søndag, marts 31, 2019

Forår herhjemme og sidste dag i Washington D C.

Det var en vidunderlig morgen med sol og blå himmel. Rundt omkring i mit nærområde er der mange mirabellehegn. De begynder at tabe de hvide blomster, så jeg besluttede at cykle en tur og nyde herlighederne,
I stedet for havearbejde, som jeg havde tænkt, fik jeg en dejlig cykeltur. Johanne ville gerne på bibliotektet, hvis børneafdeling er en skøn legeplads, og jeg skulle aflevere nogle bøger, så vi tilbragte et par timer der. Senere på eftermiddagen havde jeg en kaffeaftale hos mine gode venner, og sådan forløb en forårssøndag på bedste vis. Havearbejdet løber ingen steder, så det vender jeg tilbage til ved lejlighed. Det er så herligt at være pensionist. Planer kan let ændres.
For en uge siden var det afrejsedag fra Washington D C.
Min datter havde det bedre, og jeg fik mulighed for at gå med til en morning keynote address med den canadiske forfatter Malcolm Gladwell. Hans overskrift var The Sylvia Plath Problem. Hans nyeste bog Talking To Strangers er endnu ikke oversat til dansk, men det er flere af hans øvrige bøger, og jeg vil helt sikkert via biblioteket finde frem til dem. Han havde spændende tanker og analyser om vores samfund.
Vi skulle først rejse fra hotellet kl 15, så vi besluttede at gå en tur i det fine vejr. Jeg havde læst om The National Cathedral, som lå to-tre km. væk og tænkte, det kunne være spændende at se. USA har ikke nogen statskirke, så det måtte vel være noget i retning af en domkirke? Eller noget?
Den var kæmpestor og byggestilen hensatte mig til England. Den var relativ ny, idet den var færdigbygget i 1902.
Vi kom, da formiddagens tredje gudstjenste nærmede sig sin afslutning og satte os på en af de bageste rækker.
Stor var vores overraskelse, da forsamlingen brød ud i klapsalver ved præstens afsluttende amen. Måske bliver det også sådan her om nogle år? Tendenserne plejer jo at komme hertil.
Vi så ikke meget til kirken for vi gik efter et sted at spise  frokost.

Lige ved siden af kirken, på samme grund, lå Bishop's Garden.
En meget fin lille have. Planter og blomster var ikke sprunget ud endnu. De var omtrent som her.
















Ved siden af Bishop's Garden var en lille cafe.
Der var en lang, lang kø og servering både indenfor og udenfor.
Vi trængte til mad og kaffe og orkede ikke at gå andre steder hen. Og det blev da også vores tur.

Jeg tror altså, at folk i Amerika taler meget højt, når de sidder og spiser sammen. Jeg synes, støjniveauet var højt de steder, vi spiste.





Gaden, vi gik på, havde store, flotte huse på begge sider af vejen.
Man skulle have en stor indtægt for at bo der.
Mange skiltede med security ved hoveddøren.










Så var der også sådan et skilt foran et af husene.


Vores fly afgik kl 18.
Det varede næsten en time med taxa til lufthavnen, selvom der kun var 35 km.

Washington er så fuld af historie og seværdigheder, så byen fortjener mere end tre dage. Men det var, hvad vi havde.
Og det var nogle virkelig spændende og indholdsrige dage for mig.











lørdag, marts 30, 2019

Pharmacy og Smithsonian. Washington D.C. 4

Det er lige præcis en uge siden vi tog hul på tredje dag i Washington. Min datter havde været lidt utilpas de første dage. Det ændrede sig lørdag morgen til meget ondt i maven og pendulfart fra seng til badeværelse.
Noget måtte der gøres. Hjemme ville jeg have revet et æble og lavet havresuppe eller tynd havregrød.
Jeg spurgte en dansker, der er gift og bor i Washington. Hun rådede mig til at gå på apotektet, der ligger tæt på hotellet.
Apoteket åbnede først kl 10.30, så jeg tænkte, at yoghurt måtte være godt. Noget skulle 'barnet' have i sig. Det lykkedes mig ikke at finde den i naturel udgave. Skal der mon sukker, smag og farve i alting der ovre? Eller har jeg bare ikke kunnet finde det?
På apoteket fik jeg Imodium tabl. og noget vand, der hedder Gatorade. Noget med elektrolytter, det rigtige forhold mellem kalium og natrium og sådan noget.
Den korte udgave af den lange historie er, at kuren virkede i løbet af nogle timer. Om aftenen var hun oven i købet klar til at gå lidt ud. Vi endte på et sted lige nærheden med pizza

Jeg blev i nærheden af hotellet i løbet af dagen. Det Nationale Zoo ligger et par km. væk, og der gik jeg hen.

Forskningsinstitutionen Smithsonian ejer 18 museer i Washington D.C. bl. a. mange af museerne omkring The Mall og Zoo. Der er gratis adgang for alle.

Smithsonian opstod, da en engelsk kemiker og videnskabsmand James Smithson testamenterede sin store formue (som han havde arvet efter sin mor) til USA i 1846. Han efterlod sig ingen forklaring på hvorfor netop USA, som han aldrig havde besøgt. Kongresmedlemmerne var overraskede og modtog arven med betingelsen om, at pengene skulle bruges til at etablere institutioner for at udvide og sprede viden blandt mennesker.
Det var også en betingelse, at institutionerne skulle bære hans navn, Smithson, og at der skulle være fri adgang.

De tre dage vi var i byen, var jo alt for kort tid. Men nu fik jeg mulighed for at se den zoologiske have.

Området var meget stort. Dyrene havde meget plads både ude og inde.

Pandaerne tiltrak sig stor opmærksomhed. Jeg så tre. Ved ikke, om der var flere.
Der var store informationstavler, der fortalte, hvordan dyrene blev passet, leget med og trænet. De skulle være fortrolige med at blive vejet og målt og rgt. fotograferet og tilset af tandlæge osv.
De er jo kun til låns fra Kina.

Om et par dage kommer to kinesiske pandaer til København, hvor de skal bo i det nybyggede anlæg til 160 mill. (hvis jeg husker rigtigt?)
De er udlånt for 15 år, og det betragtes som en stor gunst fra Kinas side, når et land får lov til at låne eller leje pandaer. Jeg har glemt tallene, men der er store udgifter forbundet med at have dem.
De skal nok blive et tilløbsstykke.


Vores sidste hele dag i Washington sluttede mere fredeligt, end den begyndte. Med lidt italiensk mad, men det var nu mest mig, der spiste.






torsdag, marts 28, 2019

Arlington. Sightseeing 3.

Efter mit besøg på Arlington kom jeg til at tænke på, at vi danskere vist ikke er særlig patriotiske.
Patriotisme forstået efter Gyldendals definition: "Fædrelandskærlighed. En patriot elsker sit fædreland og arbejder for det på en uegennyttig og selvopofrende måde."
Arlington er et kæmpestort, smukt kuperet område, hvor der før borgerkrigen i 1864 lå en blomstrende plantage, drevet af slaver og ejet af en højt rangeret militærmand.
Siden 1864 har stedet været det sidste hvilested for 290.000 soldater, der gav deres liv for egne og andres frihed. Der foregår stadig begravelser. Ca. 30 om dagen og det er hovedsagelig veteraner fra Vietnam.
"Freedom is not free" som der står på den store mindevæg for Koreakrigen (1950-53) hvor Danmark deltog med hospitalsskibet Jutlandia.
Udødeliggjort af Kim Larsen.
Selv Christian kender den sang.

Nå, det var et sidespring.
Og indledningen til det, der gjorde størst indtryk på mig: De store børn, der deltog i ceremonien ved Den Ukendte Soldats grav.





Jeg undrede mig over de lange, lange rækker af børn og unge og spurgte hvorfor, og hvor de var på vej hen?
Vi var på vej hen til Den Ukendte Soldats Grav og ifølge min guide, var de det også.
Alle skoleklasser på 7. eller 8.niveau fra alle stater skal besøge Washington D.C. og blive bekendt med de mange mindesmærker. Det er en del af historieundervisningen.

Den Ukendte Soldats grav er igen en bygning med græske søjler.
Den brede trappe var spærret af, og vi gik op langs siden.













Her er der vagt 24 timer i døgnet, og det er meget ærefuldt at være en del af det kompagni.

Alle de mange børn og unge var meget stille, mens vi stod og ventede på den soldat, der skulle komme og afløse ham, der gik der.
Hver hele time i vinterhalvåret er der vagtskifte. Om sommeren er det med en halv times mellemrum.



Soldaten går uafbrudt frem og tilbage på det mørke felt. 21 langsomme skridt (21 sek.) den ene vej, derefter drejer han med blikket mod den firkant, som er selve gravstedet og står i 21 sec. , drejer igen og går tilbage.

Til højre i billedet er et stativ, hvor en buket er anbragt. Den skiftes hver time i forbindelse med vagtskiftet.

Soldaten bærer mørke solbriller uanset vejret, ansigtsudtrykket er helt neutralt og ubevægeligt, skoene er blankpolerede og pressefolderne skarpe.
Holdningen er rank og stiv som en tinsoldat.
Eller en robot.






Den nytilkomne soldat inspicerer våbnet. Det foregår efter et bestemt ritual. Meget stive bevægelser.

Ceremonien afsluttes med at fire børn/unge kommer ind med blomster.
Der er en tredje soldat, som hjælper med at flytte den buket, der allerede sidder på stativet og han hænger den nye på.
Der bliver spillet en sørgmodig melodi på trompet, mens alle står med højre hånd på hjertet.
De fire børn forlader deres pladser og går baglæns ud.
Mens det står på, er der så stille, så vi ville kunne høre, hvis en knappenål faldt ned på fliserne.


Hver time i løbet af de timer en skoledag varer, har en klasse valgt de fire repræsentanter, der skal deltage i ceremonien. På samme måde, som det er ærefuldt at være soldat, er det meget ærefuldt at være med til at bære blomster frem.

Jeg plejer ikke at være meget for militærparader.
Men denne her ceremoni var meget bevægende at overvære.
Der var en vældig højtidelig stemning.
Jeg forestiller mig, det er den måde børn lærer at blive patrioter på. Ikke at det er dårligt - i modsætning til nationalisme.

Jeg kan ikke tænke på nogen sammenhænge, hvor danske børn var deltagere i sådan en ceremoni? Så patriotiske er vi vidst ikke.






 I morgen er det en uge siden, jeg var der.
Det føles lidt mærkeligt at skrive om det, fordi stemningen er væk. Jeg kan godt genkalde den, men den blegner.




I dag har jeg ikke haft jetlag. Den tunge fornemmelse i hovedet og kroppen har lettet. Eller er helt væk.

onsdag, marts 27, 2019

Sightseeing. Washington D.C. 2

Via hotellets reception havde jeg bestilt en guided tur til de klassiske seværdigheder i Washington. Til de monumenter og mindesmærker, der tit er i baggrunden, når tv-journalister rapporterer fra det store land.
Til min store overraskelse viste det sig, jeg var den eneste deltager på rundturen. Jeg havde fem timer sammen med en guide og en chauffør, og undrede mig over, turen ikke var blevet aflyst. Måske fordi firmaet lige havde fået ny ejer? Lige i første øjeblik fik jeg lidt 'præstationsangst' ved tanken om, at jeg ikke kunne stå ned bagest i gruppen og være lidt fraværende, men hele tiden ville være den eneste i første række :-)
Chaufføren hentede mig på hotellet og var i god tid, så han tog turen i langsomt tempo gennem ambassadekvarteret og Georgetown, den gamle bydel. Han var så vidende og fortælleglad. Da jeg sagde, at han da kunne være guide, svarede han, at han også overvejede at få licens. Vi skulle samle guiden op ved Arlington. Så snart guiden var inde i bilen, sagde chaufføren ikke et ord. Det var lidt mærkeligt, syntes jeg, men de havde selvfølgelig hver deres rolle. Chaufføren var en sort mand. Næsten halvdelen af Washingtons indbyggere er sorte eller brune, og der findes  kvarterer, hvor befolkningen lever i dyb fattigdom. Guiden var en hvid mand, der oprindelig kom fra Canada.
Arlington kirkegård gjorde et stort indtryk på mig og jeg tror, jeg laver et indlæg kun om det sted.


Det Hvide Hus er selvfølgelig et sted, der vises frem. Man kommer ikke tæt på. Der er mange bevæbnede militærpersoner. Nogle står på en fast plads. Andre bevæger sig rundt.  Der bliver hver dag demonstreret her på pladsen foran huset.
Regeringsbygningen på Capitol Hill er imponerende stor og meget smuk. Den har sin egen frihedsgudinde på toppen.

Der er en stejl trappe med mange trin op.
Det er her USAs præsident hvert fjerde år indsættes i embedet.
Der kan bookes ture rundt i bygningen. Vi var kun udenfor.















Herfra er den en fantastisk udsigt ned over The Mall, som er det område, hvor de fleste monumenter og mindesmærker ligger sammen med bredt udvalg af museer. Der er gratis adgang til alle museer.
Min tur var sådan en slags oversigt over de kendte steder. Hvis jeg havde haft flere dage, ville jeg være  kommet tilbage til nogle af museerne. Måske et enkelt eller to  :-) 
Der er to slags mindesmærker og monumenter, de fleste i marmor: de der hylder præsidenter gennem tiderne, og de der ærer soldater, der mistede livet i de mange krige USA har deltaget i.
Hvor Capitol-bygningen ligger i den vestlige ende af The Mall, så afslutter Lincoln mindesmærket mod øst.
Bygningen ligner et tempel med 36 doriske søjler. Bagest i rummet sidder Lincoln og stirrer ud over søen og hen til Washington Monumentet.










Jeg undrede mig over, hvorfor, der er så mange søjler, så man føler sig hensat til antikkens Grækenland?
Forklaringen er den, at da nationen blev grundlagt og de nationale institutioner blev etableret i perioden 1785 - 1815, lod grundlæggerne sig inspirere af de gamle demokratier i Grækenland og Rom, og det gav sig også udtryk i byggestilen.













Krigsmonumenterne gjorde et stort indtryk på mig.
.Her er det den lange vinkelformede væg til minde om de 58.253 soldater, der mistede livet i Vietnamkrigen. Vinkelformen symboliserer den meget splittede holdning, der var til krigen blandt amerikanerne. Navnene på de faldne soldater er selve mindesmærket.
Jeg troede først, der lå affald og tænkte det var mærkeligt, der ikke blev ryddet op. Det viste sig at være breve, billeder og blomster.
Nej, vi spiste ikke frokost undervejs, som jeg er blevet spurgt om. Vi havde ikke tid. Men der var vand og snacks i bilen. Det tog tid at komme fra det ene sted til det andet, selvom afstandene ikke var særlig store. Men trafikken var helt overvældende. Guiden fortalte, at han havde opgivet at have bil. Det tog for lang tid at komme frem. Han boede, så han kunne cykle og tage metro. Al indkøb foretog han via Amazon. Tøj og alting.
Jeg var tilbage på hotellet 14.30 og trængte til at slappe af med benene oppe efter at have gået 7, 6 km.
Om aftenen spiste vi på en indisk restaurant. Min favorit. Min datter spiste ikke meget. Hun var begyndt at blive sløj og havde ingen appetit.

Men nu er vi jo hjemme. Chr. og Johanne med forældre har været her og spist aftensmad efter svømning.
Jeg kommer næsten tilbage Washington, når jeg sidder og skriver så meget.
Først her i eftermiddagen begyndte den tunge fornemmelse i hoved og krop at forsvinde. Jeg håber, det holder. Min nabo fortalte, at hun havde jetlag i en uge, når hun havde rejst den vej. Det vil jeg gerne være fri for.
















































tirsdag, marts 26, 2019

Så mange nye indtryk. Washington D.C. 1

I går ved solopgangstid krydsede vores fly sydspidsen af Norge. Vi nød de smukke blå farver og nuancer af rosa og orange, mens månen stadig stod over flyets vinge.
Jeg tror ikke, jeg sov på den 7 - 8 timer lange hjemtur. I hvert fald var jeg irriteret over, jeg ikke kunne læse. Jeg ville ikke forstyrre min datter, for jeg troede, hun sov. Vi var hjemme ved 11 tiden, hvorefter jeg, godt træt, sov i tre timer. Resten af dage forløb uden træthed, og i nat sov jeg ni timer, men jeg er ikke rigtig på toppen i dag. Jeg føler mig så tung i hoved og krop. Det må være det, man kalder jetlag.
Det var en lang forklaring på ingenting - i hvert fald i forhold til de mange oplevelser, jeg har haft i Washington D.C. de få dage. Tre hele dage.
Jeg vil gerne skrive for at holde fast, men i dag bliver det kort.




Hotellet var kæmpestort. Alting var stort over there.
Vi boede på 7. etage på Omni Shoreham Hotel. Et gammelt hotel, der roser sig af, at adskillige præsidenter og kendte mennesker har opholdt sig her. Der er 800 værelser.
Psykologkonferencen havde 3.600 deltagere, der på forhånd havde valgt sig ind på forskellige workshops.
Min datter havde for nogle år siden været der og kendte konceptet. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Og der var en hær af frivillige til at guide deltagerne rundt til de forskellige lokaliteter. Det var virkelig også nødvendigt, fordi det var så stort.
Dagen efter, da det hele skulle begynde, og jeg havde tænkt, jeg skulle ud og kigge på byen, plask-styrtregnede det. Det var ikke så indbydende i min optik. Så heldigvis lykkedes det Linda (fordi hun kender kursusledelsen) at skaffe mig adgang til den workshop, hun skulle deltage i. Formiddagens foredragsholder var George Faller med The Power of Family Therapy.  Jeg tog en to-årig uddannelse i familirådgivning for 25 år siden, og det var så vildt at høre en virkelig kompetent familieterapeut.

Hotellet har en lille eksklusiv og dyr restaurant. Ikke mange benyttede sig af den.
Men hvad sker der, når mere end 3000 mennesker lukkes ud til halvanden times frokost? Jeg tror, de forskellige workshops havde pause på forskellige tidspunkter. Men der er mange folk, der myldrer ud til omkringliggende caféer og take away steder.
Der er lange køer og ingen siddepladser.

Så hvad gør man så?
Vi købte salat ToGo. Der er mange dejlige salater at vælge imellem.

Men tiden var knap. Vi boede på 7. sal og elevatorkøen var lang. Jeg mistede tålmodigheden en enkelt gang og gik både op og ned.
Alle stole og sofaer i lobbyen og andre steder var optaget.
Jeg gjorde som mange andre: satte mig på gulvet på den lange gang. Min datter valgte at stå op.





Jeg holdt eftermiddagen fri og slappede af på værelset.
Om aftenen spiste vi mexicansk mad. Alle mulige lande var repræsenteret i restauranter rundt om hotellet.

Nu er jeg klar til at gå i seng. Jeg har ikke sovet middagssøvn, selvom jeg havde lyst til det. Jeg må hellere komme ind i den danske tid igen, og så er jeg forhåbentlig mere frisk i morgen.
























mandag, marts 18, 2019

Med sved på panden.

I går aftes huskede min datter pludselig, at ansøgning om visum eller indrejsetilladelse til USA skal ske 72 timer før rejsen. Og eftersom jeg, i det her tilfælde, helt har lukket ned for den slags praktikaliteter, så gik jeg rundt i lykkelig uvidenhed. Lige indtil hun ringede og sagde, jeg skulle kommer derover medbringende mit pas.
Så sad vi med sved på panden og udfyldte formularen, for der var jo mindre en 72 timer til vi skulle rejse.
Tænk, hvis myndighederne havde en stor stak ansøgninger og havde brug for al den tid til sagsbehandling?
Det havde de heldigvis ikke, for i morges var der en mail i min indbakke med besked om, at min ansøgning var godkendt.
PHEW, siger jeg bare :-)
Jeg har læst, at pyyyh med lettelsen suk ikke bruges så meget mere :-)
Nu hedder det phew, når noget vanskeligt eller farligt alligevel ikke kommer til at ske.
Hvis man altså synes, der skal flere engelske udtryk og ord ind i det danske sprog. Ikke at jeg synes det. Det er bare lidt sjovt, som fremmedord sniger sig ind.
En ny uge er allerede i gang.

Jeg vil gøre et lille tilbageblik på ugen, der gik så hurtigt.
Ugens bedste måltid var hos min tidligere kollega, der bor i Ry. Hun laver dejlig, farvestrålende mad: selleritern og ditto søde kartofler bagt i ovnen. Ovnbagte rødbedetern. En salat af grønkål, spidskål og en masse granatæblekerner - og sikkert mere, som jeg ikke lige kan huske eller identificere på billedet. Et lækkert, mørt stykke kød var der også. Kødet har efterhånden fået status som tilbehør. Engang var det modsat.
Vi har det så hyggeligt, vi seks, der engang havde samme arbejdsplads. Kun én er tilbage på arbejdspladsen, to arbejder andre steder, og tre er pensionerede.
Det er altså pudsigt, at arbejdet og faget var det største samtaleemne engang. Nu berører vi det kun ganske lidt.


Ugens hyggeligste cafebesøg var på Cappuccio, der er flyttet fra en lidt afsides beliggenhed  ind i Nygade, Silkeborgs svar på et latinerkvarter. Altså hvis byen havde været gammel nok. Men eftersom den er fra 1848, kan de ældste gader nok ikke kaldes latinerkvarter. Men der er hyggeligt.

For tre - fire år siden flyttede en familie på tre, bestående af far, mor og en voksen søn, fra Sardinien til Danmark for at begynde et nyt liv.
Jeg ved ikke, om de kom fra restaurationsbranchen? I hvert fald har de nu et meget stemningsfuldt sted med salat, sandwich, kage og dejlig kaffe.
Billedet er fra facaden . Der er udover servering skiftende udstillinger. Lige for tiden, Peter Birks fotokunst.




Sådan et billede giver ikke det præcise indtryk, men der er gamle møbler, sofahjørne, reoler med bøger og blade og en lille scene, hvorfra der sommetider spilles musik.














Ugens kedeligste café var P Café i Bilernes Hus.
Jeg tilbragte en lille times tid der, mens en ny nøgle til bilen blev kalibreret (hedder det sådan?)
Der er et pænt udvalg af ugeblade, og der er wifi. Der er kaffe, rundstykker og småkager. Men det rundstykke, jeg fik, var smurt. Sikkert mens det var varmt, for det var bare fugtigt på overfladen af smeltet smør.

Nu sad jeg også var noget indebrændt over, at reservenøglen var forsvundet og havde været væk i fem måneder, og at en ny koster 2.500 kr.
Jeg bryder mig ikke om, at være uden reserve.
Og så var rundstykket oven i købet rigtig kedeligt.

Mattias var ugens Supermand i børnetandklinikken.
Han fik rgt. fotograferet et par tænder, og han satte sig i den røde rgt.stol uden at blinke eller protestere.
Da jeg var med ham for et halvt år siden, var han helt afvisende overfor alle tilgange og forslag fra tandlægens side, så det kom der ingen billeder ud af.
Jeg var meget spændt og inderst inde ikke særlig optimistisk i torsdags, men jeg skal da love for, han har udviklet sig siden.
Udover at personalet kaldte ham Supermand, fik han lov til at vælge, ikke bare en enkelt gave, men hele to fra gavekassen.
Han var glad, og det var jeg også.







Ugens søde og usædvanlige oplevelse var, at koret havde besøg af en gruppe på 18 børnehavebørn  og to pædagoger. Vores bestyrelse havde kontaktet børnehaven for at aftale noget syng-sammen. De ville gerne og sang deres fredagsmorgensang for os "Nu titte til hinanden de fagre blomster små". Vi sang "Jeg ved en lærkerede" sammen, og vi lærte dem den rytmiske udgave og  "Amen Siakudumisa" De var forbavsende hurtige til at lære sådan nogle uforståelige ord. Efter en lille times tid holdt vi pause og børnene spiste deres medbragte madpakker, inden de gik ud til bussen. Det var så hyggeligt. Børnene var tydeligvis glade. Der er en scene i vores øvelokale, og den ville de gerne stå på og synge igen til sidst. Jeg synes, det er godt, når børn og gamle kan mødes.

I mit nabolag er der tydeligvis udenlandske gæster i form af curlingspillere.
Den fine flagallé kommer til sin ret i blæsevejret.
Jeg har ikke været ovre i Sportscentret og har heller ikke hørt, hvordan det går. Jeg følger ikke meget med i sport i radio og tv, så jeg ved ikke, hvor stor bevågenhed sådan et verdensmesterskab har i pressen? Men det fremkalder vist ikke overskrifter.








Storebror Marcus er fyldt 12 år, og han blev fejret af familien i lørdags. I søndags havde jeg tre venner fra meget gamle dage til brunch. Og sådan sluttede en travl og dejlig uge.
I dag har jeg fået anskaffet en adapter til USA, så vi kan holde vores elektronik i funktion og lige pludselig er det snart, vi skal afsted.

onsdag, marts 13, 2019

Ingen dag uden billeder.

For nogen tid siden læste jeg et lille interview med børnepsykolog Margrethe Brun. Hun havde været på museum og havde lagt mærke til, hvordan forældre var mere optaget at fotografere deres børn end at dele børnenes undring eller begejstring, over det de så.
"Hvis du har fotograferet dit barn 8000 gange, så har du ikke været nærværende 8000 gange." Nogenlunde sådan lød overskriften. Hun blev trist over at se, at forældre opfordrede deres børn til at stille op på bestemte måder for at blive fotograferet og dermed afbryde barnets oplevelse eller aktivitet.
Jeg følte mig noget ramt, for jeg tit fotograferer mine børnebørn. Jeg vil gerne holde fast i deres alder og udvikling gennem billeder. Det er så hyggeligt at se tilbage på oplevelser, vi har haft.

Jeg ved ikke, hvor det citat stammer fra, men jeg kom til at tænke på det i forbindelse med billeder "Når alting er sagt og gjort, og det hele er handlet af, er følelsen tilbage."
Så måske er billeder ikke så vigtige, fordi det er følelser, vi husker?
Da jeg snakkede med min svigersøn om det, fortalte han, at da han var ung for 20 år siden, var han på rejse i USA med sin daværende kæreste. Han valgte slet ikke at fotografere, fordi han mente minderne ville stå skarpere i erindringen, når der ingen billeder var. Efterfølgende har han fortrudt det, for han kan ikke huske noget fra den tur. Kæresten havde fotograferet og lavet en fotobog til ham, men fordi det ikke var hans perspektiv, sagde det han ikke så meget.
 Så jeg fortsætter med mine billeder. Jeg afbryder ikke deres leg og beder dem om at smile eller se op eller indtage en bestemt positur. Men jeg er selvfølgelig optaget af fotografering i det øjeblik billedet/billederne bliver taget. Jeg er lige blevet færdig med en cewe-fotobog til Johanne om vores oplevelser i 2018.
I mandags, da Chr. var her, var han meget optaget af regnestykker.
Jeg blev præsenteret for adskillige opgaver. De blev længere og længere.
Til sidst måtte jeg give op og fortælle, at regning og matematik var det sværeste af det svære for mig, da jeg gik i skole.














Johanne var her i går. Hun opdagede, at min soap on a rope, en julegave, der har facon som en fisk, havde mistet halen, da den var blevet tabt på gulvet.
Hun elsker stadig at lege med vand. Og at sæbe-halestykket kunne producere så meget skum i vandet samtidig med, det blev mindre og mindre, var noget af et mysterium for hende.












I søndags var jeg til fødselsdag hos Mattias' far.
Og ingen dag uden fodbold, hvis vejret ellers tillader det. På et tidspunkt var jeg med henne på fodboldbanen, men jeg holdt mig klog af skade i udkanten.

I morgen skal jeg på værksted med bilen for at få synkroniseret en ny nøgle. For flere måneder siden opdagede jeg, at reservenøglen ikke var på sin plads. Og eftersom den ikke er dukket op, så må jeg bide i det sure æble og købe en ny.

mandag, marts 11, 2019

Tæt på.

Min nabo, når jeg kigger ud af køkkenvinduet, Sportscentret, skal lægge hus til kvindernes verdensmesterskab i curling.
Jeg havde ikke hørt om det, før jeg så banneret på huset og tænkte, at det er utroligt, der kan være verdensmesterskab sådan et relativt lille sted, som vores Sportscenter er.
Nu ved jeg, at banen ikke behøver at være stor.
Men hvad med tilskuerpladser?
Måske der der ikke så stort et publikum til den sport?
Gad vide, hvor mange curlingpiger, der kommer?
Hvis mit link virker, kan du HER læse om arrangementet.

I dag blev der arbejdet på at etablere en flagalle.

Det skal nok blive festligt fra d. 16. - 23. marts.
















Det er ikke så længe siden, Johanne og jeg tilbragte lidt ventetid med at kigge på curling. Det var mænd, dr spillede.

Vi ventede på, gymnastikopvisningen i en anden sal skulle slutte.

Jeg følger ikke meget med i sport, men når det foregår så tæt på, så synes jeg alligevel, det er spændende.

Rejsen til Washington er tæt på. Da min datter og jeg planlagde den tilbage i november, var der lang tid til. Nu er det allerede onsdag i næste uge. Det bliver spændende.

søndag, marts 10, 2019

At være nøgen - eller ikke at være ...

For nogle uger siden gik jeg forbi en genbrugsbutik i Aarhus. Det var efter lukketid, men mit blik faldt på to Carl Larsson-platter.
Hvis jeg havde set dem for 40 - 45 år siden, ville jeg have syntes, det var et sødt og yndigt motiv.
Dengang løb mine små børn og deres legekammerater nøgne rundt og legede på stranden og i haven på varme sommerdage.
Jeg kan ikke forstå det, men min holdning har ændret sig. Nu synes jeg, vi skal sørge for, at mine små børnebørn har badetøj på, så ingen fremmede ser dem nøgne.
Nøgenhed er begrænset til hjemme, hvor de før og efter bad spæner rundt uden tøj.
Jeg hørte et interessant radioprogram om nøgenhed for nogle uger siden i Manus Manege på P1. Programmet hvor Manu Sareen er vært. Han ville undersøge, hvorfor han selv har det så stramt med nøgenhed. Både sin egen og andres, fx. kærester. Og om hans adfærd har smittet hans egne børn. Han havde en gæst, der var naturist, i studiet og hans egen 17 årige datter medvirkede.
Den kultur, vi vokser op i, spiller en stor rolle. Her forstås kultur som den måde, vi gør tingene på i vores familier og vores land.
Jeg har heller aldrig, som Manu Sareen, set mine forældre nøgne. Jeg har heller ikke gået topløs rundt, som nogle gjorde dengang i 70erne, men dog løsnet toppen under solbadning :-) Min ex-mand havde et meget afslappet forhold til at gå nøgen rundt derhjemme. Efterhånden som pigerne voksede til, syntes de, det blev for afslappet, og han var jo ikke ude på at provokere, så det hørte nok op. Det kan jeg ikke rigtig huske. Jeg har altid følt mig bedst tilpas med et håndklæde om kroppen på vej ud badeværelset. Og da jeg hørte programmet, blev jeg klar over, at det synes jeg også andre skal gøre ... At jeg synes, det er lidt uskønt, når andre flasher deres nøgenhed. Det gælder ikke i svømmehaller og badeland, hvor man jo må give slip på sit håndklæde for at gå under bruseren.
Jeg ved ikke, hvordan mine døtre har det i deres familier. Men Manu Sarens datter havde det på samme måde som sin far. Hun blev irriteret, når kæresten gik nøgen rundt i lejligheden.
Og hvad så, tænker jeg nu? Det er jo en privatsag indenfor familierne.
Naturisten i programmet fortalte om sin glæde ved at gå rundt uden tøj. Det er ikke forbudt at være nøgen i Danmark. Der findes strande for nøgenbadning, men der kan bades uden tøj fra alle strande.  Efterhånden bliver det opfattet som en stor provokation, hvis nogen gør det, og politiet kan tilkaldes og anklage den nøgne for at forstyrre offentlig ro og orden.
Jeg bliver forvirret, fordi der er så mange modsat rettede signaler i samfundet. Og at der findes grimme mænd, der kan udnytte fotografier af børn.
Så jeg synes, små børn skal have badedragt/badebukser på i det offentlige rum.  Og små piger skal ikke seksualiseres ved at gå med bikini.
Men sådan tænkte jeg ikke, da mine piger var små.
Hvad har gjort, at jeg har ændret holdning?
Er det facebook, der påvirker os med amerikansk puritanisme?? Mon Carl Larssons billede vil blive slettet, hvis jeg lægger det på facebook?



lørdag, marts 09, 2019

Farverige overraskelser ...

Siden, jeg begyndte at købe Kvicklys Too Good To Go-frugt og grønsagspose, får jeg som regel, blandt de almindelige grønsager, nogle mere fancy varianter.
Fx. i torsdag, da der var de her spraglede blomkål.
De ser festlige ud. De er milde i smagen.
Jeg har spist dem til frokost i dag efter først at have blancheret dem et minut i kogende vand og efterfølgende overbruset dem med koldt. De smagte dejligt bare med valnøddeolie, lidt æblecidereddike, kryddersalt og peber.
Eftersom det er varer, der er vurderet til ikke at kunne sælges til normal pris, vil der selvfølgelig være fejl på dem. Også på mine som ses her i køkkenvasken efter sortering.
Jeg har aldrig kigget efter prisen på mix blomkålsbuketter, som de hedder. Det er ikke faldet mig ind at købe dem. De er sikkert dyre. Men de er fine. De er dyrket i Spanien og er ikke øko.

En anden gang fik jeg flower sprouts.

Der er sket noget med mit indlæg fra i eftermiddags? Noget er forsvundet? Måske har jeg ikke fået afsluttet rigtigt?
Jeg får ikke skrevet mere til i aften ...


fredag, marts 08, 2019

Vinterens koldeste ...

Det var vintersæsonens absolut koldeste bad i dag. Det skyldes blæsten og ikke de tre grader varme (kolde) vand.
Jeg har kigget på tabeller, og der var vindstyrke 14 m/s kl 10 i formiddags. Hjemme hos mig var der 4 graders varme. Chillfaktor, der handler om, hvor meget vinden afkøler, bevirkede så, at det føltes som minus 3. Det er jo ikke ekseptionelle kuldegrader, men for søren, hvor den blæst svirpede.
Jeg er skuffet over, vi ikke har haft is på søen, som vi havde sidste år i februar og marts.
Solen skinnede, og jeg tror, hvis jeg fandt en plads i læ, så kunne jeg have taget frakken af.

Silkeborg kommune har løftet sløret for renoveringsplanerne ved Almind sø.
Den nye badebro skal være formet som en cirkel.
Der vil blive etableret en sauna, omklædningen vil blive med varme i gulvet, og toiletterne vil være åbne hele året (ikke kun om sommeren som det er nu)
Det bliver spændende og uden tvivl meget fint. Bortset fra byggefasen! Jeg håber, den bliver kort.
Men hvor skal alle de mennesker, der vil strømme til, parkere bilerne ved denne her dejlige skovsø?

tirsdag, marts 05, 2019

Hvorfor har vi aldrig været her før ...?

Det spurgte vi hinanden om, da vi i lørdags tilbragte nogle timer i badeland i Søhøjlandet i Gjern. Kun et kvarters kørsel herfra.
Anledningen var, at min ex-mand havde fødselsdag, og han havde inviteret børn og børnebørn. I den sammenhæng hører jeg også med, og det er så hyggeligt.

Børnene på 4, 7, 8 og 12 år havde en herlig legestund. Det havde vi voksne også.
Jeg fik svømmet en enkelt bane. Der var ikke rigtig anledning til at svømme baner. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke helt har glemt mine færdigheder på dybt vand, som jeg øvede meget på for et par år siden. Jeg har ikke holdt det vedlige, og nu er der så meget andet, jeg bruger tid på. Men det kunne uden tvivl øves op igen.

Man måtte godt fotografere. Som livredderen sagde, så skulle det være ens egen familie, man fokuserede på, og hvis andre gæster klagede til ham, så ville han komme og sige det til mig.
Det var dog ikke ideelt fotoklima. Der var for fugtigt i luften, så jeg lagde ret hurtigt mit kamera væk.
Vi var i badeland et par timer og spiste efterfølgende frokost i restauranten.
Undenfor er der en spændende legeplads og aktivitetsområder, som jeg ikke så.
Mens små og store morede sig ude, kørte jeg hjem og købte boller, othello, kakao og forberedte et improviseret eftermiddags-fødselsdagsbord.




På en del af strækningen til Gjern, er vejen afmærket, så vi opfordres til at køre på midten. Det er ikke så tit, jeg møder den form for afmærkning. Max. hastighed er 60 km., så man kan godt nå at trække ud til siden, når der kommer en modkørende.