Viser opslag med etiketten adventist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten adventist. Vis alle opslag

fredag, august 26, 2011

Gensyn med dem fra dengang......

Her bliver et par dages pause, idet jeg skal til re-union med mine venner fra fysioterapeutuddannelsen.
I 1966 var vi en håbefuld gruppe klar til at gå i gang med arbejdslivet.
Nu, 45 år senere, har de fleste forladt arbejdsmarkedet.
Det er fem år siden, vi mødtes sidst.
Jeg er spændt på, hvor mange der dukker op. Men det bliver uden tvivl hyggeligt.

 I rigtig mange år hed stedet her Skodsborg Badesanatorium, og her holdt Skodsborg Fysioterapiskole til. Ejet og drevet af Adventistkirken.
Efter en konkurs ejes det nu af Augustinusfonden, og her er et dejligt Kurhotel & Spa, hvor man kan få dygtig professionel træning og behandling.
Skolen ligger nu i Hillerød og hedder Fysioterapeutuddannelsen Nordsjælland. Men det siger jo ikke os noget.
Nej, vi skal tilbage til gode, gamle Skodsborg. Og gå tur i Bøllemosen. Og Dyrehaven.
Jeg glæder mig til at gå under Kolonaden igen, (som ses på billedet) og gå over den, som jeg har gjort masser af gange dengang.
I Nordfløjen, som ses i baggrunden, er der nu restaurant på toppen, og der sidder vi og nyder udsigten over Øresund og spiser en lækker middag i morgen aften.
Og det bliver da skønt at indtage et hotelværelse i Vestbygningen og overnatte der i stedet for i personalebygningen, som det var engang.
Jeg rejser med tog for en gangs skyld. Det glæder jeg mig til.
Men mest af alt glæder jeg mig til at møde de gamle hoveder igen.

fredag, oktober 10, 2008

I valnøddetræets tegn

Det store valnøddetræ har givet en overdådig høst. Vi har samlet og tørret 15 kg, og jeg har taget 3 kg med hjem og der er stadig mange. Svigersønnen googlede på valnødder og fandt en opskrift på, hvordan man speeder tørreprocessen op. Nødderne blev lagt i ovnen i 15 min. ved 120 grader. Men næste dag virkede de stadig fugtige, så de fik en halv time ved 80 gr. Nu ligger de på det lune køkkengulv på et lagen og skal så puttes i strømper og opbevares et køligt sted. Jeg har været på planteskole for at købe net til opbevaring, men kunne ikke finde nogen.
Jeg vil tørre min portion på en blidere måde, nemlig ved 30 gr. De har fået 4 timer, men jeg tror, de skal have mere. Gad vide, hvordan de gør, dem der seriøst dyrker valnødder til salg?
Nåmen, der har også været tid til andet, bl.a. hyggelige cafe besøg med de sødeste, og jeg har besøgt A, der er sognepræst og bor i midtfynsk præstegård. Vi har en fælles fortid/ungdomstid i Adventistkirken, og der er altid meget at snakke om, og det er rigtig hyggeligt.
Bugsy har haft den samme uro over sig, som han har herhjemme, når Victoria blommerne er modne. Han går tit til døren. Hos yngste er det lige for tiden pærealle'en, der trækker. Der er plantet pæretræer langs den 300 m lange indkørsel. Det er meget gamle træer. En tidligere ejer har skrevet dagbog i 1957 og hun nævner alle'en med Fondante pærer. Men Bugsy styrer lige derhen og gnasker pærer, der ligger som strøet ud med gavmild hånd. Jeg prøver at holde lidt igen. Ved ikke, hvor godt det er for en hundemave?
Øv og øv!! Mit kamera gik i stykker i tirsdags. Jeg gik ellers rundt i så fine motiver....
Så her er et par sommerbillede af valnøddetræet, som er et paradis for fugle og egern.

fredag, oktober 03, 2008

At forlade eller ....


At forlade eller at blive forladt blev temaet i den samtale, jeg havde med Søren i morges. Jeg forlod Adventkirken. Jeg blev ikke udstødt. Jeg tog selv et valg. Konsekvensen er dog at være uden for og ikke høre til. Omskrevet til sportens verden er det noget i retning af, at når man ikke spiller tennis mere, er der ikke noget ved at komme i klubben. I "klubben" er der dog mennesker, jeg har kendt og holdt af siden min grønne ungdom. Jeg har bare ikke li'som et fælles sprog med dem mere. Og det kan jeg stadig blive ked af, især nu da en engang nær og kær døde for nylig. Men det er så vilkårene lige nu. Måske finder jeg et sprog........

Så er sommeren kørt i kompostbunken - i hvert fald sommerblomsterne! Men postbudet har stadig de korte bukser på. Det tyder da på en slags sommer!

Jeg skal til kaffe hos Zahra nu og se hendes nymalede omgivelser. I weekenden skal jeg til teologi, og den mest spændende underviser er søndag kl. 8.00, så min plan om at møde lidt senere er suspenderet! Kees er for spændende at pjække fra......