Vinterens første sne.

 

Da jeg af uforklarlige grunde ikke kunne falde i søvn i går aftes/nat, stod jeg op ved 01.30 tiden og gik ind i stuen.

Stor var min overraskelse, da jeg så, hvordan det sneede. Jeg stod længe og nød synet velvidende, at for nogle vil det være til stor gene.

Det blev tydeligt for mig, at det er på tide at få tømt den sidste blomsterkasse med hvide og lyserøde margueritter. De har holdt godt i det lune efterår.

Kl. 07.56 var udsigten anderledes fredelig.

Glimt fra Silkeborg Bad sidst på eftermiddagen.

Ørnsø ved solnedgangstid.

En weekend i det hjemlige.

 Det er nu ikke kedeligt at tilbringe weekenden i hjemlig omgivelser.

Jeg var igen ude at nyde det tågede landskab. Her er det samtaletårnet, der hedder Vendepunktet  Det står i Højskolens baghave tæt på Trækstien. Bag linket kan man læse om ideen og tanken bag.

Heldigvis er nætterne efterhånden længere. KL er ca 09.30 her, så jeg kan vel ikke kalde det en morgentur. 

Der var helt ufattelig mange meget smukke edderkoppespind langs søen. Mon det er en korsedderkop? Den har lidt mange striber både på langs og tværs.

Lidt længere indad byen kom jeg i snak med de to. Vi blev enige om, man ikke behøver et samtaletårn :-)

Undervejs ringede Pia, og vi aftalte, hun skulle komme til formiddagskaffe og rundstykker.

Her sidder hun meget optaget af en bog, jeg købte på biblioteket for 10 kr for nogle dage siden. 

Bogen hedder Breve fra ... 

Den indeholder breve fra kendte, fx. Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Herman Bang, Karen Blixen, Asta Nielsen og mange flere. 

Den er meget interessant at slå op i. Jeg læser den ikke fra A til Z som en roman.

Hvordan mon eftertiden vil se på nutidens kendte personers beskeder til hinanden? Mail fra ... eller Sms fra ...? 

Der er for det meste ikke så meget indhold i den slags korte beskeder, som vi sender til hinanden for tiden. 

I går var jeg ude hos Mattias. Han og andre drenge øver sig i at køre på baghjul. Det gælder om at blive fortrolig med den rigtige teknik. For nogle dage siden styrtede han og fik en mindre hjernerystelse. Heldigvis er han kommet over det og er heller ikke bange for at prøve igen.

Phising igen, igen ...

 

Jeg har to gange inden for de seneste dage modtaget mails, der handler om, at NemID bliver til MitID. Jeg skal bare logge ind på det highlightede link! Det kunne jeg ikke drømme om at gøre. Det er flere måneder siden, jeg tog MitID i brug, og det fungerer fint. 

Jeg håber bare, der ikke sidder nogen med problemer og tænker, at så får de hjælp via en mail. I dag er sidste dag med det gamle system. 

I sidste uge fik jeg flere mails fra Sygeforsikringen "danmark" eller falske mails, var det. Jeg ved godt, jeg får udbetalt godtgørelse i november. Men jeg ved også, jeg ikke får en mail om beløbets størrelse (som iøvrigt var urealistisk stort) 

Det må jo betale sig for svindlere at sende den slags falske mails ud.

I går morges var jeg tidligt ude, fordi jeg havde en fys-tid kl 08.00. Jeg får en grundig behandling, der handler om stræk og tværmassage af stramme ledbånd, der giver mig lyskesmerter. Og ultralyd og akupunktur. Jeg tror, det hjælper. Men jeg skal også finde ud af at træne lidt mindre. Eller mere målrettet undgå de øvelser, der fremprovokerer smerter. Jeg ligger under for en gammeldags opfattelse af, at det skal gøre ondt, før det bliver godt. Ikke for tidligt at aflære den opfattelse!

En sidegevinst var, at på vejen hjem kunne jeg nyde synet af tågen der lettede, og solen der brød frem.  Klokken er omkring 08.45. Hejren nyder også udsigten her ved Ansvej.

I mandags i sidste uge kørte jeg min datter til Karup. 

Vi startede hjemmefra kl 05.45, og efter ca tre kvarter var vi i Karup.

Det var også en af de meget vidunderlige morgener med tåge, der letter, og solen der får mere og mere magt. Billedet er taget på vejen hjem, da jeg stod ud af bilen og kiggede mod Karup fra lufthavnssiden. Resten af vejen kørte jeg uden stop, mens jeg prøvede at tilpasse mig den meget skrappe lavtstående sol. Den lyser som den stærkeste projektør, men den kommer også hurtigt højere op på himlen.

Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sætter vækkeuret til at ringe tidligt i de her smukke septemberdage? Det er jo en stor oplevelse at være derude. 

Svaret er, at jeg nyder mine stille morgener herhjemme. Med den første kop te i hånden går jeg en runde til planterne (min svigersøn siger, stuen efterhånden ligner en regnskov) :-) Jeg er en gammel dame i en regnskov - haha. Jeg mangler bare en farvestrålende papegøje :-) Men at have god tid om morgenen er ikke en betingelse for en god dag, men en stor bonus ved at være pensionist :-)

Kl ca 06.30 ved Midtjyllands lufthavn d. 12. september.

Jeg holder haletudser.

 

Der findes vist ikke nogen dyr, der er lettere at holde end haletudser? Og så bliver jeg hjulpet på vej af god vejledning på nettet.

Der er lidt overbefolkning i min balje, synes jeg, så Johanne var med til at flytte nogle over i et glas og levere dem tilbage til vandhullet.

De er svære at få fat i, så det tager sin tid.

Tørken har betydet at vandet næsten er væk,  og vandplanterne har overtaget.

Vi tog noget mere vand med tilbage og et par friske vandplanter. 

Når haletudserne begynder at få ben, skal jeg have anskaffet noget fiskefoder.

Men ellers sker der ikke meget. Ingen antydning af ben endnu.

I dag havde jeg vagt på Silkeborg Bad, og da vandhullet ligger tæt ved, var jeg igen ude og hente et par planter. Siden i lørdags var der yderligere udtørring, og der lugtede dårligt. Men sådan et miljø er der insekter og kriblekrable dyr, der lever godt i.

For et par dage siden, så jeg det her dejlige syn på Saltenvej i Them. Jeg ved ikke om det er kommunen eller grundejerforeningen, jeg skal takke for at vælge så flotte vejtræer.

Ugen der gik.

 

Vi fik ingen sne onsdag i sidste uge. Jeg gik en tur og troede, jeg skulle opleve lidt nedbør, men det er meget sparsomt, hvad vi har fået på de her kanter.

Mirabelletræerne blomstrer uanset vejret. De fleste dage har de hvide blomster stået så smukt mod den blå himmel.

I dagene før og efter de to billeder her, var der blå himmel og kølig vind. 

Billedet herunder er taget fra jernbanebroen.

Ellers var dagene i sidste uge præget af forkølelses/influenzaramte børn og en voksen - børnenes far. Christian sagde, det var værre, end dengang han havde corona.

Aftalen for sidste weekend var ellers på plads. Chr. havde soveaftale hos en kammerat og Johanne havde ditto hos mig. Forældrene skulle til stor fest. Kjolen var lejet (ja!) et smart koncept. Så opstår det uforudsete: Chr var sløj og febril og kunne ikke komme til sin soveaftale. Kunne han være hos mormor? Jeg ville hade at blive så forkølet og hostende, som han var ... Men det er andre tider nu, end dengang for to år siden, da corona var ny, og bedsteforældre blev frarådet at passe syge børn. Han havde iøvrigt negativ hjemmetest. Så han kom her og landede på sovesofaen, hvor han sov det meste af tiden. Han hostede som en søløve og havde ingen appetit.

Vi havde planlagt, vi skulle have burgere fra Hugos Burgerbar lige her rundt om hjørnet. Men den burgerbar er jo lukket. Jeg havde noget hakket oksekød og boller, så jeg lavede hurtigt 2 bøffer og ristede boller, så Johanne og jeg alligevel fik burgere. Chr drak vand og spiste lidt havregrød. Vi havde en rolig aften og nat, og om morgenen lavede jeg havregrøds-pandekager med  af resterne af grøden fra aftenen. Han nippede lidt til dem, men de smagte godt. Det syntes Johanne også. Hun var begyndt at blive lidt snottet. Forældrene kom og hentede de sløje børn ved 10.30 tiden.

Jeg havde en aftale med to nabodamer, der skulle komme her kl 11, og så skulle vi dele erfaringer med digitale billeder, og hvordan vi bruger dem.

Vi sad to timer med hovederne i skærmene. Det var sjovt og hyggeligt. Men vi havde forskellige telefoner, så det var ikke bare på samme måde ... 

Det giver noget at give sig tid og sidde og makke med det.

Chr var hos mig i tirsdag, og onsdag var jeg hos dem et par timer, mens forældrene var til træning. Han var klar til at komme i skole i torsdags, men han hoster stadig. 

I går var der familiekomsammen for at fejre, at han fylder 11 år i morgen. Jeg kigger på den store, skønne dreng og tænker, hvor blev årene af, og den lille pusling han var? (det er sådan noget en mormor siger i sit stille sind) 

Han er optaget af fodbold og karate. Og selvfølgelig skolen og det elektroniske liv. Jeg nyder at følge med.

I dag er klassen inviteret til Dojo'en, hvor der også hører et køkken til, så forældrene kan sørge for mad og kage.

En dojo er et træningslokale til karate. Silkeborg Karateskole har dojo i Sportscentret.

Johanne og jeg skal se, hvad sådan nogle store børn laver? Når vi har kigget rundt, går vi hjem til mig. Måske bager vi en kage? Måske ser vi Ramasjang?

Ingrid var her fredag aften medbringende tapas, og jeg havde vin, juice, kaffe og sweets. Vi hyggede os og fik snakket om det meste :-) Vi så også dokumentaren om den smukke Jenny Holm - nazispionen, der kom ind i varmen. Hun var ufattelig skruppelløs og samvittighedsløs. Efter få års fængsel var hun ude igen med mange menneskers liv og lidelser i bagagen.

Christian og jeg skulle have været ude ved Ørnsøstien, hvor der er et vandhul, som lige for tiden er et tudseparadis. Jeg blev gjort opmærksom på det via gruppen "Silkeborg i billeder." Han var syg, og min bil skulle til undervognsbehandling, som betød jeg skulle aflevere den tirsdag og få den igen fredag. Så jeg var en hurtig tur forbi, inden jeg afleverede bilen. Det er så fascinerende, det liv der udfolder sig. Nu ved jeg ikke, om de stadig er der? Det kan jeg jo finde ud af ...

 

Allerede fredag ...

 

På mit blommetræ hang der nogle gamle indtørrede frugtmumier. Det er den måde svampesygdomme overlever på, og da jeg ikke fik dem fjernet efter bladfald sidste efterår, var det på høje tid nu.

Johanne var frisk til at klatre op på stigen, og hun kunne nå virkelig langt og få fat i de fleste. Jeg fik pludselig øje på farverne, da hun stod der. Hendes gule trøje og den blå himmel: Ukraine. Da jeg gik nede i byen for et par dage siden, fik jeg øje på bygningerne på en ny måde. Hvilken sorg og tragedie, det må være at opleve private hjem og officielle bygninger blive knust. Og ulykken over alle, at miste sine kære. Det skulle slet ikke finde sted. Jeg håber virkelig, den meningsløse krig må slutte NU.

 

Jeg elsker, gnavegrønt eller grønsagsstave. Jeg vidste bare ikke, at det er et virkelig kedeligt navn på sprøde rå, farverige grønsager, indtil jeg læste en opskrift i bogen "Sænk dit kolesterol." Her står der, at crudité er franskmændenes ord for rå grønsager. Det lyder da meget mere festligt, og jeg har sagt til familien, at nu hedder sådan en skål crudité. Det viser sig, at mine døtre godt kender ordet. Det er bare mig, der ikke er franskkyndig. 

På bagsiden af min avis var der for nogle dage siden en opskrift på en kikærtesuppe, der hedder Revithia (den kan googles). Den skulle stå i ovnen i to timer. 

Den er fra den græske ø Sifnos, hvor der dyrkes en masse kikærter, og jeg tænkte, den kunne være en let ret, når de fire i familien kommer forbi på vej hjem fra karatetræning kl 18.30. 

Den slog ikke benene væk under dem, hvad jeg heller ikke havde forventet, og derfor havde jeg også friskkogte pastaskruer og kødsovs fra fryseren. Men jeg kan godt lide den. Med citronsaft og et godt brød til. Gulerodstern ville have hjulpet på kuløren. 

Nu ligger resten i fryseren til en anden god gang.

I går sad jeg sammen med Christian, da han forberedte sig på en time, hvor de skulle lave en musikvideo i klassen.

Læreren gennemgik metoden på skærmen, og så skulle eleverne arbejde videre med det i skolen.

Jeg fatter ikke en brik. Eller i hvert fald ikke ret mange brikker. Jeg er dybt imponeret over, de kan finde ud af det i fjerde klasse. 

Der er ikke bare en verden til forskel, men mange verdener til forskel fra dengang jeg gik i skole.

Det er anemonetid.

Jeg har ikke glemt at vende billedet :-)

Jeg kommer altid til at tænke på anemonesangen, som Sebastian skrev til Ronja Røverdatter.

Vi sang den i Seniorkoret engang.

Et omkvæd lyder sådan:

"Åh, anemoner, lad mig sove i din hvide seng.

Åh, anemoner, under stjerner i en blomstereng."

Nu var der sådan et blomstertæppe, at jeg bare kunne lægge mig. Der var masser af travle bier, men de lod sig ikke forstyrre af mig.

Jeg lytter altid til den sang i anemonetiden. Den er skøn og findes i flere udgaver på You Tube.

 

Februar snapshots.

 For en uge siden gik jeg en tur på Langsøstien. 

Mens jeg kiggede gennem de nøgne grene over til husene  på den anden side af søen, tænkte jeg på, at om et par måneder er der blade på træerne, og de vil stå som en grøn mur, man ikke kan se igennem.

Dejligt at tænke på. 

Jeg tog grene med hjem fra mirabelletræer. Jeg elsker at tage forskud på foråret på den måde. I går begyndte de at drysse, og de er nu endt på komposten.

I haven kvitterer forårsløgene med skønne farver. Gule erantis. Blå eller lilla krokus og hvide vintergækker. Den blå scilla er også begyndt at titte op.

Februar lukkede ned med et par dejlige solskinsdage efter en måned med en usædvanlig masse regn.

I vinterferien var jeg nogle dage i Vorupør sammen med familien.

Det var for det meste grå og regnfulde dage, men en af dagene havde Thisted bibliotek en udfordring til den, der gerne ville lege detektiv og hjælpe med at finde tyven, der havde stjålet en bog. Til sidst kunne vi ved hjælp af indsamlede bogstaver finde frem til titlen på bogen.  Opgaven var for familier med børn fra 10 år. Telefonen var et uundværligt hjælpemiddel. Jeg fik endelig lært at bruge QR koden :-) 

Vi havde også gang i et puslespil med 500 brikker. 

Det var også derfor, morgenmaden nødvendigvis måtte indtages i sofaen. 

Spisebordet var jo optaget af puslespillet.

Mens forældrene var var anderswo engagiert, sørgede jeg for morgenmad en dag.

Vi suspenderede en vigtig regel:

Ingen spisning med åben skærm - og slet ikke i sofaen! Og heller ikke nutella på alle rundstykker.

Men det var jo trods alt ferie.

Jeg kaldte dem Nutella-drengene ;-)

Forældrene har ikke set billedet - nu vil det vise sig, om de læser bloggen :-)

Og om jeg bliver fyret?

Johanne hjalp sin moster med at lægge de sidste brikker.

Vi var i et sommerhus, vi har haft lejet et par gange før, da drengen var så små, at de ikke kunne huske det. 

Det blæste så meget, vi var ikke på fælles gåtur. Jeg kørte ned til parkeringspladsen og gik lidt. Der var for en gangs skyld ingen surfere på vandet. De er ellers ret frygtløse.

Hygge ved brændeovnen.

Lys, lys, lys ...

 Denne her opdatering i dag fra Svend Brinkmann får mig til at smile. 

Svend Brinkmann 

49 min  · 

"Mangler du energi om morgenen? Bekymrer du dig om fremtiden? Bliver du ofte så træt, at du er nødt til at lægge dig ned og sove? Oplever du at blive irriteret på andre? Har du et dagligt forbrug af kaffe eller søde sager? Kender du til følelsen af opgivenhed?

Så kan det være tegn på, at du er et menneske.

Lidelsen er arvelig og må opfattes som kronisk. Symptomerne inkluderer bl.a. angst, fortvivlelse og sorg, men også momentan opstemthed. Der eksperimenteres med diverse medicinske behandlinger, men aktuelt kan tilstanden kun lindres med en dosis overbærenhed."

Forsytiagrenene fra haven fik ny energi, da de kom ind i køkkenvinduet. Dejligt med gule blomster.

For nogle dage siden, tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget, så jeg købte en lysterapilampe. Da jeg tændte den første gang, var jeg klar til at levere den tilbage til Matas, hvor jeg havde købt den. Lyset var alt for stærkt. Nu har jeg vænnet mig til den. Man skal jo ikke kigge ind i lampen hele tiden. Jeg tænder den i køkkenet om morgenen, når jeg stiller an til morgenmad, og mens jeg spiser. Jeg synes allerede, jeg har mere energi :-) Det kan næsten ikke passe efter få dage. Men placebo er også en stærk faktor.

I lørdags skulle jeg hente Johanne hos veninden i Svostrup, og vejen gik lige forbi kroen.

På tilbagevejen blev vi enige om, det kunne være godt med kaffe og varm kakao med flødeskum. Der var mange gæster i krostuerne, men der var også et bord til os.

Da vi havde fået varmen, gik vi langs Gudenå og både op over og nedenunder vejbroen, der er til venstre i billedet.

Der er klassekammerater i børnenes klasser, der er hjemme og syge med corona. I denne her omgang bliver klasser ikke lukket ned. Kun den syge bliver sendt hjem i isolation. I formiddags var jeg til kaffe hos en veninde, der fylder 80. Vi var kun fem på det tidspunkt. Senere kom andre. Det gælder om at begrænse os. Værst var det, at søn og to børnebørn, der bor i Grønland blev testet positive kort før de skulle rejse. Flybilletterne vil heldigvis blive refunderet, men hvor er det svært at lægge planer. De kan hurtigt ændres. Vi er mange, der har kviktest hjemme. Selv børnene er begyndt at teste sig selv. Jeg har ikke haft brug for det endnu. Jeg hørte om en, der sagde, at nu har N.N. corona, og så ville vedkommende hen for at blive smittet. Jeg vil ikke opsøge smitte på den måde. Indtil nu har jeg været heldig ikke at blive smittet. Men ifølge prognoser, så vil vi alle få den på et tidspunkt. Jeg forestiller mig, at vaccinationerne beskytter mig, men hvor længe? Jeg fik mit booster stik d. 23. nov. Lad os håbe, den virus snart brænder ud.

Trøstemusen på børneafdelingen.

 

Sådan en lille trøstemus gør en stor forskel for et barn på børneafdelingen, opdagede jeg for en uge siden, da Johanne var indlagt til observation en dag. Lægevagten mente, hun skulle til Viborg sygehus for at få udredt de symptomer, hun havde. Feber, hovedpine og bittesmå punktformede blødninger under huden på kroppen. Jeg var med sammen med hendes mor, og heldigvis udviklede symptomerne sig ikke yderligere i løbet af de ca 8 timer, vi var der på akut børneafsnittet. Få dage efter var hun helt ok igen. 

Det var en tryg oplevelse for en syvårig, fordi personalet var så dygtige og omsorgsfulde. Og selvfølgelig også fordi mor og mormor kunne være med på stuen hele tiden. Sådan var det tværtimod, da min ældste datter var indlagt i 1976.

Der var mange nye oplevelser. Bl.a. at få taget blodprøve fra armen og se, hvordan blodet løb ned i små glas. Det var bioanalytikeren, der havde trøstemusen med. Det var også en ny erfaring at få målt temperatur med rectal-termometer, fordi hjemme har de et til øret. De små røde punkter blev nøje observeret og målt med målebånd og fotograferet flere gange. Der var en seng på stuen, et bord og stole og vigtigst, der var tv og fjernbetjening :-) Vi fik serveret mad både til frokost og aften, så det var slet ikke værst. Især i betragtning af, at Johanne ikke fik det værre, og vi kunne køre hjem med et direkte tlf.nr. i lommen til afdelingen, hvis der blev behov for kontakt.

Det har så stor værdi, at der er frivillige nørkle-damer, der strikker og hækler til børn og forældre, der befinder sig i den mest sårbare situation. Den lille mus er højt elsket, og Chr syntes faktisk, det var lidt snyd, at der ikke kom en med hjem til ham. Så tak til alle, der bidrager med håndarbejds-trøst. Mit fotografi er uskarpt. Måske kan det ses, at Trøstemus er på facebook.

Jeg havde aldrig før hørt om Kawasaki syndrom. Bag mit link ligger en artikel fra SSI. Fordi hele familien havde været coronaramt over jul og nytår var der fokus på den sjældne senfølgesygdom. En anden artikel fra Rigshospitalet fortæller om en stor donation på 4,5 mill kr fra A.P. Møller Fonden til at forske i senfølger efter corona. Det er ingen spøg at få corona. Heller ikke hvis det er et let forløb. Så vacc. , coronapas og restriktioner skal vi leve med en tid endnu.

Som en sidebemærkning, så synes jeg, det er helt rimeligt, at den serbiske tennisspiller ikke får lov til at spille i Australien. Det ville være fuldstændig urimeligt, hvis han som uvaccineret fik lov til at spille, når landet har en lov imod netop den situation. 

Nu til noget helt andet. Og dejligt!

I går opdagede jeg erantis på vej under hækken. Skønne forår der er på vej.

 

Godt nytår.

 Mon ikke mange mennesker havde tænkt, der skulle fyres ekstra meget krudt af nytårsaften? Som reaktion på alle restriktioner gennem året? Mange har ikke fået fuld valuta for pengene, fordi det var så tåget at sole og stjerner forsvandt op i luften. Vi er flere, der har snakket om, vi ikke har oplevet så meget fyrværkeri i løbet af en nytårsaften, som i går. Jeg kom godt frem de 20 km vestpå og tilbage igen trods massiv tåge. Det var næsten uhyggeligt at køre i. 

Jeg var lidt spændt, da jeg trådte ud på terrassen  i formiddags, om småfuglene var der? Det var de. Der var pippen rundt omkring. Men hvor opholder de sig sådan en nytårsaften? Det må være skræmmende at være fugl og andre dyr, der lever ude.  

Vi var traditionen tro på Himmelbjerget i formiddags. For et år siden var der sne.

I år forhindrede tågen os i at se langt.

Chr nyder sin cola på toppen og spejder ud over vandet, der har samme farve som tågen.

Der er en dejlig legeplads. Børnene elsker at få ekstra skub på gyngen.

Min coronatest 2 i går morges var også negativ. Jeg vågnede ellers med en hovedpine, der fik mig til at tro, om det var et symptom? Det var det heldigvis ikke, og hovedpinen forsvandt i løbet af dagen.

Jeg er træt at corona og omikron.

For et år siden havde vi vaccinen at se frem til. Så kom der en ny variant! Og vaccinen er ikke så effektiv, som vi troede. Men vi bliver mindre syge med tre vaccinationer, hvis vi rammes.

Jeg ser frem til, det bliver forår og sommer, og at virus forsvinder. 

GODT NYTÅR TIL ALLE DER LÆSER MED HER .