 2010

Reddet af bibliotektet.

Min computer er brudt ned, og det er lige før, jeg bliver nedbrudt af det........
 Jeg kiggede på den tomme plads i går aftes, og det ser helt forkert ud, at der ikke står en computer.
Den er svær at undvære, men en computermand har hentet den, og jeg tror, den kommer tilbage i fornyet tilstand.
Jeg kunne f. eks ikke forlænge udlånet på en bog i går. Så er det godt biblioteket ikke er langt væk. Her kan man også komme på nettet og tjekke mail og skrive blogindlæg.
Min sjæl, hvad vil du mere?

tirsdag, februar 23, 2010

Forår????

I mit nabolag står der en fin snemand. 
I dag skinnede solen på ham og jeg tror, han snart rejser væk.
Han er vist på vej ud af billedet....... 

Motorvejsbroen i Hørbylunde.

Der er mange måder at tjene penge på til sin forening.
En af de mere usædvanlige læste jeg om i vores lokale avis i går.

På den store arbejdsplads lidt vest for Silkeborg, hvor der er gang i byggeriet af   motorvejsbroen  over Funder Ådal er der også brug for frivillige.
For tiden er de mange hundredetons tunge broelementer ved at blive skubbet hen over søjlerne. Et hold på 13-14 frivillige har den opgave at anbringe små gummiplader mellem søjle og betonelement, så elementet kan glide ubesværet hen over søjlerne.
Der bliver ikke fortalt, hvor meget folkedanseforeningen tjener på sådan en lørdagstjans.
Men arbejdet er sat i system og formanden for skyttekredsen er koordinator for de 7-8 frivilligforeninger, der deltager. Han sørger for at fordele de frivillige på søjlerne og står for forplejning i form af the og sandwich.
Jeg har ikke hørt om sådan et samarbejde mellem professionelle og frivillige før. Jeg mener på sådan en arbejdsplads, hvor maskiner og kæmpekraner manøvrerer rundt med enorme elementer. Så er det sjovt, at der er brug for mennesker, der står som sådan nogle små orange prikker højt oppe på søjlerne og lægger små gummimåtter på.
De frivillige synes, det er spændende at være med til sådan et markant og stort byggeprojekt.

søndag, februar 21, 2010

Endnu en frostdag

Den blå himmel og de århusianske tårne og spir står godt til hinanden.
Der var 7 graders frost i stor kontrast til tøvejret i går.







lørdag, februar 20, 2010

Det grønnes indendørs.

Det er tøvejr, og alligevel sner det.
Når nu vintergækker og erantis ikke har fået lov til at komme frem, så kan jeg heldigvis få det til at grønnes indendørs.
Karsen trives uanset vejret.

fredag, februar 19, 2010

Et skarpt hjørne......

Vi taler ikke højt om det, men i al digital fortrolighed, så runder Henrik et rigtigt skarpt hjørne.
Han bryder sig ikke om at blive festet for og være være midtpunkt.
Men hans familie har fundet et fint kompromis. De kommer med al mad og ekstra stole i aften, vi skal bare dække op til 12. Det er nemt.
Om en måned, når alle er hjemme fra skiferie og vejret forhåbentlig bedre, bliver der lidt mere festivitas.

Vi morede os meget over et brev, der kom med posten i går fra et vikarbureau.
"Kig i din kalender for 2010, hvis du er interesseret i et vikariat"
Haha, det er noget af et tilbud at få dagen før, man fylder 90. ;-)
Vi kan konstatere, at vikarbureauet kender læger/pensionerede lægers navne og adresser, men ikke deres cpr nr.

torsdag, februar 18, 2010

vom Fass.

I Bruuns Galleri i Århus er der en lille spændende butik, der hedder "vom Fass".
Her kan man få alverdens forskellige olier og eddikker.
Man kan smage  inden man køber, og man kan medbringe sin flaske hjemmefra og få lige den mængde, man har lyst til.
Man kan købe flasker i finurlige udformninger, og de kan fyldes med ens personlige favoritwhisky eller cognac eller bruges som gave.

Et hyggeligt sted at  opholde sig, mens sneen nærmest vælter ned.

tirsdag, februar 16, 2010

Fremdrevne ribesgrene.

Om få måneder står den ude i haven med røde blomster.
Nu har grenene stået herinde i varmen i et par uger, fået et brusebad engang imellem, og nu bliver jeg belønnet med yndige hvide blomster.

mandag, februar 15, 2010

Bøger

Jeg skulle bare liiiige på biblioteket og aflevere et par bøger, men så faldt jeg i kassen med de bøger, som biblioteket sælger. Og egentlig har jeg ikke plads til flere bøger......
Men jeg har meget svært ved at løsrive mig fra sådan en bogkasse.
Det endte med to små ting.
Noderne til Dyrenes Karneval, fordi den er så smuk og humoristisk illustreret. Og jeg blev mindet om, at jeg skulle hjem og lægge cd'en på, fordi det er længe siden, jeg har hørt den.
Thit Jensen, fordi hun var en stor forfatter, debattør og forkæmper for kvinders rettigheder.
Hovedpersonen i bogen er en 20 årig mand med tuberkulose, og vi læser hans dagbog. Hans nærmeste svøbte ham ind i kærlighedens kåbe, som dengang i 1920 i hans tilfælde var at gå udenom den uundgåelige og smertelige virkelighed.
Efter biblioteket skulle jeg handle lidt i Kvickly, og lige indenfor blev jeg næsten slået omkuld over synet af bøger på paller i lange rækker.
Jeg var nødt til at kigge på flere bøger. Jamen, det er da utroligt. Nye bøger, store og små og med billeder og farver. Og så billige de er.
Jeg måtte købe Camilla Plums "Mormors mad". Og "Reisekammeraten". H.C. Andersen historier fortolket og genfortalt af nutidige forfattere.
I mit barndomshjem var der næsten ingen bøger. På skolen var der et lille bogskab, og vi kunne låne bøger med hjem. Det gjorde jeg i stor stil. Foran opvaskebaljen lå en bog. Der kunne læses og vaskes op på samme tid.

søndag, februar 14, 2010

Der er sendt små budskaber til os på bilruderne. Jeg har fået et HEJ.
På bilen lidt længere nede står der "why drive when you can walk"


Det er meget svært at finde en parkeringsplads i Hans Brogesgade og omliggende gader. Jeg ved godt, jeg selv bidrager til det. Og lidt mere walking vil jo aldrig skade.
Nu vil jeg GÅ hen til en blomsterforretning, så de nybagte forældre til Henriks oldebarn kan få en blomsterhilsen. Jeg kan ikke komme igennem på telefonen.

lørdag, februar 13, 2010

Tanker over en middagsforberedelse

De to yndige piger med de nedslagne blikke har fået forårshattene på. Henriks barndoms/ungdomsveninde keramikeren Eva Britton har lavet dem.
Hun var engelsk gift og døde for et par år siden. En excentrisk og spændende kvinde.
Jeg prøvede at google hende for at se, hvad der stod om hende. På wikipedia er "kun" omtalt, at hun var gift med skuespilleren Tony Britton og mor til skuespilleren Jasper Britton.
Det er selvfølgelig godt at være kendt som sin mands kone og sin søns mor, men alligevel lidt mærkeligt, hun ikke er kendt for sin egen udfoldelse.

Vi laver mad i Henriks køkken. Et par gode venner kommer og spiser i aften. Grydestegen står og simrer.
Desserten slipper vi let om ved.
De laver flotte Othellokager hos Schweizerbageren.




fredag, februar 12, 2010

Vintergæk

Naturkalenderen for 12. februar siger "Vintergæk springer ud."
Men de er dækket af sne og kan ikke springe ud!
Dog er der et bart hjørne, og 2 vintergækker kæmper for at folde sig ud.
Det bliver dejligt, når de myldrer frem.
Jeg glæder mig.

Senioruniversitetet for alle aldre

Musikhuset i den sene efter middagssol i går ved 17 tiden.




Musikhuset lægger lokaler til i anledning af fire meget spændende foredrag, der har hjernen som tema. Der forskes og udvikles ny viden bl.a. ved hjælp af avancerede scanningsapparater. Jeg er især spændt på at høre, hvad professor Milena Penkowa har at fortælle, om aldring og hjernen, når hun kommer i april.


I går hørte vi om den nydelsesfulde hjerne. Nydelse er meget fundamental for vores overlevelse, og sex og mad hører til de fundamentale nydelser. Til de såkaldte højereordens nydelser hører f.eks. musik og kunst.
Mange mennesker er i kortere eller længere sygdomsperioder (depression, spiseforstyrrelser) ikke i stand til at opleve nydelse.
Det er nu muligt at kortlægge forskellige netværk i hjernen. Vi hørte om operationer, hvor man lægger en lille elektrode ind i hjernen og et batteri i brystet, så der kan stimuleres det relevante sted, og f.eks. dæmpe smerter, eller hæmme ufrivillige bevægelser (ved dystoni) eller fremmer rigide bevægelser (ved parkinson).
Meget spændende.

torsdag, februar 11, 2010

Vagtaften

I går aftes var der vagtaften på Silkeborg Bad. Ca. fire gange om året bliver frivilliggruppen inviteret til vagtaften, hvor der udover spændende gennemgang af udstillingerne også er en lækker middag.

I Kurbygningen kan man for tiden se udstillingen COSMOS.



I Skovvilla kan man se Keramiske veje.
Det var en rigtig hyggelig og spændende aften, og ud af en vagtgruppe på 70 var der ca. 60 tilstede, så man må sige, der var god tilslutning.
Ovenpå de mange indtryk tænker jeg, at jeg må derud en dag alene for at kunne fordøje det hele. COSMOS består af mange forskellige insatallationer. Måske kommer der et billede af én af dem en dag.

onsdag, februar 10, 2010

Lektiehjælp.


I eftermiddag har jeg siddet et par timer sammen med somali-enlig-mor, som jeg hjælper med lektier engang immellem. Hun er ved at forberede sin afslutningsopgave som social og sundhedshjælper. Hendes sidste praktik blev forlænget, fordi hun havde haft for meget fravær. To småbørn + en 15 årig og ingen til at træde til ved sygdom vil betyde, at mor må blive hjemme.

Men nu kan det vist kun gå godt. Jeg kan se, hun er blevet rigtig dygtig til ar formulere sig på skriftlig dansk. Hun har fået fine udtalelser fra sidste praktiksted, og d. 26. er der uddeling af eksamensbesvis og reception. Hver især må invitere én gæst, og jeg glæder mig over være inviteret som hendes gæst.

tirsdag, februar 09, 2010

Den ku' vi ikke li'

Jeg er en meget stor fan af Camilla Plum, og da hun søndag aften viste en rødkålssalat uden den sædvanlige med appelsin og rosiner, blev jeg straks inspireret til at prøve.
Først snitter man et passende stykke rødkål fint. Kålen lægges i et fad og drysses med salt.
Nu skal saltet krammes ind i kålen. Der krammes og krammes. Det er en sjov proces. Kålen knitrer og knaser og det lyder som om den bliver knust. Det gør den ikke. Den bliver lidt slap i det, men er stadig knasende.


Så skal kålen skylles, og en meget fin blålilla farve afsløres. Men den skal ikke bruges. Den er bare flot. Men al salt skylles væk.
Den afdryppede kål lægges på et fad og olivenolie hældes over. Løg skæres i ringe og lægges på sammen med græsk fårefeta. Der dryppes med olivenolie og drysses med persille. Hver især presser lidt citron over sin portion.
Men... men....
Vi ku' ikke li' den. Den er for sur og for bitter.
Så vil jeg foretrække en dressing som udover olie og citron også indeholder lidt sød sennep, evt lidt sukker og peber. Og en masse jumborosiner og appelsinstykker.
.

mandag, februar 08, 2010

Gæstefugl på foderbrættet.

Jeg fodrer fugle. Ja, jeg synes faktisk jeg kræser om dem. Alligevel er det kun gråspurve og solsorte, der kommer på besøg - og et par stære.
For et par dage siden var der en fremmed fugl. Den er på størrelse med eller lidt større end en solsort. Den har egentlig ikke særlige kendetegn.
Jeg fotograferede den gennem vinduet. Billedet er beskåret og forstørret, så måske er det blevet utydeligt.
Jeg prøver at lægge det på.
Hvem er den nye gæst???



søndag, februar 07, 2010

Jeg lod mig narre....

Aros, Kunstmuseet i Århus, er der en "gade" gennem bygningen fra indgangen på den ene side af   huset til indgangen på den anden side. Her ligger cafeen og butikken. Jeg var gået ind for at se, om der var en spændende bog til en barnedåbsgave i nær fremtid.
Lige da jeg var trådt ind i huset, blev jeg overrasket over en kvinde, der stod og lignede en statue. Hun var rigtig dygtig. Bagved hende stod hendes taske syet af cowboystof og foran hende en lille kurv til mønter.
Jeg måtte fotografere hende. Hun lignede så meget en statue. Men jeg måtte også lægge en tier i kurven, når nu jeg havde taget et billede af hende.
Jeg havde så forventet et lille blink eller en lille bevægelse. Men nej.....
Hun blev stående ubevæglig, for hun var en statue!
Jeg håber ikke, nogen så mig.....

fredag, februar 05, 2010

Vinterskoven

I går , da ældste havde fri, gik vi en dejlig tur. Jeg bor lige ved siden af Nordskoven, og går der egentlig alt for sjældent, når nu der er så skønt både sommer og vinter.
I eftermiddag har jeg vagt på Kunstcentret og i morgen er vores afdeling af Børns Voksenvenner vært for et Erfa-møde (erfaringsudveksling) med afdelingerne i Skive og Århus, så måske bliver der en lille blog-pause.
God weekend i Blogland og IRL.

torsdag, februar 04, 2010

Så står man fast.

Jeg besøgte ældste, da hun boede i Sisimiut i Grønland i 2005-06, og der var sommetider nogle timer  med tøvejr og kort tid efter bragede frostvejr. Det var omkring jul og nytår. Vejene var rigtig glatte, og jeg blev udstyret med nogle sjove beslag til at sætte under støvlerne.
Jeg har haft glemt alt om dem, men har nu opdaget, at de er effektive at gå med i det vejr, vi har for tiden.

Dejlige Meryl Streep igen.

I går eftermiddags var jeg i biografen og så den nye film "Det' indviklet".
Når Meryl Streep er på plakaten, så er jeg på plads. Jeg synes, hun er så skøn. I oktober var hun fransk kogebogsforfatter i Julie og Julia. I den nye film her er hun den fraskilte karrierekvinde, hvis sidste barn flytter hjemmefra, og der opstår mange komplikationer i forhold til ex-manden og hans meget yngre kone. Den er absolut sjov og spændende. En hyldest til den modne kvinde og et spark over skinnebenet til de mænd, der midt i 50erne begynder forfra med en yngre model.
Udenfor biografen, der ligger nede ved åen, er der et kig ind mod Silkeborg kirke.

tirsdag, februar 02, 2010

Sneflokke kommer vrimlende

Sneen er draget østover, men indtil ved 15 tiden faldt den tæt. Tage har været ude to gange for at rydde vores fælles indgang.
Jeg nyder bare synet, og er godt tilfreds med arbejdsfordelingen.
Korøvelsen i dag blev aflyst på grund af vejret. Jeg har hygget mig med at scanne en masse papirbilleder ind på computeren.
Og nu er det blevet tøvejr med et par + grader.

Blomsterleg.

Mens sneen falder rigtig tæt, har jeg leget lidt med de udsprungne forsythiagrene. Efter 10 dage inde er de sprunget ud med løfter om det forår, der venter lige om hjørnet (tror jeg nok)