Arlington. Sightseeing 3.

Efter mit besøg på Arlington kom jeg til at tænke på, at vi danskere vist ikke er særlig patriotiske.

Patriotisme forstået efter Gyldendals definition: "Fædrelandskærlighed. En patriot elsker sit fædreland og arbejder for det på en uegennyttig og selvopofrende måde."

Arlington er et kæmpestort, smukt kuperet område, hvor der før borgerkrigen i 1864 lå en blomstrende plantage, drevet af slaver og ejet af en højt rangeret militærmand.

Siden 1864 har stedet været det sidste hvilested for 290.000 soldater, der gav deres liv for egne og andres frihed. Der foregår stadig begravelser. Ca. 30 om dagen og det er hovedsagelig veteraner fra Vietnam.

"Freedom is not free" som der står på den store mindevæg for Koreakrigen (1950-53) hvor Danmark deltog med hospitalsskibet Jutlandia.

Udødeliggjort af Kim Larsen.

Selv Christian kender den sang.

Nå, det var et sidespring.

Og indledningen til det, der gjorde størst indtryk på mig: De store børn, der deltog i ceremonien ved Den Ukendte Soldats grav.

Jeg undrede mig over de lange, lange rækker af børn og unge og spurgte hvorfor, og hvor de var på vej hen?
Vi var på vej hen til Den Ukendte Soldats Grav og ifølge min guide, var de det også.
Alle skoleklasser på 7. eller 8.niveau fra alle stater skal besøge Washington D.C. og blive bekendt med de mange mindesmærker. Det er en del af historieundervisningen.

Den Ukendte Soldats grav er igen en bygning med græske søjler.
Den brede trappe var spærret af, og vi gik op langs siden.

Her er der vagt 24 timer i døgnet, og det er meget ærefuldt at være en del af det kompagni.

Alle de mange børn og unge var meget stille, mens vi stod og ventede på den soldat, der skulle komme og afløse ham, der gik der.
Hver hele time i vinterhalvåret er der vagtskifte. Om sommeren er det med en halv times mellemrum.

Soldaten går uafbrudt frem og tilbage på det mørke felt. 21 langsomme skridt (21 sek.) den ene vej, derefter drejer han med blikket mod den firkant, som er selve gravstedet og står i 21 sec. , drejer igen og går tilbage.

Til højre i billedet er et stativ, hvor en buket er anbragt. Den skiftes hver time i forbindelse med vagtskiftet.

Soldaten bærer mørke solbriller uanset vejret, ansigtsudtrykket er helt neutralt og ubevægeligt, skoene er blankpolerede og pressefolderne skarpe.
Holdningen er rank og stiv som en tinsoldat.
Eller en robot.

Den nytilkomne soldat inspicerer våbnet. Det foregår efter et bestemt ritual. Meget stive bevægelser.

Ceremonien afsluttes med at fire børn/unge kommer ind med blomster.
Der er en tredje soldat, som hjælper med at flytte den buket, der allerede sidder på stativet og han hænger den nye på.
Der bliver spillet en sørgmodig melodi på trompet, mens alle står med højre hånd på hjertet.
De fire børn forlader deres pladser og går baglæns ud.
Mens det står på, er der så stille, så vi ville kunne høre, hvis en knappenål faldt ned på fliserne.

Hver time i løbet af de timer en skoledag varer, har en klasse valgt de fire repræsentanter, der skal deltage i ceremonien. På samme måde, som det er ærefuldt at være soldat, er det meget ærefuldt at være med til at bære blomster frem.

Jeg plejer ikke at være meget for militærparader.
Men denne her ceremoni var meget bevægende at overvære.
Der var en vældig højtidelig stemning.
Jeg forestiller mig, det er den måde børn lærer at blive patrioter på. Ikke at det er dårligt - i modsætning til nationalisme.

Jeg kan ikke tænke på nogen sammenhænge, hvor danske børn var deltagere i sådan en ceremoni? Så patriotiske er vi vidst ikke.

 I morgen er det en uge siden, jeg var der.
Det føles lidt mærkeligt at skrive om det, fordi stemningen er væk. Jeg kan godt genkalde den, men den blegner.




I dag har jeg ikke haft jetlag. Den tunge fornemmelse i hovedet og kroppen har lettet. Eller er helt væk.