torsdag, februar 28, 2013

Nu må der vist en pausefisk på ...

Lige pludselig er det torsdag igen ...
Og der går længere og længere tid mellem mine blogindlæg.
Jeg har travlt - på den gode måde.
Så derfor kommer der pausefisk på.
Mit billede er fra den seneste nye bygning i forbindelse med Regionshospitalet Silkeborg.
 Psykiatriens Hus, som ligger lige i mit nabolag.
Jeg var gået derind, fordi jeg ville se nogle udstillede billeder i et cafeområde.
Udover billederne fik jeg også fornøjelsen af et stort akvarium.
Det er ikke så nemt at fotografere fisk - de vil ikke stå stille.

Akvariet er lavet som en biotop fra Malawisøen i Afrika.
Det vil sige, at fiskene kommer fra netop den sø. De trives ikke med grønne planter og den slags 'pynt' vi ofte ser i akvarier. De lever mellem store sten og klippestykker.
I morgen kommer Christian her hos mig. Så skal vi hen og se på fisk.

Det er et flot hus.
Jeg har lånt et billede fra arkitektfirmaets hjemmeside.
Jeg er altid interesseret i, hvem arkitekten er, når jeg ser en bygning.
I det her tilfælde er det et firma i Herning, der hedder arkitec A/C.
Det oplyses ikke, hvem der har arbejdet på lige præcis det her hus.
Det gør man måske ikke nu om stunder.

 Silkeborg sygehus blev bygget i 1902 af arkitekt Anton Rosen.
Han tegnede flere huse i Silkeborg bl.a. Skovvilla på KunstCentret Silkeborg Bad.

Bygningerne, der udgør sygehuset, er en sand knopskydning opstået gennem årene.
Jeg gik lige ind omkring nogle af de gamle bygninger, hvor der stadig er noget af Anton Rosens håndværk tilbage.

Bag facaden er der i dag administration.
Mens jeg arbejdede der, var der i mange år lungeafdeling og senest var der børneafdeling indtil den funktion blev flyttet til Randers.

Weekenden byder på to fødselsdage, hvoraf den ene skal fejres på Kryb i Ly Kro i nærheden af Fredericia og den anden på Fyn.

Jeg vender tilbage, og indtil da ønskes du god weekend

søndag, februar 24, 2013

Klaverspil i Aarhus.

Hvis du er i Aarhus i dagtimerne i denne her uge, kan du høre en flok unge klavertalenter i Musikhuset.
Der afvikles Aarhus International Piano Competition.
Hver dag mellem kl. 10 og 16 spilles flotte koncerter af de unge deltagere, der er fra 11 til 21 år.
Hver deltager spiller en ½ time.
Jeg overværede to i eftermiddags.
En ung mand fra Rusland og en anden ung mand fra Letland.
De spillede fantastisk. Jeg hørte Carl Nielsen, Chopin, Brahms og Prokofiev.
Og der var ikke et eneste nodeblad at se.
Det er imponerende, de kan huske så meget udenad.
På lørdag er der finalekoncert, hvor de 4 vindere spiller sammen med Aarhus Symfoniorkester.
Jeg har andre planer, så jeg kommer ikke til at se vinderen.
Udover æren er der flere pengepræmier. Den største på 60,000 kr.

I morgen tidlig skal jeg opleve noget så eksotisk som at stå op klokken halv syv.
Jeg ved ikke engang, hvornår det bliver lyst nu for tiden. (pensionistens privilegium)
Det finder jeg ud af på vej til Viborg. Christian, det lille skind, er syg og hans far og mor kan ikke så godt holde fri i morgen.
Så er det jo godt, jeg kan.

mandag, februar 18, 2013

En forfatteraften.

Sammen med ca. 249 andre silkeborgere har jeg været til foredrag med Kim Leine i aften.
Han var her også i efteråret 2010.
Da var vi bare en lille flok på en 30-40 mennesker.
Du har måske læst hans nyeste bog 'Profeterne i Evighedsfjorden'? som nok er den bog, der har gjort ham kendt og populær.
Han var populær hos mig også før den.
Den er på mere end 500 sider og udkom for et års tid siden.
Da jeg gik i gang med at læse den for længe siden, måtte jeg give op.

Men i anden omgang har jeg næsten ikke kunne lægge den fra mig, og jeg blev lige færdig med den i eftermiddags.
Livet i København og i Grønland i 1780-90erne for norske Morten, der læser teologi og senere bliver præst i en dansk koloni i Grønland, er spændende og barsk læsning.
Bogen er sine steder lidt langtrukken.
I aften fik vi forfatterens ord for, at han holder af det langtrukne. Så sådan skal det være.
Vi bliver også som læsere belønnet for at holde ud, og det er nemt at tilgive forfatteren.

Da min ældste datter arbejdede i Grønland for nogle år siden og jeg besøgte hende, 'opdagede' jeg Grønland. Før den tid var det et fjernt og uinteressant sted for mig.
Men siden da, har jeg læst om Grønland og fulgt med i, hvad der sker, og jeg synes, det er meget spændende både det, der foregår nu, og det der skete tilbage i historien.
Kim Leine forstår at skildre, på en særlig indfølende måde, mødet mellem danskere og grønlændere og det faktum, at grønlændere er vrede på danskerne. Det er nok også grunden til, at han blev kaldt 'kalak', da han arbejdede som sygeplejerske deroppe. Kalak betyder ikke bare grønlænder, men skide-grønlænder - hvad han betragtede som bedre end at blive kaldt skide-dansker (hvad de fleste også var)

Kim Leines første roman 'Kalak' udkom i 2007.
En selvbiografisk roman kalder han den, idet indholdet handler om hans eget liv, mens bogen er struktureret som en roman.
I 2008 udkom 'Valdemarsdag' og i 2009 'Tunu'.

Jeg synes, han er en fantastisk forfatter og har læst det, han har skrevet indtil nu. Jeg glæder mig over, han er på vej med andre udgivelser. Han planlægger både et bind 2 og 3 som fortsættelse af 'Profeterne i Evighedsfjorden'.
Men først kommer en bog, han er i gang med nu, om Finlands-krigen.


Kim Leine har for nylig modtaget boghandlernes pris De Gyldne Laurbær og andre priser, som jeg ikke lige kan huske, og han er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.




søndag, februar 17, 2013

Jeg hader ikke knolden ...

Da jeg læste denne her lille artikel i Politiken sidste søndag, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk  helt havde glemt selleriknolden til fordel for bladselleri.
Det er så nemt med bladselleri.
Lige at hive en stilk af, snitte den og putte den i gryden til den sammenkogte ret eller spise den rå i salaten eller gnaske en stilk sammen med gulerodsstave.
Men inspireret af artiklen købte jeg straks en knold.
'Folk bliver skræmte af størrelsen og det markante udseende,' står der i artiklen.
Jeg vil nu ikke kalde en knoldselleri for skræmmende, men den er ikke så tilgængelig med den noprede, bulede overflade.
Men en god kniv gør underværker.
Jeg har i ugens løb brugt knoldselleri som en del af et fad med ovnbagte rødder.
Og en salat med fintsnittet hvidkål, groft revet selleri, gulerod og æble med en olie/eddike dressing sødet med lidt honning. Hvidkålen er sprød og lækker, når salaten er nylavet. Hvis der er en rest tilovers, vil den næste dag have konsistens som en coleslaw, og det bliver den ikke mindre lækker af.
I min barndom var der en ret, der hed boller i selleri.
Jeg husker den som en dejlig middagsret.
Og selleribøf, som var skiver af selleri dyppet i æg og rasp og stegt på panden.
Jo, der er mange muligheder med knoldselleri.

I haven titter den lille erantis op gennem sneen.
Dejlige forårsbebuder.

torsdag, februar 14, 2013

En flot bog - og en interessant bog i en helt anden genre.

Jeg er en flittig låner på biblioteket.
Hvis jeg læser eller hører om en interessant bog, går jeg ind på bibliotekets hjemmeside og reserverer den.
Det er ikke alle bøger, der er lige interessante, når jeg får dem hjem, og jeg nøjes med at bladre lidt rundt og levere dem tilbage igen.
Men denne her bog af meterologen Jesper Theilgaard, synes jeg, er en stor fornøjelse netop at sidde med og kigge i og læse fra ende til anden, eller bare bladre lidt rundt og læse hist og pist.
Emnet er delt op i årstiderne begyndende med foråret.
Bogen er sat op på den måde, at på venstre side er der et fotografi af et maleri og på højre side meterologens kommentar.
Til hvert billede knytter sig et digt eller en sang fra Højskolesangbogen opsat på samme måde med digtet på venstre side og forfatterens (han har været korsanger siden gymnasiet) kommentar på højre side.
Der er 148 sider i 'Vejret i Kunsten' og den har ca A4 størrelse.
Bagerst i bogen er der en oversigt over de forskellige værker, og det er den eneste anke, jeg har, at der ikke er sidetal på.
Den bog er jeg vild med, og den kommer på min ønskeliste.

En anden bog, jeg vil anbefale er 'Dame med Stol' af Maria Marcus.
Hun er journalist og forfatter til flere bøger om seksualitet og kvinders vilkår og uddannede sig i moden alder til terapeut og sexolog.
For et par år siden blev forfatteren lam i underkrop og ben efter en fejloperation.
Bogen handler om den proces, hun har været igennem.
Det langvarige genoptræningsforløb, som i sig selv er ganske imponerende for en kvinde midt i 80erne.
Hendes reflektioner om dogmefilm, og om hendes liv er blevet et dogmeliv?
Uden lyssætning og underlægningsmusik.
Reduceret til en brøkdel af hvad det var.
'Hvad er skåret væk, hvad er kommet frem? Hvad er tabt, hvad er ... vundet?' spørger hun.
Og hun undrer sig, når hun sidder i kørestolen med kærestens arme omkring sig, og det der fylder hende er glæde og taknemmelighed '- jeg tror, det her er den bedste tid i mit liv', siger hun.

Det er en stærk bog om en stærk kvinde.
Hun har stadig klienter i parterapi, og i søndags havde hun en kronik i Politiken.
Godt gået.

mandag, februar 11, 2013

Der sker også noget i Ikast ...

Jeg er blevet mere orienteret vestpå, efter min datter er flyttet få km. mod vest.
Således også i går, da vi havde planlagt en familieudflugt til svømmehallen i Ikast.
Faktisk var det julegaven til min svigersøn: en vand- og cafétur.
Hvem skulle have troet, at Ikast har et lækkert svømme&wellenesscenter?
Det havde jeg ikke lige forestillet mig.

Men så gik det sådan, at Mattias' far var blevet forkølet og ikke kunne komme med. Og det ville være lidt underligt, hvis vi andre tog afsted, når det nu var hans julegave.
Så efter formiddagskaffen, og da Mattias var blevet puttet for sin middagssøvn, kørte jeg selv til Ikast.
Ikke for at bade, men for at se den nye skulptur ved kirken.
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard er kunstneren bag skulpturen.
En vej adskiller rådhuspladsen, med den traditionelle kvindeskulptur, og pladsen foran kirken med den nye tipi-lignede skulptur.
Jeg kan ikke lige se, hvordan det spiller sammen.
Den stramme rådhusarkitektur og tipi-teltet.
Jeg skal nok have sat mig ind i historien.

Man kan gå ind i den nye skulptur, der er lavet af forskelligt materiale.

Både indeni og udenpå er der en rigdom af ansigter, hoveder og kroppe, og et hestehoved som her til højre.
Jeg var ikke inde i kirken, hvor der sikkert ligger pjecer om kunstværket.
Jeg tror, der er både nutids- og fortidshistorie i det, som det vil være spændende at fordybe sig i.


Og sådan fik jeg lige punkteret en af mine fordomme om, at der nok ikke sker så meget vestpå.
Jeg må hen og kigge nærmere på det en anden gang.

torsdag, februar 07, 2013

En hjemmedag.

Når man ikke er stor nok til at holde på redskaber, som fætteren, så kan man begynde med at smage på sneen og ryste den væk fra bøgehækken.


Mattias og hans mor var hjemme i dag, og jeg var ikke svær at overtale til at komme forbi.

onsdag, februar 06, 2013

Praktisk begavet ...

Var det ikke Niels Hausgaard, der engang brugte det her udtryk 'at være praktisk begavet'?
Som tydeligvis ikke var så fint.
I modsætning til at være boglig begavet.
Jeg kom til at tænke på det, da Christian med stor koncentration skovlede sne.

Da vi kom hjem fra vuggestuen, skulle der både fejes og skovles.

Hvad mon det skyldes, at den glæde og optagethed forsvinder med alderen?

tirsdag, februar 05, 2013

Stryget.

Hov, en kajak i Stryget.
Han var sikkert ikke i havsnød.
Jeg gætter på, han var ude på at give sig selv lidt udfordring.
Stryget er sådan et dejligt område ved havnen.
Musikhuset ligger lige ud til. Og eksklusive lejligheder.


Gudenåen, og muligheden for at opstemme vandet, blev det, der afgjorde Papirfabrikkens beliggenhed dengang tilbage i 1840erne.
Da det ikke længere var rentabelt at lave papir og pengesedler her i byen og fabrikken lukkede, blev området omdannet til en blanding af rekreative områder, boliger og erhverv.
Det var så heller ikke nødvendigt at opstemme vandet, som også havde haft den virkning at fisk ikke kunne passere.
I 2003-04 blev den gamle opstemning med turbiner erstattet af et stryg med 3 regulerbare sluseporte under Langebro samt et friløb.
Højdeforskellen i vandstanden på omkring 2 m. er udlignet med et langt stenstryg.
Både kan passere, men kun gennem Kammerslusen.
Kammerslusen fortsætter i en bred sejlrende.

Og så undrer jeg mig over, hvordan kajakken er kommet over i Stryget?
Men den er selvfølgelig ikke tungere, end den kan bæres af en mand.
Billedet herunder er fra en februardag sidste år.

På den anden side af broen er vandet stille og fredeligt.


Her er især dejligt en sommerdag.
Der står altid folk og kigger på kanoer og kajakker, der venter i slusen.
Og på Hjejlen og de andre turbåde.
Eller sidder og spiser en is.
Jeg kan godt forstå, der kommer mange turister hertil.
Og jeg kan gå ned til herlighederne på 5-10 min.

søndag, februar 03, 2013

For 35 år siden.

I går fejrede vi min yngste datters fødselsdag.
Hun blev født for 35 år siden den 1. februar.
Der er vist ingen af årets tilbagevendende begivenheder, som i den grad får mig til at tænke tilbage, som mine børns fødselsdage.
Der lå sneen på vejene den dag i 1978.
Jeg havde været på arbejde som sædvanligt til kl 12.
Først på eftermiddagen var der en ejendomsmægler på besøg for at vurdere huset, idet vi overvejede at flytte til et lidt større hus.
Da han var gået, og jeg stod med telefonen for at ringe til den vordende far om mæglerens vurdering, så gik vandet, som det hedder.
Og et par timer efter var det yndige barn født.

I 1978 var man endnu ikke blevet så fremsynede på Silkeborg Sygehus, at der måtte fotograferes på fødestuen.
Det syntes jeg var ærgerligt, for der findes fine billeder fra 1973, da min ældste datter blev født.
Men da boede vi i København, og hun er født på Rigshospitalet.

Her går hun et par år senere i den røde flyverdragt, og hendes storesøster ligner en rummand i den hvide.

Men nu om dage er det de små drenge, der er omdrejningspunktet for vores samvær.
Der var faldet sne i Viborg.
Christian fik lov til at låne sin storebrors fjernstyrede bil.
Når man ikke er fyldt to år endnu, er det en vanskelig ting, at få sådan en bil til at køre.
Det er for svært at koordinere begge tommeltotters bevægelse på samme tid.
Men det skal nok komme.